0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Krigskemi

Sennepsgas, miltbrandbakterier eller koppevirus. Hvad kan verden vente sig?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Sennepsgas, miltbrandbakterier eller koppevirus. Hvad kan verden vente sig? Hemmelighedskræmmeriet om de alternative våben er udbredt - ikke kun i Irak. Forskningsadjunkt Morten Heiberg, Romansk Institut, fortæller historien herom.

Saddam Hussein er en trussel mod menneskeheden. Derfor skal han afvæbnes.

Men hvis der er en reel fare for, at han vil benytte sig af kemisk-biologisk krigsførelse, er den i høj grad selvforskyldt.

Irakkrisen er blot ét eksempel på, hvad kortsigtet udenrigspolitik og lemfældig omgang med ikke-konventionelle våben kan føre til. Indtil slutningen af 1980'erne stillede vestlige firmaer velvilligt den nødvendige teknologi og know-how til rådighed for Iraks ambitiøse våbenprogram. Dengang hed fjenden Iran, og man så derfor igennem fingre med Saddam Husseins slyngelpotentiale. De lande, der i dag anvender den mest fordømmende retorik over for Iraks diktator, har store vanskeligheder med selv at indrømme fordums misbrug af kemiske våben.

Desuden kniber det med at afgive fyldestgørende oplysninger om tidligere våbenprogrammer, lagre samt eventuel spredning, hvad de fleste af klodens lande ellers har givet tilsagn om gennem internationale aftaler.
Men hvori består problemet med kemisk krigsførelse? Hvad er forskellen på en bajonet i maven, en kugle for panden eller indånding af giftgas?

Slutresultatet er jo umiddelbart det samme: fysisk lemlæstelse med døden til følge. Svaret er både historisk og psykologisk betinget og må oprindelig søges i skyttegravshelvedet under Første Verdenskrig, hvor millioner blev drevet i en sikker og meningsløs død.
I april 1915anvendte tyske soldater for første gang klorgas på Vestfronten. Virkningen på de uforberedte allierede soldater var uhyggelig. Først i september formåede briterne at svare igen. I modstrid med den internationale aftale, der var indgået i Haag i 1899, anvendte begge parter nu store mængder sennepsgas. Der er vidt forskellige bud på, hvor mange der omkom som følge af forgiftning på slagmarken. Et kvalificeret gæt lyder på 1,3 millioner. Imidlertid viste erfaringen med giftgas under Første Verdenskrig, at den ikke havde samme slagkraft eller 'killing power', som almindelige konventionelle våben. Den psykologiske effekt på soldaterne var derimod betydelig:

»Jeg kan ikke komme i tanke om noget værre. Hvor man end går, er man nødt til at tage sin gasmaske med. Den er snart mere nødvendig end et gevær. Der er forfærdeligt her«.

Ordene er at finde i en anonym dagbog skrevet af en tysk soldat i 1918.

Hovedpersonen i Remarques roman 'Intet nyt fra Vestfronten' påpeger fra sygelejet efter en gasforgiftning, at hvis soldaterne var kommet hjem i 1916 ville de i desperation over forholdene have gjort oprør. I 1918 var stemningen blandt soldaterne præget af total resignation.
Det var imidlertid ikke alle politiske ledere, der tog afstand fra brugen af kemiske våben:

»Jeg forstår ikke al hysteriet omkring brugen af gas.
Jeg er en ivrig tilhænger af at bruge det mod uciviliserede stammer«.

Stedet, der refereres til, er Irak, og ordene kunne vel være Saddam Husseins og møntet på den kurdiske befolkning, men de blev formuleret af Winston Churchill i 1920. Den konservative engelske minister var bekymret over de stigende omkostninger ved at holde ro og orden i det britiske imperium, hvorfor han satte pris på billige løsninger til at slå ned på stammeoprør i Mesopotamien.

For Churchill var der tale om »et videnskabeligt eksperiment«, som ikke burde forhindres af »fordomme fra folk, der ikke kan tænke klart«. Senere britiske regeringer har ikke villet bidrage til en arkivåbning, der kan give et overblik over nedslagtningens omfang.

20'ernes fredsbevægelser gjorde et ihærdigt forsøg på at begrænse brugen af giftgas, som havde fået endnu mere skræmmende anvendelsesmuligheder i takt med flyindustriens revolutionerende landvindinger. Det er her, vi finder begyndelsen til vor tids psykotiske angst for masseødelæggelsesvåben. Som Will Erwin, en tidligere krigskorrespondent, skrev om flyvemaskinen i 1921:

»Her er et projektil - bombeflyet - af en hidtil ukendt størrelse og med en næsten grænseløs radius. Her er et dræberinstrument - gas - af en kraft, der overgår selv en galnings drømme«. Erwin mente, at kemiske bomber nu var i stand til at omdanne »en metropolis til en nekropolis«.

Frygten var delvis berettiget. Samtidige militærteoretikere som italieneren Giulio Douhet eller amerikaneren Billy Mitchell påpegede, at terroriseringen af civilbefolkningen var fremtidens metode til at knække den militære modstander moralsk. Under en parlamentsdebat den 3. marts 1920, måtte den tyske justitsminister indrømme, at Weimarforfatningens artikel 48 tillod republikkens præsident »at sprede giftgas over hele byer, hvis dette ( ... ) var nødvendigt for at genoprette ro og orden«.

Et andet land, der ligesom Storbritannien lod hånt om de stigende internationale bekymringer, var Spanien. Med kong Alfonso XIII's samtykke anvendte man sennepsgas i perioden 1921 til 1927 i et forsøg på at knægte de kabylske oprørere i Spansk Marokko. Hugo Stoltzenberg fra det hemmelige tyske genoprustningsprogram besøgte Spanien i 1921, hvilket blev begyndelsen til en ny kemisk industri i La Marañosa uden for Madrid.

Den tyske rådgiver anbefalede, at man ud over at anvende gas mod de ubeskyttede oprørere også skulle sørge for at forurene veje, vandforsyninger og andre strategiske steder, således at lokalbefolkningen ikke kunne undgå at komme i kontakt med sennepsgassen. Spanien importerede desuden betydelige mængder giftgas direkte fra Tyskland.

Forholdet blev først afsløret i begyndelsen af 1990'erne af de to tyske historikere Rudibert Kunz og Rolf-Dieter Müller. Siden har foreningen af marokkanske giftgasofre og pårørende påpeget en øget kræftforekomst i de regioner, hvor gas er blevet anvendt. Foreningen har forgæves forsøgt at opnå en undskyldning eller bare en indrømmelse af forholdet fra den spanske regering. Kritikken er prellet af på den spanske premierminister Aznar, som ellers aldrig er sen til at kritisere Iraks uvilje til at give oplysninger om kemiske våbenprogrammer. Muligvis som følge af spansk diplomatisk pres aflyste den marokkanske regering en international konference om emnet i marts 2001.

Den igangværende internationale forskning arbejder på at få bekræftet den formodning, at også Frankrig i mellemkrigsårene har benyttet betydelige mængder kemiske våben i deres afrikanske kolonier. Franskmændene synes dog at have været endnu dygtigere end spanierne til at slette sporene bag sig.

I midten af 1920'erne gav politikerne efter for opinionens krav om en aftale, der ville forhindre anvendelse af ikke-konventionelle våben i væbnede konflikter. Protokollen om ikke-brug af kemiske og biologiske våben blev således underskrevet i Geneve den 17. juni 1925. Flere af de underskrivende lande ratificerede først aftalen år senere og ofte med forskellige tillægsparagraffer. Spanien godkendte aftalen i 1929, men på den betingelse, at den kun var gældende over for de lande, som selv var medunderskrivere. Man holdt dermed muligheden åben for fortsat at anvende gas i Spansk Marokko.

Modsat Spanien underskrev Italien Geneve-protokollen betingelsesløst. Det skete på trods af, at Italien havde haft succes med at gasse landsbyer i Libyen i 1923. Årsagen var den simple, at Mussolini ikke tog internationale aftaler seriøst. Således er der dokumenterede tilfælde af kemisk krigsførelse i Libyen, både i 1928 og i 1930. Under krigen i Etiopien 1935-36 benyttede Italien især sennepsgas. Det anslås, at der i perioden fra 1935 til 1939 anvendtes mere end 500 tons gasbomber mod etiopiske soldater og civile.

Under den spanske borgerkrig 1936-39 overvejede General Franco at anvende kemiske våben mod de spanske republikanere. Hvad der forhindrede brugen var dels frygt for international isolation, dels usikkerhed om fjendens lagre af kemiske våben og mulighed for at svare igen. Ydermere har gas ikke den samme effektivitet, når fjenden blot er rimelig beskyttet. Ved at forurene store områder risikerer man at besværliggøre forsyningerne til egne tropper. Det skal i parentes bemærkes, at det ikke var første gang, der var spekulationer om at anvende kemiske våben i en borgerkrig.

Allerede under den russiske borgerkrig gav Lenin ordre til at anvende giftgas mod genstridige bønder i Tambov. I Spanien frygtede parterne formentlig, at brugen af giftgas kunne udvikle sig til en egentlig udslettelseskrig, præcis som beskrevet af Douhet og Mitchell. Under en italiensk retssag i 1945 kom det frem, at landets militære efterretningsvæsen havde planlagt at sprede sygdomme i Spanien ved at sprøjte giftige bakterier ind i grøntsager på vej til markederne i Barcelona. Planerne menes at være strandet på tjenestens manglende operative effektivitet.
Under Anden Verdenskrig anvendtes der ikke giftgas på europæisk grund.

Overvejelserne synes at have været de samme, som fik parterne i den spanske borgerkrig til at tøve. Da tyskerne bombede et amerikansk krigsskib ud fra Bari i december 1943, døde de fleste søfolk om bord, idet den sennepsgas man havde i reserve slap ud af beholderne.
Listen over brugaf kemiske, biologiske og andre ikke-konventionelle våben er lang. Japanerne brugte kemiske våben i Kina under Anden Verdenskrig, Egypten i borgerkrigen i Nordyemen 1963-67, amerikanerne i Vietnam 1962-70, Irak mod Iran 1981-88. Andre er under mistanke, som f.eks. de russiske tropper i Tjetjenien. Nordkorea eksperimenterer med kemiske og biologiske våben, muligvis også mod internerede landsmænd. Hvis det sidste forhold kan dokumenteres, vækker det ubehagelige minder om de tyske koncentrationslejre. Den 6. august 1945, da japanerne var tvunget i knæ, faldt Little Boy og Fat Man, de to mest uhyggelige bomber verden endnu har set, over Hiroshima og Nagasaki. Officielt var forklaringen, at skulle Japans kapitulation fremtvinges med konventionelle våben, ville det have kostet unødigt mange amerikanske og britiske soldaters liv.

Behovet for ved selvsyn at konstatere atombombens effektivitet har muligvis også spillet ind.
Regeringernes traditionelle hemmelighedskræmmeri om tidligere misbrug af ikke-konventionelle våben har afstedkommet en forkrampet international debat. Emblematisk er den 30 år lange pennefejde mellem italienerne Angelo Del Boca og Indro Montanelli. I 1965 udgav historikeren Del Boca sine grundige undersøgelser af det fascistiske Italiens kemiske krigsførelse i Etiopien. Del Bocas udlægning mødte dog stor modstand fra Montanelli, der som ung journalist og sympatisør med det fascistiske regime havde meldt sig som frivillig til krigen i Etiopien. Som andre journalister, der havde tjent fascismen og siden taget bekvem afstand fra den, fik Montanelli en fremtrædende plads i italiensk kulturliv. Den benyttede han til gennem 30 år offentligt at bestride ethvert fremlagt bevis vedrørende kemisk krigsførelse. Så sent som i 1995 skrev han, at der ikke havde været brugt giftgas i Etiopien, og hvis det havde været tilfældet, havde det kun været i eksperimentelt øjemed. Det paradoksale er, at brugen af giftgas allerede var kendt i offentligheden under etiopienskrigen.

Først den 7. februar 1996 anerkendte den italienske regering officielt brugen af giftgas. Montanelli indrømmede kort efter, at han havde taget fejl, dog ved hjælp af den ganske særegne formulering at »i italienske krige svarer 'faktum' ikke altid eller rettere aldrig til 'dokumentet'«.

De dokumenter, som Montanelli havde svært ved at fæstne lid til, kom fra Mussolinis egen hånd:

»Jeg giver hermed Deres Excellence lov til endnu engang at gennemføre en systematisk terror- og udryddelsespolitik af oprørerne og den medskyldige befolkning« og »For at gøre det af med rebellerne som det var tilfældet i Ancober, anvend gas«.

Desværre er problematisk historieforståelse ikke kun et udenlandsk problem. I DR's program 'Indefra' stillede Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti sig således tvivlende over for Frank Aaens påstande om amerikanernes brug af napalm og angreb på civile mål i Vietnam. »Vås«, knurrede Langballe, og fortsatte:

»De (amerikanerne) bombede militære anlæg; så ryger der let nogle civile. Det er beklageligt«.

Uvidenhed kan der rådes bod på med oplysning. Påståelighed findes der ingen kur imod. Saddam Hussein er en trussel mod menneskeheden. Er han i besiddelse af koppevirus, som noget tyder på, kan FN's afvæbning af Irak ikke gå hurtigt nok.

Lanceringen af sådanne masseødelæggelsesvåben i en region, hvor der er rigeligt med politisk sprængstof i forvejen, kan få uoverskuelige konsekvenser. Det 20. århundrede var forhåbentlig det sidste i menneskehedens historie, hvor despoter havde frit spil. Det er imidlertid vigtigt at huske på, at de krav om åbenhed, vi pålægger Irak, også bør gælde os selv. Idealet må være en bindende multilateral aftale, som kan eliminere kemiske og biologiske våben og forhindre udnyttelsen af bioteknologien til krigeriske formål. Rudekuverter med hvidt pulver er vi i realiteten magtesløse overfor, men vi kan gøre meget for at forhindre, at indholdet er andet end hvedemel. Midlet er en ansvarlig udenrigs- og sikkerhedspolitik.