Mæcener i Frederiksstaden - fra Tietgen til Mærsk Mc-Kinney Møller - får det altid svært, når de vil betale tilbage af det, de dygtigt har raget til sig, skriver historiker og forskningsprofessor Ole Lange. Den tragikomiske farce om byggeriet af det store operahus på Dokøen er ikke et nyt og enestående fænomen. Røret og de forskellige aktørers roller i forbindelse med den såkaldte gave fra den velgørende Mærsk Mc-Kinney Møller og den fond, hans far i 1950'erne etablerede til fordel for almenvellet, minder efterhånden om Marx Brothers' berømte film 'Halløj i operaen'. Vi mangler finalen, som dog næppe vil nå filmens komiske kulmination og dens utvetydige happy end. Men ouverturen og de første par akter bringer filmfarcen i hu og appellerer til den humoristiske sans. Men er al den ballade om et operahus nu ikke bare endnu et udtryk for den danske jantelov, der nedgør alt, hvad der rager en smule op over det flade Ama'r? Et forsøg på at reducere en mand, der trods sin anmassende diskrete tilbageholdenhed og forretningsmæssige dygtighed er så udansk, at det næsten gør ondt. Selv om forsøget og kritikken er iklædt æstetisk-arkitektoniske gevandter. Måske, for nogle. Ikke for andre nok så historisk og fagligt arkitektonisk bevidste blandt de eksperter og såkaldte smagsdommere, der er så uglesete - blandt dem dette blads arkitekturmedarbejder. Men det er ikke første gang, fuldendelsen af hofarkitekten Nikolai Eigtveds mere end 250 år gamle og stort anlagte plan for Frederiksstaden i København giver ballade i eftertiden. For planen blev ikke realiseret fuldt og helt i samtiden. Riget fattedes penge - som sædvanlig. Mæcenerne måtte træde til, først samtidens formuende storkøbmænd og højadel i slutningen af 1700-tallet, derefter C.F. Tietgen fra 1870'erne med fuldendelsen af Marmorkirken og nu Mærsk Mc-Kinney Møller med operaen, med rettidig omhu og især dygtig udnyttelse af de skattemæssige fordele for almennyttige, erhvervsdrivende fonde. Af hans gave til nationen på 1,5 milliard kroner betales mere end en tredjedel reelt af skatteyderne ifølge de oplysninger, som regeringen senest har ladet udregne. Hertil skal lægges driftsudgifter i årene fremover og ekstra endnu ikke opgjorte omkostninger til trafikreguleringer omkring adgangen til Dokøen og operamastodonten. Gaven er altså ikke kun fra den fædrelandskærlige hr. Møllers almennyttige fond. Den er skam også fra os alle sammen til os selv. Gennem sin skattetænkning har han uegennyttigt tænkt på, at vi alle er med til at betale gaven til os selv. Og alt besværet med at bestemme, hvordan gaven skal se ud, har han også påtaget sig. En strengt personlig gave - ikke noget gavekort. Ægte dansk solidaritet. Og så er han så diskret med det. Det begyndte ellers så godt dengang i midten af 1700-tallet. År 1749 lod den enevældige kong Frederik V grundstenen nedlægge til det nye vartegn for Frederiksstaden, Marmorkirken - således kaldet, fordi dens ydre skulle beklædes med ægte norsk marmor. Den markerede 300-året for det Oldenborgske kongehus' tronbestigelse. Frederik V var bygherre, men kunne ikke fuldføre det ambitiøse kirkebyggeri. Riget og kongen fattedes penge - allerede fra starten. Til gengæld blev de fire fine rokokkopalæer, der var planlagt omkring den skitserede ottekantede plads (i dag Amalienborg Slotsplads), opført af tidens ledende grever og baroner. Slotspladsen blev centrum for den eksklusive bydels akse Frederiksgade-Amaliegade med Marmorkirken som den ene afslutning og et planlagt haveanlæg ved havnen som den anden afslutning på tværaksen Frederiksgade. Men heller ikke haveanlægget blev etableret - dengang. Udbygningen af Frederiksstaden førtes videre i den florissante handelsperiode fra 1780'erne, da den københavnske storhandel nød fordel af den danske neutralitet under den engelsk-franske konflikt og senere Napoleonskrigene. Den indkaldte franske billedhugger Salys berømte rytterstatue af Frederik V blev dengang betalt af Asiatisk Kompagni, der - ligesom A.P. Møller i dag - tjente store penge på international handel og skibsfart. Danske kongers og regeringers næsten naturlovsbestemte vane med altid at holde på den forkerte hest under stormagtsopgør førte til tabet af flåden, krige med England, statsbankerotten 1813 og politisk-diplomatisk nederlag på Wienerkongressen 1814-15 med afståelsen af Norge. Landet lå i ruiner. Det gjorde Marmorkirken også - uden marmor. Riget fattedes endnu flere penge. Så kom opgangstiden og guldalderen, hvor guldet var den finkulturelle opblomstring, og Treårskrigen 1848-50 med den dyrekøbte sejr over de liberale slesvig-holstenske oprørere. Krigen endte foreløbig med sejr, et efterfølgende naivt dansk politisk-militært overmod og endeligt nederlag 1864 til den østrigsk-preussiske overmagt. Det gav et nationalt traume og »amputerede landet ved hofterne«, som Herman Bang beskrev det. 1864 markerede skiftende regeringers og kongers konsekvente politik at holde med taberne og systematisk at gøre riget mindre. Marmorkirken lå stadig hen som ruin i Frederiksstaden. Men derefter fulgte den virkelige guldalder i Danmark - nu med rigtigt guld, dvs. økonomisk vækst - da den ellers ikke for kloge Christian IX kloge- ligt havde sørget for at holde Danmark ude af den fransk-tyske krig 1870, selv om den folkelige Tivolistemning den sommer og revanchisterne havde fået blod på tanden. Men det var det eneste danske blod, der flød under den krig, bortset fra de tvangsindlagte dansksindede sønderjyder i den tyske hær syd for Kongeågrænsen. Til gengæld blev der arbejdet flittigt og opfindsomt i det lille Danmark med omlægning af landbruget, gradvis industrialisering og udbygning af infrastruktur og servicesektor. C.F. Tietgen (1829-1901) var fra 1860'erne ledende i denne moderniseringsproces, direktør for Privatbanken, stifter af og bestyrelsesformand for en række store danske erhvervsforetagender, der blev dannet som aktieselskaber i denne periode. Det multinationale Store Nord (det første af sin slags i Norden), DFDS, Burmeister og Wain, Det Kjøbenhavnske Bygge-Selskab, De Danske Sukkerfabrikker, Tuborg, De Danske Spritfabrikker, Faxe Kalkbrud og en række andre fremtrædende virksomheder. Dertil fungerede han som finansiel rådgiver for Christian IX og hans familie, når den skulle investere. Tietgen besad udpræget taktisk-politisk sans, havde tætte finansielle forbindelser internationalt, kendte pengenes magt og beherskede i perioder totalt den københavnske fondsbørs. Med andre ord var han tidens dominerende danske erhvervsmand. 'Stormogulen' blev han kaldt på Børsen - omgivet af respekt og frygt. 1874 overtog han kirkeruinen og de omliggende delvis ubebyggede grunde i Frederiksgade fra staten mod løfte om uegennyttigt at fuldføre kirkebyggeriet inden for ti år. Denne handel fik uforudsete følger - ballade og halløj. Oppositionen i Folketinget, dvs. partiet Venstre, mente, at regeringen med prisen på 200.000 kr. for kirkeruinen og de omliggende grunde havde solgt for billigt til Tietgen, og anlagde rigsretssag mod hele tre ansvarlige ministre, blandt dem finansminister A.F. Krieger. Som anklager i en af de første sager ved Rigsretten 1877-78 udpegede Venstre en ung, uprøvet cand.jur. Hans navn var Viggo Hørup. Han tabte ganske vist sagen, men udmærkede sig bl.a. ved en glimrende procedure. Her afslørede han det talent, der senere gjorde ham til så fremragende en oppositionspolitiker, journalist og grundlægger af Politiken i 1884. Tietgen fuldførte ikke kirkebyggeriet inden for de stipulerede ti år. Den internationale økonomiske depression og hans egne fejlslagne aktiemanipulationer førte ham og Privatbanken ud i en økonomisk krise, der kunne have kostet banken livet. Også han fattedes penge. Men han fik udsættelse af regeringen. Med den magtfulde arkitektprofessor og akademidirektør Ferdinand Meldahl blev Marmorkirken fuldført med ti års forsinkelse i 1894 - dog med Faxe-kalksten og marmormalet træ uden anvendelse af det ægte materiale fra Norge. Det var for dyrt. Og til den flotte, store kuppel med beklædning af kobber måtte man foranstalte en landsindsamling af gamle kobberting for at få tilstrækkeligt materiale. Ikke uden grund bragte det konservative satiriske vittighedsblad Punch en tegning af Tietgen ved den ufuldendte kirke på hans daglige spadseretur fra boligen i Kronprinsessegade til Privatbankkontoret i Børsbygningen. Teksten lød: »Der gaar Tietgen jo sin Ruin i Møde«. Så galt gik det ikke, bl.a. fordi Tietgen lod Det Københavnske Byggeselskab med Meldahl som direktør opføre den i dag så eftertragtede randbebyggelse omkring kirken med herskabslejligheder for at skaffe kapital til fuldførelsen. Kun det sydvestlige hjørne mod Store Kongensgade kom ikke med. Ejeren ville ikke sælge. Marmorkirken blev indviet i 1894 ved en gudstjeneste med deltagelse af Christian IX og dronning Louise, der efterfølgende var til frokost hos Tietgen og hans grundtvigianske hustru, Laura, i deres hjem. Tietgen blev udnævnt storkorsridder af Dannebrogsordenen, så han ikke længere skulle sjoske bagefter de højadelige, godsbesiddende dummernikker i rangfølgen ved den årlige nytårskur. Så manglede det blot at fuldføre afslutningen på Frederiksgadeaksen i den anden ende ved havnen med den grimme Larsens Plads, før Eigtveds gamle plan var realiseret. Den kom, men først næsten 90 år senere, da skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller overtog pladsen og med en belgier som arkitekt i 1983 anlagde og bekostede Amaliehaven - populær blandt københavnere og især turister, omdiskuteret blandt fagfolk, til glæde for beboerne på Amalienborg. Det er videreførslen af denne Eigtvedplan og forlængelsen af Frederiksgadeaksen, der nu er under realisering med operamastodonten på Dokøen på den anden side af havneløbet. Den præcise placering er næppe noget tilfælde. Den historisk bevidste Hr. Møller går i Tietgens fodspor som national mæcen til glæde for kongehus og fædreland. I modsætning til Tietgen har hr. Møller ikke haft problemer med at finansiere sit prestigebyggeri. Men han har da også fået lidt hjælp fra alle os andre undervejs. Som nævnt er byggeriet finansieret af den af hr. Møller kontrollerede Fond for Almenvellet. Det er den ene af de to erhvervsdrivende fonde, der i kraft af deres aktiebesiddelse i A.P. Møller-selskaberne har store årlige indtægter. Indtægterne i disse fonde har det aldrig været hensigten at beskatte, skriver han i en meddelelse til sine ansatte i anledning af balladen om operaen. Det er forkert. Det gælder i hvert fald ikke hensigten hos skiftende regeringer i deres søgen efter skatteobjekter. I regeringen Anker Jørgensens sidste år sad der en såkaldt Fondskommission, der siden 1978 havde undersøgt de erhvervsdrivende fondes forhold, deres skattefrihed og dens konsekvenser. Da kommissionens arbejde 1981-82 nærmede sig afslutningen med tanker om at beskatte de 12.000 danske fondes milliardindtægter, men før betænkningen var færdig og offentliggjort, flyttede hr. Møller familiefonden til det skattemilde Liechtenstein pr. 31. december 1981. Det skete gennem hans daværende hofadvokat, landsretssagfører Kristian Mogensen fra advokatfirmaet Hjejle, Gersted og Mogensen. Familiefonden fik nu adresse hos advokat dr. Peter Marxner i hovedstaden Vaduz - og blev skattefri. Hverken Justitsministeriet eller Nationalbanken blev underrettet om den ulovlige flytning før i april-maj 1982. En sådan skatteflugt kunne vække lignende tanker hos andre erhvervsdrivende fonde - med katastrofale konsekvenser for den dengang nødlidende danske betalingsbalance. Derfor gik Nationalbanken skarpt imod. I juli 1982 nåede planen ud i medierne og skabte voldsom debat også mellem partierne i Folketinget. Begge parter bebudede et retsligt opgør ved domstolene. Så trådte regeringen Anker Jørgensen pludselig tilbage i september uden at udskrive valg. Den borgerlige regering Schlüter kom til, og beskatningsplanerne for fonde blev modificeret. Derefter opgav hr. Møller skatteflugten. Det retslige opgør blev afblæst. Almenfonden var dog ikke med i A.P. Møllers fondsflytning i første omgang. En sådan skatteunddragelse ville næppe bidrage til Fondens formål - almenvellet. Hr. Møller er i sin alders energiske 90. år heldigvis stadig en krævende og dygtig herre. Måske endda så dygtig, at han med sin personlige indgriben som bygherre kan få pisket arkitekt, håndværkere, lokalpolitikere og myndigheder til at forcere tempoet og løsningen af operabyggeriets problemer så meget, at indvielsen kan finde sted før tiden, det vil sige allerede om aftenen fredag 16. april 2004. Den dag er det 100 år siden, Dampskibsselskabet Svendborg - starten på Mærsk-imperiet - blev stiftet. Og for resten dronning Margrethes 64-års fødselsdag. Den kgl. åbningsforestilling på mastodonten, der måske kommer til at hedde Margrethe-Operaen, kunne passende være P.A. Heises nationalromantiske opus 'Drot og Ma(e)rsk'. Et mindesmærke om Mærsk-imperiet og hr. Møller - betalt af hr. Møller. Med lidt hjælp fra skattefolket. Hvilken iscenesættelse, hvilken afslutning på balladen - hvilken gave ...