Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ejersbo modtager de gyldne laurbær - Carsten Jensens tale fra 2003

»Kære Jakob Ejersbo. Da jeg første gang stod med din bog i hånden, blev jeg fyldt med modvilje«, siger Carsten Jensen i sin tale til Jakob Ejersbo om begrundelsen for at tildele ham De Gyldne Laurbær.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jakob Ejersbo modtog i 2003 Boghandlernes Gyldne Laurbær for debutromanen 'Nordkraft'. Forfatterkollegaen Carsten Jensen motiverede prisen i denne tale.

Kære Jakob Ejersbo.
Da jeg første gang stod med din bog i hånden, blev jeg fyldt med modvilje.

Min modvilje havde noget med omslaget at gøre. Det er et fotografi af noget, jeg har set mange gange i mit liv, udsigten fra Limfjordsbroen ind over Aalborg en tidlig morgen lige omkring solopgang.

Der er skorstenene på elværket, master, kornsiloer i sort silhuet, lamper, der blegner under den stadig lysere himmel. Ude ved Rørdal pulser de tre skorstene på cementfabrikken Portland deres røgfaner ud. Det er omslaget på din bog.

Der, nøjagtig der, hvor fotografen står for at tage sit billede, har jeg stået så mange gange for år tilbage, og der var kun én grund til, at jeg stod på Limfjordsbroen tidligt om morgenen: Jeg var fuld. Sent om natten efter en tur i byen er jeg gået i drift over til Nørresundby. Nu er jeg på vej tilbage, udvandret fra noget, der alligevel ikke var værd at spilde en hel nat på eller afvist i en gadedør, mør i kroppen, med leden sivende gennem lemmerne. Selv ikke stilheden i solopgangen, dette nådige øjeblik, hvor havblikket på fjorden breder sig til byen, og noget større end den selv indtager den, og jeg er det eneste vågne vidne - selv ikke dette øjeblik eller erindringen om det kan forsone mig med Aalborg.

Jeg boede der i elleve år. For mig blev byen aldrig et vokse-, men altid et ventested. Jeg holdt vejret i elleve år, tæl selv efter i sekunder, for sådan føltes det, og der var ingen sang, der skar dybere, end The Animals´ 'We´ve Gotta Get Out Of This Place'.

Måske er det forkert at sige, at jeg hadede Aalborg. Det er måske mere rigtigt at sige, at jeg frygtede byen. Grundtonen i det liv, jeg tilbragte der, var angst. Den var som et rovdyr, i hvis nærhed det gjaldt om at være usynlig og uhørlig. Den efterlod i mig en dyb følelse af, at jeg ikke duede, at jeg i det hele taget ikke var livsegnet, og en lige så stor og forundret vrede over, at denne lorteby virkelig skulle være, hvad livet havde at byde på.
Som alle, der føler sig forkastede, udviklede jeg i selvforsvar en voldsom foragt for den, der havde forkastet mig. Jeg så mig aldrig tilbage, og der var intet af det, jeg fik med fra Aalborg, jeg ønskede at beholde.

Jeg tror, at man kan skrive en god bog om en by, som man elsker. Jeg tror til gengæld ikke, at man kan skrive en god bog om en by, som man kun hader. Jeg tror, at man vil skrive den allerbedste bog om en by, som man både elsker og hader, sådan som Knut Hamsun skrev om Kristiania i 'Sult', »denne forunderlige by, som ingen forlader før han har fået mærker af den«. Jeg havde alt for travlt med at passe på mig selv og afvise og hade og foragte til at lade mig mærke i nogen hamsunsk forstand. Eller ejerbosk. For du har jo ladet dig mærke. Aalborg er din by, men du er også dens.

Hvad er det for en by? For stor til at være provinsby, for lille til at være storby. Stor nok til at avle angst og fortabelse, lille nok til at fremkalde klaustrofobi og kedsomhed. En dramatisk mellemting, forslugent forelsket i alt moderne, en inkarnation af Bertolt Brechts ord om, at det altid er bedre at repræsentere det dårlige nye end det gode gamle.

Det meste af Den Gamle By i Århus er opbygget af nedrevne renæssancegårde fra Aalborg. En tysk officer kaldte under Anden Verdenskrig Aalborgs Vesterbro for »den flotteste funkisboulevard«, han havde set. Byens naragtige vartegn, Aalborgtårnet, ligner en af de marcherende marsmænd fra H.G. Wells' roman 'Klodernes kamp'. Når østtyskerne engang bliver grebet af nostalgi, bliver Aalborg et stort turistmål.

Det er det, man ser på din bogs omslag: Det er en by, der vender indvoldene ud på sig selv, en anatomi-model med huden flået af. Hvor andre byer har et ansigt og en identitet, blotter Aalborg musklerne, mavesækken, lungerne og tarmene i fuld offentlighed. I byens centrum er der ikke butikker, men beton og skorstene. Kalkgrunden, byen hviler på, er flået op i store hvide ar, hvor fabrikkerne rejser sig, eternit, cement og sprit. Som by ligner Aalborg en mellemting mellem en naturkatastrofe og Birmingham. Den er et populistisk monument over industrialisme og rå maskinkraft, som i dag skamfuldt skjuler sig bag discount-bindingsværk og gågadernes kommercielle gemytlighed.
Hvad er detfor en by? Hvad er det for en roman? Det er nemt at lade bestsellerklicheerne regne ned over 'Nordkraft'.

Den store danske samtidsroman, generationsroman, realisme i hvert fald og så måske et partsindlæg i den standende litterære frontkrig mellem realismens tilhængere og formalismens? Ikke rigtig nogen af delene. Interessant er det i hvert fald ikke at rubricere din roman på den måde. Samtidsroman? Måske, men i så fald mere et hjørne af samtiden. Generationsroman? Junkiere og småkriminelle - skulle de være repræsentative for en tid, hvor de fleste danske filminstruktører og samtlige tv-producenter er enige om, at det eneste arbejde, der er tilbage derude i virkeligheden, er glamourjobbene på et reklamebureau?
Den amerikanske filminstruktør David Lynch talte engang om det, han kaldte den klassiske regissørfejl. Den klassiske regissørfejl opstår, når man tror, at mennesker er totalt identiske med deres samtid. Tag en stue fra halvtredserne og fyld den med ting, som udelukkende er produceret i og typiske for halvtredserne, så får du en stue, som intet menneske fra halvtredserne ville kunne genfinde sig selv i. For vi lever altid i et skrabsammen af ting fra mange årtier og epoker. Sådan ser vi også ud inde i hovedet. Vi er aldrig helt på højde med vores samtid. Et liv er aldrig trendy, det er kun dårlig kunst, der er trendy. Dine personer er sådan som din roman: Svært rubricerbare, et komplekst skrabsammen. Artikulerer de et livssyn, synes det mest at være vraggods fra de for længst forliste tressere. Deres manifester er deres korte liv og ødelagte kroppe. De er selvforbrændere mere end søgere. Det er en roman, som er opkaldt efter et elektricitetsværk og handler om junkier og småkriminelle. Så sammensat er din verden, men en ting har de til fælles, junkierne og elværket. Det er energien. Hvad enten den er opbyggelig eller negativ, udgår der et lys fra den, elektricitetens kolde skin og autodaféens hede flammer.

Da 'Superego', din talentfulde novellesamling, kom, kaldte Jens Kistrup dig for et barn af din tid, og dine personer fanget i dens dobbelthed, ydre scenevant succes og indre følelsesflosset fiasko. Som karakteristik af en bog, der egentlig mere lignede et overdådigt udstillingsvindue for ti kommende romaner end en samling af noveller, synes jeg, det var rigtigt ramt. Men jeg er ikke sikker på, at karakteristikken stadig gælder.

I 'Nordkraft' afslører du dig som barn ikke af en tid, men af et sted. Dine personer lider stadig under en dobbelthed, men nu er det en anden end i novellesamlingen. Ingen af dem har haft succes. Kun alt for karakteristisk går en af dem under øgenavnet Taber. Til gengæld søger de en vej ud gennem en indre regeneration. De lever, som om ungdommen varer evigt, og er samtidig tidligt ældede. De har mistet for meget og er slidte, endnu før de er fyldt tredive. Det er ikke den trendy succes, der optager dem. Det er overlevelsen med et minimum af menneskelighed intakt. Er der et liv efter selvforbrændingen?

I en af novellerne fra 'Superego', 'Majs-lys', sidder to venner og synger en banal jeremiade om deres tabte ungdom, et liv uden ansvar levet på øjeblikkets indskydelser, men også båret af stærke venskabsbånd. Nu er der kun karriere og parforhold tilbage, normalitetens spændetrøje, hvor nye venskaber ikke længere stiftes, fordi der ikke mere er tid. I 'Nordkraft' er det omvendt: Her er det venskabet, der bærer, og først sent og tøvende bliver spørgsmålet om kærlighed stillet: Kan der stadig gro noget på den afbrændte jord?

'Nordkraft' er en roman om junkier og småkriminelle, men det er først og sidst en roman om venskab og en kærlighed, der kommer sent, fordi den kræver så meget mod og overskridelse. Er det det småborgerlige parforhold, personerne ved afslutningen på deres historier er på vej ind i, det, du selv i et interview med sviende sarkasme har kaldt parcelhusets åbne fængsel? Det er ikke oprør, der er deres trip, snarere livsintensitet, og over for småborgerligheden føler de kun træt foragt eller lede. Findes den overhovedet længere som mulighed, kernefamiliens bekvemme konformisme? Tænk overhovedet at have en far med en vilje, sukker en af personerne midt i en horisont af forældresvigt, skilsmisser og alkoholisme.

Dine personer går i koma, bliver blå i ansigterne, genoplives af venner eller på skadestuer, giver sig selv nye navne og begynder forsigtigt at opfinde livet forfra midt i de ruiner, de forudgående generationers hærværk har efterladt. Når kærligheden endelig kommer, kommer den som en opdagelse. De kender navnene på hundredvis af kemiske kombinationer, der kan sætte hjernecellerne i brand. Følelserne har de endnu ikke holdt over dåben og navngivet.
Der er Maria, en intelligent pige, som lever et uintelligent liv, men bryder op fra livet blandt byens pushere for at nærme sig den monumentale Hossein, tidligere soldat i den iranske hær, som bag en kynisk facade som ekspert i drab gemmer på ømhed og omsorg. Der er Allan, maskinmester med ansigtet forbrændt efter en katastrofe på en olietanker, også han i opbrud fra en småkriminel fortid og på udkig efter kærligheden. Der er Steso, selvforbrændernes konge, den mest intelligente af dem alle, men med et kald, der er uforeneligt med nogen karriere. Han dør midt i noget, der kunne ligne en ny begyndelse, og ved hans begravelse samles trådene, og regnskaber gøres op.
Ungdommen er forbi, følelsen af tab deler de alle, men som tabere, i den forstand vi i velfærdsstaten har vænnet os til at bruge ordet, er der ingen, der ser sig selv. Ofre er de ikke, de har selv valgt deres liv. Der er noget stolt og stærkt over dem, selv i nederlaget, som ikke nødvendigvis behøver at være endegyldigt.

Og romanen slutter med endnu en spirende kærlighedshistorie: Lisbeth blev næsten trukket med i døden af sin selvdestruktive ungdomskæreste. Siden har hun ikke kunnet åbne sig. Nu tilbringer hun nattens sidste timer efter begravelsen, ikke i seng, men i samtale med Svend, en gådefuld baggrundsfigur, som mange ser op til, men som ser ned på sig selv. Nu er han blevet gartner, fordi han vil se tingene gro. Det er romanens dobbelthed: Den handler om selvødelæggelse og hærværk, men også om de kræfter, der får os til at vokse og holde ud.

Det er usædvanligt, at en forfatter får De Gyldne Laurbær allerede for sin første roman. Som regel plejer de at skulle se hinanden an, forfatterne og boghandlerne. Holder talentet? Er salgskurven for opadgående? I dit tilfælde synes jeg, det er glædeligt, når talentet ikke behandles, som om det var en ejerlejlighed i København, der lige skal stige et par millioner til. Dit talent er så stort og uimodsigeligt, at der ikke er nogen grund til at vente på flere romaner, før prisen kommer.

Jeg kan ikke se nogen forfattere, i min egen eller din generation, der kommer bare i nærheden af dig, hvad angår originalitet, intensitet eller blik for mennesker. Det gælder også det håndværksmæssige, som så ofte bliver overset: Du kan skrive dialog, holde rede på et stort persongalleri og uoverskuelige handlingstråde og samtidig samle op og koncentrere. Det, der i en gammeldags litteraturhistorie ville hedde 'din skikkelsesdannende evne' er uforlignelig.

Hvis en yngre forfatter skriver om og forsøger at forstå en ældre forfatter, bliver den ældre forfatter som regel taknemmelig, for han har det som alle andre ældre mennesker: Som årene går, føler han sig i stigende grad overset og misforstået. Hvis en ældre forfatter omvendt forsøger at forstå en yngre forfatter, bliver den yngre forfatter som regel irriteret, for han aner, at der bag forsøget på at forstå ham, ligger et ønske om at patronisere og rubricere ham.

Når jeg alligevel har påtaget mig jobbet at tale til en, der, når festlarmen har lagt sig, med fuld ret kan sige, at han ikke kan bruge ordene til noget, skyldes det, at jeg føler, at jeg står i en taknemmelighedsgæld til dig. Først stod jeg med din bog i hænderne og hadede omslaget. Det gik der et par måneder med. Jeg tror, jeg må have haft 'Nordkraft' i hænderne ti gange og så lagt den fra mig igen på boghandlerdisken. Så fik jeg omsider en regnfuld dag i november læst din roman. I ét stræk. Da jeg var færdig, havde jeg lyst til at springe op af sofaen og løbe ud på gaden og omfavne en eller anden tilfældig forbipasserende, helst dig selvfølgelig, men du var der jo ikke.

Jeg havde ikke bare haft en stor oplevelse. Jeg var også blevet forløst, i en forstand der var mere personlig, end jeg måske først var klar over. Jeg forstod omsider, hvorfor mine år i Aalborg havde været så spildte. Jeg havde hadet Aalborg, men jeg havde glemt at elske den, og måske havde jeg ikke engang hadet nok. Jeg havde ikke udsat mig for byen. Det er det, din roman så modigt handler om: at turde udsætte sig for livet.

Det er det, det hele handler om.

Det er derfor, vi har kunsten.

Til lykke med prisen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Det er nu, det bliver spændende...

Følg de første 100 dage efter valget for kun 299 kr.

Bliv abonnent

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden