Dagens kronikør fik i 1988 Cavlingprisen for sin afdækning af Thorotrastsagen. Den sag, der er central i Nils Malmros' aktuelle film om sin far, 'At kende sandheden'. Vi bad prismodtageren anmelde den bog, der netop er udgivet i forbindelse med filmen. år en anerkendt filminstruktør med mange flotte anmeldelser bag sig går til tastaturet for at skrive historien bag historien i sin nye (forventede) succesfilm og før udgivelsen bebuder, at han vil være polemisk, så må man forvente, at der virkelig er smæk for skillingen. Men sådan er det ikke i Nils Malmros' bog af samme navn som filmen, 'At kende sandheden', en bog med flere bidragydere, men med Malmros' egne kapitler som et naturligt fokus. Målgruppen er lidt svær at indkredse - hvis den er defineret. Men bogen er, i modsætning til filmen, næppe et værk, der vil sætte sig spor i kulturhistorien. Hvorfor skal en filmkonsulent genfortælle hele historien, når vi kan læse filmens manuskript på de sidste 35 sider? Fortælles der noget nyt om Esbjerg under Første Verdenskrig, om studenterlivet på Kvinderegensen i trediverne, om Århus under besættelsen? Filmnørder vil have fornøjelse af et interview med fotografen, og historikere og journalister kan have fornøjelse af lektor og manuskriptforfatter John Mogensens analyse af journalisten Jon Knoblau, der fører an i den såkaldte pressehetz. Men hvor var filmen uden Knoblau? Pressens evige prygelknabe er jo en nødvendighed for de herrer filmskabere, som nu træder ud af kameraets skygge for at fortælle den rigtige historie. Nils Malmros har svært ved at finde ud af, hvad han egentlig mener. Og det er der nok en nærliggende forklaring på. Som søn af den anerkendte hjernekirurg Richard Malmros er han på den ene side født og opdraget i det hvidkitlede overlægeautokratis store epoke, hvor lægens ord var lov, og de næsten daglige videnskabelige landvindinger blev viderebragt til befolkningen i den form, cheferne krævede. Ingen fik lov at stille irriterende spørgsmål. På den anden side vil Nils Malmros som en af nutidens store filminstruktører gerne fremstå som et moderne menneske, der gennem kunsten stiller skarpe spørgsmål og lægger afstand til fortidens vi alene vide-mentalitet og i stedet lader tvivlen og usikkerheden komme frem. På to punkter har Nils Malmros dog gjort sin holdning helt klar: Den presse, han i lanceringen af sine nye film er så dybt afhængig af, og som han sammen med dygtige markedsføringseksperter udnytter til det yderste, den presse var i afsløringen af Thorotrastsagen skandalehungrende og sensationslysten. Og desuden mener han naturligvis, at de hjernekirurger, der brugte Thorotrast som kontraststof ved røntgenoptagelser, ikke begik lægefejl. Dette sidste punkt behøver han i år 2002 ikke bruge adskillige sider i en bog for at fortælle om. Det er allerede fastslået i to landsretsdomme, hvoraf den sidste blev afsagt i 1992. Denne dom blev omtalt i hele pressen. Men Nils Malmros mener at have en pointe ved at hævde, at fordi hhv. Århus Kommunehospital og Rigshospitalet - og dermed overlægerne - blev frikendt, så var der slet ikke nogen Thorotrastskandale. Så var det blot en tragedie, at et middel til at diagnosticere alvorlige sygdomme på langt sigt hos mange patienter viste sig at fremkalde alvorlige sygdomme. Nils Malmros afslører i bogen, at han ikke har fortrængt alle de aspekter, der gjorde sagen til en skandale. Var der ikke noget med Retslægerådet? Et hemmeligt register? Adskillige fejlbehæftede redegørelser fra sundhedsvæsenet? Patienter, der blev holdt i uvidenhed? Jo. Men nu bliver det svært for Nils Malmros at finde ud af, hvad han skal mene. Pressen postulerede, at Retslægerådet var inhabilt. Rådet afgav i den første retssag en udtalelse, som fik dommerne til at konkludere, at »undersøgelsen kun kunne gennemføres under anvendelse af netop Thorotrast, der var det eneste da kendte kontraststof ved hjerneundersøgelser«. Citatet er fra dommen. Retslægerådet, som skal vejlede retten, gjorde sig skyldig i vildledning. De påstod, at der ikke var advaret mod Thorotrast herhjemme, og at Thorotrast var det eneste da kendte kontraststof. Et alternativt stof, Per-Abrodil, havde været anvendt i flere år, også af Richard Malmros, som i 1943 besluttede »kun at ville anvende Per-Abrodil og helt undgå Thorotrast«. Der er ingen forbehold overhovedet, når Richard Malmros skriver sin konklusion i Ugeskrift for Læger i forsommeren 1988, tre år efter dommen og den eneste gang, han gav sin mening til kende. Men på grund af krigsårenes efterfølgende kaos kunne Per-Abrodil ikke skaffes i 1946, da undersøgelsen af en 15-årig dreng fandt sted med Thorotrast. Han døde senere af leverkræft, hvilket gav anledning til den første retssag med krav om erstatning. Gamle Malmros var klar i mælet, men sønnen mumler. Han skriver i et afsnit med titlen 'Thorotrastskandalen', at i Århus havde man fra afdelingens start i 1943 valgt udelukkende at bruge Per-Abrodil (ældre og patienter med højt blodtryk undtaget). Denne parentes eksisterer ikke i fader Malmros' redegørelse. Hvorfor mon den dukker op nu? Fordi drengen havde højt blodtryk? Men var Retslægerådet inhabilt? Tre ud af fem medlemmer af det udvalg, som skulle vejlede retten, enten var eller havde været ansat ved hospitalsvæsenet i Århus. En af dem havde været Richard Malmros' højre hånd i ti-år. »Om der var tale om en bevidst vildledning og dækmanøvre eller om en ufuldstændig redegørelse fra Retslægerådets side afhænger af øjnene, der ser. Men faktum er, at der ikke var noget, der skulle dækkes over«, skriver Nils Malmros i bogen. (I filmen lader sønnen faderen sige: » Vi havde ikke noget valg. Jo, vi kunne lade vore patienter dø uden at foretage os noget. At Retslægerådet siger, at der ikke var advarsler, det er helt galt, men de har jo generelt misforstået det hele«). Og så fremkommer Nils Malmros i bogen med den overraskende oplysning: »Dr. Malmros på dette tidspunkt 83 år gammel og ved sine fulde åndsevner var ikke på noget tidspunkt blevet kontaktet af Retslægerådet eller af Kommunehospitalets advokater, og det på trods af at han efterhånden var den eneste, der kunne redegøre for forholdene i 30'erne og 40'erne«. Hvordan kan Retslægerådet udtale sig i en sag uden at høre hovedpersonen? Nok er Århus smilets by, men der var også had på hospitalsgangene! Men hvad mener Nils Malmros så om Retslægerådet? Jo! I et lille land som Danmark er det nærmest umuligt at finde kvalificerede specialister, der ikke har arbejdet sammen eller kender hinanden. »Endelig skal det betænkes, at inhabilitet ikke nødvendigvis er ensbetydende med uvederhæftighed«. Den lader vi stå på skærmen et øjeblik. Nu til det hemmelige register. Det har, korrekt ganske som Malmros skriver, givet betydelig viden om de kræftformer, især leverkræft, Thorotrastpatienterne udviklede. Med det ville registeret også have givet uden at være hemmeligt. Selv har Nils Malmros en uvilje mod at være i et register, og det ville også være ulovligt i dag. »Men personligt ville jeg gerne tilrettelægge mit liv ud fra en realistisk viden om, hvad jeg måtte bære af risikofaktorer«, skriver han. »Havde det drejet sig om erstatningsspørgsmål, burde man nok have orienteret patienterne«, fortsætter filminstruktøren. Men hvordan skulle en patient kunne rejse krav om erstatning, når man ikke har nogen anelse om, at madleden, mavebesværet, smerterne og den hurtigt forløbende leverkræft skyldtes, at han for 20-30 år siden fik en indsprøjtning med Thorotrast? Ved at holde hele sagen hemmelig afskar sundhedsmyndighederne - støttet af de ansvarlige læger - patienterne fra at forsøge at få erstatning. Den enkelte patient blev frataget den elementære rettighed (som Nils Malmros selv gerne vil have) til at tilrettelægge sit liv ud fra en realistisk viden om risikofaktorer, det vil sige kræftrisikoen på grund af Thorotrast. Lægehierarkiet afgjorde selv, at ingen havde begået fejl. Først en lille menneskealder senere kom domstolene ind i billedet. Og mens sagen kørte, forsøgte sundhedsstyrelsens daværende chef at skabe et forlig med en beskeden kulanceerstatning til enken for at undgå, at dommen kom frem i offentligheden. Hvis patienterne havde været orienteret, ville en kollektiv viden have muliggjort en kollektiv handling og måske ført til en godtgørelse i lighed med den, der blev tildelt lsd-ofrene og de hiv-smittede blødere. »Der vil altid være skråsikre personer, der vil advokere for det ene eller andet synspunkt. Personligt er jeg usikker«, skriver Nils Malmros. Sundhedsvæsenets behandling af Thorotrastskandalen kan i det hele taget ikke bringe den selvcentrerede jydes pis i kog, men han vedgår dog, at det indimellem tog sig lidt broget ud i de måneder, hvor den ene redegørelse efter den anden tikkede ind på redaktionernes telefaxer ... »Derimod er det nok tænkeligt, at man fra sundhedsmyndighedernes side - af hensyn til patienterne - har været træge med oplysninger om faren ved Thorotrast og om 'det hemmelige register'. Desuden har det ganske givet været svært at finde fyldestgørende oplysninger om forhold, der lå 40 til 50 år tilbage. Man har derfor været nødt til at komme med adskillige korrigerende redegørelser, og ofte efter at andre havde fundet svarene«. Nils Malmros og hans hold kaster sig i bogen ud i mange overvejelser om moral og presseetik og finder det blandt andet forkasteligt, at jeg i en stor baggrundsartikel udsendt dagen før den sidste landsretsdom genfortæller hele sagen, nu hvor der var gået fem år. Dels burde jeg have citeret fader Malmros noget mere (endnu en gang), dels burde jeg på grundlag af to skønsmænds udtalelser - Retslægerådet blev ikke spurgt denne gang! - have forudset, at Rigshospitalet ville blive frikendt. Derfor burde jeg ikke have citeret den anonyme kilde, der gav mig et par indledende tips! Det har alle dage været god moral og presseetik at tie, mens retten sidder. Ikke alle overholder den regel. Men selv ville jeg ikke dagen før domsafsigelsen skrive, hvad jeg forventede, udfaldet ville blive. Jeg ved ikke, hvor mange af mine artikler, Nils Malmros har læst. Jeg skrev omkring 120. Hans litteraturliste indeholder kun to, og det gør det jo nemmere for den selvbestaltede presseetiker at finde en mening ti år senere: »Pressen skal være i haserne på alle, der har magt - politikere eller læger«, skriver han. »Men pressen skal også være parat til at indrømme, når den har taget fejl, ikke mindst når man har fået journalistikkens ærespris. I den aktuelle sag virkede det snarere modsat. Dét er en skandale«. Bogen 'At kende sandheden' har ikke overbevist mig om, at jeg har taget fejl. På mange måder bekræfter Nils Malmros jo, at der var noget, som gik helt galt. Han ved bare ikke rigtig, hvad han skal tro på, og hvad han skal mene om det. Sandheden er en besværlig én. PS: Både i filmen og i bogen giver en tosiders artikel fra Det Fri Aktuelt anledning til moralske opstød. Overskriften er - med så store typer, at selv gamle Malmros kan læse med - EN REAKTOR I KROPPEN. Sådan! Desværre har pressens vogtere overset, at det er den højeste autoritet, medicinaldirektøren selv, der lægger navn til karakteristikken. Det grinede vi meget af det år. Dog ikke i Århus. Ulrich Breuning og John Mogensen (red.): At kende sandheden. En bog om Nils Malmros' film og filmens manuskript (Fiskers Forlag, 104 sider, 198 kr.). Er udkommet.