»Man kan håbe på, at redegørelsen fra UVVU kan lyse lidt op i åndsformørkelsen«, skriver professor i nationaløkonomi, dr.polit. Hans Aage fra Roskilde Universitetscenter. Og henviser til Bjørn Lomborg og redeligheden. Både Bjørn Lomborg og hans tro væbner Tøger Seidenfaden har jo charme, og de må også aftvinge sympati med deres altid urbane og tolerante debatform, deres oprigtighed, godmodighed og entusiasme. Ligesom Don Quijote og Sancho Panza drager de frem i deres fantasiverden og bekæmper vindmøller og meget andet uden nogen sinde at miste troen på de høje idealer (eller deres gode humør), når de ramler ind i virkelighedens fortrædeligheder. 13. januar på 105-års dagen for Émile Zolas artikel om Dreyfusaffæren, 'J'ACCUSE', offentliggjorde Tøger Seidenfaden på forsiden af 2. sektion under en tilsvarende kæmpeoverskrift sin 'ANKLAGE' mod Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) for bedømmelsen af Bjørn Lomborgs 'The Skeptical Environmentalist' som »objektivt uredelig«. Altså: Bjørn Lomborg som Alfred Dreyfus, Tøger Seidenfaden som Émile Zola, og UVVU som konspiratorisk forskerkamarilla! Nu er Bjørn Lomborg jo ikke just blevet deporteret til Djævleøen, og UVVU er endda så elskværdig at undskylde Bjørn Lomborgs uredelighed med hans tilsvarende uvidenhed, men han har unægtelig mistet nogle videnskabelige distinktioner eller måske rettere sagt: nogle lånte fjer. Som bidrag til den konkrete identifikation af »gerningsindholdet« ('forbrydelsen'), som Tøger Seidenfaden efterlyser, anføres her fire eksempler på, hvad der efter min opfattelse er uredelighed, spændende fra det helt personspecifikke til det meget globale og generelle - i håb om at afbøde Tøger Seidenfadens skræmmende trussel om at gentage sin ANKLAGE »ved passende lejligheder«. Eksempel 1: Videnskabelig autoritet. Bjørn Lomborg støtter sig i høj grad til den autoritet, som videnskaben, dog først og fremmest de eksakte videnskaber, stadig tillægges i brede kredse, idet han i forordet til sin bog fra 1998 erklærer om sin 'profession', at »grundlæggende er jeg statistiker«. Ifølge den engelske udgave er han »ass. professor of statistics«, og i den amerikanske offentlighed og i Det Hvide Hus går han for at være professor i statistik, hvilket han også tidligere er blevet gjort opmærksom på uden at tage notits af det. Men ingen af delene passer. Bjørn Lomborg har ingen akademisk grad i statistik; han er cand.scient.pol. og ph.d. i statskundskab og var ansat som »lektor i statskundskab med særligt henblik på metode og anvendt edb«. Den rette benævnelse er 'politolog'. En statistiker er cand.stat. med en uddannelse i matematisk statistik, som er præget af høje videnskabelige standarder og stiller store krav til intelligens og flid. Derfor har titlen 'statistiker' en anden signalværdi end titlen 'politolog', hvilket Bjørn Lomborg naturligvis er helt på det rene med. Præcis dette er årsagen til hans uredelighed angående sine akademiske titler. Det er ikke praktisk at kalde sig tømrer uden at have svendebrev. Det er heller ikke praktisk, at Anna Castberg kalder sig kunsthistoriker, selv om hun har beskæftiget sig professionelt med faget i flere år som direktør for Arken. Der bliver næppe nogen passende lejligheder for Tøger Seidenfaden til at gentage, at »ingen påstår jo, at Lomborg ... har løjet om sine grader eller lignende. Eksempel 2: Begrænsede ressourcer. Bjørn Lomborgs omgang med dette begreb kan kun betegnes som uredelig. Hvad vi ved med sikkerhed, er, at de ukendte oliereserver falder i nøjagtig samme takt, som de kendte reserver øges, men ifølge Bjørn Lomborg er der »blevet mere og mere olie tilbage«, idet oliereserverne svarer til et »køleskab«, som bare kan fyldes op »i supermarkedet«, når det er ved at være tomt, for »nye felter bliver opdaget løbende, som der er behov for dem« ('Verdens sande tilstand', s. 113-114). At indbilde sig selv og andre godtroende sjæle den slags destilleret nonsens burde - selv om de måske gerne vil høre det - være forbudt af både politiet og UVVU. Der er ingen tvivl om, at såvel Bjørn Lomborg som Tøger Seidenfaden tror på det. Som mr. Micawber siger: »Something will turn up«, og det kan jo heller ikke udelukkes; for mr. Micawbers vedkommende skete det jo glædeligvis til sidst i Dickens' 'David Copperfield'. Endog matematikken bruges til at forplumre begreberne. Bjørn Lomborg anfører, som sandt er, at selv om man hele tiden bruger af en endelig ressource, er det »teoretisk muligt aldrig at løbe tør« (kursiveringen er fra en af Bjørn Lomborgs første Kroniker i Politiken (19.1.1998), men argumentet genfindes i både den danske udgave af hans bog (s. 135) og den engelske (s. 147)). Uendelig varighed af begrænsede ressourcer kan forekomme paradoksalt på samme måde som Zenons (ca. 490-430 f.Kr.) berømte argument om Achilleus, der ikke kan indhente skildpadden. Når Achilleus er nået frem til det sted, hvor skildpadden startede, vil skildpadden være krøbet et lille stykke videre, og når Achilleus er løbet dette stykke, vil skildpadden igen være krøbet et stykke vej, og så fremdeles. Hvis Achilleus skal indhente skildpadden, skal summen af disse uendelig, mange stykker vej være endelige og det troede Zenon ikke på. Men det er faktisk muligt, hvis vel at mærke de enkelte led i summen aftager hurtigt nok imod nul. Archimedes (287- 212 f.Kr.) kendte den endelige sum af en uendelig kvotientrække, som der her er tale om. Dette matematiske resultat er baggrunden for Bjørn Lomborgs påstand om, at forbruget af en endelig ressource godt kan udstrækkes over uendelig lang tid. Anslås oliereserverne til 44 års forbrug af uændret størrelse, vil de kunne strækkes evigt, hvis forbruget falder med 2,3 procent om året. Hvis effektiviteten i anvendelsen af olie stiger tilsvarende, kan nyttevirkningen holdes uændret. Det kræver, at effektiviteten fordobles på 30 år, og om 100 år skal effektiviteten være omtrent tidoblet. Intet tyder dog på, at forbruget er faldende, eller at effektiviteten vil stige i det uendelige, hvilket sidste tilmed er umuligt også teoretisk set, idet termodynamikkens love sætter en øvre, endelig grænse for energieffektiviteten. Det er uredeligt at hævde, at dette teoretiske argument har nogen som helst praktisk relevans. Eksempel 3: Cost-benefit-analyse af klimaændringer. Bjørn Lomborg kombinerer mistro til klimamodeller med ukritisk anvendelse af økonomiske cost-benefit-beregninger, hvilket er uredeligt. Der hersker en »grundlæggende usikkerhed angående klimaets følsomhed« (oversat fra den engelske udgave, s. 273); »gennem de sidste 25 år er beregningerne af global opvarmning fra kuldioxid ikke blevet bedre«. Det konkluderes, at »de nuværende modeller alvorligt overvurderer opvarmning grundet kuldioxid« (s. 271). Besynderligt nok forsvinder denne usikkerhed totalt, når det gælder beregninger af de optimale investeringer til kontrol af drivhuseffekten: »økonomiske analyser viser klart, at det vil være langt dyrere at nedsætte udslippet af kuldioxid radikalt end at betale, hvad det koster at tilpasse sig til de forøgede temperaturer«, og »hvis man går længere end til en reduktion af udslippet af kuldioxid på 11 procent, vil det påføre verden tab« (s. 318). Tilsyneladende er økonomiske modeller bedre til at analysere global opvarmning end klimamodeller. »Den optimale kuldioxidreduktion« er 4 procent af det nuværende udslip, stigende til 11 procent i 2100, hverken mere eller mindre. Tallene er hentet fra den såkaldte DICE-model (Dynamic Integrated model of Climate and the Economy), en stiliseret model af forskellige økonomiske aspekter af global opvarmning (s. 305-7), som bygger på et væld af vilkårlige antagelser, bl.a. om produktivitetsvækst (1,5 procent og derpå aftagende) og samfundsmæssig diskonteringsrente (3 procent). Bjørn Lomborgs 4 og 11 procent er det optimale i én blandt flere meget hypotetiske situationer, nemlig den særdeles gunstige, hvor det antages fra starten, at klimaskaderne er små, og hvor dette i år 2085 viser sig at være rigtigt. Ifølge Bjørn Lomborg er det store problem ved drivhuseffekten, at vi bruger for mange penge på at dæmme op for den, for i sig selv er den »et begrænset og håndterligt problem« (s. 323). Her kan man virkelig tale om usikkerhed (hvilket Bjørn Lomborg dog undlader), for DICE-modellen er en overbygning på klimamodellerne og gør derudover en lang række antagelser, der hver for sig er meget usikre. En sober gennemgang af DICE-modellen findes i Det Økonomiske Råd: 'Dansk økonomi', efterår 1998 (s. 242-47). Samfundsmæssige cost-benefit-analyser, hvor man forsøger at gøre en række forskellige virkninger op i penge, er ikke blot stærkt følsomme med hensyn til antagelserne, ikke mindst angående diskonteringsrenten, men har desuden et meget svagt og inkonsistent teoretisk grundlag, bl.a. angående diskontering, velfærdsaggregering og substitutionsmuligheder. Hvis klimamodellerne er »computerbaseret eventyrfortælling« (s. 280), så gælder dette i langt, langt højere grad for de økonomiske modeller. I sin anprisning af økonomisk teori, især dens markedsliberalistiske fortolkning, har Bjørn Lomborg ingen kritisk distance til sin egen konvertitbegejstring. Eksempel 4: 'Titanic'-argumentet. Mangelen på dømmekraft gennemsyrer hele bogen og kan ikke udelukkende forklares med, at Bjørn Lomborg er lægmand i forhold til alle de videnskabelige discipliner, han behandler. Bogens helt generelle argument er, 1) at vi hidtil »har oplevet en fantastisk fremgang på alle væsentlige, menneskelige områder« (dansk udgave s. 18, 76, 254), hvilket er rigtigt, og 2) at vi »samlet set ikke har nogen grund til at forvente, at denne fremgang ikke også kan fortsætte« (s. 251), hvilket derimod ikke er godtgjort. Bjørn Lomborg slutter direkte fra 1) til 2) ved simpelt hen at hævde, at »når det går bedre og bedre, ved vi også, at vi er på rette vej« (s. 18). Sådan er det uredeligt at ræsonnere, selv om mange har gjort det før Bjørn Lomborg, bl.a. formentlig passagererne om bord på 'Titanic', i særdeleshed dem på første klasse. Man kan diskutere, om sådanne eksempler på uredelighed bør påtales af et særligt organ som UVVU, eller om man skal sætte sin lid til mere uformel kollegial selvjustits. Det kan jo være udmærket som akademisk øvelse at fremsætte en vild påstand og oplede argumenter, som fører til konklusioner af typen »Ergo, er Morlille en Steen«. Men det er jo ikke så godt, når Morlille begynder at tro på det og føler, at »mine Been begynder alt at blive kolde«, eller når Tøger Seidenfaden i en lobhudlende anmeldelse (22.9.01) mener, at Bjørn Lomborg vil sætte »en ny dagsorden på miljøområdet« og har bevist, at »vi overvurderer miljøproblemernes omfang og alvor«. Det er heller ikke så godt, at den lige så skamrosende anmelder i The Economist (8.9.01) erklærer, at »'The Skeptical Environmentalist' is a triumph« og udtrykker ønske om »More power to him«. Så er der måske et behov for at beskytte Tøger Seidenfaden og det øvrige publikum mod vildledning i lighed med den statslige forbrugerbeskyttelse på andre områder. Men kravet om redelighed har skabt utryghed i samfundsvidenskabelige kredse. En række samfundsvidenskabelige professorer er blevet så forvirrede over, at de nu pludselig skal til at være redelige, at de har sendt et åbent brev til UVVU og udbedt sig belæring om »reglerne for god videnskabelig skik«. De forstår det simpelt hen ikke. Hvis de vidste lidt om cellebiologi, russisk fonetik, forvaltningsret, kildekritik eller styrkelære, ville de nok ikke være så rådvilde. De oplever et kultursammenstød. De mere bløde samfundsvidenskaber som økonomi, politologi og sociologi, er ideologisk belastede, det vil sige, at grænsen mellem saglige og politiske udsagn er svær at drage, og her er man vant til, at der er ret frit slag for både den ene og den anden slags sociale konstruktioner. Bjørn Lomborgs problemer skyldes bl.a., at han uden naturvidenskabelig uddannelse, uden at ane, hvad det er, og uden ringeste respekt for det har vovet sig ind på naturvidenskabelige gebeter, hvor der pludselig er helt anderledes snævre grænser for, hvad der er op og ned eller rigtigt og forkert. En helt tilsvarende situation opstod for nogle år siden, hvor sociologen Laila Launsø skrev en disputats om et medicinsk emne, 'Det alternative behandlingsområde', under tilsidesættelse af hele den lægevidenskabelige metodelære, hvilket forfatteren anså for et fremskridt, fordi »de videnskabelige metoder kunne ikke bruges eller slog ikke til over for ... alternative behandlingsformer« (s. 161). Det lykkedes at finde tre professorer, som ville tildele en doktorgrad for dette, end og i sociologi og i Aalborg. Nu er det ikke sådan, at al samfundsvidenskab er ideologisk, men det er et stort problem og uhyggeligt svært at undgå. Blot et enkelt eksempel: I den meget udbredte og fortræffelige lærebog i økonomi 'Macroeconomics' af N.G. Mankiw anføres som motto for et kapitel om udenrigshandel, at »ingen nationer er nogensinde blevet ruineret af handel«, til trods for at det er indlysende forkert; i det 19. århundrede blev store dele af Indien ruineret af engelsk tekstilindustri, og store dele af Kina blev ruineret efter opiumskrigen. I samme bog er der kapitler om økonomisk vækst med omfattende empirisk dokumentation uden nogen som helst omtale af økologi, miljø, forurening, grønne skatter og ressourcer. Disse begreber findes simpelt hen ikke i stikordsregistret. Med Bjørn Lomborg har dr. Pangloss fået endnu en dobbeltgænger, der er lige så lyslevende som den rigtige - ham i Voltaires 'Candide' fra 1758, der »foredrog metafysiko-theologokosmolo-nigologi. Han godtgjorde med ubestridelige beviser, at der ikke fandtes nogen virkning uden årsag, at denne verden var den bedste af alle mulige verdener«. Han blæser på autoriteterne i Scientific American og kunne ikke drømme om at stikke piben ind og høre efter, når de voksne taler om alvorlige emner. Man kan håbe på, at redegørelsen fra UVVU kan lyse lidt op i åndsformørkelsen. UVVU har gjort, hvad ministeriet har anmodet det om; det er nedsat for længe siden og består ikke af opviglere; ingen kan beklikke dets kompetence eller motiver; UVVU har givet Tøger Seidenfaden, Bjørn Lomborg og alle andre en virkelig passende lejlighed til at tænke sig om.