0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hjemmesyersken

Verden er fyldt med tøj, alligevel kan det være kropumuligt at klæde sig individuelt

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Verden er fyldt med tøj, alligevel kan det være kropumuligt at klæde sig individuelt. Medmindre man dropper stangtøjet og konsulterer sin personlige designer. Politikens udsendte rapporterer fra hjemmesyerskens saloner.

»Kom, vi tager ud til Alma«, sagde min mor, og snart slingrede vi med sporvognen fra Amager til det dengang mørke Vesterbro, hvor hjemmesyersken boede med sin familie i en trang toværelses med sur opgang. Manden var kedelpasser ved kommunen, hostede meget og røg meget. Var sønnerne hjemme fra skole, blev de jaget ind i soveværelset, mens Alma pakkede mor ind i et mønster af karduspapir og rimpede hende sammen med knappenåle.

Nogle dage efter gik turen igen til Vesterbro. Nu havde Alma sakset mors nye kjole ud i stof, og selv om den stadig var et hylster, holdt sammen af en masse hvide tråde, vidste jeg fra tidligere besøg, at det endte med en rigtig kjole, lige så flot som på det billede, mor havde klippet ud af et blad. Før min tid frembragte de i fællesskab de mest opsigtsvækkende modeller, f.eks. var der kjolen med et gigantisk spørgsmålstegn, applikeret i et stort slyng fra skulderen ned gennem silkefolderne, en regulær scoresag, hvis formål man næppe kunne være i tvivl om, og som også førte til, at min far blev min far efter et lørdagsbal i Dansetten.

Under hvert eneste besøg hos syersken var jeg tryllebundet af forestillingen og den sytekniske samtale, der udspandt sig under prøvningen, men især var jeg tryllebundet af alle de knappenåle, Alma kunne vippe rundt med i munden uden at sluge en eneste. Mor vendte og drejede sig med strittende arme foran spejlet, der blev hægtet ned fra sømmet i den kolde entré og stillet op på en stol i den kakkelovnsopvarmede stue. På gulvet kravlede Alma rundt i sutsko og satte streger på stoffet med et stykke kridt. Begge brugte ord, jeg ikke forstod, 'kastesting', 'sømrum', 'overfald' og 'indsnit'.
Når det hele var overstået, sagde Alma »Der er kaf' på kanden«. Kaffen var den stinkende væske, som snerrede dagen lang på toppen af kakkelovnen, men det var lige efter krigen, kravene til kaffebryg var ikke så store, og mens damerne sludrede, fordrev jeg tiden med at pille afklip og knappenåle op fra gulvet. En håndfuld udløste et par vaniljekranse.

Alma og alle de andre hjemmesyersker - for der var mange dengang - havde deres storhedstid før, under og efter krigen. Den typiske pris for en kjole var 25 kroner, inklusive de tre prøvninger, som skulle til. Kunden kom selv med stoffet, og de sociale forhold og verdenssituationen bestemte, hvad man havde at gøre godt med, og hvor man købte ind. Da der var knaphed på hvad som helst, blev lagnerne syet om til cottoncoats og sommergardinerne pillet ned fra stængerne og lavet om til både kjoler og kravledragter. Men ellers gik man i Daells Varehus, Magasin, Crome og Goldscmidt eller Fonnesbech. Min mor var på kontor og lå i mellemste socialklasse, så hun blandede sig hverken med borgerskabets fine fruer i Fonnesbech eller med de mere nedslidte koner i Dalle Valle.

Hun gjorde sine indkøb i Crome og Goldscmidt, ofte de såkaldte 'bukkevarer' - betegnelsen for det, der blev gemt af vejen under disken, og som ekspedienten derfor måtte bukke sig efter, når det skulle hales frem til kunder med særstatus - i min mors tilfælde var det vist noget med charmen.

I begyndelsen af 60'erne var hjemmesyersken stort set udkonkurreret af konfektionsindustrien. Pludselig var stangtøj det eneste, der duede, pludselig var man stangsmart i en fabriksfremstillet frakke eller kjole af den slags, som var blevet til at betale og nu bredte sig i alle farver på bøjlerne i stormagasinerne og de nye forretninger på Strøget. Stangsmart var man også i forhold til de kiksede, der fortsatte med at få syet, eller endnu værre, syede selv. Sandt at sige var det heller ikke enhver 'Model Singer', der faldt heldigt ud.

Nu er der så gået rundt regnet fyrre år, og alle lider af bulimi og forstoppelse - industrien, stormagasinerne, butikkerne, forbrugere. Jeg kender ikke antallet af tøjbutikker i København, jeg ved bare, der er for mange, alt for mange. Til gengæld er variationen af det, der byder sig til på hylder og bøjler, omvendt proportional med mængden af butikker, nemlig forstemmende lille. Nok er verden fyldt med tøj, men det er stort set den samme slags tøj, hybrid på hybrid, rettet ind og skåret til efter nogle ganske bestemte målgrupper. Ikke så underligt, at mange mennesker har svært ved at finde, hvad de søger; lysten er til stede, de kaster sig ud i butikkerne med krum hals og penge på kortet, støver frem og tilbage, men vender mismodige hjem uden så meget som en halsklud i posen. Der var ikke noget for dem. De 'fittede' ikke ind i koncepterne. Men rolig nu, løsningen ligger lige om hjørnet: Hjemmesyersken vender tilbage.

Ikke som på Almas tid, men denne gang i skikkelse af en ung designer m/k, som ud over klippebord og toptunet Husqvarna nu også kan fremvise en lille kollektion, der tjener som retningsgivende varemærke for ideer og håndværksmæssig kvalitet. Herudover er blikket vendt fra stort til småt, fra globalt til lokalt og dermed de kvaliteter, der var engang, og som stadig betyder noget for det enkelte menneske, når der skal tøj på kroppen: nærheden og den gode kontakt, glæden ved det velsiddende og gennemtænkte udtryk, kort sagt den personlige behandling og personlige stil.

Basen kan være en lille lejlighed på Nørrebro, den kan såmænd være et nedlagt husmandssted i Ølstykke, men først og fremmest er funktionen flyttet fra hjemmet til byen, det vil sige til den lille butik, det lille værksted eller atelier i sidegaden, lagerbygningen eller femte baggård.
Fra disse lidt ydmyge positioner vil vor tids hjemmesyerske snart være i fuld gang med at generobre det tabte terræn - ja, vi behøver sådan set ikke tale i fremtid, for flere er allerede i sving.

Man spørger selvfølgelig sig selv, hvordan dette er muligt? Skulle folk igen begynde at rende til syerske med alt, hvad det indebærer af måltagning, prøvninger og ventetid? Og hvad nu hvis kjolen eller jakken ikke falder ud som forventet - man kan jo ikke bare få den byttet eller pengene tilbage ligesom i Magasin? Sandt nok, man løber en risiko ved at foretrække særbehandling, ligesom det indimellem gør ondt at skulle tænke selv. På den anden side, så står fordelene i kø:

Hos designeren i værkstedet kommer man i frugtbar dialog. Hvis nogen skulle have glemt, hvad det er for en størrelse, er det en opbyggelig diskussion om det emne, der ligger for. Hvad er behovet, og hvordan skal det løses i forhold til formålet, kroppen og den personlige fremtræden? Er der noget i kollektionen, der passer ind i billedet, eller skal der tænkes anderledes? Stoffer og farver bliver vendt og drejet, målebåndet kommer frem, og er designeren dygtig og kreativ, mærker man snart, at man er kommet i menneskehænder. Priserne er selv sagt anderledes end dem, der sidder på bøjletøjet rundt om hjørnet - en jakke fra designeren vil typisk ligge og svinge mellem prisen på en bedre konfektionsjakke og en dyr mærkevarejakke. Men sidegevinsten! Man får noget, der er tilpasset ens facon, noget, som andre ikke har, noget individuelt, måske endda noget særpræget, hvis det var det, man ville, man får et stykke 'couture'.

Men vil unge designere ikke hellere lave store kollektioner fire til seks gange om året hos nogle af modebranchens store kanoner med mærkbar indflydelse på gadebilledet end friste en tilværelse, alene eller i klynger, for det kan næppe være særligt lukrativt? Nogle ville nok, måske var det endda de lyserøde drømme under uddannelsen, men dels kan industrien ikke opsuge dem alle, og dels finder mange det mindre og mindre attraktivt at knokle på industriens betingelser.

Et eksempel: En meget stor dansk tøjvirksomhed har vældig svært ved at indrette sig efter modens hastige skift og forbrugernes kortsigtede behov. Resultatet er en permanent usikkerhed over for de forslag, designerne møder op med, og aftaler indgået den ene dag behøver ikke holde stik den næste. Følgelig lever mange designere i evig angst for at blive vippet ud - hvad de ofte bliver, når en kollektion ikke sælger som forventet. Desuden lægger mange tøjfabrikanter overordentlig stor vægt på, hvad sælgerne mener, de kan sælge til butikkerne, og hvad indkøberne mener, de kan sælge til kunderne. Hvad designerne mener er mindre væsentligt, til tider endda underordnet, og hvor tilfredsstillende er det?

For designere, der ikke lige er gearede til vilkårene i industrien, bl.a. fordi deres ideer er for indviklede og for trekantede til produktionsapparatet, er der så den anden vej - lad os kalde den 'sypigerne A/S'. Vejen er ikke bare ny og spændende, den tjener også et højere formål, tør man vel sige, idet den har sit udspring i en voksende kvalme fremkaldt af det kolonorme apparat, som modeindustrien har udviklet sig til, og hvad gør man med sin kvalmende fornemmelse? - man begynder at tænke i små og bæredygtige forhold. Ikke noget med økologiske stoffer, dyppet i brændenælder og omrørt efter grønne principper - hvem gider ligne en jernalderkvinde fra forsøgscentret i Lejre? - det handler om at skrue ned for blusset, rigtig meget ned. Det mest ansvarlige, det mest betænksomme, man kan gøre, både når man arbejder med tøj og er ganske almindelig forbruger af tøj, er jo at stræbe efter et langt mindre forbrug. Hermed har den selvstændige designer i værkstedet og på atelieret desuden fået til opgave at overbevise kunderne om glæden og værdien ved at have en lille, overskuelig og sammenhængende gruppe kvalitetstøj i stedet for en uanstændig stor, uoverskuelig og usammenhængende bunke af det modsatte.

Nu tror jeg ikke et øjeblik på, at 'sypigerne A/S' kan få mærkbar indflydelse på de billigste af de masseproducerede klude, dem, som spyttes ud af maskinerne i en uophørlig strøm fra fabrikkerne i den tredje verden. Den slags er der ingen ende på, så længe der findes et behov for trøjer og bukser til 99 og 199 kr. Jeg har heller ikke fantasi til at forestille mig et rammende slag over det stik modsatte, alle luksusmærkerne. Modens stormoguler lever af velhavere med et permanent behov for eksklusiv afstivning, men også af yngre singlekvinder, som på en smalkost af guldkorn og ostemadder får råd til at føle sig herligt ovenpå, hævet over hoben med det til enhver tid rigtige mærke i hånden og nakken, Gucci, Prada, Chanel, Fendi, designerdrugs ...

Nu hænger ubegrænsede midler til indkøb af luksustøj ikke altid sammen med evnen til at foretage de mest klædelige valg, det fremgår til stadighed af modemagasinernes reportager fra receptioner og gallaforestillinger, og vel er det gedigen underholdning at se et par såkaldte 'fashion victims' troppe op i flået chiffon med fjer i håret, bare fordi det er på mode, men når latteren har lagt sig, burde designere faktisk skylles efter med en tanke: Hvad med at komme de vildfarne og alle mulige andre til undsætning med hele udtrækket inden for særbehandling?

Man skal se det for sig: Kunden, som fortvivlet blader bøjler i butikken og har svært ved at bestemme sig. Ekspeditricen, som gerne vil hjælpe, men kun er i stand til at smigre kunden ved at fortælle, at hun sandelig ser godt ud i både det ene og det andet. Det kan kunden selvfølgelig ikke bruge til noget, så hun spadserer i stedet over til designeren for at få personlig kontakt, viden og vejledning. Det samme gør kunden, der ikke længere gider stå og blomstre i stormagasinet, samt hende, der ikke ved, hvor i alverden hun skal gå hen med sine særlige ønsker eller de kropsmål, der ikke lige 'fitter' med de konfektionerede. Falder besøget hos designeren heldigt ud, bliver det næppe det eneste, og i bedste fald vil der opstå et gensidigt tillidsforhold efter samme mønster som det, man oplever hos frisøren.

Endnu en udvikling har afgørende indflydelse på, at såvel forbrugere som designere er godt på vej mod de individuelle løsninger, og her skal vi en tur omkring et par særligt raffinerede udgaver af begrebet genbrugstøj med de engelske gloser 'vintage' og 'costumizing'. En særdeles velorienteret kollega fra et konkurrerende dagblad var så venlig at oplyse mig om, at vi ikke var ovre i noget med årgangsvine og slotsaftapninger, når der blev sagt 'vintage', var det et udtryk for velbevaret tøj fra gamle dage, i nogle tilfælde endda eksklusivt tøj fra gamle dage - altså en slags årgangstøj. Og når der blev sagt 'costumizing', var det ensbetydende med, at man tilpassede tøj fra fortiden til tøj fra nutiden, hvorefter man ender med et helt særligt udtryk.

I praksis er der tale om, at man støver rundt på loppemarkeder og alle mulige andre steder efter alt, som ser ud til at have nogle år på bagen. Herefter 'costumizer' man med noget nyt, det vil sige, man anvender lidt af det gamle, lidt af det nye, et rygstykke her, et bærestykke der, indtil man har noget enestående - i modsætning til de masseproducerede efterligninger, som hurtigt og uundgåeligt er fulgt i kølvandet med tilbud til dem, der ikke gider blande kortene selv.

I dag kan man herhjemme og rundt om i verden finde forretninger, som har specialiseret sig i 'vintage' og 'costumizing', især det sidste. Selv Kirkens Korshær har fået travlt med at ansætte frivillige designere til at improvisere over begrebet i en ny stribe butikker. Systemet er naturligvis ikke holdbart, snart vil 'leverancerne' af gammelt brugttøj tørre ud. Til gengæld har selve ideen - at skabe noget unikt for det enkelte menneske - klart banet vejen for næste skridt, den personlige udformning, og så er vi sådan set tilbage ved min mor og Alma, som i fællesskab kreerede til både hverdag og fest. Og som i øvrigt også kunne kunsten at 'costumize', de vidste bare ikke, at det var det, de foretog sig i 1945, da fortræksgardinet af velour blev syet om til en søndagsfrakke, og min morfars gamle kjolesæt blev forvandlet til en spadseredragt. Begge dele blev brugt i mange år, måske eksisterer der stadig et par ærmer eller en krave derude. Man kan kende dem på kvaliteten.