Fejlernæring og uhæmmet tv-kiggeri er en farlig cocktail. Ikke mindst for skolebørn. Hvordan for mange sodavand foran flimmeren helt konkret skader, forklarer dagens kronikør, som er specialundervisningslærer. Siden folkeskoleloven af 1958, hvor det blev pålagt kommunerne at tilrettelægge specialundervisning til elever, der af en eller anden grund ikke kunne følge den almindelige undervisning, er specialundervisning i omfang eksploderet og blevet en kvantitativ succes, mens det i høj grad kniber med at fremvise kvalitative resultater. I dag anvendes ca. 20 procent af resurserne i folkeskolen til specialundervisning. Niveauet er stigende. Vi taler om flere milliarder årligt. Man ved meget lidt om, hvordan specialundervisningen tilrettelægges, og til hvem den bliver givet, men man ved, at i løbet af skoletiden modtager ca. 20 procent af folkeskolens elever på et eller andet tidspunkt specialundervisning. Forældre og lærere presser i stigende grad på for at få afklaret børnenes problemer, hvilket bevirker, at et stigende antal elever henvises til skolepsykolog. Psykologerne finder, at for mange børn sygeliggøres med diagnoser og henviser til, at forklaringen i stedet skal findes i samspillet med de voksne. Årsagsforklaringerne spænder således fra folkeskolens manglende rummelighed, for megen skældud, lærernes manglende fleksibilitet samt ringe forståelse for nutidens selviscenesættende børn til den stigende fokusering på faglighed. Men måske skal en del af årsagsforklaringen findes i børnenes hverdagsliv, som i stigende grad er præget af 'Robinson'-lignende forhold - en kamp for overlevelse trods et minimum af åndelig og fysisk føde. Størstedelen af de elever, der henvises til specialundervisning, er karakteriseret ved at være ukoncentrerede, urolige, har svært ved at fastholde opmærksomhed, har svært ved at lytte, er uoplagte og i det hele taget meget opgivende over for egen formåen. Sammenholdes dette med det faktum, at en af de væsentligste forudsætninger for læring netop er opmærksomhed og koncentration, altså evnen til at rette fokus mod undervisningens emne og fastholde dette, møder disse elever med meget ringe forudsætninger, og konsekvensen er, at undervisningen for disse elever må tilrettelægges med udgangspunkt i, at disse elever blot kan koncentrere sig i ca. 15 minutter ad gangen. De samme børn har svært ved at lege med hinanden, idet aftaler og regler for legen ikke overholdes. Holdspil er en vanskelig opgave, da det kræver vedholdende overholdelse af både spillets regler og samarbejde. Faste kammerater kender de ikke til, da det kræver overholdelse af aftaler. De har prøvet mange forskellige sportsaktiviteter, men har opgivet hver gang. Uanset rummelighed og fleksibilitet i skolen har disse elever ikke de samme læringsforudsætninger, hverken fagligt eller socialt. I skolen anlægges ofte en bebrejdende eller anklagende holdning til disse elever, som er svære at rumme i et fællesskab, hvortil der er krav og forventninger fra alle sider. Hvis vi fortsat skal stræbe efter chancelighed i uddannelsessystemet, må vi for denne gruppe elever tage afsæt i de livsbetingelser, som skaber læringsforudsætningerne, og spørge til deres hverdagsliv. Her tegner der sig ofte et ret skræmmende billede af et velfærdssamfunds bagside: »Til morgenmad fik jeg et kanelhorn og en kop te. Jeg nåede ikke at smøre en madpakke i dag, men ellers plejer jeg at have et sammenklappet toastbrød med Nutella (jeg kan ikke lide rugbrød) med til frokost og lidt saftevand. Da jeg kom hjem fra skole, så jeg tv et par timer og drak lidt juice. Jeg falder som regel i søvn. Så spillede jeg lidt computer. Vi gad ikke rigtig lave aftensmad, så vi lavede nogle pandekager, som vi spiste, mens vi så 'Robinson'. Jeg kom lidt sent i seng, for vi skulle også lige se en film«. Desværre er Thors lille beretning om en typisk dag meget dækkende for disse elevers hverdagsliv, som primært består af skolegang med mange nederlag og høj fraværsprocent. En hverdag, hvor tv og computerspil, ofte suppleret med besøg på pc-caféer, udfylder dagen sammen med indtagelse af store mængder stimulerende sukkerholdige drikke og slik. Fastfood er oftere reglen end undtagelsen. Leg, fysisk aktivitet og samvær med andre hører til sjældenhederne. Man behøver næppe være ernæringsekspert eller sociolog for at gennemskue, at disse elevers fysiske og psykiske tilstand faktisk forhindrer dem i at forholde sig til såvel undervisning som social omgang med andre elever på trods af såkaldt normal begavelse. Velfærdssamfundet er i færd med at udvikle en gruppe af såkaldte robinsonbørn, på tværs af traditionelle sociale skel, hvis omverdensforståelse begrænser sig til små overskuelige ø-områder som pc- eller tv-skærme, og som lever på et kostmæssigt eksistensminimum - ofte fejlernærede og i så dårlig fysisk og psykisk forfatning, at de ikke orker nogen form for anstrengelser, men kun har overskud til at flytte 'musen' og trykke på remotekontrollen. De (over), lever fra dag til dag. Har svært ved at huske, hvad de lavede i går, kan ikke klokken eller nævne den måned, vi er i. De orker ikke at indordne sig i socialt forpligtende fællesskaber, da disse kræver, at man skal forholde sig til andre end sig selv. Den ringe psykiske og fysiske energi, de besidder, bruges ene og alene på at søge stimulanser til at klare hverdagen, og de forsvarer sig derfor over for alt, der stiller krav og forventninger til dem. I skolen beskriver vi dem som mere eller mindre adfærdsvanskelige, ukoncentrerede, aggressive, dovne og asociale med følgende faglige vanskeligheder og henviser dem til specialundervisning. Formålet med specialundervisning er ifølge 'Bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden pædagogisk bistand' at afhjælpe eller begrænse virkningerne af psykiske, fysiske eller sensoriske funktionsvanskeligheder. Det betyder, at vi må interessere os for hele barnet - også hverdagslivet, hvis vi vil gøre os forhåbninger om at ændre grundvilkårene for disse specialundervisningselever. Netop her støder vi på en række barrierer. Lærerne har måske ikke set sammenhængen mellem hverdagslivet og elevens vanskeligheder eller kan have svært ved at inddrage disse forhold i samarbejdet med forældrene, idet privatsfærens grænse overskrides. Psykologerne har ikke tradition for at interessere sig for krop, kost og fritidsliv hos de henviste elever. Når de tester elever, gør de sig end ikke den ulejlighed at spørge eleven, om han/hun har fået morgenmad eller frokost, hvilket kan have stor indflydelse på testresultatet. Forældrene mener ofte, at det ikke er skolens opgave at påpege elevers forbrug af ernæringsmæssigt ringe kost, tv og computerspil, idet det ofte involverer deres egen livsstil. Ved et forældremøde, hvor lærerne gav udtryk for, at de ikke ville have, at eleverne medbragte sodavand, saftevand, juice og kakaomælk i skole, udtalte en forælder, at det var en krænkelse af den enkeltes frihed. Vi er blevet advaret om denne udvikling. Inden for de seneste år har man i aviserne kunnet læse overskrifter som 'Hvad fylder vi i børnene', 'Morgenmad er vigtigt for børn' og 'Sodavand tager børns appetit'. Her henvises til undersøgelser, der påviser et stort forbrug af slik og sukkerholdige drikke hos skoleelever. Denne viden er hidtil diskuteret i forhold til fedme og diabetes 2, men burde i langt højere grad sættes i relation til indlæringsvanskeligheder, og forklaringen skal findes i den måde overdrevent indtag af sukker indvirker på vores funktionsmåde på. Når føde nedbrydes, frigøres næringsstofferne langsomt, og eventuelt overskydende kulhydrater (sukkerstoffer) lagres i leveren, hvor det nedbrydes til glukose, som giver os den nødvendige energi mellem måltiderne. Når børn indtager store mængder sukker i form af hurtige kulhydrater i løbet af dagen, kan det medføre et svingende blodsukker, som kan give synlige virkninger i form af manglende koncentration, uro og rastløshed. Forklaringen kan være følgende: Det raffinerede sukker nedbrydes hurtigt til glukose, og blodsukkerindholdet er nu pludselig højt. Et høj blodsukker bevirker, at bugspytkirtlen straks påbegynder en insulinproduktion med det formål at fjerne 'overskydende' sukker. Men det betyder samtidig en overproduktion af insulin, da insulin frigøres svarende til sukkermængden. Resultatet bliver et hurtigt faldende bloksukker, og en trang til søde sager opstår. Det lave blodsukker registreres af binyrerne, som sender besked til leveren om at frigøre oplagret sukker for at stabilisere indholdet. Ved frigørelsen udløses samtidig adrenalinlignende stoffer, som igen medvirker til uro og koncentrationsbesvær. Et vedvarende højt sukkerforbrug kan således medvirke til, at bugspytkirtlen konstant må på overarbejde med svingende uro og ukoncentration til følge. En amerikansk ernæringsforsker har udtalt, at hvis sukker (som i raffineret form kun er 200 år gammelt) blev opfundet i dag, ville det komme på listen over forbudte stoffer. Her i bladet kunne man i maj 2001 læse om en svensk undersøgelse, som konkluderede: »Kvikke børn, der er glade for at gå i skole og får høje karakterer, spiser et solidt måltid midt på dagen. Børn, som i stedet snupper en snickers, får dårlige skudsmål og kan ikke følge med«. Problemet kan i høj grad afhjælpes ved kostregulering, hvor eleverne spiser langt mindre af de hurtige kulhydrater og erstatter disse med komplekse kulhydrater, som findes i almindelige fødevarer (kartofler, gulerødder, ris med videre). For en del år siden aftalte jeg med to specialundervisningselever og deres forældre, at eleverne i en periode på ca. fire måneder ikke måtte indtage det hurtige sukker (det vil sige ingen sodavand, juice, saftevand, kakaomælk, slik - lørdag undtaget). Samtidig skulle de overholde en fornuftig kostplan og dagligt indtage terapeutiske doser af vitaminer, mineraler og essentielle fedtsyrer (fiskeolie). TV- og pc-forbrug skulle ligeledes begrænses, og allerede efter 14 dage var der mærkbare forandringer - registreret af eleverne selv og deres forældre - både i deres faglige præstationer, grundet en stigende koncentrationsevne, og i deres adfærd. Der blev desuden taget intelligenstest efter perioden, og denne blev sammenlignet med elevernes tidligere test. Resultatet viste en væsentlig fremgang for begge. Andre har gjort lignende erfaringer. Endvidere ved vi fra undersøgelser, at den menneskelige hjerne stimuleres ved regelmæssig motion. At børns indlæringsevne og koncentration bliver bedre, hvis de bevæger sig. At man ved regelmæssig løbetræning kan øge korttidshukommelsen. Og vi ved, at danske børn i alderen 9-15 år er i væsentlig dårligere form, end de tilsvarende aldersgrupper var i 1985. Samtidig tyder en del undersøgelser på, at tv og computer- og videospil har flere negative konsekvenser på børns liv. Eksempelvis peger en amerikansk undersøgelse på, at de børn, som bruger mest tid på at se fjernsyn - uanset indholdet i programmerne - er mere tilbøjelige til at opføre sig aggressivt og have andre former for sociale problemer. Jo mere fjernsyn et barn så, desto mere tilbøjeligt var barnet til at have sociale problemer og udvise aggressiv opførsel. Robinsonbørnenes dyrkelse af den farlige cocktail, som består af et stort forbrug af tv- og computerspil blandet med ernæringsmæssigt ringe kost og ingen motion, er blot et symptom på et fattigt hverdagsliv skabt af velfærdssamfundets underholdningsindustri i samarbejde med den legitimerede 'narkoindustri' (slik og læskedrikke). Det er jo ikke tilfældigt, at reklamebranchen relaterer slik, sodavand og tv/film i ét samlet underholdningskoncept. Kampagner som den, Sundhedsstyrelsen lancerede sidste år under navnet 'Børn, mad og måltider', rækker næppe, men er et skridt på vejen. Børns liv og læring hænger uløseligt sammen, og specialundervisningens forsøg på at afhjælpe eller begrænse virkningerne af de børns funktionsvanskeligheder må i langt højere grad inddrage dette forhold, men det kræver støtte og forståelse fra faggrupper som læger, sundhedsplejersker, psykologer og forskere, som desværre stadig er varsomme med at knytte kost, vitaminer, mineraler og essentielle fedtsyrer sammen med indlæringsvanskeligheder. At det ændrer indlæringsforudsætningerne væsentligt hos elever henvist til specialundervisning med motion, kostregulering og kosttilskud er umiddelbart indlysende. For disse elever skal der masser af motion på skemaet, oplysning om værdien af lødig morgenmad, forbud mod sukkerholdige drikke i skolen, tilbud om frugt og grønt, madordninger, kosttilskud og kvalificering af fritidslivet. For nylig viste en engelsk undersøgelse, at man kan sænke kriminaliteten hos 18- til 21-årige betydeligt, let og billigt ved blot at give de kriminelle vitaminer, mineraler og fiskeolie som tilskud til kosten. En dansk professor ved Forskningsinstituttet for Human Ernæring ved Landbohøjskolen finder undersøgelsen meget interessant, men sædvanligvis følger bemærkningen om, at der skal mere forskning til, før vi kan vide, om kosttilskud også kan have effekt på andre grupper. Robinsonbørnene er en oplagt gruppe at begynde med, og forskningsmæssigt er det relativt simpelt at undersøge: interview og blodprøver, der analyseres for samtlige vitaminer, mineraler og essentielle fedtsyrer. Er der signifikant forskel på indholdet af vitaminer m.v. i velfungerende elevers blodprøver sammenlignet med blodprøver fra elever henvist til specialundervisning, har man en håndgribelig indikator og et stærkt budskab til forældrene. Børn bliver ikke nødvendigvis klogere af at spise sundt, tage vitaminer, mineraler og essentielle fedtsyrer kombineret med motion, men hvis det tilsammen optimerer den daglige energi, indlæringskapaciteten og koncentrationsevnen, har vi et helt andet udgangspunkt for at tale om en rummelig skole.