Kierkegaard påpegede, at folkekirkens binding til statsmagten er i strid med evangelierne. Dét gælder stadig og svækker samtidig folkekirkens muligheder i den uundgåelige krig med islam, skriver den fh. chefredaktør for Ekstrabladet. »Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten«, hedder det i grundloven. Reelt er det en fastholdelse af det system, der blev etableret af Christian III under reformationen i 1500-tallet. Løbende udsættes den statsautoriserede status for kritik, senest af nogle katolikker, der mener sig diskriminerede. Det er dog næppe en problemstilling, der ophidser flertallet af danskere, for kun et mindretal tager deres 'kristendom' alvorligt, men måske vil et voksende pres fra den frembrusende islam kunne ændre situationen. Dåben giver adgangsbillet til folkekirken, men dåbsprocenten er faldet stærkt - fra 83,4 i 1980 til 77,2 i 2000, og medlemsprocenten er nu nede på 84,3 imod 93 for bare 15 år siden. Denne udvikling bekymrer tilsyneladende ikke kirkeminister Tove Fergo, som mener, at »folkekirken stadig er danskernes kirke«. Den generelle uvidenhed om kristendom er betydelig. Da Politiken for eksempel før påske foretog en opinionsundersøgelse om danskernes syn på Gud, sagde hver femte ja til, at »Gud er en dømmende og tilgivende Far i Himlen«, mens ikke mindre end en tredjedel mente, at Gud »er en helt personlig stemme i hvert menneske«, og hver tiende opfattede ham som »et udtryk for naturens kræfter«. Resultatet af undersøgelsen var opløftende, mente biskop Jan Lindhardt. »Gud som en energi eller en naturkraft er positivt«, erklærede han. »Læg mærke til, hvor mange der oplever Gud som noget positivt. At det formentlig er så mange mennesker, som uden videre opfatter Gud som god, er et tegn på, at kristendommen lever i bedste velgående«. Det har fiskehandlernes teologiske konsulent i markedsføring måske ret i, men at det ligefrem skulle bekræfte, »at kristendommen lever i bedste velgående«, turde dog være en vidtgående konklusion. Siger udsagnet overhovedet noget reelt, så er det vel, at synet på 'Gud' er tæt på det meningsløse. Men det vil en folkekirkelig biskop nødigt erkende, for som så mange andre i det kirkelige hierarki foretrækker han at fastholde illusionsspillet omkring kristendom og folkekirke. Vel erkender man, at der er problemer, men det går alligevel nok alt sammen. Sekulariseringen - altså adskillelsen mellem det religiøse og det jordiske liv - er i praksis så vidtgående, at kristendommen fravælges som en eksistentiel bærende kraft, samtidig med at uvidenheden på det nærmeste ophøjes til en dyd. I ly af statens begunstigelser udfolder folkekirken sig. Forkyndelsen af den lutherske kristendom ligger som et løbende tilbud, som medlemmerne kan tage imod eller lade være. Kommer de i kirken, det vil sige deltager i dens indre liv, er det naturligvis godt, men bliver de væk, gør det ikke den store forskel. Måske rynkes panden en smule, men den eventuelle bekymring giver sig ikke udtryk i radikale forestillinger i hverken den ene eller den anden retning. Kirkens maskineri kører, og medlemmerne sørger via kirkeskatten for, at der aldrig mangler smøreolie. Ganske vist skelner Jesus mellem Guds verden og den politiske verden (»Mit rige er ikke af denne verden«), men det ændrer ikke på den kendsgerning, at folkekirken er en del af den verdslige magt, selv om det hører til den standardiserede teologiske retorik at understrege, at kirken er en 'folkekirke' og ikke en 'statskirke'. Som om det skulle indebære en forskel. Den magtudøvelse, der sker gennem Kirkeministeriet, viser, hvor vanskeligt det er i praksis at drage et skel mellem det verdslige og det kirkelige regimente. Samtidig forsøger biskopperne i stigende grad at give folkekirken en politisk rolle. Glemt er kirkefader Luthers tilkendegivelse af, at kirken hverken kan eller må have noget overhoved på Jorden og ikke må regeres af biskop eller pave, for kirkens sande hoved er Kristus. Og at statskirkens ubestridt fornemste tænker gennem tiderne, Søren Kierkegaard, viede sine seneste år til et opgør med den samme kirke, har man aldrig for alvor ønsket at forholde sig til. Igen og igen gik Kierkegaard til angreb, bl.a. 17. juni 1855: »Nej, da kristendommen just er modsætningen til riger af denne verden, uensartetheden, så er det, ikke at være kongelig autoriseret det sandere. Det at være kongelig autoriseret kan være - en nemhed, en magelighed, en bekvemmelighed for præsten: das is was anders; men, kristeligt, er det: misrekommendation, og er det i samme grad som man efter statens rangforordning er højere på strå, har flere ordner, større indkomster«. Det skulle naturligvis ikke gøre ham populær, og siden Kierkegaards enmandskrig mod statskirken har holdningen blandt det store flertal af teologer så nogenlunde været: Ganske vist var manden genial, men blev han ikke i sine sidste år lidt utilregnelig, for ikke at sige halvgal? Lad os bare indrømme det, vi lever godt med vores folkekirke, ja, den er på det nærmeste blevet en del af vores folkesjæl. Lidenskabelig, kristelig radikalisme kan jo skræmme enhver vanetænker, og i menighedshusene - hyppigt kostbart renoverede gamle bygninger - er der glad kaffe, folkelige foredrag, mens kirkerummene åbner sig for prægtige koncerter, for organisterne hører til de sande magthavere i den moderne kirke. I en 'Opbyggelig tale' fortæller Kierkegaard om, hvordan man holder sandheden hen i tvetydighed og gør kristendommen »til en talemåde, hvad den mindst af alt vil være«. En talemåde - er det netop ikke også en realistisk beskrivelse i dag? Se bare på adskillige præsters usigelige trang til at få, hvad de kalder en dialog med islam, altså etablere en slags sameksistens mellem kristendom og islam. I god politisk stil forestiller man sig vel at tage sådan lidt fra islam og sådan lidt fra kristendommen og så i øvrigt proklamere, at begge religioner kan være lige gode og lige rigtige. Heroverfor står Jesu klare udsagn: »Jeg er vejen og sandheden og livet, ingen kommer til Faderen uden ved mig«. Hvordan Muhameds åbenbaringer for snart 1.500 år siden også kan blive en sandhed - for det må disse præster jo mene - fortoner sig af gode grunde indtil videre i overfladiskhedens troskyldige fællesskab. Nej, vi taler ikke om et tilfældigt politisk program, vi taler om et budskab, der er absolut, og som derfor ikke kan danne udgangspunkt for en eller anden form for fællesskab med for eksempel islam. Der kan her være grund til at minde om, at samme islam ikke er mindre absolut. »Allah - der er ingen gud undtagen Ham, den Levende, den Altopholdende, og de, som foragter Allahs tegn - over dem (vil der komme) en streng straf, og Allah er Almægtig, Den, der har magt til at gengælde«, hedder det således i Koranen (Sara-al-imram, vers 3 og 5). I islam er religion og stat en enhed, og modsat Jesus kunne Muhamed derfor med føje have erklæret: Mit rige er både af denne og den anden verden. Som påpeget af islamforskeren Bassam Tibi, der er professor i Göttingen og selv muslim, opbygger de muslimske indvandrere parallelsamfund i indvandrerlandene, hvor shariaen er gældende, og ikke overraskende har imamer i flere europæiske lande krævet, at værtlandets lovgivning og praksis skal til- passes Koranen. Det har vi ikke oplevet i Danmark, hvor antallet af muslimer trods den fortsatte vækst stadig er forholdsvis begrænset, men at betvivle islams langsigtede mål vil være naivt. For nylig lod Bassam Tibi da også forstå, at man ingen vegne kommer, hvis man ikke stiller krav til muslimerne om at acceptere pluralisme og give afkald på doktriner om jihad som erobring. Men det vil uundgåeligt bringe de pågældende muslimer på kollisionskurs i forhold til de absolutte krav i Koranen, hvor det i øvrigt grænser til gudsbespottelse ikke at forsøge at udbrede islam. Her skelnes mellem 'Fredens hus' med islam som flertallets religion, og hvor shariaen er gennemført, og så 'Krigens hus', det vil sige de områder, hvor islam enten ikke eksisterer eller er i mindretal. For en muslim må 'Krigens hus' derfor nødvendigvis være at betragte som en missionsmark. Bør folkekirken ikke også missionere? Jesu ord i missionsbefalingen, som den lyder ved dåben, er i hvert fald ikke til at tage fejl af: »Mig er givet al magt i Himlen og på Jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple....«. Og at missionere vil bl.a. sige massivt at udbrede det glade budskab til det store flertal af danskere, hvis uvidenhed om kristendom synes uden huller. Om det vil ske? Næppe, for folkekirken har i sin statsgaranterede tilværelse for længst vænnet sig af med at være missionerende og i stedet valgt at lukke sig om sin egen verden. I sin bog 'Tolerance og frisind' fra 1961 refererer den gamle Askov-lærer, Holger Kjær - det var den gang, Askov endnu besad åndelig kraft - Grundtvigs udtalelse ved et landemode i 1814 om, »at al den stund, der er løgn i verden, er det umuligt at vidne om den modsatte sandhed uden at vidne om løgnen, at den er løgn, og at løgnen er afskyelig og fordømmelig. Er altså kristendommen sandhed, da er det umuligt at vidne om den uden dermed at fordømme dens fjender og modstandere, så vidt og så længe de er det«. Som Holger Kjær konstaterer, appellerede Grundtvig til præsterne om ikke at være neutrale, men tage stilling for at kæmpe for ordet og troen. Skete det ikke, var det et tegn på, at der ikke mere var en kristen kirke i Danmark. For som Grundtvig spurgte: Hvad betyder tolerance? Ordet er kamæleonagtigt, påviste han, og skifter betydning efter omstændighederne. På den ene side betegner det et kærligt sindelag, som tåler fornærmelse og tilgiver, men på den anden side betyder det noget stik modsat, nemlig ligegyldighed over for de afgørende spørgsmål i livet. En muslim har ret til at mene, hvad han gør, men for en kristen står hans lære for løgn. Og med løgnen fører man ikke nogen dialog. For Kierkegaard var det et ubønhørligt krav at få kristendommen ind i kristenheden, og for hans ofte erklærede modsætning, Grundtvig, var der ingen vej uden om Jesu ord: »Jeg er vejen og sandheden og livet«. Det inviterer ikke til tolerance, men derimod til et ufravigeligt »du skal«. Et kompromisløst krav i 1800-tallet og ikke mindre kompromisløst i 2002. Altså en religionskrig, ikke ved voldelige midler, men ved gennem ordet at kæmpe for den sandhed, der findes i evangelierne, for Jesus ønskede ikke harmoni. Tværtimod ønskede han, at hans budskab blev udbredt, og det kan ingen tilpasningsduelige, moderigtige folkekirkepræster tale sig fra. Flertallet af præster lukker øjnene for en virkelighed, som er i klar strid med forkyndelsen i evangelierne. Som udtrykt af Kierkegaard: »Sålænge der i Danmark eksisterer 1000 kongelige levebrød for lærere i kristendom, er der gjort det bedst mulige for at forhindre kristendom«. Og han fortsatte: »Sålænge der er 1000 kongelige levebrød, vil der bestandigt være et dertil svarende tal af mennesker, som agter på den måde at tjene deres brød. Blandt disse vil der være nogle få, som dog måske fandt et kald til at forkynde kristendom. Men just i det øjeblik, da det ret skulle blive alvor for dem, ved ene i tillid til Gud for egen risiko at måtte overtage at optræde som lærer - just da åbner staten for den magelighed at tage et kongeligt embede, hvorved disse få, kristeligt forkludres. Det langt større antal ville slet ikke have noget kald at forkynde kristendom, men betragte det simplement som levebrød«. Så barsk og så præcist kan det udtrykkes. Grundtvig - 1800-tallets anden teologiske høvding - var enig med Kierkegaard i, at de fleste menneskers forhold til kristendom intet har med kristendom at gøre, men troede ikke, at misforholdet kunne ophæves ved tvang. Løsningen måtte være den størst mulige frihed inden for folkekirkens rammer. Han undlod således at rokke ved det grundlæggende fejlagtige i folkekirkens konstruktion, nemlig at stat og kirke ikke kan forenes. Her var han således i strid med Kierkegaard, der konsekvent påkalder hin enkelte på hans ansvar. I dag ville det bl.a. sige i forhold til islam. For Kierkegaard var der ingen tvivl om, at kristenliv og menneskeliv var ét, og han henviste bl.a. til Romerbrevets: »Alt, hvad der ikke er af tro, er synd«. Der er gået næsten 150 år, siden han døde. Tiden er en anden, vil nogle måske mene. Javel, der er altid en anden tid, men noget er evigt, og den grundlæggende udfordring har ikke ændret sig. Kierkegaard ønskede ikke folkekirkelig harmoni og glathed, men sandhed og ærlighed. Han ønskede slet og ret kristendom ind i kristeligheden. Måske ville man i dag tage udfordringen fra islam alvorligt, hvis kristendommen igen kom ind i kristeligheden i stedet for at tilhylle virkeligheden i bekvemmelighedens flag. Islam er og bliver en udfordring for kristendommen - en fjende om man vil. Og den skal naturligvis bekæmpes ved at udbrede budskabet i evangelierne. Da uvidenheden om kristendommen er uden grænser, måske fordi - med Kierkegaards ord - »kristenheden har afskaffet kristendommen, uden ret selv at vide det«, må man igen forsøge at indføre kristendommen i kristenheden. I tidens løb er en 'amerikanisering' stillet op som en grusom trussel, hvis folkekirken blev sat fri af staten. I denne 'amerikanisering' skulle ligge risikoen for en kommercialisering. Men hvad er mere kommercielt end en folkekirke under de nuværende ejerforhold, hvor adskillige biskopper og præster forsøger at formidle budskaber, som er i strid med det, der er deres sande opgave: at forkynde kristendom? Uanset hvad man måtte mene om konsekvenserne af den muslimske indvandring, så er der vel udbredt enighed om, at Europa og dermed også Danmark under ingen omstændigheder bør blive en del af 'dar-al- islam', altså indgå i den verden, hvor islam hersker. Skete det, ville en af følgerne i øvrigt være en opgivelse af, hvad vi forestiller os ved demokrati. Vel er der muslimer, herunder den tidligere omtalte Bassam Tibi, der argumenterer for en slags 'euro-islam', altså en slags sekulariseret udgave af islam med respekt for de demokratiske institutioner og dermed en begrænsning af shariaens ubetingede overhøjhed, men indtil videre har det ikke forhindret selv moderate imamer i at forudse et islamisk Europa med heraf følgende negative følger for demokratiet. Under alle omstændigheder indebærer den islamiske fremmarch en trussel imod de europæiske demokratiers skelnen mellem de religiøse og de verdslige krav, i Danmark ud fra Luthers to-regimente-lære med baggrund i Jesu ord: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er«. Kan vi danskere overhovedet med nogen rimelighed kræve adskillelse mellem Koranens og shariaens lovbud for muslimer, når det store flertal af os via folkekirken selv opererer inden for den institutionelle ramme, der hedder staten? Med en folkekirke integreret i statsmagten, på tværs af Jesu ord om »Mit rige er ikke af denne verden«? Eller som Kierkegaard udtrykker det: »Guds rige er det guddommelige, der just fordi det i sandhed er det guddommelige, for ingen pris vil være et rige af denne verden, tværtimod vil at den kristne skal vove liv og blod for at afværge, at den ikke bliver et rige af denne verden«. Folkekirken er udtryk for hykleri, men for de selvretfærdige unægtelig en bekvem form for hykleri. I princippet kan folkekirkens binding til statsmagten minde om situationen i de muslimske lande. Men modsat der, hvor Koranen forpligter til at forene stat og religion, så har vi i vores sekulariserede verden mulighed for at bryde sammenkoblingen mellem kristendom og stat. Det forudsætter bare en opgivelse af grundlovens bestemmelser om folkekirken. Hvem ved, måske ville udfordringen fra islam ligefrem blive opfattet alvorligt, hvis kristendommen blev eksistentiel? Nok så direkte: Er ikke en frigørelse af folkekirken fra statsmagten en hovedforudsætning for at bringe kristendommen ind i kristeligheden og dermed sikre et troværdigt udgangspunkt for den uundgåelige krig med islam?