»Måske er en ny borgerlighed vejen ud af selvets fængsel og min generations smertefulde, men tavse trængsler«, skriver Maria Andersen, der er 24 år og litteraturstuderende. 'Egotrippere' kalder man de unge i gymnasiet, som helst går op til eksamen alene, og som egenhændigt jagter viden. Den sociale, demokratiske studerende deler sin viden og sine færdigheder med andre og går derfor ind for gruppeeksamener. Spørgsmålet er så, hvem det egentlig er, der har mest travlt med at gå op i sit eget ego? Dette er historien om en generation, der er fordømt til kun at gå op i sig selv. En generation, der ikke kan komme til viden og verden, fordi virkeligheden er spået falsk, romanen erklæret død og viden subjektivt relativeret. En generation, der ikke kan få lov til at vokse og blive voksen, fordi vi skal realisere os her og nu. En generation, som ikke kan få viden indenbords, fordi vi skal ytre vores personlige meninger, før vi har lært at tale. En generation, som grundlæggende lever borgerligt, men som ikke har sin egen stemme, fordi den producerer æstetiseret revolutionær poplitteratur og lever i en 'retro-tid' uden selvtillid. En generation, som i virkeligheden gerne vil have kærligheden og det objektive tilbage. Kort sagt en generation af narcissister, der ikke ved, hvor vi skal gå hen, når vi er trætte af os selv. Selvet blev sat fri med fænomenet (19)68, der var idéernes sidste store blomstringstid, og mange af disse visioner for samfundet realiserer sig først årtier efter med blomsterbørnenes børn. Det sker bl.a. med gruppeeksamenerne, som nu breder sig fra RUC til gymnasierne og det ellers så konservative Københavns Universitet. Dette er ikke et manifest mod gruppeeksamener, men et råb om luft fra en generation, der i forvejen er plaget af selvkontrol og personlighedspleje. Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg hører om gymnasielærere, der skal sidde og lege personlighedsvurderende psykologer over for hverken helt eller halvt udviklede unge. Nu er det så 'egoet', der kommer op til eksamen, og så har man bare at stille i psykologisk topform. Så næh nej, det er egotripperen, der går til gruppeeksamen, hvor han kan få vendt og drejet sit eget ego og sammenligne sig med andre, mens den objektive viden træder i baggrunden. Med 68 satte man en streg over den borgerlige selvudvikling vendt mod verden og viden, og den personlige udvikling blev vendt indad mod kroppen og selvet. Eliten grundlagde sit eget selvhad og opløste sig i tusindvis af personlige frihedsprojekter. Forfatteren fik frakendt sin indflydelse over værket, og den subjektive læsning blev fremhævet som sandheden. Den voksne, borgerlige forfatter med år på bagen fik besked på at holde kæft, og 'babyforfatteren-jo-yngre-jo-bedre' blev hyldet. Nu lever vi til gengæld under et konstant selvrealiseringsstress, da den lille kortprosatekst, som skal skrives ud fra erfaringer med det bare ingenting, hellere skal være klar i dag end i morgen. Dermed gik evnen til at lære af andre tabt. Elitens ønske om overblik blev tolket som overlegenhed, og man glemte at eliten positivt adskiller sig fra 'almindelige' mennesker med sin interesse for alt det, der ikke nødvendigvis har med én selv at gøre, såsom andres tanker, sprog og idéer. De tog oprøret fra os, klager vi unge og glemmer helt, at den antiautoritære stil, gruppearbejdet, antiromanen, antiborgerligheden, ja, negationen og selvudviklingen er idéer, som vi ubevidst lader os determinere af. Måske mangler der bare et lille oprør mod 68 og selvoptagetheden - og vupti, så har vi genvundet virkeligheden? Der driver 68-tankegods rundt i samfundet, som sagtens kunne diskuteres, og som af min generation bliver behandlet som uigendrivelige sandheder, hvilket gør den meget lidt reflekterende og debatterende. Når vi unge i dag brokker os over, at vores forældre tog alting fra os, inklusive revolutionen, så tager vi selv 'deres' sprog i vores mund. Måske er der slet ikke brug for revolution, men for vedkendelsen af en reel borgerlighed? Den kraftige afpolitisering efter 68 har medført, at vi lever i en hjernevasket døs, fordi 'nogen' har bildt os ind, at man ikke længere kan ændre på verden. Vi lider under vores forældres desillusion, som ser deres egen borgerlighed som en tabt kamp mod et visionsløst samfund. Der er ikke andet tilbage end nogle kommaer, der skal rykkes rundt i den allerede skrevne tekst og et passivt 'venstrefløjs-tilhængerskab', synes mange unge fra 'eliten' på især humaniora at mene. Imens forældes partierne, videnskaben, kunsten og litteraturen, fordi den ikke får friske pust fra en ny og forandret verden. Den 'dårlige vane' med at tænke antiborgerligt bevirker, at man hele tiden holder sig selv uden for indflydelse, da man konsekvent negerer etablerede dele af samfundet, sådan som det har været tilfældet med SF's modstand mod EU. Således er min generation ad omveje blevet passivt borgerlig, da vi føler, at alt, hvad der hedder udvikling, ligger bag os, og det eneste, der er tilbage at gøre, er personligt at indrette sig bedst muligt i samfundet. Den passive konservative, materialistiske borgerlighed, som bliver repræsenteret af de nuværende borgerlige partier, og som man netop i 68 frygtede så meget, kommer dermed i høj kurs. Negationen kan forvandle sig til ren passitivitet inden for kunst og politik. I litteraturen har den forfladiget sig i en 'passiv' realisme, hvor dagens popforfattere ukritisk gengiver overfladiske billedlignende og lettilgængelige udsnit af samfundet, som det blev idealet i 68. Fotoromanen vinder i dag frem med Pablo Henrik Llambias' 'Rådhus' og den tyske Benjamin v. Stuckrad- Barres 'Deutsches Theater'. Af kritisk litteratur findes Jan Sonnergaards 'Radiator', som højst kan strække sig til at gengive den sladder om bl.a. litteraturvidenskab, som man kan høre på enhver københavnsk café. Litteraturen er gået hen og blevet et spejl for det selvoptagede individ, hvor man kan kigge hen, når man vil genkende sig selv. Den er blevet befolket med lidenskabsløse jegfortællere, der ikke gider at anstrenge sig for at tænke videre på det, de ser. Angsten for, at forfatterens personlighed skal blive påhæftet nogle holdninger, synes konsekvent at skabe kølige distancerede fortællere i de fleste unge forfatterskaber. I en generation, hvor de færreste giver afkald på deres borgerlighed, er det katastrofalt, at ingen sætter ord på denne og giver den et aktivt udtryk i politik og litteratur. Der mangler en grundtanke bag mange moderne forfatterskaber og samfundet i dag, nemlig dén, at man kan tilføre andre noget, også noget, som de ikke nødvendigvis vidste, at de havde brug for at vide. Hvorfor var det lige, at man åbnede en roman: Fordi man lige så godt kunne skrive den selv? Internettet byder på alverdens kedelige muligheder for at sammensætte sine egne universer, skrive sine egne tekster eller videre på andres og er endnu en fælde ned i selvets bur. Litteratur, hvor man kan linke og zappe sig videre, er underlagt en enorm selvkontrol, som de store romaner netop tager fra en. Er litteraturens og kunstens rolle ikke - også - at fratage én selvkontrollen, så man kunne få lidt fri fra sig selv? De studerende i dag bøjer sig for de videnskabelige 'religioner', eller også skifter de bare studium. Vi har ikke lært at gå op i sagen, men at gå op i os selv og har derfor ikke viljen til at foretage de nybrud på vores studier, der kan give dem et udseende, som passer til os og virkeligheden. Jeg studerer selv på Litteraturvidenskab, hvor Lenins samlede værker står på biblioteket som minde om forgangene tider, og hvor eliten, der fornægtede sig selv, længe har listet rundt på strømpesokker. Længe har man undervist indgående i marxistiske teoretikere som Adorno, Habermas og Benjamin, hvor de studerende så har fået lov til at diskutere tekstpassager, men ikke selve det, at der på instituttet findes en marxistisk kanon. Humaniora har brug for at blive videnskabelig og debatterende igen, men er det ikke, fordi Humaniora ikke diskuterer sig selv. Den antiautoritære tankegang har udviklet en undervisningsform, som udelukkende bygger på, at det er de studerende, der ytrer sig. På universiteterne i Berlin, hvor jeg i øjeblikket læser tilvalg, kan man have de berømteste undervisere et helt semester uden at disse kommer til orde, da undervisningen består af elevoplæg og klassediskussioner. Nogle gange er de studerende som jaget vildt, der ikke får lov til at græsse viden, før de skal stilles til skue og ytre deres personlige mening. Undervisningen har det med at udvikle sig til en teaterforestilling, som ingen rigtig mere ved, hvorfor de spiller. Alt for ukritisk godtager de studerende den enorme mangel på vidensoverførsel og det stress, som denne undervisningsform medfører. Reel nytænkende meningsytring er alt for farlig, da vi kun har vores egen individualitet at falde tilbage på. Derfor kan universitetslivet ofte føles som en stor, tanketom ørkenvandring, da ingen vil ofre sit selv og blive rød i hovedet for en tankes skyld. Kort og godt, vi kan ikke se verden for 'egne meninger' og kan paradoksalt nok derfor heller ikke tænke. Frustrationen over, at studievekslingen er den mest revolutionerende handling, man kan foretage, fører til psykologen og anden indre selvdyrkelse, måske kropsdyrkelse. For meget psykologiseren og selvpleje skaber glatte individer, der kan tilpasse sig alle situationer og mennesker, og som derfor ikke har nogle personlige kroge, som kærligheden kan hægte sig fast på. Når ens lidenskaber ikke kan vende sig udad til en verden, man kan rykke rundt på og bygge op, bliver disse lidenskaber kun alt for smertefulde og må fjernes. Realisering er kun realisering af selvet og ikke længere realisering af tanker eller andet, der kan stå objektivt i forhold til subjektet. Intet må træde ud over subjektiviteten, og man skal ikke tro, 'at man er noget', altså noget andet og mere end blot og bart sit selv. Samfundet venter med punktering og ironi, hvis nogen skulle vove sig forsøget. Vi unge i dag tør ikke selvafgrænsningen og skammer os næsten over at skulle udøve selvdisciplin. En alt for rytmisk og regelsat tilværelse bliver anset for en personlig svaghed. Dermed overser vi, at selvdisciplin og disciplin i det hele taget i længden fører mål med sig som karakterdannelse og viden. Mange unge er polyfone i deres seksualitet, liv og meninger, og derfor går mange helt bogstaveligt under i sygdomme som skizofreni og anoreksi. De unge står over for den fare, at Danmark bliver undergangsland for en tendens, der kommer til at præge hele Europa: omdannelsen af staterne til plejehjem for de store forkælede, aldrende årgange. I Danmark - et af verdens rigeste lande - er der pludselig ikke råd til alt det liv, som har dannet sig omkring områder som viden, miljø og kultur. Nu skal alt dreje sig om sygdom, pension og død. De små årgange, som står svagt i vælgerskaren, bliver underlagt et finmasket net af kontrol, da deres arbejdskraft og hjerner er så vigtige, at intet må gå til spilde. De kan måske gøres til en effektiv arbejdskraft, men det vil ikke være årgange med det store overskud til nytænkning og udvikling af samfundet. Så hvis min årgang skal have en stemme, universitetet en ånd, vores kultur en ny blomstring, samfundet debat og nytænkning, så kræver det et opgør med den sidste blomstringstid: fænomenet 68. Det kan godt være, at man er pæn og ikke længere ønsker at smide med mursten, men der findes også andet end stivnet borgerlighed, der river alt, som stritter lidt og er anderledes, ned til grunden. Måske går vi i længden ind i en venstrefløjsborgerlig æra? Måske kommer den store roman tilbage i takt med, at man kræver retten til at kunne blive voksen og får tid til at lytte til andre? Borgerligheden kunne i hvert fald godt trænge til at blive fundet frem af skufferne og kigget efter i sømmene - måske er den ikke så ubrugelig endda? Når nu 68'erne alligevel blev borgerlige, hvorfor så ikke gribe dér, hvor de slap? Måske kunne man gøre det borgerlige liv mindre stivsindet og mere frugtbart end den nuværende konservative økonomiske borgerlighed. Måske er en ny borgerlighed vejen ud af selvets fængsel og min generations smertefulde men tavse trængsler? Indtil da er det tiden, hvor man ikke skal ryste meget på hænderne, før omgangskredsen henviser én til en psykolog. Tiden, hvor lidenskaber er pinlige, og hvor alt, hvad man siger, analyseres til at have en psykologisk årsag. Det er de udadvendtes-mod-sig-selv-vendtes tid. Tiden for kontrolleret litteratur uden indhold. Det er tiden, hvor en stor 68-pegefinger vipper over enhver, som skulle finde på at lyde elitær, dvs. tale om noget andet end det rent personlige. Så i virkeligheden burde jeg efter tidens moral som en anden glat fisk forsvinde ned i den store generationsvrimmel til min fastfrosne ungdom og personlige pleje.