Hvis kunsten ikke ligner mændenes, er den privat, mindre god og da slet ikke værd at hænge på museum. Siges det. Hvorfor mon? Kronikøren er billedkunstner og ph.d.-stipendiat ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik. I 1869 udkomder i Danmark et værk med titlen 'Kvindernes underkuelse', forfattet af en af de helt store ånder i britisk filosofi, nemlig John Stuart Mill. Værket udkom i dansk oversættelse og med et forord af en af samtidens store ånder i Danmark, nemlig Georg Brandes. 'Kvindernes underkuelse' er et langt, rationelt og velargumenteret forsvar for kvindernes ligestilling, forfattet af en mandlig feminist og introduceret i Danmark af en mandlig oversætter, der i forordet klart siger, at han er klar til at forsvare Stuart Mills synspunkter, hvis nogen vil gå til angreb. Selvom det i dag er mange år siden, bogen blev skrevet, kan der være god grund til at erindre sig, at debatten om ligestillingen mellem kønnene historisk rækker langt tilbage, og at ikke bare store kvinder, men også store mænd har vist sig som passionerede fortalere for ikke bare formel, men så sandelig også for reel ligestilling mellem kønnene. Når vi har indkaldt til denne konference om ligestilling inden for billedkunstområdet, er det således ud fra en overbevisning om, at ligestillingsproblematikken er et anliggende for både mænd og kvinder. I bogen 'Den danske elite', der er en del af Magtudredningen (et forskningsprogram, der skal analysere det danske folkestyres situation, red.), er der et afsnit om den billedkunstneriske elite i Danmark. De 13 kunstnere, der er udpeget som værende eliten inden for billedkunst, er alle mænd. I en redegørelse til den tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen fremgår det, at kun seks en halv procent af de malerier, de største danske kunstmuseer har købt i perioden 1989-1998, er malet af kvindelige kunstnere. Hvad skal vi sige til sådanne tal? I Magtudredningen nævnes to muligheder: 1. De kvindelige kunstnere udsættes for diskrimination, og 2. De kvindelige kunstnere er ikke lige så gode kunstnere som de mandlige kunstnere. Kunstmuseerne skal købe ind med det formål at sikre den danske kulturarv. Særudstillingerne og de permanente samlinger laves, for at vi og de kommende generationer kan gå ind på museerne og få nogle gode kunstoplevelser og et kendskab til kulturarven. Museerne skal købe og vise os den bedste kunst. Og det er da også, hvad der hidtil er blevet sagt fra musealt hold, når talen er faldet på ovennævnte tal. »Vi køber den bedste kunst«, siger man, »vi skeler ikke til køn«. Det vil sige: Tallene forklares med, at de kvindelige kunstnere ikke er lige så gode kunstnere som de mandlige kunstnere. Den anden mulighed, at de kvindelige kunstnere udsættes for diskrimination, afvises. I denudstrækning, museerne hårdnakket fastholder, at det er den bedste kunst, de køber, trænger følgende spørgsmål sig imidlertid på med stor styrke: Hvad er kunstnerisk kvalitet? Hvordan kan vi vide, hvad der besidder kunstnerisk kvalitet? I hvor høj grad er vurderende domme om kunst subjektive udsagn? I hvilken udstrækning kan vurderende domme om kunst begrundes? Og sidst, men ikke mindst: Hvilke forestillinger om kunstnerisk kvalitet ligger til grund for de museale indkøb? Når man fra museernes side siger, at det er den bedste kunst, der købes, må vi spørge, hvad de mener med det. Har man den opfattelse ude på museerne, at man objektivt kan vurdere, hvilken kunst der er bedst og værdig til indkøb? Mener man, at kunstnerisk kvalitet er en objektiv egenskab ved kunstgenstanden, som enhver - eller måske enhver, der er vant til at have med kunst at gøre - kan se uden videre og med det blotte øje? I fald det er tilfældet, er der blot at bemærke, at et sådant syn på kunstnerisk kvalitet er uhyre naivt. Uanset hvilket sæt af egenskaber man medgiver, at et kunstværk har, modsiger man aldrig sig selv, hvis man samtidig benægter, at det er et godt værk. Selv hvis vi alle er enige om, hvilke kunstneriske eller æstetiske egenskaber et kunstværk har, er det altid muligt for en af os at sige: »Jeg bryder mig ikke om et kunstværk, der har de her egenskaber«. Der er ikke noget nødvendigt forhold mellem vore domme om et kunstværks kunstneriske eller æstetiske egenskaber og vore overordnede vurderende domme om kunst. Men, vil nogen måske sige, er det ikke sådan, at det, at vi mennesker grundlæggende er udstyrede med de samme erkendeevner, gør, at vore vurderinger af kunst ikke er blot subjektive? Stillet over for det samme kunstværk, vil vi så ikke alle, i al fald ideelt set, nå frem til den samme vurderende dom? Det har vi ingen overbevisende grunde til at tro. Under alleomstændigheder står følgende helt klart: At vi i sansningen af et kunstværk føler et velbehag og fælder en positiv smagsdom, medfører ikke nødvendigvis, atenhver, der kommer fra en hvilken som helst kultur og epoke, ideelt set vil føle det samme velbehag over for det pågældende værk. Tværtimod er det meget tænkeligt, at den kulturelle og epokale kontekst er afgørende for, hvordan vi vurderer kunst, ja, for hvad vi opfatter som kunst overhovedet. Så når museerne siger, at grunden til, at tallene ser ud, som de gør, er, at de kvindelige kunstneres værker ikke er gode nok, er vi bestemt ikke tvungne til at tage deres ord for gode varer.Vurderinger af kunst er ikke af en sådan art, at de er objektive og universelt gyldige for enhver. Der er ikke nogen ude på kunstmuseerne, der er i stand til at give en objektiv og universel gyldig vurdering af, hvad der er den bedste kunst. Og der er heller ikke nogen ude på kunstmuseerne, der har en direkte telefonlinje op til Vorherre, så de kan ringe og få en sludder om, hvad der set fra evighedens synsvinkel er den bedste kunst. Men betyder det, at alle vurderinger af kunst i virkeligheden er lige rigtige, eller med andre ord, atanything goes? Op gennem det tyvende århundrede har kunstbegrebet været under stadig udvikling. Både dadaismen, modernismen og i vor egen tid postmodernismen og dekonstruktivismen har udfordret ideen om, at der findes, eller at vi har viden om ahistoriske og universelle sandheder om kunstens væsen og om, hvad kunstnerisk kvalitet er. Diskussionen af, hvad kunst og kunstnerisk kvalitet er, har hele tiden været i gang på værkniveau blandt kunstnere i det tyvende århundrede. En dogmatisk relativisme gående på det synspunkt, at der ikke gives, eller at vi ikke kan opnå viden om uforanderlige standarder for vurdering af kunst - med den konsekvens atanything goes- forekommer måske nogen at være det rigtige standpunkt. Særligt for en udøvende kunstner tror jeg imidlertid ikke, ideen om, atanything goes,holder særlig længe. Som kunstner arbejder man hårdt for at finde frem til et bæredygtigt kunstnerisk projekt, og man gør sig store anstrengelser for at komme med noget godt, når man laver en udstilling. Ser vi på kunsten i det tyvende århundrede, står det fast, at vi ikke har nogen fælles begreber om kunst og kunstnerisk kvalitet. Der er tværtimod en betragtelig grad af pluralitet og varietet, når det kommer til kunst- og kvalitetsbegreber. En mere pragmatisk relativisme, der er det standpunkt, at der er en pluralitet af kriterier for kunst og kunstnerisk kvalitet mellem forskellige grupper i kunstverdenen og videre mellem forskellige kulturer og til forskellige tider, stemmer efter min opfattelse bedre overens med den faktiske situation. Vi kan med andre ord begrunde vore vurderinger af kunst, men kun i en vis udstrækning. Vore vurderinger er ikke objektive og eviggyldige, men relative til den vifte af uddifferentierede kunst- og kvalitetsbegreber, der er i spil i kunstverdenen som helhed. Så hernærmer vi os en mulig forklaring på, at tallene ser ud, som de gør. Kunstmuseerne køber ind efter nogle alt for få og snævre forestillinger om, hvad der er god kunst. Indkøbene afspejler ikke den vifte af kvalitetskriterier, der er i spil i kunstverdenen som helhed. Men skal museerne leve op til kravet om, at de skal sikre den danske kulturarv, nytter det ikke noget, at de kun tilgodeser en lille, tilfældig del af de forestillinger om kvalitet, der er operative inden for kunsten. At museerne ubegrundet ser bort fra en række prægnante kunst- og kvalitetsbegreber, rammer de kvindelige kunstnere særligt hårdt. En af kunstens mange vigtige funktioner er at undersøge eksistentielle spørgsmål, som hvad det vil sige at være et menneske. Mennesket er på en sådan måde, at det kan stille spørgsmål og reflektere. Men mennesket er ikke bare en fritsvævende cartesiansk bevidsthed, der tænker løs. Mennesket er også krop. Som en bevidsthed med en krop har mennesket også et køn, ligesom det altid er situeret i en kontekst. Hvis man som kunstner vil tematisere menneskets måde at eksistere på, tror jeg, at man må tage disse mellemregninger, disse konkretioner, der hedder krop, køn og kontekst, med ind i sine overvejelser. Og det rejser et særligt problem for de kvindelige kunstnere, fordi de historisk set ankommer senere til kunstens verden end mændene. Vi er vant til, at det fælles menneskelige formidles i kunsten, gennem hvad vi kan kaldedet maskulint konkrete. Det fælles menneskelige afsøges, som det tager sig ud for en bevidsthed med en mandlig krop og et mandligt køn. Således ser vi op gennem kunsthistorien en række mandlige kunstneriske fortællinger, der omhandler forholdet til kvinden eller fremstiller landskabet som en spejling af en sindstilstand, nærmere bestemt en mandlig længsel. Rent faktisk er størstedelen af den kunst, der går for at være afsøgninger af fælles universelle problemstillinger, i virkeligheden regulær mandekunst. Når de kvindelige kunstnere foretager samme bevægelse, dvs. afsøger det fælles gennem det konkrete, gør de præcis det samme som mændene. De nærmer sig det fælles, men selvfølgelig gennemdet feminint konkrete. Det giver dem imidlertid store problemer i forhold til kunsthistorien og de museale institutioner. For den kunst, de kvindelige kunstnere laver, er jo ikke altid fuldstændig identisk med den, de mandlige kunstnere laver. Og det udlægges ofte som en svaghed ved de kvindelige kunstneres kunst. Den får betegnelser som 'privat' og 'kvindekunst' hæftet på sig. Men man glemmer at kalde mændenes eksistentielt afsøgende kunst for 'privat' og 'mandekunst'. I receptionen af kunst forveksles den mandlige kunst med en almen eller universel kunst. Den mandlige kunst tager patent på det universelle. At museerne køber den bedste kunst, kan vi tillade os at afvise. Tværtimod er museerne ikke gode nok til at købe den bedste kunst, set i lyset af de prægnante kvalitetsbegreber, der er i spil, når den bedste kunst har den tillægsegenskab, at den er lavet af kvindelige kunstnere. Så det er altså på sin plads at overveje den anden forklaring givet i Magtudredningen, nemlig at de kvindelige kunstnere udsættes for diskrimination. Men hvad er diskrimination egentlig? Diskrimination består i, at personer eller grupper af personer behandles forskelligt, så nogle stilles bedre end andre, uden at der kan peges på en relevant forskel, der kan retfærdiggøre en forskelsbehandling. Diskrimination på grund af køn regner køn for at være relevant i sammenhænge, hvor det ikke er relevant. Når museerne siger: »Vi køber den bedste kunst«, kan vi spørge: Hvilken grund kan der være til, at museumsfolk enten udtalt, i det skjulte eller i deres underbevidsthed tilføjer: »men ikke når den har den egenskab, at den er lavet af kvinder«, eller »men det skal være sværere for kvinder«, eller »men vi ser lige kvinderne an en ekstra gang«. Jeg kan virkelig ikke finde på nogen grund, der er i stand til at retfærdiggøre en sådan tilføjelse. At de kvindelige kunstnere i gennemsnit har vanskeligere ved at nå toppen end mandlige kunstnere, er ikke nogen begrundelse for at kræve af den enkelte individuelle kvindelige kunstner, at hun skal vise større gennemslagskraft og udholdenhed end hendes mandlige kolleger. At museerne tøver over for den enkelte unge kvindelige kunstner, fordi de er usikre på, om hun kan klare mosten, kan ikke retfærdiggøres på nogen rationel måde. Tværtimod er museerne ved deres tilbageholdenhed med til at give yderligere næring til en skepsis, hvad angår de kvindelige kunstneres seriøsitet. Museerne finansieres, ligesom f.eks. hospitalerne og universiteterne, af offentlige midler. Derfor har vi alle som skatteborgere lov til kritisk at spørge til museernes dispositioner. Man kan mene, at talentet for at skabe kunst ikke er demokratisk fordelt. Og det er da korrekt. Men det gælder også talentet for at være læge, kok, advokat, lærer osv. Kunsten og kunstverdenen er en del af verden. Derfor er der ikke belæg for at se bort fra de værdier og moralske normer, vi ellers gør gældende i verden. Ligesom vi siger, at vi gerne vil have et retfærdigt samfund uden diskrimination, ligesådan kan vi sige, at vi gerne vil have en kunstverden uden diskrimination og med bare en vis grad af retfærdighed. Men hvader retfærdighed? Lad os indskrænke os til kun at tale om formel retfærdighed. Formel retfærdighed består i, at anvendelsen af love og regler sker på en upartisk, rationel og konsistent måde. Lige tilfælde bør behandles lige. I kunstverdenen gælder følgende regel for museale indkøb: Den bedste kunst skal indkøbes. Det er en glimrende regel, men den anvendes ikke konsekvent over hele linjen. Kunstværker af høj kunstnerisk kvalitet, der har den tilfældige tillægsegenskab, at de er lavet af mandlige kunstnere, indkøbes i overensstemmelse med reglen. Men kunstværker af høj kunstnerisk kvalitet, der har den tilfældige tillægsegenskab, at de er lavet af kvindelige kunstnere, indkøbes sjældent. Gode mandlige og kvindelige kunstnere behandles altså ikke på samme måde. Det er, hvad man sædvanligvis betegner som uretfærdigt, og det er uacceptabelt både i og uden for kunstverdenen. Vi er så heldige at leve i en del af verden, hvor vi er frie til at ændre på tingenes tilstand, hvis vi vil. Jeg håber, vi sammen kan gennemtænke begreberne om kunst og kunstnerisk kvalitet på ny, så vi i fremtiden får nogle museale indkøb og en kunstverden, der afspejler en større grad af lighed mellem kønnene og med flere muligheder for rigere og mere varierede kunstoplevelser - oplevelser, der for mange mennesker i Danmark er en uomgængelig del af det at leve et godt liv. Efterskrift: Kroniken er en bearbejdet version af den tale, Dorte Jelstrup holdt under konferencen 'Før usynligheden', der blev afholdt på Det Kongelige Danske Kunstakademi tidligere på måneden.