Hvorfor er folk over 40 så bange for frække billeder?, spørger Lone Kindberg, der læser kommunikation ved Roskilde Universitetscenter og for nylig debuterede med den erotiske roman 'Natashas nætter'. Der har i den sidste tid kørt en debat om den såkaldte 'pornoficering'. Debatten fik yderligere næring, da der udkom en debatbog med titlen 'Patter, pik og penge'. Den blev med det samme stort omtalt i aviserne. Nogenlunde samtidig med debatbogen udkom min roman 'Natashas nætter'. I pressen fik man så den idé at kæde de to ting sammen. Og pludselig blev jeg - skønt blot forfatter til en skønlitterær bog - indlagt i en moralsk debat om 'pornoficering'. Og ikke mindst indlagt som fortaler for det, den omtalte debatbog angreb, nemlig den påståede pornoficering. Det er da dejligt, at en fiktionsbog er i stand til at trykke på nogle knapper, der gør den til en del af en debat. Også selv om bogen jo ikke i sig selv tager stilling til det, der debatteres. Men nu da jeg ad denne vej har fået ordet, vil jeg gerne benytte chancen til at ytre mig. Ikke så meget om, hvad bogen siger. Det må læserne selv finde ud af, selv vurdere. Men som kvinde og som tilhørende generationen under 30 har jeg naturligvis en holdning til de debatemner, bogen er blevet sat i forbindelse med. For nogle måneder siden lancerede mejeriselskabet Arla en reklamefilm. Den husker vi vist alle. Først tre letpåklædte piger, der løber på en strand. Derefter viser den humoristisk, med en 'replay'-teknik, en alternativ version, hvor de tre piger har smidt selv deres få beklædningsgenstande. Den spiller op til en mandlig fantasi, siges der. Men hvorfor egentlig ikke også en kvindelig? Det kommer jeg tilbage til. Arla-reklamen blev i nogle kritiske avisindlæg beskyldt for at være både kønsdiskrimerende og sexistisk. Firmaets ansvarlige for reklamefilmen viste sig at være en yngre kvinde. Hun opfattede slet ikke filmen på den måde. Kort tid efter kunne man imidlertid i tv se en ændret version af reklamen. Nu var de tre piger erstattet af tre modne og knap så slanke mænd. Alt andet var uændret. Der kom også en version, hvor trekløveret var blevet erstattet med tre galopperende køer iført T-shirts. Det var humoristiske og ironiske replikker såvel til kritikken som til den oprindelige version af reklamefilmen. Men når det kom til stykket, hvilken af de tre versioner var den flotteste, den mest stimulerende? Det var da pigernes. Og ja, gu' var de sexede. Men udstrålede de måske ikke samtidig vilje og frihed? 'Truede sexofre'? Nej. Forløbet med filmen, debatten og de nye versioner viser dog også en helt anden pointe. Kritikerne af, at man bruger halvnøgne piger - og i stigende grad også halvnøgne mænd! - i reklamer og andre steder i det offentlige rum for at fange opmærksomhed, antyder altid, at det skyldes nogle skumle bagmænd. Systematisk presser de deres sexistiske kønsunivers ind på de svage, letmodtagelige forbrugere. Men eksemplet viser, at selv reklamer, der visuelt spiller på det seksuelle, ikke slet og ret er led i en 'pornoficering' af det offentlige rum, men i langt højere grad er en del af et faktisk meget mere spændende spil mellem flere parter. Nemlig mellem dem, der sender signalerne ud, og dem, der modtager dem - forbrugerne. Det er en proces, en dialog. Hvad vi ser i reklamer og andre steder, er hele tiden til forhandling mellem disse to parter. Det er ikke et forhold mellem forbrydere og ofre. Og grænserne for, hvad der opfattes hvordan, kan ikke én gang for alle lægges fast af selvbestaltede moralvogtere. Det er noget helt andet, der er på færde. Det er et spil, hvor - heldigvis kan man så sige - også moralvogterne får deres indlæg med. For mon ikke der er mange, der mener, at det var moralvogterne, der endte med at blive klædt af, og ikke Arla-pigerne? Når billeder med seksuel appel ikke blot kan puttes i to båse som enten skadelige eller uskadelige, hænger det sammen med, at den afgørende faktor i sagen faktisk er modtagerne, brugerne. Det vigtige er derfor heller ikke billederne i sig selv, men vores kompetence til at afkode dem. Hvad der er skadeligt, og hvad der er uskadeligt, er heller ikke ved den deciderede porno fastlagt én gang for alle. Nutidens unge er vokset op med et overmål af billeder og anden fiktion. De har set film, tv og billeder, fra de var ganske små. De har gennem deres opvækst lært at kunne skelne mellem den fiktion, de har mødt så meget af, og så virkeligheden. De har lært at bruge fiktionen som en berigelse og som en vigtig del af deres øvrige liv. Ja, de kan ikke leve uden. Og ville det ikke være fattigt, hvis ikke fantasi og fiktion måtte være en del af det? Men de har så sandelig også lært at se forskel. I vores generation går man ikke hen og melder sig som lejesoldat, fordi man har set en krigsfilm. Man tror ikke, mænd kaster knive efter kvinder eller for den sags skyld skærer dem over, fordi man har været i cirkus. Man tror ikke, at den vandtætte anvisning på sex og samliv skal hentes i en pornofilm. Det er en total forbier at være så bekymret for, at vi ikke kan håndtere disse ting. Vi har fra barnsben vadet i fiktion som ingen generation før vores. Men selvfølgelig har vi også vidst, at fiktionen kun er en del af vores liv. Naturligvis er alt ikke ligetil. Men snakken om forbud og begrænsninger over for, hvad man må se og ikke se, hvad der er skadeligt og uskadeligt, går mærkeligt nok hen over det faktum, at det hele drejer sig om kompetencen til at sortere og forstå, hvad man ser. I det offentlige rum, i tv, på nettet, hvor som helst. Den kompetence får man ved at omgås disse ting, diskutere dem, kende dem. Ikke ved at blive holdt væk fra dem. Så bliver det først for alvor spændende, blot nu på en lummer og ulækker måde. Snakker vi om den deciderede porno og ikke om et reklamespot med tre letpåklædte piger på en strand, så bør det selvfølgelig være sådan, at man selv aktivt skal opsøge den. Man skal ikke tvangsindlægges til den. Det skal være et til- og fravalg ligesom så meget andet her i livet. Og selvfølgelig skal børn ikke have smækket pornobilleder op i ansigtet hvor som helst, ligesom porno heller ikke skal sendes i prime time, hvor børnefamilien samles omkring husalteret. Det kan vi vist alle hurtigt blive enige om. Men sådan forholder det sig jo i virkeligheden heller ikke. Det er vildt overdrevet, at man ikke kan gå ti meter i det offentlige rum uden at få pornografiske billeder smækket op i hovedet. Og det er jo direkte forkert, at man ikke kan tænde for et tv uden at blive tvangsindlagt som tilskuer til en pornofilm. Det er rigtigt, at man nemt kan få fat i porno - i kiosker, i videobutikker, på nettet. Men helt ærligt, er der nogen, der ønsker sig tilbage til dengang, hvor porno var noget, der i smug gik fra mand til mand (og netop mand!)? Det er ude af trit med den grad af frihed, som vi alle sætter pris på. Min generation har gennem vores opvækst, gennem forældre, skole- og uddannelsesinstitutioner lært selv at skulle tage stilling. Men også selv at kunne bestemme. Den frihed kan man da ikke bare tage fra os igen. Vi kan ikke leve foruden. Det fører så over til et generationsaspekt i debatten, som efter min mening har fået alt for lidt opmærksomhed. Næsten alle dem, der nu råber vagt i gevær mod 'pornoficeringen' og så videre, hører til den ældre generation. De er over 40, de fleste sikkert over 50. Alligevel vil jeg tro, at de i deres ungdom sidst i 1960'erne selv gik aktivt ind for, at pornoforbuddet dengang blev ophævet. Hvorfor har de nu godt 30 år efter pludselig fået nok? Hvorfor bliver de nu pludselig så bange for, at det er skadeligt at se på frække billeder? Det skulle vel ikke være, fordi de er blevet ældre, og fordi det er tyndet ud i hormonerne? Det er selvfølgelig helt i orden. Sådan går det nok for os alle sammen hen ad vejen. Men i alle deres velmente bekymringer tænker de ikke på, at vi har at gøre med et generationsskifte. Og i den slags fanger bordet. Det er nemlig dem selv, der har opdraget den efterfølgende generation - 'os' - til frihed. Til at leve i et samfund uden pornoforbud og andre forbud. Til selv at kunne vælge, til at danne vores egen mening, til ikke at tro blindt på autoriteter, der fortæller, hvad vi skal og ikke skal. Men pludselig er det nu blevet for meget for dem. Det lyder, som om de har mistet tilliden til den næste generation. Og dog er det dem selv, som har lært os, at vi selv skal bestemme, selv vælge. Derfor virker det ikke overbevisende, når de med løftede pegefingre begynder at fortælle om alle de farer, der truer os: Det er farligt, ungdommen bliver ødelagt, de ubefæstede sjæle kan ikke tåle at se for meget, de skal beskyttes, og de farlige ting må derfor begrænses, forbydes. De unge kan ikke selv finde ud af at skelne. Jeg tror faktisk, at det var nøjagtig den samme tankegang, der i 60'erne blev ført frem, da ældre og yngre dengang diskuterede for og imod pornoens frigivelse. Er det ikke tankevækkende? Alligevel er der kommet et nyt aspekt til. Kvindefornedrelse, siger man. Det siger man blandt andet, når tre flotte piger viser sig frem som i Arla-reklamen. Men er der noget fornedrende i det, hvis de selv nyder det? Det ser de nemlig ud til at gøre. Og er der noget fornedrende i, at andre nyder at se på dem, hvad enten de nu selv er piger, unge eller kønne eller ikke er nogen af delene? Næ, vel? Det er en smule mere indviklet, når man skal diskutere kvindebillederne i den egentlige porno. Men for det første er det forkert, at kvinden i pornoen altid skildres som passivt offer for mandens lyst. Der findes sandelig også aktive kvinder i den sammenhæng. For det andet glemmer de, der taler om kvindefornedrelse, at vi i pornoen som i anden fiktion har at gøre med roller. Og her kommer en generationsforskel igen ind i billedet. De, der er vokset op i 1970'erne og 1980'erne, er vokset op med meget frihed. De er af samme grund blevet åbne, fleksible mennesketyper. De er også fra børnehaven og frem blevet stimuleret til at spille komedie, leve sig ind i andre roller, andre identiteter. De er blevet alt andet end snævre, fantasiforladte personer, hvis identitet er blevet strengt indkodet og urokkeligt fastlagt én gang for alle. De har derimod masser af fantasi og kan forestille sig selv i mange andre roller end lige dagligdagens. Det er selvfølgelig noget, som det store medieforbug også har bidraget til. Derfor er det helt forkert at hævde som generel regel, at fordi en kvinde i én - fiktiv eller for den sags skyld nonfiktiv - sammenhæng frivilligt vælger at spille en bestemt rolle, så er hun dermed bundet til at overtage denne rolle som sin permanente personlighed og i sit øvrige liv. Det er naivt at tro, at fordi en kvinde spiller en passiv rolle i en fiktion eller i et seksuelt spil, så må der nødvendigvis være kvindefornedrelse i gang. Jeg mener ikke, at tingene generelt hænger sådan sammen psykologisk. I hvert fald hænger de ikke sådan sammen hos den yngre generation af kvinder. De kan mange forskellige ting, også spille mange roller. Det er der ikke noget fornedrende i at kunne. Tværtimod. 'Pornoficering' er bestemt ikke noget kønt ord. Det lyder som et rigtigt 'hadeord', der først og fremmest er opfundet for at nedgøre nogen, som blot synes, at en høj grad af frihed - også på det seksuelle område - er en god ting. Jeg tror, at det er et forkert ord til at beskrive, hvad vi ser. Jeg tror, at der i virkeligheden foregår en ny seksuel frigørelse. Den fører nogle ændringer med sig i det offentlige rum, i medieforbruget, herunder i vores forhold til eksempelvis porno. Men også til ændringer i moden, i pigers påklædning, i forholdet mellem kønnene. Man kunne sikkert godt tale om en seksualisering. Kernen i forandringerne er en tendens til højere grad af frihed, psykologisk og seksuelt. Dens hovedpersoner er først og fremmest de unge kvinder. Derfor er netop kvindeundertrykkelse og kvindefornedrelse malplacerede begreber at bringe på bane i denne sammenhæng, uanset hvor velment det er, når man gør det. Men hvad tænker da unge kvinder seksuelt? Det kan jeg selvfølgelig ikke påtage mig at formulere mig om repræsentativt eller autoritativt. Men jeg vil mene, at 'Natashas nætter' gennem sin fiktion måske løfter en flig for, hvad det er. Det vil givetvis forarge nogle og især nogle ældre. De vil sikkert advare om, at det er forkasteligt og farligt, hvis de unge tænker på denne måde. Det er så ikke første gang, en ældre generation er blevet forarget over ungdommens letsindighed og har tændt advarselslamperne. 'Pornoficering', siger man nu. Ungdommens fordærv, sagde man tidligere. Jeg tror, det er et holdningsmæssigt generationsskifte og en frigørelse, som er i gang.