0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Spindoktoren ud af venteværelset

I morgen er der forespørgselsdebat i Folketinget om regeringens 'særlige rådgivere'. Men spindoktorerne er kommet for at blive i dansk politik, og hvis de er til fare for noget, er det ikke demokratiet.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I morgen er der forespørgselsdebat i Folketinget om regeringens 'særlige rådgivere'. Men spindoktorerne er kommet for at blive i dansk politik, og hvis de er til fare for noget, er det ikke demokratiet, mener lektoren i politisk journalistik ved Danmarks Journalisthøjskole, selv tidligere spindoktor.

Det var dagen før valgdagen, journalisten ringede, og det var pokkers ubelejligt.

Kandidatens unge pressechef og spindoktor blev præsenteret for historien om, at hans chef havde et barn uden for ægteskabet, og at avisen ville bringe artiklen næste dag. På valgdagen!

»Jeg siger ikke, vi kan gøre noget for dig. Men hvis du undlader at trykke den historie, vil der fremover være en række meget magtfulde mennesker, som vil vide, at du gjorde det rigtige. Vi vinder i morgen, uanset hvad du gør«, lød essensen af de gode råd, som den særlige rådgiver gav journalisten.

Artiklen blev ikke trykt, men samtalen med en hviskende pressechef blev foreviget i den senere prisbelønnede dokumentarfilm 'The war room' om maskineriet bag en årelang præsidentkampagne i USA. Her fik offentligheden et sjældent indblik i, hvordan politikere, pressechefer og journalister fletter fingre og skæbner, hvordan der - nogle gange med stort held - manipuleres, og hvordan en mediedagsorden sættes. Ofte på tværs af indhold og proportioner.

Det var i 1992. Pressechefen hed George Stephanopoulos, kandidaten Bill Clinton. De vandt stort, og måden at drive politisk virksomhed på blev efterfølgende mytologiseret og forsøgt efterlignet - bl.a. af Storbritanniens Tony Blair og senere i betydelig mere beskeden målestok af Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen.

Der er på alle måder lang vej fra Clintons nyskabende kampagne i 1992 til en forespørgselsdebat i det danske Folketing en januardag i år 2003. Men begrebet har især i det seneste år fyldt meget i dansk politik og har sågar fået sit eget teaterstykke opkaldt efter sig.

Nørrebro Teater genopfører i næste måned publikumssuccesen 'Spindoktor' med en alt andet end vennesæl Flemming Jensen, der som den moderne sorte ridder styrer sin politiker med idealerne som første offer.

Baggrunden for udviklingen er en voksende erkendelse af, at mediernes krav til politiske beslutningstagere i dag er langt, langt større end for blot 10-15 år siden. Med masser af tv-kanaler, nyheder døgnet rundt, 120 journalister på Christiansborg, underholdningsprogrammer med kendte mennesker i ét væk, analyser, meningsmålinger, forskningsrapporter, prøveballoner, internet, dusinvis af radiostationer etc. er det i dag aldeles umuligt at bevare blot den mindste illusion om, at man både kan drive politik og overskue det politiske mediebillede samtidig. Det ændres time for time. Hele dagen og hver dag. Hvor en toppolitiker for 10-15 år siden blot fik en håndfuld henvendelser om dagen fra medierne, er tallet i dag mange, mange gange større. Mediebilledets kompleksitet er tilsvarende større.

Danske regeringer i særdeleshed og danske politikere i almindelighed har i et rystende omfang i årtier undervurderet behovet for at gennemtænke, hvordan man fortæller om sin politik. Det har givet plads for tilfældige ministre, tilfældige oppositionspolitikere og tilfældige journalister. Det offentlige rum, der skal fyldes, er det samme. Og måske er det ikke til skade for demokratiet, hvis politikken og journalistikken bliver mindre tilfældig end i dag.

Politikerne har et legitimt ønske om at kontrollere så meget som muligt af den politiske debat, men en del af diskussionen herhjemme kører på, om regeringens spindoktorer, de såkaldte særlige rådgivere, blokerer debatten og skader demokratiet ved at stille sig imellem politikere og offentlighed. Om politiske visioner bliver til designerpolitik i et spil, hvor modige politikere gøres til hjælpeløse marionetter.

Oppositionen er bekymret, som enhver god opposition bør være. Regeringen afviser, som enhver god regering skal gøre.

Ordet spindoktor kan spores tilbage til en leder i New York Times i 1984 i forbindelse med en tv-debat i præsidentvalgkampen mellem Ronald Reagan og demokraten Walter Mondale. Lederen beskrev, hvad der ville ske i presserummet umiddelbart efter debatten: »Et dusin mænd i flotte jakkesæt og kvinder i silkekjoler vil cirkulere frit rundt blandt journalisterne, mens de kommer med skråsikre meninger. De vil ikke blot være almindelige ansatte fra partiernes pressetjenester, som prøver at sælge en pressemeddelelse. De vil være spindoktorerne, kandidaternes højtplacerede rådgivere«.

Et efterfølgende forsøg på at definere ordet 'spin' i Safire's New Political Dictionary taler om »den bevidste nuancering af opfattelsen af nyheder i et forsøg på at kontrollere den politiske reaktion«.

Det er ikke noget tilfælde, at spindoktorer i lande som USA og Storbritannien havde og stadig har langt bedre muligheder for at kontrollere den politiske reaktion end i for eksempel Danmark. Det er der to grunde til.

For det første skal en spindoktor være leverings-dygtig i politiske beslutninger og fortolkninger af dem. Jo større eksklusivitet des større mulighed for 'bevidst nuancering' og dermed »kontrol af den politiske reaktion«.

I lande som USA og Storbritannien har et enkelt parti altid regeringsmagten alene. Det gør regeringens spindoktorer mere interessante, fordi der ofte ikke er andre steder at søge brændstoffet i den politiske journalistik: de politiske beslutninger. I Danmark, derimod, er der med de mange forhandlinger og forlig på kryds og tværs næsten altid en håndfuld politikere fra andre partier, der har mulighed for og interesse i at lække papirer og oplysninger.

Den anden årsag til, at spindoktorer har lettere ved at operere i lande som USA og Storbritannien er, at det for journalisterne er svært rent fysisk at komme i nærheden af de mest magtfulde politikere. Igen giver det spindoktoren eksklusivitet, at beslutningstagerne sidder beskyttet af sikkerhedsvagter bag muren til Det Hvide Hus eller på den anden side af lågerne til Downing Street. I Danmark, derimod, kan politiske journalister næsten altid få fat på en minister eller anden toppolitiker. Hvis ikke på kontoret eller på Christiansborgs gange, hvor de selv har kontorer, så efter arbejdstid i Irma, hjemme på privaten eller i sommerhuset.

Det rum, en spindoktor ideelt skal have for at operere, findes ganske enkelt kun i begrænset omfang i Danmark, i forhold til de lande vi sammenligner os med i denne debat. Det betyder ikke, at det er umuligt at arbejde som spindoktor i den politiske verden i Danmark. Men det betyder, at det er sværere og mulighederne mere begrænsede end i så mange andre lande.

Der er derfor op gennem 1990'erne meget få eksempler på effektive spindoktorer i dansk politik. Den første og måske også på godt og ondt hidtil bedste var den konservative leder Hans Engells pressechef fra 1994-1997, Erik Skov Petersen. Han startede allerede sine gerninger som nær medarbejder for arbejds- og senere finansminister Henning Dyremose i slutningen af 1980'erne og starten af 1990'erne.

Men især som pressechef for Hans Engell var han tæt på beslutningerne - endda ofte en del af dem - og fik eller tiltvang sig det nødvendige manøvrerum og evnede at bruge det. Han var derfor leveringsdygtig og kunne om nogen nuancere opfattelsen af nyheder og dermed ofte kontrollere den politiske reaktion. Undertegnede var for en stund Erik Skov Petersens efterfølger og måtte som så mange andre konstatere, at den politiske debat og dermed den politiske reaktion heldigvis sjældent lader sig kontrollere i Danmark.

Da Anders Fogh Rasmussen som nyvalgt venstreformand hyrede den indtil nu mest eksponerede politiske rådgiver, Henrik Qvortrup, overgik medier og enkelte kommentatorer sig selv i beskrivelser af, hvordan Anders Fogh Rasmussen fik lagt ord og strategi i munden af Qvortrup. Hans efterfølger, Michael Kristiansen, ophøjes i dag til samme status. De to har uden tvivl haft pæn indflydelse på Anders Fogh Rasmussens dagligdag - ellers kom de næppe så tæt på og fik den løn, de får.

Men det er en uhørt underkendelse af Anders Fogh Rasmussens egne strategiske evner og politiske dømmekraft at tro, at det er andre end chefen selv og hans nærmeste fortrolige, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, der ubetinget bestemmer.

Ud over indflydelse og løn har en del af spindoktordebatten herhjemme koncentreret sig om et eventuelt magtmisbrug forklædt som en del af statsadministrationen. Kravene til spindoktorernes opførsel skærpes naturligt, når de gøres til en del af regeringsapparatet og kommer på høj, skatteyderbetalt løn.

Brug af de særlige rådgivere i ministerierne tog fart op gennem 1990'erne af de forskellige regeringer under Nyrup Rasmussen. Og ansættelserne bar præg af, at det var nyt land. Nogle var politiske venner, nogle ansat som embedsmænd, nogle som rådgivere, nogle som journalister.

I erkendelse af den stigende professionalisering på alle niveauer i samfundet og i erkendelse af de ujævne erfaringer på området blev reglerne for 'særlige rådgivere' i ministerierne så indført i 1998 ved alle nyansættelser. Det blev bl.a. besluttet, at den særlige rådgiver kommer og går med ministeren, er underlagt de samme regler som embedsmænd og ikke har bemyndigelse til at bestemme over andre embedsmænd.

Det var de regler, der blev gældende for alle, da Anders Fogh Rasmussen ved sin tiltræden som statsminister sagde til sine ministre, at de måtte »få én hver«. I forhold til andre lande var det ikke imponerende, men i forhold til dansk tradition var det et systematiseret kvantespring.

Opmærksomheden har været voldsom fra både medier og opposition efter det første år. Nogle stykker af de særlige rådgivere har jokket i spinaten, men dog ikke så eftertrykkeligt som Jo Moore, spindoktor for den britiske transportminister. Hun benyttede lejligheden 11. september 2001, imens tvillingetårne i New York styrtede sammen, til at rundsende en e-mail til kolleger og andre relevante personer. Hun ville lige gøre opmærksom på, at dagen var velegnet »til at begrave dårlige nyheder«.

Hun overlevede offentliggørelsen af denne e-mail, men da hun lavede samme nummer under dronningemoderens begravelse i fjor, var bægeret fyldt, og ud røg hun.

Der er endnu ikke røget nogen af de danske ministres særlige rådgivere.

Vi har bl.a. oplevet en pressechef for fødevareministeren uopfordret miskreditere en kilde over for en B.T.-journalist. Vi har bl.a. oplevet integrationsministerens pressechef indirekte true en person mod at stille op til et interview i Danmarks Radio. Vi har bl.a. oplevet finansministerens pressechef i et par døgn erklære, at chefens påståede overtrædelse af bopælspligten for landmænd var 'landsbysladder' og intet havde på sig.

Sager, der har resulteret i præciseringer, indskærpelse af regler og tildeling af næse, spørgsmål til statsministeren og nu en forespørgselsdebat.

Og vi har også oplevet et forløb omkring den seneste finanslov, som vil få konsekvenser i fremtiden. Historisk set har der i mange år været en aftale mellem journalisterne på Christiansborg om, at man har finanslovsforslaget til gennemlæsning nogle dage før offentliggørelsen.

I 2002 blev denne aftale brudt af en række medier. Det skete efter en sommer med en hidtil uhørt systematisk udlevering af positive finanslovshistorier til udvalgte medier. Småhistorier, der tilsammen nærmest gav indtryk af, at finansloven udelukkende bestod af milde og generøse gaver.

Princippet er set før, men det var systematikken og omfanget, der tog overhånd denne gang. Da så en enkelt avis pludselig kunne offentliggøre finanslovsforslagets hovedtal, blev aftalen mellem regering og journalister revet i stykker. 2002 var formentlig sidste år, hvor samarbejdet om flere dages gennemlæsning af finanslovsforslaget i fred og ro kunne lade sig gøre. Og, skal det siges, godt det samme. Den slags lokumsaftaler mellem de indviede er den fri debat sjældent tjent med.

Spindoktorerne kan overspille deres kort. Det er sket i Storbritannien, hvor de omkring 100 særlige rådgivere i regeringen nu er ved at give politikere og offentlighed kvalme. Det kan blive for smart og for designet.

Afstanden mellem det, der siges og det, der gøres, kan blive for stor.

Det skete i Danmark i forbindelse med den seneste finanslov. Den finanslov, man forsøgte at 'sælge' som ungdommens finanslov for derefter at uddele gavechecks og billige cerutter til pensionisterne.

Forløbet afslørede, hvor tynd en line den politiske kommunikation balancerer på. Et par hundrede millioner til pensionisterne var - sagligt eller ej - en dråbe i et statsbudget på over 400 milliarder kroner. Men når det kan blive opfattelsen, at de får en masse - så bliver det virkelighed. Så forvandles ungdommens finanslov til pensionisternes gavebod, uanset at begge påstande er lige forkerte. Og så er det dårligt spin. Så er forsøget på at kontrollere den politiske reaktion mislykket.

Og det er der mange eksempler på under den nye regering, selv om der bestemt også er eksempler på det modsatte.

I en delrapport i forbindelse med magtudredningsarbejdet konkluderedes det for et par år siden, at magten i Danmark fordeles på mange mennesker og i mange kulturer. Magten er ikke centraliseret, og det er opinionsdannelsen heller ikke. Mange kan en gang imellem kontrollere den offentlige politiske debat og dermed den politiske reaktion. Nogle gør det ofte. Få gør det meget.

Med lidt god vilje er der fem-ti spindoktorer i den nuværende regering.

Det er muligt, de er til fare for noget, men demokratiet er det ikke.

Samlet set er den politiske kommunikation blevet mere professionel i de seneste år. Det var sådan set også på tide. Amatørerne har så rigeligt haft tid til at boltre sig. Så:

Spindoktorerne har i det politiske system og den politiske kultur i Danmark svært ved at få samme magt og indflydelse, som der er set eksempler på i andre lande. Spindoktorerne er kommet for at blive. Og der kommer flere af dem. Politikerne - også dem i opposition - har brug for kvalificeret hjælp i et stadigt, større og mere oprørt mediehav.

Spindoktorerne skal holdes i kort snor af politikerne, og en skærpet indsats fra den politiske journalistik er nødvendig. En indsats, som det ikke burde være noget problem at levere.