Hvis regeringen glemmer sit ideologiske felttog mod de almene boliger, har den alle muligheder for at forny og forbedre sektoren. Kronikøren er cand.jur. og har tidligere siddet i direktionen for Foreningen Socialt Boligbyggeri. Inden for det seneste års tid er jeg adskillige gange blev spurgt af venner og bekendte om, hvad regeringens plan med salg af de almene boliger egentlig går ud på. Hvorfor vil man sælge? Hvad sker der med de sociale boligselskaber? Hvad med de mange lejere, der enten ikke kan eller ikke vil købe? Hvad gør man med de dårligst stillede i vores samfund og dem, der kommer i akut bolignød, som meget nemt kan føre til social nød? Der er også dem, der spørger, om det i virkeligheden ikke er en meget god ide, fordi man så kan bruge salgsprovenuet til nye boliger, for der er jo boligmangel, ikke sandt? Forvirringen er betydeligt og mange har vanskeligt ved at få et overblik og hører kun fragmenter af debatten, som også nemt bliver ret teknisk og indforstået. Så der mangler, hvad man kunne kalde en samlet og bredere redegørelse for problemstillingen. Det kan næppe lade sig gøre at give en sådan redegørelse på den begrænsede plads, der er til rådighed i en kronik, men jeg vil gerne give nogle bud på, hvad det drejer sig om, samt et godt råd til regeringen om at se på andre og nok så interessante aspekter i den almene boligsektor. Det almene byggeri, som udgør ca. 20 procent af landets samlede boligforsyning, rummer i alt godt en halv million boliger, som er fordelt over hele landet om end med meget forskellig vægt fra kommune til kommune. Der bor tæt på én million mennesker i de almene boliger. Hvorfor vil regeringen så sælge disse boliger eller rettere tilbyde dem til de nuværende beboere på andels- eller ejerlejlighedsbasis, og til en attraktiv pris set fra købers side? Baggrunden er vel først og fremmest den tankegang, som går ud på, at alle i princippet skal kunne vælge frit og vælge den løsning, der konkret er mest attraktiv. Det skal gælde på boligområdet, som det gælder sygehusene, hjemmeplejen osv. Dernæst er det vel også sådan, at den almene boligbevægelse, som en del af den socialdemokratiske arbejderbevægelse, er noget, som regeringen af ideologiske årsager føler sig kaldet til at bekæmpe. Kan man samtidig påvirke den politiske holdning blandt beboerne ved at gøre dem til ejere frem for lejere, er der nok også vundet nye vælgere til næste valg. Alligevel må det give anledning til undren, at regeringen står så stejlt og ultimativt fast på ideen om salg, ikke mindst når man hører advarende bemærkninger fra stort set alle kommuner, ikke mindst de borgerligt styrede. Der bor også borgerlige vælgere i det almene byggeri, og i øvrigt er såvel boligområderne som selve boligerne meget forskellige i alder, udformning, tradition og organisering. Der er dog et karakteristikum, som gælder dem alle, nemlig reglerne om beboernes kollektive bestemmelsesret. Det hedder beboerdemokrati og betyder, at det er de valgte repræsentanter blandt beboerne, der bestemmer, både i den enkelte ejendom og i boligselskabet som sådan. Men heller ikke her er det nemt at få øje på en entydig og altomfattende ideologi, som knytter sig specifikt til arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet. Det er tværtimod mange forskellige interesser, der er styrende for demokratiets udvikling og praktisering i de enkelte bebyggelser og i de enkelte boligselskaber. Er drivkraften bag regeringens salgstanker dybere ideologisk? Vil man en gang for alle lamme og helst udslette den (socialdemokratiske) bevægelse, der med en sidsteøjebliks aktion i form af en annonce om ejerboliger kontra lejeboliger hindrede Uffe Ellemann i at blive statsminister for fire år siden? Ikke engang regeringsgrundlaget, som indeholdt en forudsætning om salg af almene boliger i områder, hvor koncentrationen er (for) stor, er tilstrækkeligt vidtgående. Nej, det hele skal sættes til salg, sagde finansministeren i januar sidste år, så de stakkels almene beboere kan transformeres fra livegne lejere i et tungt og dogmatisk system til glade ejere eller andelshavere, som herefter vil skue det himmelske lys og blive meget bedre, borgerlige samfundsborgere. Der kan henvises til den store succes, som salget af Københavns Kommunes ejendomme til lejerne var. Det skete for relativt få år siden via Ejendomsselskabet Tor og betød, at op mod 90 procent blev til andelsboliger, hvor de nye ejere har taget anderledes håndfast på vedligeholdelse og opretning af boligerne, herunder sørget for, at de lidt skævere eksistenser, som også boede i ejendommene, gradvis er blevet omskolet til gode andelshavere eller er blevet smidt ud. Sammenligningen er til at få øje på, og det kan da heller ikke nægtes, at salget af de københavnske boliger i den henseende blev en succes, især hvis man er villig til at se bort fra, at der er et antal mennesker i dette samfund, som ikke er som de fleste af os, og som for manges vedkommende har brug for hjælp. Hvem skal hjælpe disse mennesker fremover, hvis også hele den almene boligsektor skal privatiseres? Skal vi have sociale ghettoer, hvor alle de dårligst stillede kan få lov at bo sammen og berige hinandens liv? Eller skal de skæve, de syge og de fattige have lov at sejle deres egen sø, indtil de er kommet så langt ud, at de kan fanges op af et af den søde socialministers programmer for samfundets svageste? Måske er der tegn i sol og måne på, at regeringen kan få vanskeligt ved at mønstre et flertal for totalsalgstanken, og det, der er sluppet ud omkring det nedsatte embedsmandsudvalg, tyder heller ikke på, at sagen er helt nem at håndtere juridisk og økonomisk. Men der er ingen tvivl om, at repræsentanterne for den almene sektor hellere vil i forhandling med regeringen om et begrænset salg, som ud fra mange synsvinkler kunne være fornuftigt. Især hvis det tager udgangspunkt i regeringsgrundlaget og starter med udtynding i de store bastante almene boligområder, som dog langtfra alle kan karakteriseres som belastede. Alle, eller i hvert fald langt hovedparten af dem, der ytrer sig i den almene sektor, kan godt se det uholdbare i, at der adskillige steder i landet er store almene ørkener, hvor livet ikke altid er godt, uanset fine sociale ordninger og gode kunstvandingssystemer, som bidrager til oplevelsen af, at der netop ikke er tale om ørkner. I parentes bemærket kender jeg adskillige parcelhuskvarterer, der i mindst samme grad har karakter af kunstigt og kedeligt liv, og som kunne trænge til en fortætning med almene bofællesskaber og andet godt af samme skuffe for at få livet tilbage. Men den slags områder vil regeringen næppe gøre meget for at 'hjælpe'. Hvis regeringen derfor kunne lægge de mere ideologiske overvejelser til side og betragte den almene sektor lige så varieret, som den i virkeligheden er, kunne der komme noget nyt og spændende ud af det, især hvis den samtidig ville gå i spidsen for en organisatorisk fornyelse af sektoren. På dette felt er der efter min mening noget at tage fat på, og set i lyset af regeringens ønsker om regelforenkling, frigørelse og liberalisering kunne der blive tale om en helt ny start for en friere almen bevægelse i Danmark. Det er som nævnt ingen hemmelighed, at en del af modstanden mod salg af de almene boliger kommer fra regeringens egne partifæller rundt om i landet. Der er mange steder et godt og frugtbart samarbejde mellem kommunen og de almene boligorganisationer, et samarbejde, som indebærer opførelse af et passende antal almene boliger bl.a. til løsning af kommunens boligsociale opgaver, som rækker lige fra ældre, syge, handicappede og socialt dårligt stillede til løsning af boligproblemet for skilsmisseramte og par, der ønsker en mindre og lettere overkommelig bolig. Uden de almene boligselskaber kan kommunerne ikke løse disse forskellige udfordringer på en for borgerne tilfredsstillende måde. Til gengæld kan boligselskaberne godt løse disse opgaver uden store offentlige subsidier, især hvis man fik lov at beholde de penge, der allerede er i Landsbyggefonden, og dem, der måtte komme ind ved salg af nogle af boligerne. I sidstnævnte tilfælde bør det i øvrigt anbefales ikke at sælge alle boliger i en given bebyggelse, men netop bevare cirka halvdelen til brug for almindelig udlejning og den ovennævnte kommunale anvisning af boligsocial karakter. Mit forslag er: Decentraliser den almene boligsektor og lad kommunerne/regionerne bestemme. Det vil være en fuldbyrdelse af de udviklingstendenser, der har været gennem en lang årrække, og vil for så vidt også være konsekvent nu, hvor regeringen har nedlagt Boligministeriet. Der kan være centrale interesser at varetage, men de må kunne håndteres gennem den økonomiske politik, og tilsynet med boligorganisationerne har hele tiden ligget i kommunerne. Skrot hele den gældende lovgivning og start forfra med en rammelov, der også giver visse styringsmuligheder. Blandt andet er der stadig behov for, at flere boligorganisationer slås sammen eller i det mindste får fælles administration. Kommunen/regionen skal have retten til at bestemme disse forhold, hvis ikke boligselskaberne selv kan finde ud af det. Boligselskabernes administrationer skal organiseres som aktieselskaber, som skal have lov til at udføre andet end almen administration og selvfølgelig betale skat som andre tilsvarende administratorer, herunder advokater og private ejendomsadministratorer. Det vil skærpe konkurrencen på området og udskille de mindre dygtige, både blandt de almene og de private. Der ligger en overskydende kompetence i mange almene boligorganisationer, som ikke bliver anvendt i dag, fordi regelsættet er snærende, grænsende til det tåbelige. Der er ingen politiske og slet ingen saglige grunde til ikke at frigøre disse kræfter, som netop ikke er bærere af de store ideologiske målsætninger, men nok bærere af den sociale tradition, som selskaberne er født ud af. Når administrationerne frigøres som beskrevet, må der ske en tilsvarende fornyelse af den politiske ledelse af disse. I dag er det som nævnt brugerne, det vil sige beboerrepræsentanter, der sidder i bestyrelserne. Disse gør et stort og i de fleste tilfælde godt og uegennyttigt arbejde, men det kan ikke nægtes, at der er tale om amatører i ordets egentlige betydning. Det er svært at lade være med at sammenligne bestyrelsesarbejdet i en boligorganisation med andre samfundsmæssigt vigtige organisationer, der også er startet på et almennyttigt grundlag, som f.eks. realkreditinstitutterne. Nu vil jeg ikke plædere for en professionalisering af ledelsen af boligorganisationerne i en grad, som svarer til realkreditinstitutterne. Mindre kan også gøre det, men der er for mig ingen tvivl om, at boligselskabernes lykkeligste og mest fornyende periode var den årrække, hvor bestyrelserne typisk bestod af repræsentanter både for beboerne og kommunen samt af særligt udpegede sagkyndige. Det skabte en dynamik i bestyrelsesarbejdet, som i nogen grad forsvandt, da beboerne fik den totale magt over selskaberne. De nye, almene administrationer skal have bredt sammensatte bestyrelser, som afspejler den udfordring af økonomisk, teknisk, menneskelig og samfundsmæssig karakter, som en sådan organisation er sat til at varetage. En tredeling ville sikkert være passende: en tredjedel beboere, en tredjedel samfundsrepræsentanter (særligt sagkyndige) og en tredjedel medarbejdere. Eventuelt kunne suppleres med en kommunal repræsentant, som dog logisk burde være en af samfundsrepræsentanterne. Kan regeringen derfor glemme sit ideologiske felttog mod den almene boligsektor, som mange af regeringens lokale repræsentanter arbejder fortræffeligt sammen med, og vil den anvende det mere fremadrettede ideologiske skyts også på den almene sektor, skulle den gå i dialog med sektoren om løsning af en række større problemer, som er af samfundsmæssig karakter, og som også en borgerlig regering må forholde sig til: den tiltagende marginalisering på boligmarkedet, tendenserne til ghettoisering og andre alvorlige trusler mod det velfærdssamfund, som alle bekender sig til. Samtidig ville regeringen kunne kickstarte en forandring af sektoren på både det lovgivningsmæssige og det organisatoriske plan, som både er nødvendig og fremtidsorienteret, og således kunne en borgerlig regering komme til at stå som den centrale politiske kraft i fornyelsen af den almene boligsektor. Det må da være et tilbud, der er værd at overveje.