0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Opråb fra filmkulissen

Gode film er ikke en selvfølge. De er et særsyn, som vi i Danmark må værne om. Ved politikerne det?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Gode film er ikke en selvfølge. De er et særsyn, som vi i Danmark må værne om. Ved politikerne det? Det er filmkonsulent fra Det Danske Filminstitut Vinca Wiedemann, der spørger.

I disse uger forhandles der i de politiske kulisser om et kommende filmforlig. Efter de seneste års grøde for dansk film er det et åbent spørgsmål, om regeringen fortsat ønsker at give de økonomiske rammer, der inden for den sidste forligsperiode har bragt dansk film op på et tidssvarende niveau. Og om filmmiljøet dermed vil få en realistisk mulighed for fortsat succes og kunstnerisk fornyelse.

Ingen nævnt. De fleste forhåbentlig glemt. Jeg tænker på de danske spillefilm, som næsten ingen af os fik set i biografens mørke for bare 10-15 år siden.
Selvfølgelig var der undtagelser. Som Lars von Triers 'Epidemic', der blev set af et fåtal, men har udviklet sig til en kultfilm.

Og selvfølgelig var der også nogle danske film, der både var gode og blev set af mange. Nils Malmros, Søren Kragh-Jacobsen, Bille August og frem for alt Erik Balling stod for mange af disse film. Men der var ikke særlig mange hverken instruktørtalenter eller film. Dansk film var en søvnig og sparsom affære.

Det må have været en lidt trist affære at være filmkonsulent i de år.

Ikke meget at vælge imellem, når filmstøtten skulle fordeles. Ikke megen filmstøtte at fordele til et filmmiljø bestående af færre og færre Tordenskjolds soldater.

Men filmen var vel også på vej ud, det var der offentligt bred enighed om. Tv skulle jo overtage markedet. Hjemmebiografen ville overtage det store fælles lærred, og biografdøden var da også massiv.

Denne lidt depressive stemning stod i skærende kontrast til fornemmelsen af, at Filmskolen begyndte at have sin effekt, og at nye filmgenerationer stod parat i kulissen. Men pengene manglede - på det tidspunkt var den samlede filmstøtte mindre end det beløb, der blev Århus Teater til del.

Politikerne led nok stadig under 1950'ernes forestilling om, at film kunne finansiere sig selv. Men mediebilledet var ændret. Selv ikke 'Olsen-banden' kunne tjene sine egne omkostninger hjem.

Det var altafgørende for det henslumrende, men underneden spirende filmmiljø, at der blev tilført ekstra ressourcer.
Det var nu ikke, fordi miljøet bare sad med hænderne i skødet så længe.

Hvis der ikke var råd til at lave dyre film, så måtte man lave billige film. Og det skulle ikke være film, der lugtede fattigfint - man ville finde sin egen æstetik, kunstneriske spilleregler, der udfordrede dét økonomiske format, der var dansk films realitet. Under alle omstændighed var de nye filmfolk skræmt af sporene efter de tunge udstyrsfilm, der havde en foruroligende tendens til at blive kvalt i eget udstyr. Men selv de billigste film kan ikke produceres uden filmstøtte, og selv potentielle kommercielle succeser kan ikke finansieres ved privat hjælp alene.

Det er en risikabel affære at lave film i Danmark. Hvem ville ikke gerne have haft en aktie i 'Italiensk for begyndere', der netop har indtjent over 100 millioner kroner (og også har tilbagebetalt de tre millioner kroner, den fik i filmstøtte)?

Men selv ikke det mest eksperimenterende investeringsselskab ville på forhånd have turdet satse på, at Lone Scherfigs dogmefilm ville være en fornuftig investering, der ville score kassen, for hvad med de andre gode film, der er blevet lavet de seneste år, men som på trods af et stort dansk publikum end ikke har tjent deres egen pris hjem?

Vi er kun fem millioner mennesker i Danmark. Og mange af os er meget glade for de danske film. Så mange, at 30 procent af billetsalget i år er gået til danske film. Det er unikt, internationalt set. Var vi en dobbelt så stor befolkning (med deraf følgende billetsalg), ville det være en god forretning at lave film.

Men det er vi ikke, og for at føre en realistisk politik på området må man indse, at der trods nok så megen filmsucces aldrig for alvor bliver andre end os danskere, der via skattebilletten vil ofre de nødvendige penge på, at der bliver lavet film på dansk, som afspejler og udfordrer vores danske kultur.

Derfor er filmstøtten nødvendig. Og det er essentielt, at den har et omfang, der sikrer en kontinuerlig produktion af film og i det hele taget et levende filmmiljø.

Dette forstod politikerne, da de med filmforliget 1999-2002 bragte filmstøttens niveau ud af tornerosesøvnen og med ind i en moderne tidsalder. For første gang i årtier var der skabt et grundlag for, at filmmiljøet kunne blomstre, og ambitionen var den klare, at det skulle resultere i en alsidig produktion af kvalitetsfilm, såvel spillefilm som kort- og dokumentarfilm, og at støtten også skulle udmønte sig i en bedre distribution af filmene, så man ikke uden for storbyerne skulle vente i månedsvis på de nye spillefilm.

I de år, hvor filmforliget er løbet, har vi oplevet en rivende udvikling for dansk film. Og det er næsten umuligt at forestille sig, at dette skal være slut nu, hvor filmforliget udløber. For dansk filmkultur forener i disse år på enestående vis en folkelig appel med et kunstnerisk niveau.

Og filmen er et ungt medium, der stadig finder nye former. Det ville være ulykkeligt, hvis iltsvindet atter skulle ramme dansk film.

Tværtimod bør man fra politisk hold også fremover give grundlag for nytænkning. Carsten Jensen skrev for nylig, at nok oplever dansk film en guldalder, men dansk film har lige nu også den svaghed, at der er for mange hverdagskomedier, hvor historierne efter hans mening i for høj grad er skåret over samme læst, og han opfordrer miljøet til at søge fortsat fornyelse.

Jeg tror, filmmiljøet selv vil være blandt de første til at tilslutte sig Carsten Jensens kritik. Alle ved, at dansk film skal passe på med at hvile på laurbærrene, og at det er nødvendigt, at der konstant trædes nye veje, hvis vi skal fastholde en vital filmproduktion.

Men det var nu, som om det danske filmpublikum drog et lettelsens suk, da 'Den eneste ene' i 1999 havde premiere. Endelig kunne man få lov til at få sig et godt grin - endelig var kvalitetskomedien blevet fundamentalt opdateret. Filmen havde tydeligvis både humor og menneskelig varme koblet med en moderne fortælleform, og dette virkede smittende ikke bare på publikum, men også på andre filminstruktører.

Der er ikke noget at sige til, at der pludselig var mange, der fik lyst til at lave humoristiske film, ikke med ambitionen om at efterligne Susanne Biers film, men tværtimod for at give deres personlige bud på en moderne filmkomedie.

Noget lignende skete, da dogmefilmene med deres radikale kunstneriske koncept fik sat skuespillerens præstation i centrum, og i deres fortælling prioriterede øjeblikkets sandhed frem for helhedens velpolerethed. Ingen ville på forhånd have beskyldt dogmebrødrene for at være kommercielt beregnende, da de lancerede deres ti bud. Men det er ikke underligt, at mange så filmene, der udstråler en helt særegen nerve, og man forstår også godt, at andre filminstruktører blev inspireret til at tage samme kunstneriske adrenalintrip, der kombinerer en kunstnerisk udfordrende fortælleform med muligheden for at nå et publikum.

For den nye generation af instruktører har et ønske om at lave kvalitetsfilm, der når et publikum, og de laver også andet end de komedier, som Carsten Jensen er ved at være træt af.

De søger konstant nye måder at udvikle deres historier på, som da Per Flys miljøresearch dannede udgangspunktet for 'Bænken'. De fastholder en søgen efter den personlige, psykologisk nuancerede fortælling, som man så det i Annette K. Olesens 'Små ulykker', og så er det da rigtigt, at mange af instruktørerne tilmed har fundet et tonefald, der undgår det selvhøjtidelige og rammer den danske humor meget præcist (her er frit valg på alle hylder!).

Set fra min udkigspost som filmkonsulent er der i det hele taget stor vilje til fornyelse. En instruktør sagde for nylig, at når man en gang har prøvet at lave en komedie, så gider man ikke lave en til - så skal der ske noget nyt! Det samme gælder for øvrigt alle, der har prøvet at lave en dogmefilm, det er noget, man kun gør én gang, selvom det uden undtagelse har inspireret instruktørerne enormt at prøve kræfter med konceptet.

Også med hensyn til f.eks. at finde nye skuespillertalenter udfoldes der store anstrengelser i filmmiljøet; Susanne Juhasz fra 'At klappe med én hånd', Maria Würgler Rich fra 'Små ulykker' og Sonja Richter fra Susanne Biers kommende (dogme!-)film er alle excellente bud på nye stjerner på filmhimlen.

Der er hele tiden en fare for, at dansk film bliver for tandløs, hvis den bevidstløst jager efter at reproducere sin egen succes. Men heldigvis er der en udbredt 'selvjustits' i filmmiljøet: Der finder blandt filmfolk en løbende hidsig og dynamisk kritik sted af hinandens film. F.eks. er Filmskolens Mogens Rukov en vigtig revser og inspirator, og Lars von Triers meget åbne attitude over for sine fagfæller i det daglige arbejde på Zentropa har stor indflydelse på den kunstneriske proces omkring de enkelte film.

Ser man raden rundt, er der forbavsende mange talenter til at sikre en fortsat fornyelse, ikke bare blandt instruktørerne, men blandt alle de drivende kreative kræfter på en film. En af grundene er, at den danske filmverden længe har været privilegeret ved at være baseret på en sammenhængende og velfunderet filmpolitik, der spænder lige fra filmuddannelse og værkstedsinitiativer, over støtte til projektudvikling, produktion, distribution og formidling af både kort-, dokumentar- og spillefilm, til forvaltningen af vores filmhistoriske arv. Der er ingen tvivl om, at denne samlede støttepolitik har været en forudsætning for, at filmmiljøet har kunnet udvikle sig til et så dynamisk og kreativt forum, hvis resultater vi alle nyder godt af i disse år.

Medierne omtaler specielt spillefilmenes succes. Men den internationale anerkendelse gælder ad libitum: Hvad enten det gælder Sami Saïfs 'Family', der vandt den mest betydningsfulde internationale dokumentarfilmpris, Joris Ivens-prisen i Amsterdam, Jacob Tschernias kortfilm '2 minutter', der netop er udtaget til konkurrence i Cannes, Den danske Filmskole, der i årevis har vundet alle de priser, den kom i nærheden af, eller Filmarkivet, der huser en unik samling af filmklassikere. For ikke at tale om den særlige satsning på børneområdet, der har gjort os til en af verdens førende børnefilmnationer.

Lige så vigtigt er det at gøre opmærksom på, at disse forskelligartede aktiviteter inspirerer på tværs af alle skel. Det gælder både, når filmskoleeleven søger viden hos Filmmuseets medarbejdere, hvis enorme entusiasme er lige så stor som deres faglige viden. Det gælder, når Anders Thomas Jensen uden filmskoleuddannelse kan lave en spillefilm, fordi han har haft mulighed for at prøve kræfter med (sine i øvrigt Oscarbelønnede!) kortfilm først. Det sker, når Lars von Trier mellem sine store spillefilm får ny inspiration ved at eksperimentere med dokumentarismen sammen med filmpoeten Jørgen Leth.

Når fornyelse opleves udefra, ser det ofte ud, som om den kommer i spring. Men når man er tæt på, ser man, hvordan undergrunden længe forbereder sig på at tage et nyt tigerspring. Derfor er det værste, der kan ske, at filmkunstnerne eller politikerne læner sig tilbage og tror, at de gode film er en selvfølge. Det er de ikke - de er et særsyn, som hele verden misunder os, og som vi skal værne om!

Staten har gennem de seneste 25 år gødet jordbunden for det filmiske nybrud ved en systematisk og sammenhængende filmpolitik: Filmskolen sørger kontinuerligt for fornyelse. Hvert andet år tilføres filmmiljøet en ny generation af veluddannede filmfolk.

På Filminstituttet sikrer konsulentsystemet (en internationalt unik og misundt støtteordning), at projektansøgninger får en individuel sagsbehandling og modtager økonomisk støtte ikke bare til filmproduktion, men også til videreudvikling af idéer gennem hele tilblivelsesprocessen.

Vi har en filmstøtte, der administreres ubureaukratisk og ud fra ambitionen om at fremlokke al potentiel privat kapital, før skattekronerne fordeles. Filmmiljøet tilskyndes konstant til erhvervsmæssige og kunstneriske initiativer, og man søger at ramme en balance, hvor filmbranchen har en sund økonomi, og hvor der er plads til såvel filmkunst som kommercielle film.

Og det hidtidige filmforligs økonomiske midler har medført en sammenhængende støttepolitik, der sikrer en alsidig produktion og distribution af kvalitetsfilm.

Filmmiljøet har på sin side kvitteret med at lave billigst mulige film, og det er takket være filmfolkenes kreative og økonomiske opfindsomhed, at de begrænsede offentlige midler faktisk har resulteret i et så stort antal som 20-25 nye spillefilm om året.

Det er den enkelte filmskabers ansvar stadig at udvikle sig, og at fortælle historier, der er originale, personlige, vitale, stemningsfyldte, og filmmiljøet er sprængfyldt af talent, der selv søger formmæssig og indholdsmæssig fornyelse og faktisk evner at lave film, der både udfordrer og inspirerer publikum.

Men dette talent skal også selv til stadighed have mulighed for at blive udfordret og inspireret, og en forudsætning for at dette kan ske, er at staten fortsætter sin hidtidige filmpolitik med økonomiske rammer, der giver mulighed for eksperiment og fornyelse.

Derfor holder filmmiljøet vejret i denne tid. Filmfolkene er parate til at opfylde den kunstneriske forpligtelse. De håber nu, at politikerne vil opfylde deres, så alle vi andre fortsat kan glæde os over nye gode danske film i biografen!