Ja: det danske forsvar er forældet. Indrømmelsen kommer her fra en kaptajn i Jægerkorpset, der også foreslår en ny vej: SpecialOperationsStyrker. 11. september 2001 efterlod de vestlige landes forsvar uforberedte og usikre på, hvordan denne 'nye' såkaldte asymmetriske trussel skal håndteres. Den asymmetriske trussel kendetegnes ved, at en fjende undgår en militær konfrontation, fordi han på det område er indlysende underlegen. I stedet vil han udnytte vore svagheder og angribe os med midler og metoder, som vort traditionelle militær er uegnet til at forsvare os imod. En bilbombe eller et fly, der flyves ind i en bygning, er åbenlyst asymmetriske midler - vi kan jo ikke svare igen på samme måde. Atomare, biologiske og kemiske våben er militært set symmetriske våben, da Vesten har kapaciteten til at svare igen. Men en fjende, som har andre sociale, kulturelle eller religiøse værdibegreber, kan anvende sådanne våben asymmetrisk. F.eks. hvis de uden for en militær sammenhæng bruges mod f.eks. civilbefolkningen eller nationale symboler. At denne trussel kom som en overraskelse, skyldes primært, at militæret - som så ofte før i historien - havde brugt 1990'erne til at forberede sig på den forrige krig! De militære styrker var så uforberedte på den asymmetriske trussel, fordi man uden videre havde overført koldkrigens begrebsapparat til de nye udfordringer. Man havde gennem 90'erne søgt at fastholde den kendte struktur efter samme visionsløse metodik, som førte til den statiske fæstningslinje, Maginotlinjen, hvormed Frankrig forberedte sig på en gentagelse af Første Verdenskrig - og ikke på den Anden. Nu har USA sat Europa på en prøve ved at forlange den såkaldte NATO Response Force (NRF) opstillet. Jeg ser i de allerede fremsatte forslag om mulige danske bidrag, at man har tænkt sig at byde lidt af hvert, bl.a. den Danske Internationale Brigade (DIB), som det primære bidrag, formentligt i håb om at legitimere en fastholdelse af forsvarets kendte struktur. Kort sagt, man vil fortsætte med at bygge Maginotlinjer ... Dette kan føre til, at USA opgiver NATO! Danmark bør i stedet tilbyde ét integreret bidrag med specialoperationsstyrker. Det vil gøre en forskel i den igangværende langvarige krig mod terror, og det kan give os anerkendelse og indflydelse langt ud over, hvad vores størrelse - og symmetriske kapaciteter - berettiger til. Og det kan medvirke til at redde NATO. Umiddelbart efter Murens fald udgav den såkaldte Rådgivnings- og Analysegruppe (RAG) to særdeles visionære rapporter om de udfordringer, bl.a. asymmetriske trusler, som de militære styrker stod overfor. Desværre var RAG's konklusioner så visionære, at de ikke tåltes af det reaktionære begrebskompleks, som styrede forsvarets udvikling. RAG blev nedlagt og rapporterne kasseret. Efter elimineringen af RAG blev forsvarets udvikling præget af konflikten i det tidligere Jugoslavien. Krigene på Balkan var faktisk de europæiske beslutningstageres første møde med en asymmetrisk trussel, og de lærte ikke af den. Stillet over for en aktør, som anvendte asymmetriske midler, som f.eks. gidseltagninger, ulovlige angreb på FN-styrker og etnisk udrensning, anså de vestlige beslutningstagere indsættelse af symmetrisk militær kapacitet som eneste mulighed. Hvilket ville have været så kostbart, at ingen ville betale prisen, fordi vores eksistens ikke var truet. Man kan selvfølgelig argumentere for, at FN-styrkernes svage bevæbning og FN's uhensigtsmæssige beslutningsproces var årsagen til fiaskoen. Men en vigtig lære af krigene i det tidligere Jugoslavien er, at netop eksponeringen af traditionelle symmetriske styrker giver en asymmetrisk kæmpende modpart mulighed for at ramme os asymmetrisk og dermed fratage os vores handlefrihed. Det er interessant, at Politiken i en leder tidligt i konflikten, faktisk demonstrerede en forståelse for at bruge asymmetrisk militær magt. Lederen plæderede for, at Vesten skulle gennemføre én nats massiv bombning af strategiske mål og forlange parterne til forhandlingsbordet. Hvis de nægtede, skulle man gentage bombardementet - altså angribe modparten asymmetrisk. Forslaget blev modtaget med himmelvendte øjne. Men metoden virkede faktisk, da USA bombede serberne i 1994 og dermed tvang dem til politiske forhandlinger. Under indtryk af denne konflikt og - trods alt - med en vis forståelse for behovet for ændringer, udvikledes NATO's såkaldte reaktionsstyrker, hvilket på ingen måde var militær nytænkning. Den symmetriske tænkning fortsatte uændret; trusler skal imødegås med styrker på jorden. Under begreber som f.eks. 'Counterconcentration' fortsatte man med at forberede sig på den manøvrekrig, som tyskerne udviklede før Anden Verdenskrig. Herhjemme analyserede en gruppe af primært militære beslutningstagere i 1991 kravene til fremtidens militære styrker, hvilket resulterede i den Danske Internationale Brigade (DIB). På baggrund af de revolutionært ændrede sikkerhedspolitiske forudsætninger foreslog man i ramme alvor at tage en brigade fra koldkrigsarsenalet og gøre den til Danmarks primære fremtidige militære kapacitet. Det symmetriske rationale bag DIB'en har aldrig været diskuteret. Uden nævneværdige kritiske indvendinger har man investeret enorme summer i at bevæbne DIB'en med de tunge våben, som hæren efterspurgte - men ikke fik - under den kolde krig. Dog har DIB'en haft én afgørende effekt: Den har været det 'trygge' redskab, som har lettet beslutningstagernes erkendelsesproces; militær magtanvendelse er en reel politisk valgmulighed. Rent militærfagligt har vi altså brugt 90'erne til at forberede os til den sidste krig, hvilket er en klassisk militær dyd. Vi råder nu over danmarkshistoriens stærkeste - og tungeste - brigade, som man nu vil indsætte over hele verden. Spørgsmålet er blot, om et DIB-bidrag giver politisk 'Value for Money', når nu fremtidens asymmetriske trussel er den egentlige årsag til oprettelsen af NATO Response Force? Det er et abstrakt paradoks, at Vestens, og især USA's, militære overlegenhed har medført den største magtasymmetri i historien. Og samtidigt, efterlader denne militære overmagt os nærmest forsvarsløse over for en fjende, som angriber os asymmetrisk, f.eks. gennem terror. Bekæmpelsen af den asymmetriske trussel må derfor ses i et langt bredere perspektiv end gennem den såkaldt hårde sikkerhedspolitiks. Årsagerne til denne trussel kan kun elimineres gennem den bløde sikkerhedspolitiks diplomatiske og økonomiske virkemidler. På trods heraf kan militære midler ikke undværes. Men det er et ubetinget krav, at de militære styrker gøres egnede til indsættelse i asymmetriske konflikter. Kernepunktet i en modparts brug af asymmetriske midler er jo netop, at han ikke vil - eller kan - overvinde os symmetrisk. En asymmetrisk kæmpende fjende vælger ikke tid og sted for næste angreb. Han vil udnytte vore 'svagheder' maksimalt, f.eks. vore moralske, etiske eller juridiske principper. Han vil altid søge at skjule sig selv og sine 'våben', enten blandt os, hos sympatiserende stater eller i svage og ustabile stater. Derfor er evnen til stedfæstelse og identifikation af fjenden og hans virkemidler afgørende for vores evne til at bekæmpe den asymmetriske trussel. Herudover skal vi besidde evnen til at bekæmpe fjenden under iagttagelse af vores værdibegreber. Altså skal vi have kapacitet til at ramme fjenden asymmetrisk og fratage ham sine virkemidler. Med præcisionsvåben kan vi neutralisere punktmål med minimale utilsigtede følgeskader, og fjenden vil ikke kunne forsvare sig imod dem, fordi vi ikke går i 'infight' med ham. Herudover skal vi have kapacitet til at udføre sådanne operationer globalt uden en langvarig og kostbar styrkeopbygning, som jo i sig selv kan være optrappende, destabiliserende eller i øvrigt politisk uacceptabel. Hvis forsvarets udvikling fortsætter som hidtil; hvis vi fortsat kun udruster konventionelle enheder med alverdens ildkraft og våbensystemer, bliver vi mere og mere forsvarsløse. Den massive ødelæggelseskraft kan jo stort set kun anvendes til at ødelægge militære mål. Derfor er dette middel ubrugeligt, når modstanderen kæmper asymmetrisk og ikke eksponerer militære mål for vore symmetriske styrker. Hvis man skal kunne bekæmpe en asymmetrisk kæmpende fjende, må man også selv besidde evnen til at kæmpe asymmetrisk. Der eksisterer ikke længere nogen militær trussel mod Danmark. Det strategiske varsel er op mod 20 år. Vi har ikke længere behov for at besidde en militær kapacitet til territorialforsvar med det hidtidige formål: At få andre til at komme og sikre vores eksistens. I stedet bør vi udvikle styrker, som er egnede til brug mod den asymmetriske trussel, så forsvaret kan støtte vores sikkerhedspolitiske mål. Som småstat vil vores sikkerhedspolitiske mål være, at international orden og stabilitet opretholdes. De asymmetriske kræfter stræber efter international uorden og ustabilitet. USA har sat Europa på en prøve og forlangt NATO Response Force (NRF) oprettet, for at NATO skal kunne udgøre et effektivt modsvar på den asymmetriske trussel. Hvis NRF ikke løfter denne opgave er der stor risiko for, at NATO bryder sammen. En unipolær verden med et historisk stærkt USA, som går enegang, vil for alvor sætte den, for Danmark så vigtige, internationale retsorden i fare. Det er således et afgørende sikkerhedspolitisk mål for Danmark at fastholde USA i NATO for herved at kunne yde indflydelse på USA. Det opnår vi kun, hvis NRF bliver en succes! For USA har bekæmpelse af den asymmetriske trussel - især terror - højeste prioritet. Derfor vil Danmark støtte NATO's overlevelse, og opnå maksimal indflydelse, ved at bidrage med styrker, som er egnede til bekæmpelse af denne trussel. Derfor bør det være forsvarets opgave at bidrage til NRF med kapaciteter, som USA efterspørger - som virkelig kan gøre en forskel - og det er ikke konventionel symmetrisk kapacitet. Jeg foreslår helt konkret, at Danmarks primære bidrag til NRF bliver en værnsfælles specialoperationsstyrke. Internationalt set regner man specialoperationsstyrker (SOS) for særligt egnede til bekæmpelse af den nye trussel, fordi de * besidder evnen til at stedfæste, identificere og neutralisere strategiske mål med minimal risiko for utilsigtede tab, * er yderst fleksible * kan indsættes globalt med kort varsel i alle klimazoner og terrænformer, * er i et meget højt beredskab * stiller kun små logistiske krav og er dermed meget billige at deployere og * de kan anvendes uden de risici og omkostninger, som en stor troppeopbygning medfører. Netop fordi det er mennesker og grupper af mennesker, der præger den asymmetriske trussel, er det nødvendigt at bruge mennesker, altså SOS, til at foretage den endelige identifikation af en konflikts strategiske kernepunkt, hvilket kan være terroristtræningslejre, gemmesteder for terrorister, masseødelæggelsesvåben og så videre. Vore hidtidige rene teknologibaserede systemer spillede jo fallit 11. september og de vil fortsat kunne vildledes. Dette betyder ikke, at SOS er lavteknologiske styrker. Tværtimod, SOS anvender yderst avanceret teknologi til at understøtte de menneskelige sanser og bedømmelsesprocesser. De mest sofistikerede teknologiske systemer, f.eks. satellitovervågning, radioaflytning støtter SOS' indsættelse og omvendt. For at komme uobserveret ind i og ud af en modparts operationsområde er der integreret et bredt spekter af specialudrustede fly og helikoptere i SOS. Forsvaret må høre op med den snæversynede værnsrivalisering. Danmarks specialoperationskapacitet skal ses i et langt bredere perspektiv end blot søværnets frømandskorps og hærens jægerkorps. Flyvevåbnet bør oprette SOS og integrere fly og helikoptere i et samarbejdet dansk SOS-bidrag. I stedet for f.eks. at lade vores minimale transportkapacitet forsvinde i mængden vil det være langt mere kost-effektivt at bruge nogle af vore nye C-130J og EH 101-helikoptere til specialoperationer. Dér vil de for alvor gøre en forskel. Det er værd at notere, at Danmark i frømands- og jægerkorpsene råder over SOS på et kvalitetsniveau, som selv store nationer har meget få af. SOS af den kvalitet, som Danmark råder over, er internationalt set en yderst sparsom ressource, så derfor er Danmarks kvantitative niveau absolut ikke ubetydeligt. Og en yderligere udvidelse er ikke umulig. Vi bør derfor bidrage til NRF med en værnfælles 'task force', som rummer bidrag fra alle værn. Den skal selvfølgelig sammensættes efter omstændighederne, men kernen bør bestå af C130-fly, EH 101-helikoptere, et maritimt ben, Frømandskorpset og et landmilitært ben, Jægerkorpset. Afhængigt af omstændighederne kunne søværnets kommende oceangående skibe fungere som platform for denne styrke. Ubåde er også et glimrende element i specialoperationer. Herudover kan der indgå en lang række andre 'værktøjer' i denne task force. Det kan f.eks. være specialuddannede ingeniørsoldater, førerløse fotofly, lette opklaringsenheder, elektroniske krigsførelsesenheder, tolke, jurister osv. Man kunne med fordel uddanne et luftbårent infanterikompagni, som kunne indsættes i sikrings- og blokeringsopgaver. En sådan enhed vil selvstændigt kunne løse strategisk afgørende opgaver overalt på jorden - uden at USA nødvendigvis skal støtte os med transportkapacitet. Vi har faktisk kapaciteten, hvis vi opgiver dogmerne og tænker visionært. Kun gennem et bidrag, som vil blive yderst værdsat af USA, vil Danmark få politisk 'Value for Money'. Forsvarets nye opgave er at redde NATO, vinde international indflydelse og ikke at fastholde forældede strukturer.