0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Pas på kulturen og tomaterne

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I Schlüter-perioden var der slet ikke det had mod kunstnere og intellektuelle, som nu præger Anders Fogh-perioden. Hvad er det for en borgerlighed, der er kommet til magten, spørger forfatteren.

Det gamle Danmark er dødt, det ny Danmark er genopstået, og vi kender det endnu ikke.

Jeg har hørt nogen kalde det ny regimes leder Anders Fogh for - »our dearly beloved and greatly respected leader« - og han har måske også et koreansk Kim Il Sung-glimt i øjet. Andre siger, at det i virkeligheden slet ikke er Anders Fogh eller hans fokusgrupper, der regerer, men nærmere en forhenværende direktør for et stort rengøringsfirma.
I så fald er han gået godt i gang med forårsrengøringen. Af Danmark.

Topstyret. Der er ikke det hjørne eller en hylde, der bliver overset, alt skal væk, muges grundigt ud. For rengøringsiveren bunder i en folkelig flertalsvilje til at få huset revet ned og staten afmonteret.
Der er nemlig særlig én kommune med meget snavs i. Nogle regeringer bygger op, andre river ned. Nogle centraliserer, andre decentraliserer.

Forandring skal der til, og det skulle være ganske udmærket for demokratiets skyld, selvom jeg personligt bedre kan lide det konservative paradoks: bevaring gennem fornyelse.
Det, jeg imidlertid hæfter mig ved i det nye regime, er 'ånden' i det.

Man er som borger i Danmark blevet tilskuer til et had og en vrede, som slet ikke var til stede sidste gang, da de borgerlige kom til i firserne.

Hvorpå beror da denne sårede forurettelse, der øjensynligt driver værket: nedriviningen, afmonteringen, indskrænkningen, lukningen af diverse samfundsmæssige åndehuller? Klap gællerne i! Ja, ja, jawohl.

Hvornår var det nu, at vi sidst i historien var vidne til et lignende had til 'smagsdommere', bedrevidende, eksperter, intellektuelle? Det var jo Pol Pot! Måske ikke en »så højt elsket« leder som den koreanske, men så sandelig operationel i sit had til alle, der havde gået i skole.

Folk med briller blev konsekvent henrettet. Så vidt vil revolutionen aldrig gå i Danmark. Men mens jeg gemmer mine briller af vejen for ikke at provokere og i det følgende går over til usynlige kontaktlinser for at kontakte det sted, hvor Danmark knækkede, så ved jeg også godt, at det ny regime ikke konsekvent hader de boglærde - bare der er penge i det.

Men her er det, jeg bliver ængstelig. Ikke bedrevidende ængstelig, men uvidende ængstelig. For jeg ved ikke, hvad der vil ske, når alt er revet ned i denne revolutionære ånd, som vi lammede bevidner. Med biologien som modevidenskab, for tiden, lad mig da tale i biologiske billeder. Jeg tror ikke, at det ny regime dræber samfundslegemet Danmark. Jeg tror heller ikke, at de transplanterer hjerte, lever eller nyre. Men for at sige det, som det er: Jeg gruer for hjernen. Jeg er bange for, hvad der vil ske med de ædlere organer, når hele blodtilførslen i alle arterier og kapillærer reduceres. Jeg er bekymret for åndedrættet, iltningen og lungekapaciteten. Med andre ord ser jeg den danske kultur, - og ikke bare kæmpehøjene, men ethvert individuelt tiltag til civilisation kontra barbari - som Danmarks basale immunsystem over for globaliseringen, og jeg forstår slet ikke, hvordan en konservativ eller liberal tankegang kan kaste den tradition på møddingen. Man tror, det er en misforståelse, men får fra højeste sted at vide, nej, det er kulturkamp. Dertil må jeg så sige: Det er ikke Mein kamp.

Et land som Danmark har ingen råstoffer - ud over vores neurale netværk, også kaldet hjernen. Hvad enten hjernen kobles på hændernes værk eller på visionernes muligheder. Og vi har ikke noget specielt særpræg i mcdonaldiseringens æra ud over vores historie og vores sprog. Så det jeg altså mangler i denne revolutionære nedrivnings-, luknings- og fyringsånd er: formålet med det hele? Kan vi i demokratiets navn få en forklaring på alle de beslutninger, der træffes hen over hovedet på folk? Nej, jeg ved det godt, revolutioner har aldrig haft behov for at forklare sig. For det er tid til forandring. Men hvilken? Til hvad?
Hvad er drømmen, utopien? Ligger der en helhedstænkning bag, som borgerne ikke indvies i? Eller er det bare hjernedød, det ny dødskriterium, fordi forandring fryder?

Hvis man skal gå med på, at højre- og venstremodsætningen er udryddet i denne verden i globale tider, hvor det, der ligger øst for Østen, er - Vesten, så opdager man til gengæld i stigende grad modsætningen mellem transparens og obstruktion. Mellem gennemsigtighed og de skjulte netværk. Hvad enten det er på regerings- eller terroristplan.

Ironisk, at Danmark i årevis har forlangt gennemsigtighed i EU, og nu, hvor vi står foran formandskabet, er Danmark i mellemtiden blevet et helt lukket land. Dommere og advokater klager over lovsjusk og arbejdsmetoder, der strider mod demokratiets grundsætninger, mens ethvert kritisk pip bare får at vide, at det halter langt bagefter samfundsudviklingen. Men dertil må man så sige: Fra nu af gælder det virkelig om at være bagefter. Og mindes vor landsfader Niels Bohr, der sagde, at verden er nødt til at være åben.

Da regimet åbenbart ikke finder det nødvendigt at åbne op og lade refleksionerne bag de politiske beslutninger tilflyde befolkningen, til trods for at man angiveligt har forberedt revolutionen i mange år, lad mig da spørge - og ikke som bedrevidende ekspert, men som uvidende borger: Hvis vi vil bevare Danmark, dansk ånd og sprog, som der står i sangene, er en gennemtænkt kulturpolitik da ikke vores eneste chance?

Er det ikke sådan, at uanset hvem der regerer i Danmark, så må der føres en offensiv kulturpolitik, der mere går på oprettelse end nedlæggelse?

Mere på skabelse end på destruktion? Jeg vil godt medgive, at man i det socialdemokratiske Danmark ofte har tænkt: Lad os få revet alle krykker og støttestrømper væk for at se, hvad der kan gå af sig selv. Ikke for at spare, men for at finde den egentlige livskraft. Men det er altid blevet ved tankeeksperimentet, for omsat til virkelighedens verden ville eksperimentet afstedkomme ubeskrivelige sociale katastrofer og en svækkelse af Danmark internationalt, fordi det er græsrødderne og hele underskoven, der er forudsætningen for de spektakulære frugter, danskerne elsker at identificere sig med. Nuvel, eksperimentet er gået i gang, Jorden raseres, kulturlivet skæres ned til sokkeholderne. Men er vi så ikke nødt til at spørge, hvad globaliseringens (amerikanske) konsekvenser betyder, specielt for Danmark? Hvad er vitalt, vidunderligt og uundværligt for os, hvad er ligegyldigt, og hvad er dødens pølse?

Den amerikanske laissez faire-økonomi er usædvanlig produktiv, men producerer tillige en række utilsigtede bivirkninger, der alle er forbundet med befolkningens selvdestruktion. Ifølge en række immigrationsbøger anmeldt i The New York Review of Books for nylig er børnedødeligheden i Amerika højere end i andre rige lande. Flere børn dør ved ulykkestilfælde end i andre rige lande. Amerikanske 9.- og 10.- klassesbørn tager mere amfetamin og kokain end børn i andre rige lande.

Amerikanske teenagere føder flere børn end teenagere i andre rige lande, og unge mennesker myrder hinanden oftere i Amerika end i andre rige lande.

Hvad er det for en kultur, Amerika er ved at eksportere til resten af verden? Det islamiske oprør er ikke i tvivl og kalder den verden, Amerika fremmer, og som skal bekæmpes, for jahilyyah, hvilket vist kan oversættes til skraldespand eller kloak. Men der findes også amerikanske talibaner, hvilket tyder på, at svarene på kulturkrisen måske skal findes - ikke i terrorismen, men i den vestlige kulturs eget forfald.

Jihad-biblen 'Milepæle' fra 1964, skrevet af den egyptiske digter Sayyid Qutb på baggrund af en længere Amerika-rejse, fastslår, at Vestens lederskab på det menneskelige plan er på retur, ikke fordi den vestlige kultur er blevet fattig, eller fordi den er blevet økonomisk eller militært svækket. Vestens storhedsperiode er ved at være slut, fordi den ikke længere rummer de livgivende værdier, som gjorde det muligt at være menneskehedens anfører ... Til denne korsvej er islam og det muslimske samfund kommet. (Qutb blev henrettet af præsident Nasser).

Amerika har ingen kulturpolitik i europæisk forstand. De ved ikke, hvem de selv er, og er som civilisation bedøvende ligeglade, for de ved, hvor mange og hvor meget de er.
Danmark har på grund af sin egaliserede, antihierarkiske tradition, forlovelsen mellem Grundtvig og vores 60'er-etos, været ekstra sårbar over for globaliseringen. Anders And og Faust er lige godt, ingen smagsdommere skal komme her. Derfor er 'fedme' blevet et nationalt problem. Vi kommer alle sammen til at ligne medvirkende i et Ricki Lake-show, fordi vi modstandsløst har taget imod amerkanernes egalitære kultur. Vi har manglet den modstandskraft, der kendetegner mere hierarkiske, klasseprægede samfund som det engelske eller franske, der kan skelne mellem skidt og kanel. Derfor er vi i enhver forstand blevet spist af med tomme kalorier. Og deraf kommer, tror jeg, den folkelige forurettelse og hævnen.

Der er en misundelse på færde, en fornemmelse af, at nogen spiller kloge og mætte og - anderledes. Mistroen vokser: Der er måske nogen, der har fået noget rigtigt, nærende.
Den smukke lighedstankes skyggeside fra Grundtvig og til i dag viser sig i danskernes indspisthed og egaliserede selvopfattelse, hvor man kaster sig over enhver chance for at blive forskrækket over det fremmede og anderledes. Man siger ellers, at det især er ulandene, som er sårbare over for globaliseringen. Men novembervalget i Danmark og navnlig ånden i det har tydeliggjort, at sårbarheden også gælder et rigt land.

Skaden er sket. Fællesskabet brudt. Men er det også uopretteligt?

Allerede for en 40 år siden blev vi advaret - af en kunstner såmænd - da pæne mennesker i minkpels og diamanter satte sig ned i små elendige kælderrum, hvor de begejstrede og forbløffede klappede ad vagabonder og andre fortabte eksistenser, der dukkede op af skraldespande eller sad på skrotbunker i endeløse monologer.

Manden bag eksperimentet hed Samuel Beckett. Og man kaldte ham absurd.

Man fornemmede, at det nok var indre tilstande, han skildrede. Men en dag skal det indre blive det ydre, sådan går det jo med store visioner.

Og i dag ligger landet sådan, at der skyder skraldespande og skrotbunker op overalt, hvorfra der udgår endeløse monologer. Mange kommuner river simpelt hen huse og boligkarreer ned af angst for at mennesker skal flytte ind og lave en losseplads med monolog på. Filmen 'Polle Fiction' er slet ikke fiktion.

Men ud fra Klampenborgs beskyttede værksteder kan man bare ikke se, hvordan landet ligger, og hvilken helvedesvision der breder sig i Danmark. Så plat kan det ikke være, lyder besværgelsen. Men svaret er: Så plat er modernitetens losseplads. Lokalsprøjten diverterer os med voldtægt af babyer, mens fulde børn dingler omkring på gaderne med forhutlede flasker.

Danskerne kan imidlertid ikke blive amerikanere. Vi er ikke meget eller mange i verdensmålestok - men et eller andet sted er vi noget. Og hvad dette noget er, bliver vi hele tiden mindet om gennem kunsten, de områder, hvor vi udvikler vores udtryk, vores særpræg.

Omverdenen bliver bevidst om Danmarks særkende, når vi sender vores bedste ambassadører ud i modersmålets regi, hvad enten de hedder Inger Christensen, Klaus Rifbjerg, Pia Tafdrup eller Søren Ulrik Thomsen. De mennesker, vi kalder kunstnere, må ofte leve med, at deres telefoner bliver lukket, fordi de ikke har råd til at få dem åbnet. Bil har de næppe råd til, de må okse rundt i verden på abeklasse til Danmarks ære for at læse op af deres vers, som nok kan få verden til at rykke. Men beklageligvis ikke det ny regime, som kun kan finde på at halvere deres livsgrundlag. Her mærker vi en uforsonlighed, en længe opsparet mistro til det anderledes, hvad enten det er kunstnere, flygtninge eller indvandrere. Det er os, denne marginaliserede gruppe, regimet retter sin uvilje mod.

Hadet til kunsten, den subventionerede kunst, som den nødvendigvis må være i et lille land som Danmark - fordi A.P. Møller ikke kan stå og smøre madpakker til alle udøverne - er altid nærliggende, under eller over overfladen. I øjeblikket er det virkelig 'over'. Stenen er vendt, og det myldrer frem med en sort kraft, man ikke troede mulig. Hvad er der sket? Hvad gik galt?

Det magtfuldkomne, socialdemokratiske Danmark har unægtelig ydmyget folk ved formynderi, undertrykt og overhørt en stigende folkelig forbitrelse, som længe har kaldt på en syndebuk. Men hetzen mod kunstnerne er ikke længere den sårede rindalske: 'Kunstnerne betales af os for noget lort, og de rakker ned på vores smag'. Hetzen har fået en ny, skinger tone. Forfattere udråbes til 'ypperstepræster', og det, forstår man, er det værste.

Men det, man nu gør oprør imod, er en humanistisk tradition, der går tilbage til renæssancen, hvor både kunst og videnskab trængte ind på religionens gebet. I en stadig famlen og spørgen, i et stadig fornyet sprog og fjernt fra konkurrencesamfundets perfektions- og sejrforgabelse. Det menneskeligt værdifulde ved kunsten er nemlig dens nederlag og ikke dens succes.

Når man i disse dage tager sit nye badge på blusen, hvor der står, 'Pas på kulturen', føler man lidt, at man går med jødestjernen. Men som den indvandrede grønthandler sagde, da jeg åndsfraværende gik ud af butikken, uden mine varer: »Pas på kulturen og tomaterne!«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar