Hvorfor formørkede nordkoreanerne den sydkoreanske 'solskinspolitik' ved at afsløre atomvåben? Og hvordan bør Europa forholde sig til den nordkoreanske koldkrigsretorik? Professor ved Nordisk Institut for Asienstudier giver sit bud. Nordkorea truer omverdenen med bål og brand, faktisk helt bogstaveligt. Skal der nu også være krig i Østasien? Politikens Herbert Pundik skriver i sin søndagsklumme i begyndelsen af januar under overskriften Europa bør gribe ind over for Nordkorea, at »ikke Irak, men Nordkorea er i dag den værste trussel mod verdensfreden«. Årsagen til, at Nordkorea nu igen dukker op på scenen i den sædvanlige skurkerolle, er, at den amerikanske udsending James Kelly for nogen tid siden kunne fortælle, at nordkoreanerne, stik imod alle aftaler, hemmeligt fortsatte deres atomvåbenprogram. Oplysningerne sendte chokbølger ud over regionen, ikke mindst sydkoreanerne havde grund til at være både skræmte og skuffede. Nu havde Sydkorea, med nobelprismodtageren Kim Dae Jung i spidsen, gennemført en omfattende og meget dyr indsats for at hjælpe det krise- og hungerramte Nordkorea op af moradset, og så fortsatte landets ledelse i al hemmelighed med at kanalisere ressourcer til udvikling og produktion af masseødelæggelsesvåben! Mage til utaknemmelighed og kynisme skal man lede længe efter - ikke så underligt, at ideen om et ondskabens rige opstår. Vi ved jo godt, at det er vanskeligt at holde hovedet koldt og hjertet varmt i bedømmelsen af det, der sker i international politik. Også at det er vanskeligt at forholde sig til alternative forklaringer, når man nu har én, som giver mening. Der er nu alligevel al mulig grund til at forholde sig skeptisk til de informationer, som umiddelbart tilbydes, før man tager stilling i en sag, som i sidste instans drejer sig om at bevare fred og undgå krig og den deraf følgende ufattelige humanitære katastrofe. Så lad os derfor vende bunken én gang til og se, hvad der kan komme frem. Kim Dae Jung, Sydkoreas afgående præsident, var i hele efterkrigstiden førende oppositionspolitiker og af de daværende myndigheder betragtet som en farlig revolutionær med mulige relationer til det kommunistiske Nordkorea. Da borgerne i byen Kwangju syd i landet, hvor Kim har sin regionale base, i 1980 gennemførte omfattende demonstrationer mod militærregimet (et regime, som nød USA's støtte, fordi det var stærkt antikommunistisk), gik det galt. Militæret rykkede ind i byen med flere hundrede døde demonstranter til følge. Kim Dae Jung blev gjort ansvarlig for 'oprøret' og dødsdømt. Han slap dog med livet i behold, ikke mindst takket være amerikansk intervention i sagen. Hvilket vel viser, at de enkle, sort-hvide ven-fjende-modeller har en meget begrænset forklaringsværdi. Men opfattelsen af Kim som en potentiel samfundsundergraver med et blødt punkt i forhold til nordkoreanerne hang ved. I 1997, da samme Kim stod sig overraskende godt i valgkampen over for det daværende regeringspartis Lee Hoi Chang, var gode råd derfor dyre. Man valgte at spille det nordkoreanske kort: Hvilket var den chokerende melding, at der var nordkoreanske troppebevægelser inde i det demilitariserede område, som udgør demarkationslinjen mellem Syd og Nord. Militærkøretøjer og bevæbnede soldater i fuld kampuniform var blevet observeret. Dette udløste fuldt militært alarmberedskab i Syd og avisoverskrifter i megastørrelse. Dette skete kort før præsidentvalget, hvor den ene kandidat (Kim) talte om at bryde med koldkrigsretorikken, at genopbygge tilliden og at udvikle konkrete samarbejdsprojekter med nordkoreanerne for på længere sigt at genforene det delte land. Den anden kandidat (Lee) talte om, at man måtte gå meget forsigtigt frem over for de farlige, uberegnelige - og kommunistiske - nordkoreanere. Hvilket nu altså viste sig at være mere end berettiget. Herefter så valgets udfald ud til at være givet, hvorfor det kom som en kolossal overraskelse, at Kim Dae Jung alligevel vandt. Efterspillet, som vist aldrig tidligere har været omtalt i pressen, forklarer, hvad der skete og hvorfor. De nordkoreanske soldater og militære køretøjer var bestilt og betalt til en kort optræden i ingenmandsland mellem Nord- og Sydkorea. Opdragsgiveren var et meget højtstående medlem af den sydkoreanske efterretningstjeneste, og 'showet' blev afregnet i cool cash, US dollar. Sagen blev optrævlet og bagmanden fængslet, men inden der blev nogen egentlig sag, døde han for egen hånd. Hvem der på den nordlige side var ansvarlig for at iscenesætte optrinet er stadig ukendt. Det turde være klart, hvorfor kræfter i Sydkorea på det givne tidspunkt var interesserede i at puste til den nordkoreanske trussel. Hvorfor nordkoreanerne spillede med i det fordækte spil, kan man derimod kun gisne om, og mit eget gæt er noget i retning af 50 millioner US-dollar. Men så kommer det helt store spørgsmål: Hvorfor virkede plottet ikke? Hvordan kunne en påstået 'Nordkorea-sympatisør' som Kim vinde, trods alt? Efter mere end 20 års studier af koreansk politik er mit bedste bud, at flertallet af vælgerne simpelthen ikke troede på regeringen, ikke troede på de store overskrifter i pressen og var trætte af den evindelige propaganda, der fremstillede deres nordlige brødre og søstre som komplette idioter og blodtørstige uhyrer. Et flertal turde tro på Kim Dae Jung og dermed på, at et brud med fortiden var muligt og ville være bedre end at fortsætte konfrontationspolitikken. Meget har også vist sig muligt. I de forløbne fem år er spændingen mellem de to Korea'er dæmpet betragteligt. Topmødet i den nordkoreanske hovedstad Pyongyang i 2000 var ét af højdepunkterne, hvor Kim Dae Jung og Kim Jong Il (Nordkoreas leder) talte sammen i en god atmosfære. Hvor disse lederes topfolk ligeledes kunne udveksle synspunkter og lære hinanden at kende på en helt ny måde, uafhængigt af farvede efterretningsmeddelelser. Der har været et utal af møder på lavere plan efter topmødet, og man har bragt familiemedlemmer sammen, som har levet adskilt og uden nogen form for kontakt siden landets deling. Der har været sportsbegivenheder med fælles hold, til og med har sydkoreanske tilskuere dannet heppekor til fordel for nordkoreanske idrætsudøvere (noget der ville have medført frihedsstraf under tidligere regimer). I skolebøgerne beskrives ikke længere rædsler om fjenden i nord og deres kollaboratører i syd. I tv kan man se billeder fra det tidligere fjendeland, hvor natur og kultur trods et halvt hundrede års skrækpropaganda virker så velkendt og smuk, at man får lyst til et besøg, om end kun som turist. Og endelig, der udvikles samarbejdsprojekter, hvor større og mindre sydkoreanske virksomheder etablerer sig i Nord. Antallet af sådanne projekter er vokset til ca. 500 i denne femårs-periode, og helt konkret genetableres nu vej- og jernbaneforbindelserne mellem Syd og Nord, en vigtig forberedelse til en normalisering af forholdet mellem landets to halvdele. Det er rigtigt, at drivkraften og initiativerne er kommet fra Syd. Det er umiddelbart skuffende, at Kim Jong II ikke har genbesøgt Kim Dae Jung i Seoul. Styret i Nord er heller ikke synligt optaget af at gennemføre reformer, bortset fra at den kinesiske model ser ud til at have imponeret i Pyongyang, og heri ligger der et vist håb. Nordkorea styres dog fortsat af folk med et solidt fodfæste i en tid, som ikke længere er. De er internationalt isolerede, delvis selvforskyldt, men har behov for en massiv bistand og for at få etableret normale internationale relationer hurtigst muligt. Hvorfor så genoptagelsen af et atomvåbenprogram, hvorfor denne koldkrigsretorik over for USA? Er det ikke noget nær det dummeste, de kunne slå ind på lige nu? Men hvad var det egentlig, de gjorde? Den bedst kendte version er, at de indrømmede, at de havde gang i et hemmeligt atomvåbenprogram. Det oplyste de til den amerikanske udsending James Kelly, og således er det refereret videre gennem pressen til os. Hvorfor de indrømmede? Jo, beviserne var åbenbart uigendrivelige. Trængt op i en krog, stillet over for klare og tydelige billeder fra en spionsatellit som bevismateriale så de ingen anden udvej end at indrømme deres brøde. Og det sendte chokbølger ud over regionen, og ja, hele verden, men altså ikke mindst i Sydkorea, som stod over for et præsidentvalg. Og her var situationen den, at de to kandidater igen, som i 1997, især var uenige om Nordkorea. Lee, som også sidste gang advarede om ikke at være for blød over for nordkoreanerne, stod over for Roh, som ville fortsætte Kim Dae Jungs 'solskinspolitik'. Roh udtrykte endda, mere end Kim nogensinde har gjort, at Sydkoreas politik skulle besluttes i Sydkorea. Han har til og med for nyligt haft den 'frækhed' at undersøge, om det sydkoreanske militær ville kunne udfylde det vakuum, som opstår, hvis USA trækker sine 37.000 soldater hjem. Den nordkoreanske indrømmelse af det hemmelige atomvåbenprogram kom belejligt, lige før valget i Sydkorea. Og avisoverskrifterne var også denne gang gigantiske. Mørke skyer trak op foran det solskin, som de seneste fem år har skinnet fra Syd mod Nord. Og så gik Roh alligevel hen og vandt valget! Mon de sydkoreanske vælgere spiller hasard med sikkerheden? Eller, er der en anden version af denne historie også? Nogle observatører har antydet, at det er der. De hævder, at det, nordkoreanerne faktisk sagde, var, at hvis de skønnede det nødvendigt, så ville de ikke afvise, at de kunne genoptage det skrottede atomvåbenprogram. Indrømmelsen (enten det nu drejer sig om et hypotetisk program eller et faktisk eksisterende) havde den effekt, at leveringen af 500.000 tons olie til Nordkorea blev indstillet. Leveringen af denne olie var prisen for, at Nordkorea accepterede at lukke atomkraftværker, der producerede beriget uran som biprodukt. Uden olien hævder Nordkorea sig tvunget af simpel energimangel til at genstarte de lukkede værker, hvilket dog af omverdenen er blevet opfattet som beviset på deres slette hensigter. Over for denne anden version af historien er der mange, som spørger: Hvorfor skulle amerikanerne være interesserede i at fremprovokere denne spænding på den koreanske halvø? De har jo mere end rigeligt med at forberede krigen mod Irak. Og som Pundik - og med ham mange fremstående observatører - understreger, så er det politiske center i Washington ikke i stand til at tackle mere end én alvorlig krise ad gangen. Men hvis nu formålet var at bistå en ven i Seoul med at vinde et vigtigt valg, vigtigt for ham og dem, han repræsenterer, og vigtig for USA, giver forløbet så alligevel ikke mening? Og dermed bliver det også klart og forståeligt, at Bush meget hurtigt signalerede, at denne krise ville kunne klares gennem de eksisterende diplomatiske kanaler. Og så endelig tilbage til udgangspunktet bør Europa gribe ind i forhold til Nordkorea? Pundik antyder, at vi europæere holder mest af at opholde os på tilskuerpladserne, i sikker forventning om at amerikanerne klarer ærterne. Selvfølgelig er det rigtigt, at der ikke findes én stemme i Europa, der kan skrige »Send in the Marines!«. Og mon ikke det er godt nok sådan? Men at vi befinder os på tilskuerpladserne i denne sag er langtfra rigtigt. Ved det tredje møde i ASEM, et forum for dialog mellem europæiske og asiatiske ledere, som foregik i Seoul for to år siden, bakkede alle op om Kim Dae Jungs 'solskinspolitik'. Under det svenske EU-formandskab rejste statsminister Göran Persson med et meget stort følge, herunder med Javier Solana og Chris Patten (EU's 'udenrigsministre'), til Pyongyang og derefter til Seoul for positivt at blande Europa ind i den igangværende udvikling. Indblandingen bestod grundlæggende i at støtte den sydkoreanske strategi. Og under det fjerde ASEM-møde i København i september sidste år fik denne politiske linje endnu en gang stærk opbakning. På trods af Nordkoreas gentagne tilbagefald til voldsom koldkrigsretorik og diverse umiddelbart uforståelige udspil (som dog indimellem kan forklares), så bevæger udviklingen sig langsomt i rigtig retning. Det er ufrugtbart at se relationerne mellem Nordkorea og omverdenen i et sort-hvidt, fjende-ven- perspektiv. Det er for alle i Korea et kolossalt projekt at bevæge sig fra en på- grænsen-af-total-krig-situation hen imod normalitet. De allerseneste verbale udfald fra regimet i Pyongyang viser, at de åbenbart finder det nemt at kommunikere med høgene i USA's administration. Hvis man justerer for forskelle i tradition og kultur, er de to regimer vel nogenlunde på niveau her. Dette spil fører dog ingen vegne for et lille land som Nordkorea, og det skal nok tolkes som et ekko fra den gamle garde. Det er derfor væsenligt at mærke sig, at det blødere diplomati også hele tiden har været aktiveret. Nordkoreanerne, som egentlig aldrig har været andet end isolerede, har nu brug for tid og hjælp til at komme ud af kokonen. Til at orientere sig og finde sin plads i den nye internationale situation. Sydkoreanerne har i fem år vist, at de er parate til at yde denne hjælp, og mon ikke der i løbet af de næste fem år (som er Rohs embedsperiode) vil ske en yderligere optøning af relationerne til gavn for alle koreanere og fortsat fred i regionen. Derfor må man også kunne tillade sig at sige hjerteligt tillykke til Pyongyang med udfaldet af valget i Seoul. Det var sandelig ikke deres fortjeneste, tvært- imod virkede det, som om de deltog i et skjult spil (for ussel mammon?) for at hjælpe den anden kandidat, hvilket ville betyde et foreløbigt godnat til solskinspolitikken. Sådan gik det ikke. Og lad os så her i Europa fastholde og forstærke opbakningen til Sydkoreas bestræbelser på at løse den aktuelle krise på fredelig vis.