Hvad mon man finder i venstrefløjens arkiv fra den kolde krigs tid? Verdensrevolution som skolekomedie, skriver ph.d.-studerende Thomas Ekman Jørgensen fra det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze. Det ser ud til, at debatten om venstrefløjen under den kolde krig skal vækkes til live igen. Det er ellers snart meget længe siden, vi har set læserbrevsfejder om venstrefløjens og enkeltpersoners sympatier for det ene eller det andet regime. Og debattens omfang taget i betragtning skulle man også tro, at emnet var udtømt. Nu ønsker Dansk Folkeparti åbenbart at få det sidste ord i form af en 'sandhedskommission', der endeligt skal afgøre sagen. Selvom det aldrig kan være skidt at få mere at vide om fortiden, så virker hele projektet lettere overdramatiseret. Alene ordet 'sandhedskommission': Det stammer fra Sydafrikas opgør med sin egen fortid, og ideen har været at give amnesti til apartheidstyrets bødler, hvis de fremlagde sandheden om deres forbrydelser. At sætte sådan en betegnelse på en kommission, der skal undersøge en gruppe højtråbende, men i bund og grund hjælpeløse politiske aktivister, virker helt ude af proportioner. Derudover synes projektet at være temmelig uigennemtænkt i forhold til, hvad man tror - eller lige frem håber på - man vil finde. Den, der tror, at venstrefløjens arkiver bugner af kompromitterende materiale, bliver nemlig hurtigt skuffet. Der er skrevet meget tåbeligt og ubehageligt, ja. Men hverken mere eller mindre end det. Og så er spørgsmålet, om det overhovedet er umagen værd. Man kan illustrere problemet ved at se på de forskellige grupper på venstrefløjen. Her er DKP selvfølgelig langt den mest interessante. Det kommunistiske parti var lille, men velorganiseret og havde meget tætte kontakter til Sovjetunionen. DKP havde gennem hele sin historie modtaget stadig flere penge fra Moskva, de fulgte slavisk den sovjetiske linje i udenrigspolitikken og ville skabe et Danmark efter sovjetisk eller 'folkedemokratisk' (østeuropæisk) model. Det er ikke helt forkert at betragte partiet som en form for sovjetisk repræsentant i Danmark. Det vil sige en gruppe danskere, som i det store hele delte meninger med det sovjetiske og med de øst- og centraleuropæiske kommunistpartier og forsvarede dem i den danske debat. Men det var kun en enkelt del af DKP's virke. DKP var først og fremmest et parti, som arbejdede i fagforeningerne for at presse LO og Socialdemokratiet i faglige spørgsmål. Det var sådan, partiet rekrutterede sine medlemmer, og det var her, man lagde størstedelen af arbejdet både i Folketinget og ude på arbejdspladserne. Den del af DKP's virke, som ville komme i sandhedskommissionens søgelys, ville være forholdet til Sovjetunionen. Hvad kan man så forvente at finde af kompromitterende materiale i partiets arkiv? Meget lidt, hvis noget overhovedet. Arkivet er forholdsvis let tilgængeligt, velordnet, og der findes en god registrant. Desværre virkede kommandovejen i den kommunistiske verdensbevægelse sådan, at meget blev holdt hemmeligt selv for partimedlemmerne. Man kan for eksempel godt få adgang til korrespondancen mellem de enkelte kommunistpartier, hvis man er interesseret i kilovis af telegrammer, hvor de finske kammerater lykønsker de danske kommunister med kongressen og de store fremskridt for et socialistisk Danmark. Til gengæld mangler næsten al korrespondance med Sovjetunionens kommunistparti (SUKP). Den foregik nemlig direkte gennem partiformanden og ligger i hans personlige arkiv. Man skal altså være så heldig, at Knud Jespersen, Jørgen Jensen eller Ole Sohn har valgt at gemme og derefter indlevere materiale, som stempler dem personligt som Sovjetunionens villige håndlangere. Hvis man da er så heldig at finde et dokument, der indeholder direkte ordrer. Det var nemlig sjældent nødvendigt for SUKP at beordre kommunistpartierne til noget. Normalt kom man med en hentydning, eller man redegjorde simpelthen for Sovjetunionens standpunkt i forventning om støtte. Disse hentydninger blev enten givet offentligt gennem bevægelsens internationale tidsskrift, Fredens og Socialismens Problemer, eller muligvis mundtligt på den sovjetiske ambassade med repræsentanten for SUKP's internationale kontor. Disse samtaler kan man sikkert finde refereret i russiske arkiver, men det er tvivlsomt, om man kan få adgang til materiale, der ligner efterretningssager. Der er kort sagt ingen 'smoking gun'. Sandhedskommissionen ville sandsynligvis kunne konkludere, at DKP samarbejdede tæt med Sovjetunionen, som man anså for at være en 'garant for freden' og et bedre samfund. Næppe nogen nyhed og - naiviteten til trods - heller ikke noget, man kan straffes for. De øvrige partier og grupper på venstrefløjen havde - til deres egen ærgrelse - langt mindre international kontakt. DKP's største konkurrent var VS. Venstresocialisterne var dannet ud af utilfredshed med SF's kompromiser under det såkaldte arbejderflertal, hvor SF støttede en socialdemokratisk mindretalsregering. Det var således fra begyndelsen et parti, der var dannet på et indenrigspolitisk grundlag og på grund af interne stridigheder på venstrefløjen. Partiet indeholdt et væld af for- skellige former for venstreorientering; nogle så op til Maos Kina, andre til Sovjetunionen og den kommunistiske verdensbevægelse, mens atter andre kom fra det københavnske hippiemiljø. I løbet af 1970'erne kom der mere samling på partiet, idet maoisterne og sovjetkommunisterne gik andre steder hen. VS måtte ofte distancere sig fra DKP, som tiltrak nogle af de samme stemmer, og derfor var man gerne kritisk over for Sovjetunionen. Det betød dog ikke, at partiet ikke længere støttede kommunistiske diktaturer, man havde for eksempel forbindelser til Nordkorea og sympatiserede med Vietnam og Kina, men støtten var rent symbolsk. Disse lande havde ikke som Sovjetunionen et formaliseret system af støttepartier. Der var ingen konsultationer på ambassaden eller venlige hentydninger. Det var også meget begrænset, hvilke interesser de østasiatiske kommunistregeringer havde i Danmark. VS' internationale arbejde gik med at demonstrere for diverse friheds- og guerillabevægelser rundt omkring i verden, ofte for en god sag som national selvstændighed eller menneskerettigheder, en gang imellem for mere problematiske organisationer og styrer. Man ville gerne have disse internationale kontakter og føle sig som en del af verdensrevolutionen, men de forblev reelt på et meget lavt niveau. De øvrige venstrefløjspartier, grupper og 'partiforberedende organisationer', KFML/KAP, KAm-l, SAP, KF, Kaffeklubben, og hvad de ellers hed, lignede VS i deres internationale profil. KAP (maoister) og SAP (trotskister) havde begge formaliserede internationale kontakter. KAP fulgte i 1970'erne Kina og det kinesiske kommunistparti, mens SAP var en del af den trotskistiske 4. Internationale. På den konto kunne de tegne et billede af sig selv som kamporganisationer, der udfyldte en lille rolle i den forestående verdensrevolution. I virkeligheden var horisonten for disse grupper dog ikke større end det hjemlige danske miljø. Ligesom VS markerede sig over for DKP ved at kritisere Sovjetunionen, kunne andre grupper skabe en identitet omkring Albanien (mod Kina) eller Kina (mod Sovjetunionen). Selvom retorikken var hentet fra den internationale arena, var budskabet rettet mod de nationale konkurrenter; det var verdensrevolutionen som skolekomedie. Eller også valgte man sit forbillede blandt taberne i socialismens historie, trotskister eller anarkister, og drømte om, hvad der kunne være sket, hvis ens egen gruppe havde fået magten. Så var man også fri for de ubehagelige konkrete eksempler som dem, de andre skulle forsvare. En tredje mulighed var at bygge på et rent abstrakt teoretisk system, hvor det politiske arbejde skulle udledes af den korrekte analyse af det danske klassesamfund - som regel blev denne endelige analyse aldrig færdig, men den var sikkert interessant at arbejde med. Var det medløberi? Lad os tage et konkret eksempel: behandlingen af Pol Pots folkemord i Cambodja 1975-79. Efter Vietnamkrigen, hvor det havde været klart for enhver venstreorienteret, hvem der var ven, og hvem der var fjende, blev situationen i Sydøstasien mere og mere speget. Nu da USA og Sydvietnam havde lidt nederlag, skulle de tre involverede lande, Laos, Vietnam og Cambodja, forsøge at genopbygge deres samfund. Den danske venstrefløj støttede gladeligt de nye regimer, der blev dannet ud fra de gamle guerillagrupper. Indtil 1979, da Vietnam invaderede Cambodja og efterfølgende selv blev invaderet af Kina. Med Vietnams invasion måtte man begynde at tage stilling til forlydenderne om Pol Pots folkemord. Før havde de kunnet fejes af bordet som borgerlig propaganda, men nu kom beskyldningerne fra det socialistiske Vietnam, og man kunne ikke ignorere dem længere. Hele situationen splittede venstrefløjen yderligere; maoisterne holdt med Kina og Cambodja mod Vietnam, kommunisterne støttede vietnameserne, mens andre grupper havde forskellige kombinationer af fordømmelse og støtte til en, to eller ingen af de involverede parter. Med hensyn til selve folkemordet var der forholdsvis bred enighed om, at den vestlige presse kørte en hetz mod Cambodja. Muligvis var der foregået overgreb, 'revolutionen er ikke noget teselskab', og selvom denne revolution havde krævet flere ofre end nødvendigt, så var det væsentligste at få manet alle den vestlige presses løgnehistorier i jorden. Der blev udgivet en hel bog om emnet: (Torben Retbølls 'Kampuchea og den vestlige presse', hvori han groft sagt lod enhver tvivl komme Pol Pot til gode og derudfra konkluderede, at historien om folkemord var fabrikeret som en undskyldning for den vietnamesiske invasion. Politisk Revy, som var et tidsskrift, der nærmest repræsenterede en 'mainstream'-venstrefløj, gav bogen fine anmeldelser og sluttede op om fordømmelsen af pressens 'blodbadspropaganda'. I et tilbageblik var det en smagløs, ubegavet og snæversynet debat, men var det medløberi? Det var vel bare små partier, som ud fra en misforstået solidaritet med forskellige stater lukkede øjnene for en forbrydelse. De færreste ville støtte Pol Pot, men de var heller ikke i stand til at sige fra: Man skulle jo tage hensyn til den internationale situation, og landenes historie og selvfølgelig ikke tro på den løgnagtige presse. Det er ubehagelig læsning, ja, men det er næppe noget, vi behøver en sandhedskommission for. Ligesom det næppe heller er nødvendigt for den nationale historieskriving, at vi får en endegyldig, statslig undersøgelse af, hvem der støttede Eritrea mod Etiopien, eller af diskussionen om bevæbning af arbejderne i Chile. Det er nemlig den slags småting, man vil finde - ingen saftige spionhistorier eller detaljerede planer for at knuse det danske demokrati. I lyset af at man ikke vil finde anslag mod statens sikkerhed eller andre ulovligheder, bliver en statsundersøgelse meget problematisk. Til forskel fra individuelle historikeres bidrag til en løbende videnskabelig dialog er meningen med en statskommission at dokumentere og klarlægge fakta om et bestemt emne en gang for alle. Det kan være ganske nyttigt i nogle tilfælde, hvor man vil have besvaret et simpelt spørgsmål. Men det minder altid om en historisk retssag, hvor en part skal erklæres skyldig eller uskyldig. I dette tilfælde er spørgsmålet temmelig uklart; de sager, hvor der er tale om ulovligheder eller spionage, har vi allerede i PET-undersøgelsen, og hvad skal sandhedskommissionen så lave? Den planlagte kommission kommer så til at registrere og dokumentere en række politiske holdninger, der sikkert var usympatiske, naive og verdensfjerne, men ikke ulovlige. Og det er problematisk, ikke bare etisk, men så vidt jeg kan se også juridisk. Det er ikke forbudt at markere sin stilling til udenrigspolitiske hændelser eller til forskellige bevægelser i udlandet, ellers fik Atlantsammenslutningen, Europabevægelsen eller for den sags skyld Dansk-Norsk Venskabsforening straks problemer. At venskabsforeningerne med de socialistiske lande moralsk set gik langt over stregen med hensyn til at hylde diktaturer, er klart, men det er ikke statens opgave at afsige moralske domme, kun juridiske. Af den grund er det ikke tilladt for staten at registrere enkeltpersoner alene på grund af deres politiske overbevisning, og da slet ikke hvis disse holdninger blev ytret engang i fortiden i en helt anden global situation. Og en statslig 'sandhedskommission' kommer betænkelig tæt på at ligne sådan en registrering. Historien om den vesteuropæiske venstrefløj og den indflydelse, den havde i 1960'erne og 1970'erne, er et interessant emne, som belyser nogle vigtige aspekter af den kolde krigs politiske kultur. Men den skal behandles efter fortjeneste og ikke blæses ud af proportioner. Det drejede sig om en velorganiseret, højtråbende, men meget lille politisk bevægelse. Den yderste venstrefløj udviklede en i bund og grund fattig politisk kultur, der kompenserede for sin magtesløshed og manglende visioner ved at gemme sig bag abstrakte teorikomplekser eller blindt følge et andet (helst fjernt) land som modellen for det gode samfund. De udgjorde aldrig nogen egentlig trussel mod de vestlige samfund, hvor størstedelen af befolkningen var immune over for de revolutionære fraser og beundringen for de socialistiske diktaturer. Det er et fint lille emne at diskutere og behandle som individuel historiker, men en statslig sandhedskommission er skudt langt over målet.