Venstrefløjen tror fortsat, at den selv står som repræsentant for det gode. Men holder denne selvforståelse, spørger dagens kronikør, som er filosof og forfatter. Traditionelt har den politiske venstrefløj haft en særlig selvopfattelse. Den mente på én og samme tid at stå for fremtiden og for det gode. På den ene side at manifestere en kraft, som har fremtiden for sig, og som er sikker på at vinde i det lange løb. Og på den anden side at have sit mål i en god og retfærdig samfundsorden, hvor ingen bliver undertrykt, men hvor alle er frie, uden at nogens frihed er på bekostning af andre. Man var sikker på, at reaktionen ville tabe, og at man selv deltog i en bevægelse, der både havde de historiske kræfter og den moralske godhed på sin side. Det billede er krakeleret. Som et samlet hele holder det ikke længere. Men hvorfor ikke? Hvor meget kan bevares? Skal disse spørgsmål besvares på en rationel måde, så må vi først gøre os klart, hvorfor man overhovedet kunne bekende sig til den traditionelle opfattelse. Den var ikke grebet ud af den blå luft. Man havde nogle reelle grunde til at opfatte den politiske virkelighed således. Hvad var det for grunde? Set fra oven har sagen to aspekter. Det første gjaldt det kapitalistiske systems overlevelsesevne. Her byggede man på en argumentation for, at det kapitalistiske system ville undergrave sig selv. Konkurrencen på markedet ville føre til stadig færre og større virksomheder - til monopolkapitalisme. Samtidig ville der opstå et stadig voksende og mere undertrykt proletariat, hvis eneste overlevelsesmulighed var at gøre oprør og selv overtage virksomhederne. Således ville systemet med en ubønhørlig indre logik føre til sin egen undergang. Det andet aspekt gjaldt opbygningen af den nye samfundsorden. Her var opfattelsen, at kapitalismens sammenbrud selv ville have skabt forudsætningerne for, at den nye orden kunne udfoldes af den gamle ordens ruiner. Det undertrykte proletariat kunne overtage det kapitalistiske produktionsapparat og med fælleseje skabe en planøkonomi, som ville komme alle til gode. I det nye samfund ville der ikke være noget skel mellem virksomhedsejere og arbejdere og derfor heller ikke nogen undertrykte. Med planøkonomien (der med Lenins ord var så let at gennemføre, at den kunne forestås af en sypige, som blot kunne de fire regningsarter) ville man kunne undgå den kapitalistiske konkurrenceøkonomis spild. I stedet ville man kunne skabe de produktionsmæssige forudsætninger for, at alle og enhver kunne få deres materielle behov dækket og dermed hæve sig fra 'nødvendighedens rige' til 'frihedens rige'. Det var på baggrund af en argumentation efter det mønster, at den politiske venstrefløj kunne opfatte sig selv som stående både på fremtidens og det godes side. Kapitalismen ville undergrave sig selv, og socialismen (det gode samfund) ville være let at bygge på dets ruiner. Det ville nærmest ske af sig selv. Hvad er det så, der er sket, og som har gjort, at dette billede har mistet sin kraft? Først og fremmest er der sket det enkle, at de forskellige forsøg på at gennemføre en socialistisk planøkonomi i praksis - med Sovjetunionen og Kina i spidsen - har vist sig ude af stand til at skabe det lovede frihedens rige. De har i produktionsmæssig henseende slet ikke været i stand til at hamle op med det traditionelle markedssystem. De måtte derfor holde sig selv oppe med politisk undertrykkelse. Disse erfaringer har gjort det åbenbart for alle, at man tog fejl, da man troede, at det ville være let at styre en socialistisk planøkonomi. Det var naivt. Med alvorligere eftertanke kunne man - som nogle kritikere gjorde - på forhånd have regnet ud, at det ville blive utrolig svært, for ikke at sige umuligt. Planøkonomiens sammenbrud rammer imidlertid ikke den anden side af den traditionelle venstrefløjsopfattelse: dens kritik af den kapitalistiske markedsøkonomi. Tværtimod må vi erkende, at det er lige så naivt at tro på, at markedet kan stå alene og bære sine egne sociale konsekvenser, som det er at tro på planøkonomiens overlegenhed. Markedets iboende tendens til at skabe monopoler og til at udstøde de svageste må imødegås med politisk handling, hvis forudsigelsen om dets sammenbrud ikke skal holde. Det, som i praksis har sejret over forsøgene på at skabe en socialistisk planøkonomi, er ikke en ubegrænset markedsøkonomi; men det er en markedsøkonomi, for hvilken der er sat politiske grænser. Både mod monopolerne og til sikring af de socialt svage og udstødte. Her mødes nu de traditionelle venstrefløjspartier med de traditionelle liberale og konservative partier. For dem alle gælder det, at de søger at skabe et velfungerende marked med en social basissikring for de svage. Forskellen ligger ikke i de principielle idéer. Venstrefløjen fører sig ikke længere frem med krav om et alternativt økonomisk system, hvor der skal være samfundseje af produktionsmidlerne. Den adskiller sig kun fra den anden side i det politiske spektrum ved at sætte snævrere grænser for markedet og stille større krav til den økonomiske omfordeling. Den kvalitative forskel er blevet reduceret til en kvantitativ. Det er nu den økonomiske venstrefløjspolitiks særkende, at staten skal give mere til de dårligt stillede og derfor også tage mere fra de velstillede. Den står for større økonomisk lighed. På dette punkt har venstrefløjen altså mistet troen på et alternativt samfundssystem, og den har mistet troen på, at de historiske kræfter ubønhørligt arbejder for den. Men én ting har den ikke mistet: troen på, at den selv står for det gode. I sin kontrovers med liberale og konservative opfatter venstrefløjen stadig sig selv som den entydige repræsentant for godheden. Som den moralske beskytter af samfundets svage. Holder denne overlevering fra venstrefløjens glorværdige fortid? Skal vi acceptere venstrefløjens fortsatte tro på, at den selv står for den sande godhed i det politiske spektrum? Eller er den tro lige så lidt værd som dens tro på den socialistiske planøkonomi og dens tro på at have selve historien på sin side? Det gælder om, så godt som det er muligt på markedsøkonomiens betingelser, politisk at sikre, at samfundets svage får en anstændig tilværelse og ikke skubbes ud af det sociale fællesskab. Spørgsmålet er, om venstrefløjen her har en strategi, som garanterer, at den nødvendigvis vil være bedst til at sikre det mål. I hovedsagen består venstrefløjens særlige strategi i en større villighed til at acceptere økonomisk omfordeling via statsapparatet. Så spørgsmålet bliver i al sin enkelhed om en sådan omfordeling i sig selv er til bedste for de svageste. På markedets betingelser er svaret enkelt. Da er det meget let at forestille sig, at omfordelingen bliver så stor, at den undergraver de velstilledes selviske motivation til at arbejde så meget, som de gør, og at den derfor også kan undergrave, hvad staten på længere sigt kan få ind til fremtidig omfordeling. Hvis man derfor følger venstrefløjens omfordelingspolitik, så kan det nok være til øjeblikkelig fordel for de svageste, men samtidig kan det også undergrave de økonomiske forudsætninger for, at den samme politik kan opretholdes i fremtiden. Så på længere sigt kan det udmærket vise sig, at venstefløjens omfordelingspolitik i det konkrete tilfælde var til langt større skade for de svage, end hvis den oprindelige omfordeling havde været mindre. Dette siger blot, at der skal holdes en balance; og at det simpelthen ikke på forhånd er givet, at venstrefløjspartierne er bedre til at holde denne balance end partierne på den mere liberale og konservative fløj. Konsekvensen af dette må være, at venstrefløjens økonomiske politik ikke nødvendigvis er moralsk bedre end de øvrige partiers. Går den for langt i sit krav om omfordeling, kan den i stedet være både økonomisk og moralsk uansvarlig. Som dens tidligere tro på planøkonomiens overlegenhed var naiv, så kan dens tro på en høj omfordelingspolitik også være naiv. Det må være virkeligheden, der afgør spørgsmålet; og som forholdene er, kan man udmærket være bange for at støtte venstrefløjspartiernes økonomiske omfordelingspolitik, fordi man er bange for, at den vil undergrave forudsætningerne for, at samfundet om nogle år ud i fremtiden fortsat vil være i stand til at yde de svageste en anstændig basissikring. (Således som Schlüter måtte til for at redde landet ud af Anker Jørgensen-regeringens økonomiske kaos). I første omgang måtte vi slutte, at venstrefløjen ikke længere kan påberåbe sig et alternativt økonomisk system, som entydigt sikrer sammenhængen mellem politisk holdning og personlig godhed. Og i anden omgang måtte vi så yderligere slutte, at det ikke nødvendigvis er givet, at venstrefløjens økonomiske omfordelingspolitik på længere sigt vil være til gavn for samfundets svageste; og at der derfor heller ikke på dette plan er nogen entydig sammenhæng mellem politisk holdning og personlig godhed. Samlet må altså konkluderes, at venstrefløjens elementære tro på, at den selv står for det moralsk gode på den økonomiske politiks område, beror på en illusion. Tværtimod gælder, at på dette område kan der ikke være nogen entydig sammenhæng mellem politisk holdning og personlig moralsk godhed. Om venstrefløjen er nået så langt, at den selv har erkendt det, er mig endnu uklart. Det synes mig derimod mere klart, at den ikke har opgivet sin traditionelle tro på, at der er en enkel og ligefrem sammenhæng mellem politisk holdning og personlig godhed. Blot finder den nu ikke længere - eller ikke kun - denne sammenhæng på den økonomiske politiks område. I stedet finder den sammenhængen i den politiske jura: i menneskerettighederne. Jo mere liberalt og absolutistisk man hævder disse rettigheder i sin politiske holdning, jo bedre menneske er man. En skeptisk og kritisk holdning til spørgsmålet om menneskerettighedernes universelle gyldighed og realiserbarhed er for den almindelige venstreorienterede udtryk for en moralsk brist. Et eksempel er asylområdet. For venstrefløjen er der en entydig sammenhæng mellem at gå ind for en liberal asylpolitik og at være personlig god. Ethvert politisk forbehold - enhver polisk stramning - gøres til udtryk for en personlig moralsk defekt. Men er venstrefløjens forsøg på gennem den politiske jura at finde en entydig sammenhæng mellem politisk holdning og personlig godhed mere holdbart end dens forsøg på at finde en sådan sammenhæng på den økonomiske politiks område? Har venstrefløjen her fundet et område, hvor den kan fastholde troen på, at dens egen politiske holdning er udtryk for personlig godhed? Lad os se på et enkelt eksempel: Hvorledes holdningen til asylpolitik forholder sig til personlig godhed. Vi kan forestille os forskellige personer med forskellige holdninger til dette spørgsmål. Således kan vi forestille os en venstreorienteret gymnasielærer, som sidder i sit parcelhus og går ind for en liberal asylpolitik, og en bistandsmodtager, som bor i et af de store sociale boligbyggerier, og som går imod en sådan politik. Er bistandsmodtageren derfor moralsk værre end gymnasielæreren? Hvem bærer i sin dagligdag de tungeste konsekvenser af gymnasielærerens politiske holdning? Hvem er det, der får asylanterne til naboer, når de er mest fremmede og sværest at omgås tvangfrit? Det gør bistandsmodtageren og ikke gymnasielæreren. Moralsk set kan det derfor ikke betragtes som værre, at bistandsmodtageren politisk protesterer mod den forfordeling (ved at stemme på et parti, som vil stramme adgangskravene), end det er, at gymnasielæreren bruger sine bedre økonomiske midler til at bo på afstand af de problemer, som hans holdning til asylpolitik skaber i andres liv. Forstår man dette enkle eksempel, så forstår man samtidig, at venstrefløjens tro på, at der på asylpolitikkens område er en entydig sammenhæng mellem politisk holdning og personlig godhed, også er en illusion. Asylpolitik skal - som al anden politik - føres under den forudsætning, at samfundet bevarer sin demokratiske sammenhængskraft, så det også i fremtiden kan opretholde sin sociale sikring for de svageste. Og det krav kan kun opfyldes, hvis der er villighed til at forstå, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem politisk at gå ind for en liberal asylpolitik og personligt at være et godt menneske. Hvad der således må gælde på asylpolitikkens område, må så også gælde alment for menneskerettighederne i almindelighed. Det er ganske simpelt forkert at tro, at der kan være en entydig sammenhæng mellem ens politiske holdning til menneskerettighederne og ens personlige godhed. Så venstrefløjens forsøg på at redde sin tro på en entydig sammenhæng mellem politisk holdning og personlig godhed ved at bevæge sig fra det økonomiske område til det juridiske bunder i en intellektuel misforståelse. Der er simpelthen ikke mere grundlag for at hævde en sådan sammenhæng på det ene område end på det andet. Dette viser sig selvfølgelig direkte i menneskeretten til en basal social sikkerhed. Den vil jo kun kunne opfyldes, hvis samfundet fører en ansvarlig økonomisk politik. Og - som allerede påvist - så har venstrefløjen ikke patent på det ansvar. Til venstrefløjens historiske arvegods hører tre grundliggende trossætninger. For det første troen på, at historien og dermed fremtiden er på venstrefløjens side, og at de økonomiske kræfter med ubønhørlig logik skaber forudsætningerne for en samfundsorden, hvor alle er frie og lige. For det andet troen på, at denne samfundsorden skal realiseres gennem en overordnet planøkonomi, som styres fra centralt politisk hold. Og for det tredje troen på, at der i venstrefløjens stræben er en entydig sammenhæng mellem politisk holdning og personlig godhed. Den sidste følger af de to første. Gælder disse, så er man moralsk forpligtet til at følge trop. Men nu har de to første trossætninger vist sig uholdbare. De har afsløret sig som illusioner. Så må det samme gælde for den tredje. Også den må være en illusion; og jo før venstrefløjen forstår det, jo bedre.