»I resten af mit liv vil jeg forbinde provinsen med mode, og mode med gulerodsbukser og gulerodsbukser med provinsen«, skriver forfatteren Mads Brenøe i sin hårrejsende beretning fra det midtjyske. STEDET. Mine forældre, og jeg selv og mine tvillingebrødre og min søster, og vores heste, får og høns, boede på et nedlagt landbrug et sted i Midtjylland. En firelænget gård købt i en romantisk forestilling om det vidunderlige i at bo på landet. Ude i naturen. Klos op ad skoven, med en mark til hestene uden for vinduet, en stor have, rigeligt med staldplads og så videre. Vi havde både haft gæs og køer og grise, men nu var vi nede på heste, høns og en enkelt hund. En newfoundlænder på størrelse med en mindre pony. Stor, i hvert fald. Det var sådan set fint nok. Komøg er forfærdelig tungt, og vi smadrede alle sammen vores albuer og rygge af de to gange i døgnet, det skulle flyttes. Derfor ingen køer. Desuden havde det været lidt af et traume for min stedfar, da én af køerne skulle føde og kalven var for stor og ikke kunne komme ud. Dyrlægen ankom og forsøgte at trække dyret ud med kæder bundet fast til dens bagben, men uden held. De kæmpede som svin for at få dén kalv ud, men lige meget hjalp det. Efter en fem-seks timer døde kalven, og nu var problemet så at få koen til at overleve med en død kalv i maven. Sådan noget sker hele tiden ude på landet. Det var på dét tidspunkt, jeg forlod stalden. Der var allerede en del blod, men det skulle blive værre. Meget værre. Dyrlægen havde en særlig sav, han kunne føre ind i koens skede eller hvad den slags nu hedder, og save kalven over. Det gjorde han så. Han skar den i tre dele og pillede delene ud én efter én. Min stedfar stod og så på. Jeg sad inde i stuehuset og syntes, at tiden gik meget langsomt. Min stedfar kom sig aldrig helt over det. Køerne forsvandt i hvert fald fra gården. Det kan jeg godt forstå. Man klapper dem alligevel en del. Oprindeligt kom vi fra København, hele bundtet. Men min stedfar havde fået sit drømmejob i Jylland, og min mor fulgte villigt med. Jeg tror faktisk, jeg var den eneste, der ikke elskede tanken om det skønne liv på landet. Min lillesøster var ikke så stor endnu, og mine tvillingebrødre endnu ikke født. TIDEN. Ja, hvornår var det? Engang i firserne, i hvert fald. Jeg tror ikke, det er så vigtigt; tiden i provinsen flytter sig, men ikke så hurtigt som i byerne og også på en anden måde. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det. Men det var i hvert fald dengang, at mode ikke var noget man spøgte med. Enten fulgte man moden og var en del af fællesskabet, eller også kunne man godt glemme alt om, at der blev talt til én, når der var klassefest. Man kunne pænt få lov til at stå i et hjørne og passe sig selv. Det gjorde man jo så. Gulerodsbukser var sagen omkring den tid, og alle de unge piger, der spiste deres forældres alt for fede mad med brun sovs, og dermed fik store røve og brede lår, tog taknemmeligt bukserne til sig. Jeg tror, der gik to uger fra den første småfede pige havde købt sig et par forfærdelig hippe gulerodsbukser til resten af flokken var fulgt efter. Der var simpelt hen gulerodsbukser over det hele. Det så forfærdeligt ud. I resten af mit liv vil jeg forbinde provinsen med mode, og mode med gulerodsbukser, og gulerodsbukser med provinsen. Det er ikke tilfældigt, at jeg bor i København i dag. Alle, der ikke havde gulerodsbukser på, stod pænt i hjørnet og passede sig selv, og de skammede sig også lidt. De vidste jo, at de selv var ude om det. De kunne bare have købt sig et par gulerodsbukser. Sådan var det. Det var det samme med shampoo. På et tidspunkt skulle pigerne bruge shampoo med æbleduft. Det med duften var så som så; det lugtede ikke særlig godt; men hvis ikke man brugte shampoo med æbleduft, kunne man godt gå hjem og lægge sig. Så var man ude. Hvilket fik den bivirkning - jeg var kommet i puberteten - at jeg de næste ti år forbandt lugten af syntetisk æble-essens med forførelse, der ikke blev til noget, og sex der i hvert fald helt sikkert ikke blev til noget. NABOER. Naboer på landet kan ikke lide hinanden. Man tror måske, at der er idyllisk og forjættet, og at folk konstant drikker kaffe med hinanden og sladrer om de andre naboer, men sådan er det slet ikke. Man finder måske venner i området, som man så kan sladre med, men naboer er det meste af tiden noget, man hader. Noget man helst var foruden. Det er naboen, der ikke udrydder sine muldvarpe, så de breder sig ind på græsplænen, naboen, der ikke har styr på sit ukrudt, så det breder sig ind på græsplænen, og selvfølgelig naboen, der har en teenagesøn, der spiller heavy-rock om aftenen, så man ikke kan drikke sin kaffe i fred på græsplænen. I det hele taget er naboer noget, der gør ens liv til et helvede. Selvfølgelig er der undtagelser. Selvfølgelig er der det. Men hovedreglen er, at naboer og had følges hånd i hånd hen ad en ikke særlig idyllisk jysk grusvej. DE HERRELØSE HUNDE. Derfor blev mine forældre særdeles overraskede, da det en dag bankede på døren, og der stod et ungt par udenfor. De havde parkeret deres småramponerede bil på gårdspladsen og vores hund gøede som en sindssyg ad dem. Den bed aldrig folk, hunden, men den havde tit lyst til det. Men de ville såmænd bare høre, om de kunne parkere på marken, og så måske få lidt vand fra tid til anden. De havde ikke noget sted at bo. Det var rent midlertidigt, selvfølgelig. Bare lidt vand i en kop. Og ikke særlig længe. De var på udkig efter noget. Og der var faktisk et hus i nærheden, der var til salg. Det havde de i hvert fald hørt. Og så videre. Og så videre. Det fik de lov til. Da der var gået tre uger havde de invaderet huset. De brugte toilettet. De brugte badet. De lånte sukker og kaffe i ét væk. Hunden holdt op med at gø ad dem, fordi den vænnede sig til dem. De pissede på græsplænen. En høne forsvandt uden at vi havde hørt hunden gø ad ræven som den ellers trofast gjorde. Der begyndte at lugte grimt på steder, hvor der ellers ikke havde lugtet af andet end græs og syrener og den slags. Kort sagt; de var flyttet ind. De overtog vores liv. Der gik ikke én dag, hvor vi ikke livligt diskuterede, hvordan vi skulle slippe af med dem igen. På en pæn måde, forstås. Vi kom med små antydninger. Vi talte om, at vi snart skulle på ferie og den slags, men det prellede alt sammen af på det unge par. De havde fundet sig en rede, de kunne lide, og dér havde de tænkt sig at blive. På et tidspunkt tog min stedfar konsekvensen: Han ansatte Kenneth, eller hvad han nu hed, jeg kan virkelig ikke huske det, til forefaldende arbejde. Og der er sateme meget forefaldende arbejde på en nedlagt firlænget gård med have og mark og hegn og brændestabler og afskallede vægge og så videre. Problemet var bare, at det forefaldende arbejde blev udført så helt og aldeles elendigt, og at der oftere og oftere lugtede af hash. Min stedfar hader folk, der ryger hash. Nå, men historien er ikke så meget længere, andet end at vi lige mangler et par småpunkter; deriblandt en slags drab. in mor har næsten begået et mord. Eller det, der i juristsprog hedder uforsætligt manddrab. NAVNET. Grunden til at de to unge mennesker kom til at hedde De herreløse hunde, var ganske enkelt den, at vi en dag kom kørende i bil og passerede dem på landevejen, hvor de kørte på hver sin knallert, og jeg så sagde: »Nå, der har vi De herreløse hunde«. Det har de så heddet lige siden. Indimellem spørger jeg stadig mine forældre: »Nå, hvad er der blevet af De herreløse hunde«. Men de ved det aldrig. Altså, hvad der er blevet af De herreløse hunde. Det er bare sjovt, når man siger: »De herreløse hunde«. NABOERNE. På et tidspunkt blev det selvfølgelig for meget. Så smed min stedfar dem ud. Men høflige mennesker som vi er i min familie, gik der lang, lang tid før det skete. Desværre kan jeg ikke huske, hvad han sagde til dem. Og så kom vi faktisk til at tale med naboerne, for de flyttede jo ikke særlig langt væk. De strejfede bare videre, herreløse hunde som de var. Dagen efter stod de i den næste indkørsel og spurgte, om de ikke kunne overnatte på græsplænen i deres lille tomandstelt og bare låne en kop vand. Og så videre. Rundt i hele området. Når man mødte folk i den lokale brugsforening, kunne man høre, hvor langt væk de var nået. Det var aldrig særlig langt. DRABET. Det var ikke noget rigtigt drab, men visse ting sætter sig alligevel. Min mor kom en dag kørende på landevejen. Hun havde lånt en lille ladvogn, så hun kunne hente brænde til vores enorme brændefyr. Hun kørte forsigtigt, som hun plejer, men efter et sving bankede hun frontalt ind i De herreløse hunde. De kørte på en cykel, der var flad på forhjulet, så de zigzaggede hen ad vejen. Pigen sad bagpå. Hun røg hen over Kenneth og landede i grøften. Kenneth var heldig og brækkede kun det ene ben. De var vist også på piller. To herreløse hunde, en flad cykel, og så nogle piller af en eller anden slags. Efterfølgende viste det sig, at pigen var gravid. Hun aborterede efter sammenstødet. Tabte barnet. Og blev vist temmelig ulykkelig. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det nok også var det bedste, men det kunne være det samme, for de fik alligevel et barn nogle år senere. De fik også en hund på et tidspunkt. Men den blev tvangsfjernet af kommunen. Det gør man faktisk sommetider, hvis hunden ikke får nok mad, og der er nogen, der opdager det. Det sørgede de over i flere måneder. Min mor blev selvfølgelig berørt af uheldet. Hun vandrede hvileløst rundt derhjemme og kunne ikke finde ud af, om hun skulle sende blomster til sygehuset. Måske skulle hun sende blomster. Måske var det mest passende at lade være. 2+2=4. At de skulle være på afvænning er kun et rygte; jeg ved det faktisk ikke med sikkerhed. Men det lyder sandsynligt. Det sidste, der er helt sikkert, og som ikke er sladder, er, at de i en lille landsby i nærheden åbnede en lille butik, hvor de solgte armbåndsure med indbyggede lommeregnere. »Det bliver det helt store«, sagde de, når man mødte dem i Brugsen. »Armbåndsure med indbyggede lommeregnere er fremtiden«. Det var det så ikke. PROVINSEN. Hvorfor lige fortælle dén historie? Faktisk har jeg en lille million af den slags historier i ærmet, for ude i den danske provins, ude på landet, hvor der lugter af lort og græs og nyslået korn, dér fortæller man historier hele tiden. Livet er som oftest ensformigt, hårdt og træls, så man har simpelt hen brug for historier. Hvorfor så denne her? Fordi den siger noget om provinsen. Og især fordi den siger noget om københavnere, der er dumme nok til at flytte på landet. For selvfølgelig var der ingen bønder, der fik besøg af De herreløse hunde. De herreløse hunde kendte deres gebet. De ringede på hos københavnersnuderne. Sådan nogle som os. Dem bor der tilfældigvis en del af i området. »Der er så pænt«, sagde mine forældre, da vi flyttede derud. Og det er der. Ingen tvivl om det. Men bønder er sgu ligeglade med om der er kønt. De bor på flade marker, og hvis en herreløs hund kommer forbi, sparker de den i røven. Og hvis deres datter vil have gulerodsbukser på, for at kunne være med til klassefesterne, får hun selvfølgelig et par gulerodsbukser. De taler ikke engang om det. Hun får tøjpenge en gang om måneden, og så finder hun nok selv ud af det. Næh, bønder ved sgu nok, hvordan man holder skidtet fra døren. Det var os dumme tilflyttere, os københavnere, der ikke kunne finde ud af det. Vi var alt for venlige, alt for bange for at støde nogen, alt for feje. Bønder i Midtjylland er ikke feje. De gør dét, der skal til. Derfor var det os, der blev invaderet. Tag bondemanden Hans som vi kender i området; jeg kan lige se det for mig, hvis sådan et par hunde kom og ville låne en kop sukker. Jeg er sikker på, han ville åbne døren og høre på dem et kort øjeblik. Så ville han lukke døren, gå ind og hente to kilo sukker, stikke dem hele posen i favnen, og smække døren. Han ville aldrig se dem igen.