Den danske velfærd er på retur. Det konkluderede en svensk professor i den forgangne uge. Men har manden ret? Tre forskere fra Socialforskningsinstituttet mener nej. Den danske velfærdsstat »tilhører ikke velfærdsstaternes absolutte superliga« og »kan ændre karakter fra en solidarisk folkeforsikring for hele befolkningen til et residualt system fortrinsvis for de svage«. Det er hovedkonklusionerne på en analyse af Danmarks velfærdsstat og sociale medborgerskab, der udkom i torsdags. Den svenske professor Walter Korpi har forfattet analysen på bestilling af Magtudredningen. Korpi finder, at den økonomiske kompensation i forbindelse med sociale begivenheder er lav og har været faldende for middel- og højindkomstgrupper i Danmark over de sidste 20 år. Det er der i og for sig intet nyt i. Det er vist i tidligere analyser og er udtryk for en dansk politisk prioritering af en god dækning for lavindkomstgrupper og i forbindelse med begivenheder, det er svært at gardere sig imod, samtidig med at man har prioriteret en udbygning af serviceydelser for alle. Når Korpis dom over dansk velfærd alligevel bliver så dramatisk, skyldes det analysens særprægede og snævre tilgang til velfærdsstaten. For det første er velfærd kun velfærd for Korpi, hvis det offentlige står for det. For det andet indgår kun overførselsindkomsterne i målingen af velfærden - serviceydelserne er ikke med. For det tredje er præmisserne for Korpi, at kun velfærdsstater, som omfordeler fra alle til alle, hører hjemme i velfærdsstaternes superliga. Hvis ikke kompensationen til middelklassen er generøs, risikerer man, at middelklassen ikke bakker op om velfærdsstaten, og det er, ifølge Korpi, ved at ske i Danmark. Lighedsskabende investeringer i uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik og i serviceydelser kan være nok så omfattende, det gør ikke velfærdsstaten hverken værre eller bedre i Korpis optik. Der skal overførsler til, og alle skal have, ikke kun folk med lave indkomster. Faktisk måler Korpi, hvor god en velfærdsstat er på, hvor god en økonomisk kompensation middelklassen opnår ved forskellige sociale begivenheder. I lyset af velfærdsstaternes udfordringer siden 1970'erne er Korpis optik for snæver og ideologisk. Kort sagt er undersøgelsen ikke tidssvarende og åben nok for et studie og en debat af velfærdsstatens udvikling. Inden vi ser mere detaljeret på Korpis analyse, vil vi kort skitsere de vigtigste prioriteringer, som velfærdspolitikken har foretaget i Danmark som svar på de seneste årtiers udfordringer. 1970'erne og 80'erne var præget af massearbejdsløshed og øget internationalisering af de europæiske samfund og også af en accelererende informationsteknologisk udvikling. Dele af samfundene oplevede voldsomt stigende indkomstmuligheder, mens andre dele fik sværere og sværere ved at følge med. Der var et underliggende pres i retning af øget ulighed i hele samfundsudviklingen, hvilket repræsenterede den vigtigste nye udfordring for velfærdspolitikken. Hvordan bibeholder man social sikkerhed og samfundsdeltagelse for de svagere grupper i en tid, hvor mellem- og højindkomstgruppernes efterspørgsel efter service stiger eksplosivt i takt med deres stigende indtjeningsevner? Det hører med, at ambitionen for alle lande, inklusive Danmark, var at løse opgaven, uden at den generelle velstandsudvikling blev påvirket negativt. Denne udfordring greb de europæiske lande forskelligt an, men ingen undlod at reformere deres velfærdssystemer. Sverige var vel det land, der ventede længst med reformer og gik først i gang i 1990'erne efter at have oplevet en negativ velstandsudvikling, som var enestående blandt OECD-landene. Fra at være et rigt land i midten af 1970'erne med en indkomst per indbygger på 25 procent over det europæiske gennemsnit, befandt Sverige sig i midten af 1990'erne på gennemsnittet. Og samtidig var der blevet mere indkomstulighed i Sverige. Danmark kom tidligere i gang med reformerne end svenskerne, om end kursen var slingrende. Der blev af gode grunde eksperimenteret; udfordringerne var nye, og ingen kendte reelt de gode løsninger, før de var prøvet i praksis. De danske prioriteringer var specielle på tre felter. Hvad angik social sikring ved indkomstbortfald, prioriterede man dels begivenheder, som den enkelte vanskeligt selv kan spare op til, dels personer, som dårligt selv ville kunne spare op i det hele taget. For disse begivenheder og personer bevarede man en meget høj kompensationsgrad, mens man for alle andre sænkede kompensationsgraden. Således er kompensationsgraden i Danmark høj ved førtidspensionering (også for folk med beskeden arbejdsmarkedserfaring), og når lavtlønnede rammes af ledighed. For det andet prioriterede man en større vægtning af rettigheder med pligter. F.eks. blev den generøse dækning af ledige lavindkomstgrupper kombineret med tidlig aktivering, der som et hovedsigte havde til formål af fremme motivation for at tage arbejde. Et andet hovedformål med beskæftigelsespolitikken var at øge kvalifikationerne hos deltagerne, så de igen kunne komme i arbejde. Selvforsørgelse snarere end forsørgelse var målet. For det tredje udbyggede man de generelle serviceydelser inden for børne- og ældreområdet betydeligt. Hertil kom efterlønnen, som blev indført i 1979, og som skulle vise sig at blive et skattet gode navnlig for mellemindkomstgrupperne. Resultatet på bundlinjen var, at Danmark bevarede sin placering blandt de absolut rigeste lande i Europa, og samtidig blev uligheden mindre i Danmark, mens den i resten af verden blev større. Hvad skulle Danmark havde gjort anderledes? Gjort som i Sverige? Helt sikkert ikke. Som i Tyskland? Måske, men alligevel ikke. I Danmark har politikerne prioriteret social sikring for grupper uden arbejdsmarkedstilknytning højt og ligeledes via børnefamiliepolitik tilstræbt, at begge køn kan betjene sig af arbejdsmarkedet. Ingen af disse områder har været prioriteret højt i Tyskland, eller Holland for den sags skyld. En bekymring, man kan rejse i forhold til den danske udvikling, er snarere, om der trods en forbedret beskæftigelsessituation stadig er grupper, der har svært ved at finde en plads på arbejdsmarkedet. Og om vi har prioriteret lighed på kort sigt for højt i forhold til lighed på lang sigt. Det vil sige, om vi har givet plads nok til udvikling af den velstand , som kan finansiere fremtidens velfærd. Væksten i Danmark har ikke været imponerende de sidste 15 år. Desværre er der ikke me- gen hjælp og inspiration at hente til den diskussion i Korpis analyse. Dertil er den for tendentiøs. Alderspensionen i Danmark har udviklet sig til at omfatte folkepension til alle og arbejdsmarkedspensioner til næsten alle. Derudover får ældre boligydelse eller reduceret beskatning af egen bolig, medicintilskud og, som det eneste land i verden, gratis hjemmehjælp. Men Korpi tæller kun folkepensionen med - det er misvisende i en analyse af ældres sociale medborgerskab. Når hjælpen til danske børnefamilier i større udstrækning end i noget andet land består i pasningsgaranti og tilskud til pasning af børn i vuggestuer og børnehaver, så tæller Korpi ikke det med, for det er jo ikke overførselsindkomster. Det er misvisende. Tilskud til børnepasning giver børnefamilierne mulighed for, at begge parter arbejder ude. Direkte tilskud og skattefradrag, som de kendes fra andre lande, betyder oftere, at kvinderne bliver hjemme og passer børnene. To forskellige modeller. I et nordisk perspektiv, hvor fremme af beskæftigelse og ligestilling mellem mænd og kvinder er centrale velfærdspolitiske mål, er der ingen tvivl om, at institutionstilbud er afgørende for børnefamiliernes sociale medborgerskab. Endelig har et større antal analyser fra Socialforskningsinstituttet og andre gennem de senere år påvist, at generøsiteten af f.eks. dagpenge for middel- og højindkomstgrupper er mindre i Danmark end blandt hovedparten af de lande, vi normalt sammenligner os med. Til gengæld er generøsiteten for lavindkomstgrupper i Danmark højere end i landene omkring os, inklusive Sverige. Det gælder kompensation ved både alderspension og navnlig førtidspension for svage grupper. Og det er f.eks. ikke korrekt, når Korpi hævder, at dækningen ved arbejdsulykker i Danmark »ligger i den absolutte bund«. Det er, fordi førtidspensionen, som tildeles ved en reduceret arbejdsevne på mindst 50 procent, ikke er medregnet til ydelsen fra arbejdsulykkeforsikring. Hvis førtidspensionen medregnes, bliver nettokompensationen ved en arbejdsulykke 130 procent af tidligere indkomst for en person med gennemsnitsindkomst, hvilket er over dobbelt så meget som angivet af Korpi og 30 procent mere end i Sverige. Igen og igen drives analyserne frem af en for snæver fokusering på enkelte ordninger, deres samspil forbigås eller overses. Virkeligheden for børnefamilier, syge, gamle, ledige og personer udsat for en arbejdsulykke har ikke meget med analysens resultater at gøre. Dette underminerer Korpis profeti om den danske velfærdsstats endeligt. Korpi mener at kunne vise, at hvis ikke den danske velfærdsmodel allerede er på niveau med Storbritannien, USA og Canada (og det er bestemt ikke ment som en ros fra Korpis side) - så vil den komme det i løbet af kortere eller længere tid. Men Korpis analyse er ikke blot misvisende og grundløs dommedagsagtig i sine profetier, den er i sig selv en anakronisme. Analysen hører en svunden tid til, fordi den sætter fokus på den gamle velfærdsstats kerneydelser, der havde sin guldalder i 1950'erne og 1960'erne. Derved ser den ikke de mange, vigtige knopskydninger, der er sket siden, og som om nogle kan siges at karakterisere den nordiske velfærdsmodel. Korpi gennemfører sin analyse på en velfærdsstat for mænd med hårdt fysisk arbejde - og glemmer, at velfærdsstaten i dag er for alle, og ikke mindst for kvinder og familier med børn. Det er forbløffende, at en analyse af den danske velfærdsstat, der slutter i 1995, ikke inddrager efterlønnen, orlovsordningerne, den aktive arbejdsmarkedspolitik og den kraftige udbygning af ældreomsorg og børnepasningsordninger. De omfattende, offentlig serviceydelser for ældre og børn er det punkt, hvorpå de nordiske lande adskiller sig i størst omfang fra andre europæiske lande. Hvor kontinentaleuropæiske lande er tunge på overførsler, er de nordiske tunge på serviceydelser. Her viser analyser fra Socialforskningsinstituttet og andre, at Danmark fra midten af 1990'erne har overtaget førertrøjen fra Sverige i andel af børn og ældre, der modtager sådanne ydelser. Det samme gør sig gældende på det beskæftigelsespolitiske område, hvor bl.a. dansk aktivering og bestræbelser på at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt i flere europæiske undersøgelser fremhæves som en del af baggrunden for den positive beskæftigelsesudvikling i Danmark; noget som disse undersøgelser refererer til som »det danske beskæftigelsesmirakel«. Allerede i 1960'erne blev den lave kompensation for mellem- og højindkomstgrupper diskuteret. Løsningen i alderspensionssystemet blev fundet drypvist i form af arbejdsmarkedspensioner, hvor de sidste kom med ved gennemførelsen af arbejdsmarkedspensioner for de brede LO-grupper i begyndelsen af 1990'erne. I arbejdsløshedsforsikringen blev løsningen fundet for 40 år siden, hvor staten gik ind og garanterede finansieringen af arbejdsløshedsunderstøttelsen i situationer med høj ledighed. Denne løsning kom til at koste utrolige summer op gennem 1970'erne og 1980'erne, hvilket, i hvert fald på kort sigt, var til gavn for de svage grupper, der mere end andre blev ramt af den høje ledighed. Velfærdsløsninger i dag handler derfor ikke længere om at give mere af det samme. Dagens problemer handler om udbud af serviceydelser og koncentration af indkomstoverførsler på den ene side og udbuddet af arbejdskraft på den anden. Ingen af disse forhold indgår i Korpis analyse. Når serviceydelserne ikke er inddraget, mangler den pointe, at de ud over at bidrage til den praktiske løsning af en lang række problemer for almindelige mennesker, som f.eks. børnepasning og ældrepleje, også har den legitimerende funktion, som Korpi så gerne vil have løst via høje kompensationsgrader. Serviceydelserne betyder, at middelklassen - de almindelige lønmodtagerfamilier med halvanden til to topbeskattede lønindkomster - dagligt får øjnene op for, hvad velfærdsstaten gør for dem. Og de kan lide, hvad de ser. De støtter systemet med brask og bram - og de stemmer på de politikere, som mest insisterende og troværdigt ser ud til at have fundet de vises sten med hensyn til udbringning af mad til pensionister og læsefærdigheder til skoleelever - for pensionisterne er deres forældre - og skoleeleverne er deres børn. Ingen danske politikere går til valg på at skære i velfærdsydelser. Tværtom er der en intens konkurrence i at kunne love flest muligt mest muligt på velfærdsområdet. Korpi er tilsyneladende fanget i en tid, hvor udligning af materiel ulighed var velfærdsdagsordenen. I dag er ambitionen større for de fleste politiske partier og handler stadig mere om, at alle får mulighed for at udleve deres menneskelige potentiale. Det handler altså nu om livschancer i bred forstand, hvor alle skal have mulighed for at stifte familie, deltage på arbejdsmarkedet og sikres en grad af autonomi. Bekæmpelse af social udstødning og fremme af social samhørighed er i den forbindelse nogle af overskrifterne på dagens velfærdspolitiske mål. Denne dagsorden kan i sagens natur ikke længere klares alene ved udbetaling af overførsler, den må suppleres med omfattende serviceydelser inden for beskæftigelsespolitik, ældre- og børneområdet m.v. Når det med en blanding af held og snilde er lykkedes relativt godt for Danmark at leve med de nye tider, uden at ulighederne i samfundet er blevet større, betyder det ikke, at den hellige grav er velforvaret. Der er presserende udfordringer at tage fat på. Blandt andet i lyset af den aldrende befolkningssammensætning, øget international konkurrence og skift fra industri- til serviceproduktion handler udfordringerne om at sikre et arbejdsudbud, som er stort nok til, at den efterspurgte offentlige service kan finansieres med et realistisk skattetryk. Det kan blandt andet ske ved at fremme integration af visse grupper af etniske minoriteter, generelt øge rummeligheden på arbejdsmarkedet og mindske tidlig tilbagetrækning. Ligeledes handler fremtidssikring af velfærdsstaten om at investere i dagens børn og unge, da de er morgendagens skaffedyr. Alt sammen spændende opgaver, der kalder på udvikling af velfærdssamfundet, men som har meget lidt at gøre med kompensationsniveauer af overførsler for den gennemsnitlige lønmodtager. Udviklingen i den mandlige industriarbejders økonomiske kompensation ved indkomstbortfald i det forrige århundrede giver os få, om nogen, ledetråde for indretningen af et velfærdssamfund for dette århundrede. Spørgsmålet om velfærdsstaten, magt og medborgerskab er interessant og vigtigt. Vi håber, at Magtudredningen har mere i ærmet end Korpis analyse.