0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Globalisering i gulvhøjde

Danske beklædnings- og tekstilarbejdere har været prøveklude for en ny verdensorden. Prisen har været høj - en branche er næsten forsvundet.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Danske beklædnings- og tekstilarbejdere har været prøveklude for en ny verdensorden. Prisen har været høj - en branche er næsten forsvundet. Kronikøren er forretningsfører for SiD's industrigruppe.

Danmarks nationaldragt? Nej, jeg tænker slet ikke på dyre, danske fodboldhelte i Parken iført rødt og hvidt. Det danskeste af det danske er i virkeligheden blåt, når det gælder tøj.

Nemlig den ægte blå Kansas-kedeldragt, der i årtier har klædt arbejdere og håndværkere på og samtidig har stået for noget af det mest solide og slidstærke danske arbejde.
Men jeg må straks skuffe forbrugere med god, national bevidsthed. Også kedeldragten er blevet multinational. Lommeforet er fra Indonesien, knapperne er lavet i Sverige, sytråden er fra Tyskland, og det er syersker i Litauen, der syr det blå bomuldsstof sammen.

Bomulden blev indtil 2000 spundet på De Danske Bomuldsspinderier i Vejle. Og indtil for kort tid siden blev garnet farvet og vævet til klæde i Grenaa. Nu tilhører både spinderier og dampvæveriet historien.

Konkurrence udefra og nye udenlandske ejeres dispositioner har tilføjet danske beklædnings- og tekstilarbejdspladser endnu et dødeligt hug.

Overskriften for alt det her kender de fleste godt: globalisering. For nogle måske stadig et temmelig vidtløftigt begreb, men vi fra beklædning og tekstil kender det fra gulvhøjde.

Den danske syerske er på det nærmeste en saga blot. Enkelte af racen har fået klistret en ny etiket - 'modelsyerske' - på ryggen. Ellers handler det i dag mest om pakning, kontrol og lagerarbejde, når lastbilerne fra Litauen, Ukraine, Polen - og skibene fra Kina - tørner ind.

Som fagligt aktiv skydes man ofte i skoene, at fagforeningerne bare hytter eget skind - og medlemmernes job. Vi er ikke modstandere af udflytning. Men tillader os at kræve, at det sker under ordentlige forhold. At arbejdsgiverne i deres evige jagen efter størst mulig profit ikke bare sender 'sorteper' - dårlige arbejdsforhold og usle lønninger - videre til kolleger ude i verden.

Selvfølgelig græder vi, når sidste symaskine er pakket på flyttelæsset. Selvfølgelig gør det ondt, når arbejdsløshed er eneste fremtidsudsigt. Det må vel kaldes menneskeligt. Men vi græder også lidt for os alle sammen. Nemlig på samfundets vegne.

Vi kan vel ikke leve af at klippe håret af hinanden eller sende e-mail i evigt kredsløb. Og er perspektiverne i det her ikke, at industrilandet Danmarks dage er ved at være talte?

Beklædning og tekstil har nemlig - det siger også eksperterne - været pioner i den udvikling, der kommer til at tegne verden i fremtiden: globaliseringen. Og vi kender allerede konturerne af vore efterfølgere.

Møbler kan lige så godt - og i hvert fald billigere - samles et sted i Østeuropa. Og læste vi ikke forleden om en stor bladkoncern, der vil have lavet deres annoncer i Bangladesh?

Alt efter temperament er globaliseringen et mangehovedet uhyre - eller symbol på uhyrligt mange muligheder for pengemanden. Fri handel lyder naturligvis forjættende. Fri handel skaber vækst og gør kagen større, men der er ingen garanti for, hvem der får stykker af den kage.

Mig bekendt fylder lærebøger om danske syerskers skæbne ikke mange hyldemillimeter på vore biblioteker. Men hvis ingen anden vil, må man jo selv. Så bogen 'Ret eller vrang for verdens syersker', der netop har set dagens lys, er bekostet af Specialarbejderforbundet og Mellemfolkeligt Samvirke. Organisationer, der fra hver sin synsvinkel, men af fælles interesse gerne vil fortælle andre, hvad det egentlig er, der sker omkring os.

Skulle vore politikere komme til at læse, vil de kun blive klogere. Uden at sige for meget vil jeg påstå, at tendensen er en temmelig enøjet skelen til eksportværdier: at dansk eksport af tekstiler og tøj mere end fordobledes i tiåret 1990 til 2000. Nemlig fra 9,7 milliarder til 21,6 milliarder kroner.

Det er selvfølgelig både vigtigt og imponerende. Og det er da nok heller ikke helt forkert, når det bliver sagt, at var fabrikkerne ikke flyttet, så var mange af dem lukket helt ned i Danmark. Men, der er nogle mellemregninger, der ikke bare kan skubbes ind under gulvtæppet.

For det første er titusindvis af beklædnings- og tekstilarbejdere blevet skubbet ud i kulden. Ufaglært har på det nærmeste været betragtet som uden rettigheder. Selv små fratrædelsesgodtgørelser - der kunne varme om ikke andet så hjertet - er næsten på mirakelplan, når fagforeningen forhandler diverse udflytninger på plads.

For det andet er der et uddannelsesmæssigt efterslæb, som (i parentes bemærket) den nuværende regering gør alt for at gøre større.

Efteruddannelse, videreuddannelse, opkvalificering er blevet næsten magiske ord for det danske samfunds fremtid. Og her kan man til en forskel ikke lære noget af beklædning og tekstil.

Kun hvordan man i hvert fald ikke skal opføre sig. De gode eksempler på 'produktudvikling' af medarbejderstaben leder jeg stadig efter i vores branche. Det er ikke bare dumt, det er en meget arrogant holdning over for de generationer, for hvem skolegang begrænsede sig til 7. klasse.

Man kom ud at arbejde som 17-18-årig, og så indfangedes man af pengenes magt. Typisk blev man der også på arbejdspladsen. Måske afbrudt af nogle år derhjemme, mens børnene voksede op. Derefter tilbage til fabriksarbejdet, symaskinen og akkorden.

For at have gennemlevet den udvikling, behøver man ikke være oldtussegammel. Man kan sagtens være 48, 50 eller deromkring. Men så er man jo også havnet i kategorien 'grå guld', hvilket absolut ikke gør markedsværdien større. Uanset hvad arbejdsgiverne nu ynder at sige.

Forleden kunne man tilmed læse om en undersøgelse, der blev omtalt med store bogstaver. 'Mangel på arbejdskraft truer eksport'. Man skal høre meget, før ørerne falder af. Jeg tror, en opringning til SiD-afdelingerne i Herning og Ikast kunne hjælpe de stakkels arbejdsgivere godt på vej med det problem.

Man kan altså på mange måder lære af den 'danske model', hvad angår beklædnings- og tekstilbranchen. Men et stort tema i føromtalte bog er naturligvis også forholdene for vore kolleger derude.

Vi har sejret ad helvede til. Mistet 50.000 arbejdspladser på 50 år.

Vinderen så i nogle år ud til at være eksempelvis Polen. Her måtte parkeringspladsen omkring børnetøjsfabrikken hele tiden udvides. For med den danske fabrik kom ny velstand: kørekort og bil til den fattige polske arbejder - trods i vore øjne langtfra fyrstelig løn.

Nu må også Polen se i øjnene, at sejren måske slet ikke er så vundet, som den ser ud til. Danske virksomheder har allerede rettet både kikkerter og køretøjer mod Ukraine, Hviderusland og Kaliningrad. Polen er blevet for dyr!
I dag sender virksomhederne også gladelig pressemeddelelser til vores fagblad om, at de nu er ved at etablere sig i Kina. For ikke længe siden var det ikke noget, man ligefrem gik og reklamerede højt med.

Frihandelstoget kører. Planmæssigt og med stadig færre forhindringer undervejs. Eksperternes løsen er, at fagbevægelsen kun klarer sig ved også at blive multinational. Indgå i et grænseløst samarbejde til gavn for både os selv og de kolleger ude i verden, der har noget mere at kæmpe for end os.

'Sommerfuglefabrikkerne' er det alt for smukke navn til de virksomheder, der slår sig ned for en kort stund. Suger både arbejdskraft og samfund til sidste blodsdråbe. Over en nat forsvinder de til nye græsgange, der også bliver efterladt som gold ørken.

Og der er vi så inde i en ny problematik i de mange lag, 'vores' historie befinder sig i. I de gode gamle dage kendte vi de firmaer, der lavede vores tøj. Jakkesættet var fra Falbe-Hansen i Randers, underbukserne fra JBS og politifolkenes Ecco-sko fra Bredebro.

Vi arbejdede selv - eller kendte nogen - der arbejdede på 'fabrikken'. Direktøren sad i bestyrelsen for idrætsforeningen, ja tit også i byrådet. Der var en nærhed, som også gav ansvar i forhold til lokalsamfundet og til staten.

Det ansvar ser den nye tids 'flagre-fabrikker' stort på. Statsapparatet, fagbevægelsen og pressen er sjældent klædt på til at holde øje med ret meget, og virksomhederne kan slippe af sted med stort set hvad som helst.

Skattefrihed, miljøsvineri, elendige arbejdsforhold og masser af ledige hænder er gode 'tilbud', hvis du som fattigt land vil have en industri til at slå sig ned.

Virksomheder med høj moral står svagt i denne verdensorden. Hvordan skal de konkurrere med firmaer, der får lov at producere deres varer uden for al anstændighed.

»Det er ikke bare en trist udgave af frihandel. Det er også en misforstået udgave«, siger lektor i økonomi og tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke, Christian Friis Bach, i bogen om Jordens syersker.

»Vi kan reagere på to måder: Vi kan forsøge at sætte globaliseringen i stå og igen barrikadere os mod toldmure. Det er ikke blot urealistisk, men også uønskeligt. I stedet bør vi sige ja til frihandel, men en reguleret frihandel, hvor vi arbejder for, at et vist sæt af minimumsregler kommer til at gælde for alle dem, der vil nyde godt af frihandelen«.

I og for sig er der ikke noget nyt i disse ord. Talrige referater fra den tid, hvor Dansk Beklædnings- og Textilarbejderforbund eksisterede, nævner behovet for såkaldte sociale klausuler. Forbud mod børne- og slavearbejde, ret til organisering - de såkaldte ILO-konventioner. Den slags er bare ikke 'sexet' nok til hverken politikere, medier eller andre meningsdannere. Portugal var ét af de første lande, dansk syarbejde blev flyttet til.

Dørene åbnedes for alvor med Portugals EU-medlemskab i 1986. Men efterhånden som EU's miljøregler og andre standarder slog igennem i landet, kunne Portugal ikke udkonkurrere de andre lande ved hjælp af ringere miljø- og arbejdsvilkår. Det kostede arbejdspladser, som et kommende EU-medlemskab sikkert også vil ramme Polen. Gevinsten er højere standard, men prisen er tusindvis af tabte arbejdspladser.

Vi kommer altså ikke uden om en samling globale minimumsregler. Men fra vores eget internationale samarbejde i Tekstilinternationalen ved jeg udmærket godt, at det ikke er yndlingskost for ulandene, selv om netop de burde kunne se fordelene.

De lande ved da godt, at de kan komme til at miste de kostbart tilkæmpede arbejdspladser. Og der er jo millionvis af arbejdere at slide på. Uden omkostninger.

I et land som Nicaragua, hvor SiD i en del år har haft sit mellemamerikanske kontor, kæmper vi for kollegerne i de store frihandelszoner.

Men udenfor - i stegheden midt i et gadekryds - møder vi også gadehandleren, hvis største drøm er at få arbejde i Zona Franca'en - frizonen. Forjættende frihed i stedet for at tigge forbipasserende om at købe et af de små stykker kylling, der ligger og steger på den lille havegrill ved lygtepælen.

Over for hende virker argumenter som tvunget overarbejde, chikane, støv- og støjproblemer, umenneskelige overordnede ikke særligt stærkt. Alt er bedre end gaderne i hovedstaden Managua.

Mit budskab med denne Kronik gælder alle. Forbrugerne bør interessere sig mere for det tøj, de køber. Ikke bare som i øjeblikket, hvor dansk tekstilhandel med Burma er aktuel. Det er helt fint, at Føtex reagerer med at tage varerne væk fra hylden, men i virkeligheden burde den slags reaktioner gælde masser af andre lande.

Måske er staten ikke ligefrem et militærdiktatur som Burma, men ledelsen på mange af arbejdspladserne i de billige produktionslande kan sagtens gøre diktatorerne kunsten efter.

Hvis det er svært at se, hvor tøjet er fra, og det er det som regel, så efterspørg i det mindste en ordentlig mærkning. Såkaldte etiske kodekser - som blandt andre Hennes & Mauritz har indført - er et skridt på vejen, selv om vi stadig mangler ordentlig kontrol af, om de fine ord holder i byretten og ude hos underleverandørerne.

Helt kontant kan vi også som forbrugere af pensionskasser begynde at interessere os for etisk rigtige investeringer.

Vi selv skal som fagbevægelse søge endnu mere udad. Søge indflydelse internationalt. Ligesom vi her i den hjemlige andegård via overenskomsterne må sørge for, at arbejdsgiverne har et ansvar for at kvalificere vore medlemmer til et andet arbejde, hvis det går galt.

Samfundet bør også spæde i kassen for at bringe de allerfattigste lande op på en højere standard. Men også det har den nuværende regering jo en anden mening om. I det store perspektiv bør man også via verdensomspændende organer som eksempelvis frihandelsorganisationen WTO kæmpe mod, at store koncerner bare kan skalte og valte med hensyn til at betale skat, der jo er en vigtig kilde for alverdens stater.

Vi bevæger os i dag næsten problemfrit over mange landes grænser. Men vi har også en pligt til som globale danskere at tænke over, om der er grænser for, hvad vi vil stå model til. Vi må finde arbejdstøjet frem, hvis globaliseringen ikke skal overhale os indenom.

Der er i dag under 9.000 aktive beklædnings- og tekstilarbejdere tilbage i Danmark. Lær af syerskerne og bliv klog!