0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Da danskerne blev massakreret

For præcis tusind år siden var en gruppe danskere ofre for en etnisk udrensning. Kan vi lære af den historie?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

For præcis tusind år siden var en gruppe danskere ofre for en etnisk udrensning. Kan vi lære af den historie? Ja, hvis vi vil, skriver inspektør på Museet ved Trelleborg.

Et fuldgyldigt tusindårsjubilæum er ikke noget, man støder på hver dag. Det vil normalt afstedkomme jubel, fanfarer og alskens festivitas, festtaler, konferencer og bogudgivelser i hobetal.

Men nu er tid i sig selv jo ikke nogen bedrift, selv om der er nok så meget af den. Om en begivenhed er indtruffet for 1.000 eller for 997 år siden, er, når alt kommer til alt, ganske uden betydning. Når jubilæet er overstået, synker begivenheden gerne tilbage i glemselen uden at sætte sig andre spor end lidt udtrådt konfetti i gaderne og et par småstøvede titler på bibliotekerne.

Af og til støder man dog på et historisk jubilæum, hvor det rent faktisk er på sin plads at være eftertænksom. Og netop dagen i dag byder på rig lejlighed til sådanne tanker. I dag er det nemlig nøjagtigt tusind år siden, danskerne blev ofre for en massiv etnisk udrensning, en racistisk pogrom, ja ligefrem et forsøg på en Endlösung. Politisk motiverede massemord er ikke nogen ny opfindelse. Det 20. og 21. århundredes eneste nyskabelse på dét felt er det gennemført industrielle tilsnit - selv på dette dystre felt er den gamle respekt for kvalitetshåndværk veget til fordel for kold, rationel masseproduktion.

Danskere for tusind år siden var, som enhver ved, vikinger. De fleste danskere har et ret klart billede af vikingerne, selv om det måske ikke altid er synderligt fagligt velfunderet; vikingen er det danske ikon par excellence, se blot på tilskuerne til fodboldlandskampe, på leverpostejbakker, flyttefirmaer, pølsebrød eller på alle de andre kommercielle udnyttelser.

Et besøg i enhver dansk souvenirbutik viser med al ønskelig tydelighed, at vikingen lever i bedste velgående. Han er overalt omkring os, hærdebred, folkeligt gemytlig, selvsikker og handlekraftig. Han er alt dét, vi gerne ser os selv som, det tryllespejl vi kigger i og retorisk spørger, hvem der (trods alt) er stærkest, smukkest og bedst i verden her? Men vi ser ikke vikingen i dette spejl; vi ser kun et fantombillede, drømme og ønsker.

Virkeligheden er ikke overraskende mere nuanceret end som så. Naturligvis var vikingerne ikke de overmennesker, man ofte ser dem portrætteret som. De var lige så forskellige som folk i dag, og deres storladne eftermæle skyldes især posthume spindoktorer. I samtiden skilte de sig ud fra omverdenen ved deres hedenske tro og ikkekontinentale kultur, og derfor har de været særligt velegnede som idoler for en eftertid med hang til grandiose forbilleder og stor national selvbevidsthed.

Nazismens forkærlighed for vikinger er det mest nedslående eksempel, men bestemt ikke enestående. Også Grundtvig nærede en beundring for de stolte forfædre, der var mere entusiastisk, end den var sandhedssøgende, og han er langtfra den eneste. I virkeligheden var vikingerne ikke de uovervindelige naturens muntre og morderiske sønner, vi med gysende fryd ynder at forestille os. Dagens jubilæum viser, at vikingerne var mindst lige så dødelige som vi, og at de lige så ofte stod i den forkerte ende af en økse som det modsatte.

Og hvad er det så for en forfærdelig massakre, vi bør mindes i dag? Uden for fagkredse er den nok stort set ukendt, vel sagtens druknet i alle de andre lignende hændelser, som verdenshistorien er så sørgeligt rig på. I korte træk var situationen i efteråret 1002 den, at danske flåder gennem århundreder var draget til England med jævne mellemrum, hvor de med skiftende held havde huseret. Til tider havde de stort set behersket hele øriget, til andre tider var de blevet trængt tilbage.

I 875 var den såkaldte danelagen blevet etableret i den nordlige halvdel af landet, der nu rummede et så stort nordisk befolkningselement, at det dominerede hele regionen, der simpelthen regnedes for 'dansk'. En sådan situation vakte selvsagt ikke synderlig begejstring hos de engelske konger. Danskere myldrede så at sige ind over grænsen, hvor de i sjældent bogstavelig forstand huggede englændernes job og piger. Selv om militære sammenstød stadig forekom, var hovedparten af de danske bosættere allerede da godt i gang med i al stilfærdighed at integrere sig i det civile engelske samfund.

Fra det engelske hofs side har man rimeligvis oplevet fastboende og tilfældigt plyndrende danskere som ét fedt, som et skræmmende og massivt angreb på 'engelskheden', og har sikkert følt, at nationen var truet i sin grundvold. Selv om det ikke i påfaldende grad var tilfældet, lignede det set med engelske øjne en militær skæbnetime, og som så ofte i pressede situationer reagerede man med en panikløsning.

I en vis forstand var det naturligvis også rigtigt. England var truet af vikingerne. Men nøgternt betragtet var det hverken den engelske befolkning, kultur eller stat, der var under angreb. Alt tyder på, at kongemagten og adelen var de eneste, der for alvor var truet. Da det siden hen faktisk lykkedes Svend Tveskæg at sætte et dansk dynasti på Englands trone, efterlod det sig forsvindende få spor, og om noget blev erobrernes kultur snarere påvirket af de undertvungne end det modsatte. 'Engelskheden' var ikke på noget tidspunkt i reel fare. Man kan hævde, at vikingerne blot gav den engelske kultur en tiltrængt og nødvendig vitaminindsprøjtning.

Gennem mange år havde England etableret et set med danske øjne fortrinligt system til imødegåelse af danske invasioner. Man havde simpelthen betalt stadig større summer til erobrerne for at forlade landet, den såkaldte danegeld, der havde medført, at engelsk sølv i utrolige mængder havde krydset Nordsøen og bragt kronede dage til Danmark. Danegeld var slet og ret beskyttelsespenge, der blev udbetalt i et omfang, der kunne gøre selv den mest hærdede Chicagogangster blågrøn af misundelse.

Set i bakspejlet var det et endeløst skråplan, der kun kunne ende galt; jo flere penge man udbetalte til danske hære, jo flere nye hære dukkede op i horisonten i forventning om let og sikkert bytte. Problemet måtte med ubønhørlig nødvendighed blive stadig større for hver gang.

Fra engelsk side var man ikke uvidende om dette, men ræsonnerede ganske fornuftigt, at det var bedre at være lidt fattigere og i live end at være principfast og død. Danegeldudbetalingerne var de engelske kongers måde at købe sig tid på, og som sådan fornuftige nok. Fejlen lå ikke i udbetalingerne, men i, at man aldrig udnyttede den tid, man havde købt så dyrt.

Men naturligvis kunne England ikke blive ved med at sende penge ud af landet i al evighed. Selv den velspækkede engelske statskasse havde en bund. I starten af det nye årtusinde var smertegrænsen tilsyneladende nået, og den engelske kong Ethelred var efterhånden så presset, at han greb til radikale løsninger. Efter endnu en portion beskyttelsespenge på angiveligt 24.000 pund sølv iværksatte han en regulær etnisk udrensning. Tanken har formodentlig dels været at minimere den fastboende opbakning til angrebene, dels simpelthen at jage danskerne en forsvarlig skræk i livet. En af de vigtigste samtidige kilder, 'Den 'angelsaksiske krønike', beretter herom under året 1002:

»Dette år beordrede kongen alle danskere i England dræbt på St. Bricius' dag (13. november), fordi det var kommet ham for øre at de planlagde at berøve ham og hans rådgivere livet, og dernæst overtage riget«.

Den lakoniske oplysning forekommer i sig selv ikke epokegørende. Der gøres ikke meget ståhej af det, og kronikøren har end ikke fundet det nødvendigt at berette, hvordan udfaldet af projektet rent faktisk blev. Strengt taget meddeles det ikke engang, at nedslagtningen overhovedet blev gennemført, kun at ordren blev givet. Fra andre kilder ved vi dog, at der fandt ret omfattende myrderier sted, og at det efter alt at dømme har været forholdsvis effektivt.

Naturligvis blev »alle danskere i England« ikke dræbt. Selv vor tid med dens beskæmmende eksempler på industrialiseret massemord har ikke været i stand til bogstaveligt at fremvise 100 procent effektivitet. Men ganske mange danskere må have mistet livet ved denne lejlighed, og efter alt at dømme ikke ligefrem på skånsom vis.

I et bevaret dokument fra årene umiddelbart efter begivenheden stadfæster Ethelred således Oxfordkirken St. Frideswides rettigheder, fordi alle de originale privilegiebreve var gået til, da man stak ild på kirken under massakren for at tage livet af de danskere, der havde søgt tilflugt derinde. Det var altså ikke organiserede, veltilrettelagte henrettelser, der var tale om, men en regulær mordbrand. Vi ved desværre ikke meget om, hvordan massedrabene i øvrigt fandt sted, men det har næppe været mere skånsomt end branden i kirken.

I dokumentet omtaler kongen hele sagen som en »yderst retfærdig udslettelse«. Danskerne havde »bredt sig her i landet som klinte blandt hveden«, en analogi, der vidner om, at man fra engelsk side næsten bogstaveligt har opfattet danskerne som ukrudt, og man kan næsten høre vrisne småborgere hvæse deres »... yngler som rotter!« i baggrunden. Øjensynligt tog man det ikke så nøje med, hvem man ramte. Der synes ikke at have været nogen bevidst sortering blandt ofrene, og jævne mennesker blev uden videre skelen dræbt i flæng med prominente. Blandt de få navngivne ofre var den danske konge Svend Tveskægs søster Gunhild, hendes mand Pallig og deres lille søn.

Man kan diskutere, hvor omfangsrige følgerne af massakren rent faktisk var. Umiddelbart ser den ikke ud til at have haft den helt store direkte effekt, men på længere sigt kan den meget vel have tjent som motivation for Svend Tveskægs totale erobring af England i årene derefter - om ikke andet så som psykologisk drivkraft. Det kan ikke undre, at de overlevende nordboere modtog Svends invasionsflåde med åbne arme i de følgende år. På den måde fik Ethelreds nedslagtninger den stik modsatte effekt af hensigten; forsøget på at forjage de fremmede med vold var med til at bane vejen for deres fuldstændige magtovertagelse og ledte til det angelsaksiske dynastis fald.

Det var selvfølgelig en ringe trøst for de dræbte, men dog et godt eksempel på historiens sylespidse ironi. Englændernes efterfølgende nederlag til danskerne forekommer efter massakren aldeles velfortjent; selv hvis Svend Tveskægs datter og svigersøn faktisk var involveret i aktiviteter, der var skadelige for England - hvilket vi ret beset ikke ved noget om - var deres lille søn i hvert fald lige så lidt en farlig international terrorist som alle de andre småbørn, der må være røget med i købet.

Det eneste kriterium var det etniske tilhørsforhold, og der ligger endnu en lille, ironisk pointe gemt i, at englændernes udrensning af danskere faktisk var et storstilet genetisk selvmordsforsøg; de engelske angelsaksere og de danske vikinger var meget langt hen ad vejen rundet af den samme genmasse.

Det evige spørgsmål til de humanistiske videnskaber - herunder i høj grad historiefaget - er selvfølgelig: Kan det bruges til noget? (hvormed der vistnok ofte menes, kan man tjene penge på det?). Det står naturligvis læseren frit for at forme sine egne meninger, men det kan synes oplagt, at der er en lektie gemt i dagens jubilæum, at vi faktisk kan drage erfaringer af historien, der er anvendelige, også i praksis. Erfaringer, som måske er mere aktuelle, end det ser ud til ved første øjekast. I al almindelighed viser forløbet omkring Ethelreds udrensning, at alle hånde massakrer på civile sjældent er en klog løsning, hverken politisk, militært eller etisk.

Indrømmet, det er naturligvis en banal betragtning, der næppe kommer bag på nogen. Men vi har ikke altid været lige gode til at efterleve den viden.

St. Bricius-massakren var selvfølgelig en fortvivlet panikhandling. En organiseret jagt på mennesker, hvis eneste forbrydelse er deres genetiske arvemasse, er ikke en problemløsning. Det er en desperat reaktion på utålelige forhold. Det siger betydeligt mere om gerningsmændene end om ofrene, er vel i grunden ligefrem nødvendiggjort af gerningsmændenes behov for at foretage sig ét eller andet radikalt, at handle, uagtet at handlingen er både stæreblind og torskedum.

Om ofrene er jøder under nazismen, vikinger i England, civile muslimer under korstogene, amerikanske indianere eller afrikanere med et forkert stammetilhørsforhold (eller hvem der ellers er faldet for tilfældige nedslagtninger gennem tiderne) spiller sådan set ikke den helt store rolle.

Begivenhederne i efteråret 1002 viser imidlertid også, at nytteværdien af at forsvare sig mod internationale terrorister (hvad enten de er søfarende danskere, luftbårne muslimer eller selvbestaltede diktatorer) ved blindt at slå ud efter terroristernes landsmænd i lokalområdet, ikke blot er halsløs gerning og uden nogen som helst positiv effekt - endsige moralsk rimelighed - og at det sågar kan fremme terrorismens sag.

Hvis Ethelred i stedet for bogstaveligt at fare frem med ild og sværd havde plejet relationerne til de danske bosættere, er det sandsynligt, at Svend Tveskægs erobring i de følgende år var forløbet en del mere problemfrit, end den faktisk gjorde, og således tjent Ethelreds interesser langt mere end det ufokuserede og mildt sagt moralsk anløbne voldsorgie. Massakren var et stykke pr-mæssigt gefundenes fressen serveret for Svend Tveskæg på et sølvfad.

Man kan med andre ord sagtens lære af historien. Spørgsmålet er blot, om vi vil; det skader vel ikke at tænke tanken til ende, før vi begynder at smide bomber over udmarvede tredjeverdenslande, fordi vi ikke kan lide deres selvbestaltede ledere. Meget har ændret sig siden vikingetiden, men et menneske er stadigvæk et menneske ganske som dengang, og uskyldige civile er stadig uskyldige civile.