Hvad har forfatteren Rilke, et tilfældigt møde og et par grimme gummistøvler hinanden at sige? Kronikøren, der er stud.theol., vover sig ud i storbyens svømmende hav af fremmede ansigter. Forleden blev jeg kaldt for en luder, hvilket ikke er sket for mig før. For en ordens skyld må jeg indledningsvis slå fast, at prostitution ikke er mit erhverv, nok heller aldrig bliver det, og at jeg det meste af tiden er glimrende underholdt på universitetet. Men da jeg for nogle dage siden sad lidt i mine egne tanker på en bænk foran en af kirkerne i midten af København og ventede på en ven i en vinterfrakke, der svarede godt til dagens kuldegrader, så kom to midaldrende mænd gående forbi mig. Det i sig selv var der jo ikke noget videre bemærkelsesværdigt over, men idet de to mænd passerede mig, drejede den ene mand sit strikhuebeklædte hoved og kaldte mig en luder lige dér i den klare københavnske vinterluft. Jeg blev mildest talt forbløffet og må have set præcis tilpas uforstående ud til, at han godt gad gentage det en ekstra gang for mig, for det gjorde han så eftertrykkeligt: »Din luder«. Jo, jeg havde åbenbart hørt rigtigt første gang, og idet de to mænd i adstadigt tempo forsvandt småsnakkende om hjørnet, som var intet hændt, så sivede min forbløffelse samtidig gradvist ud af mig og afløstes i stedet af arrigskab samt det utal af spiddende svar, jeg kækt kunne have udspyet, hvis jeg ikke havde hørt til den procentdel af befolkningen, som kommer i tanke om den slags alt for sent til, at svarene ligefrem fejer modstanderne kuldslåede af banen. Det gik snart op for mig, at jeg efterhånden sad på bænken og tænkte i ret voldsomme krigsmetaforer, og det var meget kort derefter, at det også gik op for mig, at jeg heller ikke selv fremstod entydigt tiltalende i dette øjeblik, hvor jeg planlagde skændige og grusomme udfald mod to fremmede og i øvrigt længst forsvundne mænd. Noget grundlæggende var gået grusomt kommunikativt og mellemmenneskeligt galt den dag. En ting var, at mændene havde taget fejl i deres påstand. For strengt taget kunne prostitution have været mit erhverv, og mændene kunne i det tilfælde yderst skarpsindigt have valgt at konstatere, at det nok forholdt sig netop således, imens de gik forbi mig. Ligesom jeg selv en hvilken som helst dag kunne vælge at henvende mig og sige »chauffør« til chaufføren i bussen - hvis jeg havde behov for at konstatere hans tilstedeværelse i verden den pågældende dag. Men jeg kom til at tænke på, at det, som virkelig generede mig og gjorde mig indædt, var, at jeg ikke havde gjort mig skyld i andet end tilfældigvis at være i de to mænds nærhed og dertil måske havde taget et par grimme gummistøvler på. I byer er det meget svært ikke at være i andres nærhed, om man ønsker det eller ej. Provokationen bestod heller ikke så meget i ordvalget, for der findes værre ord i verden end luder. For mig bestod ydmygelsen i, at de ganske enkelt ikke havde anerkendt eller accepteret min tilstedeværelse i deres egen nærhed. De havde ikke set mig eller et menneske som dem selv sidde der på bænken, de havde set en af byens anonyme eksistenser, som i deres øjne ikke havde krav på respekt eller værerum. Episoden udmundede i erkendelsen af, at de havde set mig som en ting, og jeg begyndte at overveje, om det samme kunne have fundet sted i den meget mindre by, jeg oprindelig kommer fra. Jeg kom frem til, at det kunne det højst sandsynligt ikke af den simple grund, at byen er for lille til, at man aldrig ville have skullet mødes igen efter sådan en episode. Vi kunne ikke være forblevet anonyme. Grunden til, at mændene uden videre kunne slynge luder i hovedet på mig, var, at jeg var dem rørende ligegyldig, som jeg sad der i gummistøvler (der helt indrømmet er håbløse, men ikke ligefrem provokerende). Og det er interessant. Jeg var dem indifferent, fordi de, som jeg selv, i deres hverdagsliv var omgivet af så mange mennesker, at vi alle tre snart ville forsvinde for hinanden i mængden til evig tid, og deres handling ville ingen konsekvenser få for dem. Det var deres ligegyldighed, der gjorde dem urørlige, og de vidste det godt, som de rundede gadehjørnet og undlod at se sig tilbage. Netop den urørlighed gør storbyen til et meget mærkværdigt fænomen. Selv når den store by er så forholdsvis lille som København. I byen holder mennesker op med at se hinanden og nøjes med at se overfladisk på hinanden, for skulle man se alle, ville man hurtigt blive forstyrret i hovedet og øjeblikkelig opgive ævred. I Rainer Maria Rilkes roman 'Malte Laurids Brigges optegnelser' fra 1910 kommer hovedpersonen, som er digter, til Paris og konstaterer i forbindelse med sin ankomst til bylivet: »Har jeg allerede fortalt det? Jeg lærer at se. Ja, jeg begynder. Endnu går det kun dårligt. Men jeg vil benytte tiden godt. Jeg har for eksempel aldrig før været klar over, hvor mange ansigter der findes. Der er en mængde mennesker, men endnu langt flere ansigter, for hver har flere« (Rilke, 1997, s. 7). Malte Laurids Brigge er komplet overrumplet af de folk og ansigter, som nu omgiver ham hver eneste dag, men han er også betaget af dem og deres forskellighed, og den første opgave han stiller sig selv, er at lære virkelig at se disse ansigter og deres indbyrdes afvigelser og ikke nøjes med at se på dem. I det han betragter sin omverden, opdager han, at de oprindelig vildt fremmede mennesker i hans nyvundne sanselighed fæstner sig dybere i ham, og at Paris begynder at gøre indtryk på ham og indhug i ham. Han erkender, at han ikke selv er urørlig, og anerkender dermed også, at til trods for at han hver eneste dag er omgivet af dette svømmende hav af parisiske ansigters flygtige forbipasseren, så er det netop disse ansigter, som former hans verden blot i kraft af deres tilstedeværelse. Nu kan man mene, at en digter har mere brug for at forholde sig åbent og modtageligt, end resten af os har, men synspunktet holder ikke, for selvom de fleste mennesker ikke skriver bøger om, hvad de ser, så forfatter de jo deres eget liv og (be)skriver det hver eneste dag, fra de åbner øjnene, til de lukker dem igen. Og hvorfor så ikke få det bedste ud af det, kunne man fristes til at spørge. I frygten for at åbne øjnene ligger måske en frygt for en pludselig invasion af indtryk, den samme frygt eller blufærdighed, der gør, at vi ofte kigger hurtigt væk, hvis en ældre dame vælter voldsomt i bussen, to cyklister støder sammen i raseri eller en fremmed pludselig går grædende forbi os: Når vi kigger, er vi pludselig tvunget til at forholde os til, hvad og ikke mindst hvem vi ser. Undlader vi derimod at se, undslipper vi samtidig ansvaret for det ikkesete. Når mennesker vælger at bo i en by som København, vælger de samtidig at bo sammen med en uoverskuelig mængde af fuldstændig ukendte mennesker samt nogle relativt få velkendte. Johannes Møllehave har citeret K.E. Løgstrup for at sige, at lykken ikke er, at det lykkes, men at de andre er der, at de er til stede som en bekræftelse på, at vi som mennesker ikke er alene i verden, men konstant er indfiltret i de andre og er med i deres liv. Omvendt har Frederik Dessau skrevet en bog ('Ene og alene') om ensomhedens ulyksaligheder, hvori hans grundantagelse er, at ensomhed altid er af det onde, og at den udvikler det uforholdsmæssige og absurde i mennesket til stor smerte for den ensomme selv. Nu kan mennesker selvfølgelig sagtens føle sig ensomme i en storby; måske endda nemmere end uden for byen, hvor konfrontationerne med andre menneskers tilsyneladende lykke ofte er sparsommere. Men mennesker kan selv med deres bedste vilje ikke hævde at være alene i byen. Det er en fysisk umulighed, og selv hvis de er ensomme, så deler de uomtvisteligt deres ensomhed med mange andre. I byen kan mennesker ikke være alene om noget, og altså ikke engang deres ensomhed. Man kunne derfor også fristes til at tro, at bymennesket er indbegrebet af det højt privilegerede menneske, fordi det netop hver eneste dag i sin travle færden bekræftes som i høj grad levende og tilstedeværende af alle de andre mennesker i bygningerne, gaderne og stræderne. En slags superlevende individer. Når det alligevel ikke forholder sig sådan, kan det hænge sammen med, at de fleste af os har svært ved at opfatte andre byboere som andet end forbipasserende: mennesker i en evig bevægelse ud af, men aldrig ind i, vores liv. Det kan ende med at føles som en ulykke ikke at kunne være alene. Hvis jeg nu den vinterdag selv havde spurgt de to forbipasserende om, hvad klokken var, fordi jeg efterhånden var blevet grundig utålmodig i min venten, så er jeg sikker på, at de havde fortalt mig det. Og jeg tror ikke, at de havde rundet deres svar af med at kalde mig for luder sådan for en ordens skyld. Når mennesker vitterlig ser andre, som vi gør det i samtaler og i møder - selv de flygtigste og korteste af slagsen - og ikke kun ser dem an, så fornemmer vi instinktivt, at vores handlinger har konsekvenser, og at vi derfor ikke kan tillade os hvad som helst over for denne anden, men i et vist omfang er forpligtet på og overgivet hinanden hver evig eneste dag. Specielt i byens delvist tvungne nærhed. Francesco Alberoni skriver om venskabet, at en rigtig ven er et menneske, som »på en eller anden måde er en fremmed i landet, er i samme situation, som vi er«, ('Venskab') .At dele grundsituation - at bo i byen sammen - skaber også et fælles værensrum. Når mennesker opdager, at de er i den samme situation, kan de begive sig ud på en fælles færd i såvel åndelig som i fysisk henseende og genkende hinanden. Nu er det ikke for at foreslå, at i byer er alle mennesker hinandens potentielt bedste venner, men blot for at antyde, at bymennesker kunne vælge at genkende hinanden og være hinandens indbyrdes livsvidner netop i kraft og ikke på trods af, at de deler livsvilkår. Bymenneskerne er som udgangspunkt placeret i den samme asfalterede grundsituation. Selvom alle alt andet lige ikke er hinandens venner, så er de heller ikke hinanden ubekendte. Det kan være fristende at fastholde en indbildt fremmedhed, fordi den fratager os konsekvenserne af vores handlinger og skaber plads til en ligegyldighed, der gør det ufarligt og frem for alt nemmere at færdes blandt alle de andre. Der er altid så frygtelig mange af de andre i forhold til en selv, hvis antal i sagens natur kan tælles på en enkelt hånds lillefinger. Når mennesker samles og lever på det samme sted, og når der er nok af dem, opstår der i deres fælles værensrum et spændingsforhold imellem nærhed og distance: mellem en tvungen fysisk kommen hinanden ved og en mindst lige så insisterende holden-hinanden-fra-livet. Vi både opsøger hinanden og støder hinanden fra os og byen bølger af disse privatzoner. Tavsheden i busserne er et eksempel, og temperamentsudladninger i trafikken er et andet. I trafikken sidder man i skjul og isoleret sikkerhed i sin bil, og ud af denne midlertidige isolation vokser bilernes høje tuden og cyklisternes banden som konkrete udtryk for, at 'de andre' er os i vejen og er nogle komplet hensynsløse idioter, grænsende til det håbløse. De er os ukendte og ligegyldige. Der var en adfærdsforsker, som konkluderede, at storbymenneskers adfærd minder påfaldende om de indespærrede dyrs adfærd i zoologiske haver: Stressniveauet stiger, og aggressionerne kommer tilsvarende poppende op til overfladen og kommer nemt til udtryk. Hvis man for en kort bemærkning forsøger at fastholde sammenligningen mellem de indespærrede dyr og bymennesker, kunne det så betyde, at mennesker (også) gerne vil noget andet end at bo inde i byen, og at de således ikke er tilfredse med tingenes tilstand. Men alle har jo af vidt forskellige grunde valgt at bo midt i vrimlen, så hvad er det da, vi ønsker os anderledes? I et større perspektiv vil mennesker måske grundlæggende gerne ses af hinanden og ikke kun ses an eller ses ud eller ses på. Malte Laurids Brigges indre er konstant optaget af tanker omkring livet, døden og specielt omkring ham selv - men han sætter sit nervøse væsen til trods en egen ære i at se menneskene omkring sig rigtigt og ikke nøjes med at se på dem. Selvom mennesker hverken bliver venner af at betragte og blive betragtet eller kommer til at elske hinanden inderligt af det, så bliver de vidner til hinandens liv, og livsvidner kan de færreste få for mange af. Måske særlig i byen. Men nogle gange kan hverdagsvidnet have et par grimme gummistøvler eller en strikket tophue på. Det hører med til at være fremmed i det samme land og til storbyens mærkværdigheder.