0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Krag og det dårlige selskab

Sidste år diskuteredes det, hvorvidt Jens Otto Krag skrev i det nazistiske tidsskrift Globus. Det gjorde Krag ikke. Han havde nær gjort noget langt værre.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Sidste år diskuteredes det, hvorvidt Jens Otto Krag skrev i det nazistiske tidsskrift Globus. Det gjorde Krag ikke. Han havde nær gjort noget langt værre. Kronikøren har skrevet ph.d.-afhandling om den unge Krag.

Sidste vinter foregik en heftig polemik i Weekendavisen mellem journalisten Ulrik Høy og historikeren Bo Lidegaard, der netop havde udgivet det første bind af sin tobinds Krag-biografi. Emnet var Jens Otto Krags holdninger til samarbejdspolitikken under besættelsen og særlig stridsspørgsmålet, om Krag havde skrevet i det danske nazistiske tidsskrift Globus. Efter nogen diskussion var konklusionen, at det havde han ikke.

Faktisk var det nær endt langt værre, hvad hverken Lidegaard eller Høy vidste.

I 1941 skrev Krag en artikel, han næppe ville have brudt sig om at forsvare senere i sit liv, hvor holdningen til samarbejdspolitikken hos de fleste danskere blev langt mere negativ, end den havde været under besættelsen. Formentlig på grund af storpolitiske begivenheder blev artiklen dog aldrig publiceret, hvilket Krag kun kunne prise sig lykkelig over, da den var tiltænkt det særdeles nazistisk-ideologiske 'Berlin-Rom-Tokio'. Monatsschrift für die Vertiefung der kulturellen Beziehungen der Völker des Weltpolitischen Dreiecks, der, som titlen antyder, skulle fremme de tre aksemagters indbyrdes sammenhold.

Flere af de redaktionelle medarbejdere var medlemmer af SS og præsenterede sig som sådan i tidsskriftets kolofon. På ingen måde et godt selskab at blive set i.

Historien, der skal fortælles i det følgende, vil hos nogle give anledning til moralsk fordømmelse af såvel Krag som samarbejdspolitikkens hele væsen. Mere interessant er det dog at se den som et skoleeksempel på, hvordan centraladministration og den politiserende embedsmand fungerede og agerede under besættelsen.

Tirsdag 29. april 1941 om morgenen. Direktør Erik Lindgren sidder tilbagelænet ved sit empireskrivebord i sit kontor i Direktoratet for Vareforsyning og læser sig igennem morgenposten. Der er meget at gå igennem, meget at overveje, meget at beslutte. For krigen har gjort ham og direktoratet til særdeles væsentlige aktører. Rationering, forbrug, import- og eksportregulering, råvaretildeling til virksomheder osv. forvaltes og styres fra direktoratets kontorer. Endvidere udarbejder direktoratet langsigtede økonomiske prognoser for alle tænkelige situationer: en kort krig, en lang krig - en tysk sejr, en engelsk sejr. Alt sammen for at bringe forvaltningen godt og vel på omgangshøjde med de storpolitiske begivenheder og for at give politikerne et grundlag at træffe beslutninger på.

Til varetagelsen af disse opgaver er Lindgren godt hjulpet af en hær på knap 100 cand.polit.er, hvoraf mange er unge, dynamiske og ofte temmelig venstresnoede rent politisk. I egen selvopfattelse hører de til den bedst begavede del af dansk centraladministration. 10-15 år senere er flere af dem ministre eller departementschefer.

Blandt en række af denne morgens breve fra danske vareproducenter og - distributører ligger også breve fra forskellige dele af centraladministrationen. Udenrigsministeriet og Handelsministeriet er stærkt repræsenteret i brevbunken.

Et af brevene fra Handelsministeriet påkalder sig særlig opmærksomhed, da det ikke har relation til den daglige forvaltning af krigsøkonomien.

Brevet oser derimod langt væk af storpolitik. En ekspeditionssekretær forespørger direktør Lindgren, om Varedirektoratet i løbet af et par dage kan levere en artikel til tidsskriftet 'Berlin-Rom-Tokio' om »Den danske Industrieksport«. Ekspeditionssekretæren forestiller sig noget, der kan fremme danske importinteresser i det tyske storrum.

Har direktoratet en medarbejder med gode skriftlige formidlingsevner og særligt kendskab til dansk industri? En medarbejder, der også har kendskab til perspektiverne - såvel de positive som de negative - i de tyske storrumsplaner og i et økonomisk samarbejde mellem Danmark og Tyskland? Lindgren sidder og overvejer spørgsmålene. Men ikke særlig længe. Svaret er givet.

Opgaven havnede straks på Varedirektoratets 1. sekretær Jens Otto Krags skrivebord.

Allerede i 1941 havde den da 27-årige cand.polit. en lang karriere bag sig som freelancejournalist i den socialdemokratiske arbejderbevægelses fagblade. Her havde han vist særdeles gode evner for at gøre svært tilgængelige økonomiske problemstillinger forståelige for den almindelige arbejder. Siden sin studietid havde han arbejdet intensivt med spørgsmål vedrørende den danske industris struktur og udvikling.

Allerede kort efter ansættelsen i Varedirektoratet i 1940 var han blevet en del af Lindgrens udvalgte team af økonomer, som stod for de fagligt set meget udfordrende analyser og prognoser for dansk økonomi under krigen.

Mens Varedirektoratet fortrinsvis så sin opgave i at analysere den politisk- økonomiske udvikling og på den baggrund give indstillinger til det politiske system, var der personer i den danske centraladministration, som arbejdede anderledes aktivistisk med henblik på at fremme dansk-tysk samarbejde.

Embedsmænd i Udenrigsministeriet og i Statsministeriet søgte målbevidst at give Danmark en fordelagtig plads i det tyskdominerede Europa, de så udvikle sig. Ved aktivt og imødekommende at søge økonomisk samarbejde håbede de på, at Tyskland ville tilstå Danmark så megen good-will, at man kunne bevare en så høj grad af politisk suverænitet som muligt.

Det var opfattelsen blandt disse embedsmænd og deres politiske chefer, udenrigsminister Erik Scavenius og statsminister Stauning, at Tyskland ville reservere pladsen som storrummets industrielle og teknologiske lokomotiv til sig selv. Derfor så de Danmarks fremtid som producent af landbrugsprodukter til storrummet. Tilpasningsofferet måtte altså være at slække på ambitionen om at gøre Danmark til en moderne industrination. Denne politiske strategi havde Stauning givet det blå stempel i sin berømte tale i Studenterforeningen i marts 1941.

De aktivistisk indstillede embedsmænd og deres chefer var dog bevidste om, at mange danskere ikke var indstillet på en sådan aktiv tilpasningskurs.

De kunne derfor ønske sig, at man fik fremtrædende kulturpersonligheder og intellektuelle til at levere artikler til pressen og foredrag i radioen, som kunne »faa det danske Folk til at tænke 'europæisk'« - underforstået at propagandere for en aktivistisk tilpasning til de tyske storrumsplaner.

Som loyal embedsmand påtog Krag sig opgaven med at skrive artiklen om '»dansk industrieksport' til det tyske tidsskrift. Og 1. sekretæren var mand for at løse den på kun to dage.

I artiklen leverede Krag et begejstret reklamefremstød for dansk industris muligheder på det europæiske marked (læs: det tyske Großraum). Først i artiklen besang han den danske befolknings høje uddannelsesgrad, idet denne betegnedes som den væsentligste betingelse for, at Danmark havde kunnet levere en produktion af avancerede industrivarer af høj kvalitet. Særlig opmærksomhed blev givet til den danske værftsindustri, herunder den danske dieselmotor - kendt fra »da 'Selandia' gennemførte sin berømte, af hele Verden spændt fulgte Færd over Oceanet«. Om de aktuelle forhold for dansk industri konstaterede Krag, at »Halvdelen af Industrieksporten gaar til Danmarks store sydlige Nabo Tyskland, men ogsaa til de skandinaviske Lande, Italien og Sovjetunionen har mange Industriprodukter fundet Vej. Overhovedet har man med ikke ringe Held søgt at vinde nye Positioner, hvor Krigen har afskaaret de gamle. ( ... ) I det Europa, der vil opstaa efter Krigen, vil dansk Industris tekniske Viden og organisatoriske Kunnen indflette sig som et selvfølgeligt Led. Over for den Efterspørgsel, Europas Genopbygning vil skabe, vil der for dansk Industri næppe bestaa noget Afsætningsproblem - højst et Raastofproblem«.

Med artiklen udviste Krag både evne og vilje til at tilpasse sig centraladministrationens opgaver, som disse blev forstået af visse aktivistisk indstillede embedsmænd.

I de ovenfor citerede passager var der retorisk afsmitning fra de mest begejstrede danske storrumsideologer. Men det er bemærkelsesværdigt, at dagsordenen kun i den overordnede målsætning - samarbejde med Tyskland og storrummet - var identisk med de tanker, Udenrigsministeriet og visse regeringsmedlemmer gjorde sig om aktivistisk tilpasning til Tyskland.

I Krags artikel var midlet ikke en 'agrarisering' af Danmark. Det var derimod det modsatte: industrialisering . Hans artikel lå på det område milevidt fra den tilbagevenden til et tilbagestående bondeland, som Stauning og ligesindede embedsmænd foreslog som Danmarks tilpasningsoffer til storrummet. Tværtimod fremhævede Krag netop Danmarks kvaliteter som avanceret og velorganiseret industriland. Der lå endda dét offensive element i hans argumentation, at der for tilpasningen også forventedes modydelser - nemlig leverancer af råstoffer - så en avanceret industriel produktion kunne finde sted i Danmark.

Modsat Udenrigsministeriets mænd, der ønskede 'at lære danskerne at tænke europæisk', valgte Krag at vende problematikken på hovedet. Han ville 'lære tyskerne at tænke dansk '.

Disse divergenser i forhold til Udenrigsministeriets embedsmænd kan dog ikke siges at have at gøre med nogen ideologisk modvilje mod en tilpasning til et tysk-nazistisk domineret storrumsprojekt. At artiklen er et dansk forsøg på 'at gøre sig lækker' over for tyskerne, kan der i det hele taget ikke være tvivl om. Men Krag så tydeligvis helst, at det blev på egne betingelser - hvor 'egne' her kan forstås som både danske, socialdemokratiske og Krag'ske præferencer.

Læser man citatet ovenfor ekstra tæt, kan man måske ane en gedulgt tvetydighed i teksten, der lod læseren - hvis denne var sådan sindet - fortolke teksten i lyset af en fremtidig britisk sejr. Tvetydigheden var formentlig en lille ventil for forfatterens nagende dårlige samvittighed, og den var så vag, at næppe nogen af datidens læsere - slet ikke blandt det tyske publikum - ville få øje på den.

Artiklen blev - til Krags held - aldrig bragt i 'Berlin-Rom-Tokio'.

Sagen gik ellers sin rette gang, efter at Krag havde afleveret sit opus til Lindgren. Direktøren sendte den færdige artikel til ekspeditionssekretæren i Handelsministeriet, hvor den afventede oversættelse til tysk. Såvel centraladministrationens arkiver som Krags eget - herunder hans dagbog - afslører ikke, hvad der blev artiklens videre skæbne. Den kan være strandet i ministeriet, hvilket dog ikke forekommer sandsynligt, når man nu fra alle sider havde gjort sig så megen umage. Mere sandsynligt er det, at artiklen er strandet i tidsskriftets redaktion. Den storpolitiske udvikling gik stærkt i 1941, og redaktionen kan meget vel have fundet artiklen 'irrelevant' i politisk henseende.

Krags omtale af Sovjetunionen som dansk handelspartner var således ganske kort efter overhalet af den politiske udvikling, da Tyskland i juni 1941 indledte felttoget mod Sovjetunionen. Men dette kunne tidsskriftets redaktionssekretær naturligvis - i bedste Orwell'sk 1984-stil - slette med et enkelt pennestrøg. Mere afgørende var det formentlig, at hele storrumskonceptet efter angrebet på Sovjet blev revurderet af de nazistiske ideologer. Fra tysk perspektiv lå mulighederne nu ikke længere så meget i at samle de nordvesteuropæiske ressourcer. Nej, østpå - der var der Lebensraum! Det gav efterhånden ringe mening at ulejlige tidsskriftets læsere med et så lille land som Danmark.

Krags arbejde med artiklen vidner om, at han var villig til at gøre en del af det beskidte arbejde i en aktivistisk tilpasning til Tyskland.

Det skal dog straks pointeres, at der ikke findes eksempler på, at han i sit journalistiske freelancearbejde i fag- og dagspressen broderede på lignende temaer. Man bør således ikke tolke Krags artikel til det tyske tidsskrift som udtryk for kollaborationistiske tilbøjeligheder. I værste fald er der tale om en karrierebetinget opportunistisk tilpasning til den vej, strømmen i centraladministrationen nu gik. (Her skal man dog være opmærksom på, at netop karrieremæssig opportunisme blandt embedsmænd ofte var forklaringen på, at besatte lande som f.eks. Frankrig, Holland og Belgien kom ud i ideologisk uføre).

Mere venligt stemt kunne man nøjes med at konstatere, at han som loyal embedsmand gjorde, hvad han fik besked på. Og var det begejstring, chefen efterspurgte, så leverede 1. sekretæren begejstring. Færdigt arbejde.

Krag var ikke uvidende om navnet på det tidsskrift, han med sin artikel om dansk industrieksport skrev til. Det er muligt, men ikke sandsynligt, at han var uvidende om tidsskriftets ideologiske karakter.

Somme vil derfor være klar med de moralske fordømmelser.
Mere frugtbart er det dog nok at bruge denne historie som en illustration af samarbejdspolitikkens mekanismer.

Embedsmændene gjorde deres arbejde, som de fik besked på. Og de forsøgte så vidt muligt at pleje flest mulige danske interesser, som disse nu blev defineret af hver enkelt. Med artiklen så Krag således en lejlighed til at modvirke tendensen til at gøre Danmark til et landbrugsdomineret frilandsmuseum i et tysk storrum og i stedet fremme Danmarks interesser som industrination. Prisen herfor var at spille med på storrumsplanerne med det ideologiske snavs på fingrene, det gav. I den grad, der ville blive realiteter af storrumsplanerne, var han som embedsmand under alle omstændigheder tvunget til at forholde sig til dem. Under krigen var dansk økonomi en del af den tyske krigsøkonomi. Det kunne man i 1941 hverken tænke, drømme eller skrive sig ud af.

Det kan man imidlertid helt uden omkostninger gøre i dag. Men det bliver vi dog næppe meget klogere af.