Kunne man forestille sig Wonderful Copenhagen Marathon omdannet til den velgørenhedsfest, som London Marathon har været i mange år? Ville vi se flere løbere og flere positive tilskuere? Kronikøren, der er bachelor i etnologi, er ikke i tvivl. På søndag skal Københavns gader igen fyldes af stønnende og svedende løbere, der kæmper sig igennem lidt over 42 kilometer i Wonderful Copenhagen Marathon. I maj 1997 deltog jeg selv i Copenhagen Marathon og året efter i april 1998 deltog jeg i The Flora London Marathon, og jeg vil her gerne fortælle om forskellen på at løbe maraton i København og i London. Det er de to eneste erfaringer om maraton, jeg har, og jeg skal heller ikke have flere. Ikke fordi det ikke er en oplevelse at løbe et maratonløb, for det er det, men det kræver meget træning inden, og det er hårdt for fysikken, når man ikke i forvejen er en sportsatlet, men bare en almindelig motionist på dengang 43 år. Det eneste, der måske kunne motivere mig til at prøve igen, ville være, at jeg skulle løbe for en sag. Jeg deltog i begge maratonløb sammen med en lille gruppe gode kollegaer fra min daværende arbejdsplads på DTU i Lyngby. Vi trænede også sammen, og kun fordi gruppepresset og sammenholdet var så stort, holdt jeg ved. Gennem de to vintres træning i Dyrehaven og med Sparta tænkte jeg ofte, at jeg burde skrive om, hvad der får en flok forholdsvis normale mennesker til at løbe mindst en halvmaraton, dvs. mellem 20-25 kilometer hver lørdag eftermiddag igennem cirka fire måneder, i slud, regn og sne og en sjælden gang i solskin, alt sammen helt frivilligt. Hvad er det, der driver én frem? Er det velværet efter træningen? Den gode samvittighed over, at man kan tillade sig at spise lidt mere og drikke en flaske rødvin lørdag aften? Er det fællesskabet og de hyggelige samtaler, man fører undervejs? Eller er det endorfinerne i hjernen der gør én lidt høj, når man når ud over de 18-20 kilometer, og tankerne bare flyver, og det føles, som om man svæver? Jeg har ikke helt fundet ud af det endnu, og svaret er nok en kombination af de førnævnte ting, men jeg har som sagt ofte undret mig over, at jeg selv igennem to vintre tilbragte stort set alle lørdag eftermiddage i selskab med ca. 200-300 andre løbeentusiaster. Lørdagstræningen foregik således, at vi løb med Idrætsforeningen Sparta fra Østerbro Stadion fordelt på ti hold hver med to holdledere, som man ikke måtte overhale. Jeg løb på det langsomste hold, som havde som mål at gennemføre maratonen på ca. fire timer. Vi løb flere og flere kilometer for hver uge optrappende fra ca. 10 kilometer til 33 kilometer. Turene gik gennem Utterslev Mose, rundt om Gentofte Sø, ud i Dyrehaven op til Eremitageslottet ned til Akvariet i Charlottenlund og hjem til Østerbro Stadion ad Østerbrogade. Mange mennesker var irriterede på os, fordi vi fyldte på fortovene og naturstierne og virkede voldsomme, når vi kom spænende i flok, og til tider var jeg flov over at være med i sådan en flok larmende, prustende, stønnende og sveddryppende mennesker, og jeg ville gerne have kunnet give et fornuftigt svar på spørgsmålene om: »Hvad løber I for?«. Dagen for mit første maratonløb i København oprandt jo, og det var en stor oplevelse at gennemføre det; især var den fornemmelse jeg fik, da det var overstået, helt speciel. Det at have overvundet sig selv, var en stor tilfredsstillelse. Og den grundige træning gjorde, at jeg kom igennem uden skader, og uden at møde den berømte mur. Jeg kunne oven i købet overhale flere unge mænd, da vi nåede op over de 30 kilometer. Jeg løb i stort set samme rolige tempo hele ruten igennem, hvilket vi jo havde lært under træningen. Og jeg kom i mål på fire timer og 18 minutter, hvilket jeg var vældig tilfreds med. Om aftenen var jeg til fest, jeg var glad, men træt, og benene ville helst ikke danse. Oplevelsen året efter i London var dog langt større, og det var den af flere grunde. For det første deltog over 30.000 løbere i London, heraf var de ca. 6.000 udlændinge. I København deltager ca. 6.000 løbere, hvoraf meget få er udlændinge. For det andet havde udlændingene i London, som jeg var en del af, bare betalt omkring 500 kr. for at deltage, mens englænderne havde gjort en stor indsats for at deltage i løbet. Her tænker jeg ikke kun på træningen, som er en selvfølge, nej englænderne skal samle penge ind til velgørende formål for overhovedet at få en plads i løbet. Det typiske er, at de skal samle ca. £500 ind til en velgørende organisation, og mange samler meget mere ind, ofte £1.000. Dette gør de for at få lov til at løbe 42 km, eller på engelsk 26 miles og 385 yards, for naturligvis er der prestige forbundet ved at have deltaget i London Marathon. Der har været 100.000 anmodninger om at få lov til at deltage, men Flora London satte stop ved 41.500 deltagere. At der så 'kun' startede 30.663 skyldes åbenbart, at de velgørende institutioner ikke har kunnet få afsat alle deres billetter. I 2002 havde Flora London hævet antallet af deltagere til 45.500. Systemet er således, at det er de velgørende organisationer, der køber billetterne til maratonløbet, og så gør organisationernes medlemmer sig fortjent til en billet ved at samle penge ind. Hvis man ikke kommer op på de £500, er der intet startnummer. Det, der også gør det specielt at deltage i London Marathon, er, at man på samme tid er i selskab med eliten, dvs. olympiske atleter, og med helt almindelige mænd og kvinder i alle aldre, samt handikappede der deltager i rullestole. Eliten bliver betalt med store summer for at stille op, og vinderen får £50.000. Den store mængde betaler for at deltage, og det er store summer, de velgørende institutioner indsamler på sådan en dag. En forening som Help the Aged, som vel kan sammenlignes med vores Ældre Sagen, anslår, at der er blevet samlet mere end £55 millioner ind til dem siden starten i 1981 af individuelle løbere. I England siger man, at det årlige maratonløb er den begivenhed, hvor der bliver samlet flest penge ind på én gang, og man anslår, at siden 1981, hvor det første London Marathon blev afholdt, er der indsamlet £187 millioner til velgørenhed. En enkelt mand ved navn Del McCarrick, en taxichauffør på 66 år - altid klædt ud som Roger Rabbit - har som personligt mål at nå £100.000, og han var tæt på målet i 2002. Han samler penge ind til Leukaemia Research Fund, og han har gennem de sidste 15 år løbet 20 maratonløb for at nå sit mål. Tilskuerne i London ved, at deltagerne har samlet penge ind til velgørenhed, og derfor er der en helt anden opbakning fra tilskuerne til løberne, end der er i København, hvor man nærmest er i vejen for folks biler og deres vej til bageren efter rundstykker. I London Marathon er man intet mindre end en helt, og ekstra populære er de personer, der er klædt ud. Det fandt min datter og jeg hurtigt ud af, da vi de første ti kilometer løb side om side med en mand klædt ud med et toilet om maven, og ekstra ben med underbukser hængende ned om anklerne, cisterne og toiletrulle, og et skilt hvorpå der stod, at han samlede penge ind til syge børn. Det var som at løbe en triumfmarch. Folk hujede og grinede og klappede og råbte, så vi blev båret frem af den jublende menneskemængde, indtil han forsvandt i vrimlen, og vi måtte finde nogle andre at lægge os bagved. På skift løb vi ved siden af udklædte julemænd, elefanter, næsehorn, en tre meter høj Punch- and Judyfigur, som havde problemer, når det blæste, straffefanger med kæder og en spand imellem sig, som tilskuerne på ruten kunne lægge penge i, soldater i fuld oppakning samt almindelige sportsklædte deltagere med T-shirt, hvor der stod, hvilken organisation de støttede. Det var bl.a.: Ældre Sagen, Parkinsons syge, Kræftens Bekæmpelse, Døvblinde børn, leukæmi-ramte børn, Kampen mod Vuggedød, Dyrenes Beskyttelse, greyhoundenes redning, Prinsesse Dianas Fond mod mineramte børn, og jeg kunne blive ved. I starten var det virkelig opløftende at se på, men under de sidste ti kilometer var jeg ved at få kvalme af træthed og for meget energidrik, samt af al den sygdom og elendighed der findes i verden. Til sidst da vi løb gennem Tower, som var dækket med grønne tæpper, for at vi ikke skulle skride på de glatte sten, og op til målet foran Buckingham Palace tænkte jeg kun på, om målet ikke snart var der, og om der da slet ikke fandtes helt raske mennesker nogen steder. Tilskuerne gav løberne appelsiner og karameller på ruten, og der var utrolig meget musik og underholdning undervejs, specielt i starten, hvor vi løb fra Greenwich forbi 'Cutty Sark' og langs dokkerne til Tower Bridge, kom vi igennem fattige boligkvarterer med en meget stor opbakning fra tilskuerne. Et sted stod et par bikiniklædte piger og uddelte omfavnelser og kys til de mænd, der havde lyst til dét. Vejret skiftede mellem strålende solskin og byger af styrke som et brusebad, hvilket gjorde, at jeg på et tidspunkt dårligt kunne se ud af øjnene, og min datter løb fra mig, da hun syntes jeg blev for ynkelig at høre og se på! I mål kom jeg endelig, mere end to timer efter den bedste kvinde, Catherina McKiernan, som vandt med to timer og 26 minutter og 26 sekunder. Det er lang tid at løbe, men mange af deltagerne er langt over fem timer om at komme i mål, og de sidste ti kilometer er mere en vandring end et løb for mange af deltagerne. Aftenen blev fejret i mine gode kollegaers selskab på en restaurant i Covent Garden, hvor vi fik en udsøgt behandling, da vi alle otte havde vores medaljer om halsen. Om mandagen da, jeg skulle på fagligt besøg i en maritim organisation og undskyldte min lidt stive gang med at jeg havde løbet maraton dagen i forvejen, var det første, jeg blev spurgt om: »Hvem løb du for?«. Jeg måtte forklare, at i Danmark løber vi ikke for nogen, og vi fik så en interessant diskussion om velgørenhed kontra socialforsorg. England er stadig på det stade, hvor Danmark var omkring århundredskiftet, hvad social forsorg angår. I Danmark fik Socialdemokratiet jo med K.K. Steincke i spidsen gennemført 'Den Store Socialreform' i 1933, hvorefter staten tog sig af en stor del af det sociale område og påbegyndte den velfærdsstat, der blev videreudviklet i de næste årtier, og mundede ud i bistandsloven. Indførelsen af socialreformen medførte, at mange af de områder, den private velgørenhed tidligere havde taget sig af, nu blev overtaget af staten og udført af professionelt uddannede medarbejdere. Socialdemokratiet havde i mange år ønsket, at den private velgørenhed blev afløst af et statsligt forsørgelsesvæsen, hvor den trængende ikke skulle stå med hatten i hånden og høre på kristne moralprædikener. Den private velgørenhed blev gjort til grin og tidligere filantroper blev kaldt 'hattedamer'. Da velfærdsstaten nu havde egne veluddannede socialrådgivere, blev de private velgørere udtryk for uprofessionel omklamring og derved ildeset. I takt med, at det sociale område blev et offentligt anliggende, mente skatteyderne, at staten måtte tage sig af de borgere, der havde brug for hjælp. Englænderne har en helt anden indstilling til dette område. De bruger en stor del af deres fritid og mange penge på velgørenhed og især firmaer og virksomheder har et meget stort budget til velgørenhed. En organisation som Help the Aged har f.eks. et budget til velgørenhed på £70 millioner. Hvor mange danske virksomheder har det? Vi er stort set fri for tiggere på gaden og i S-toget i Danmark, men måske er vi blevet for magelige og ligeglade med vores medmennesker. Måske var det en god idé med flere private initiativer, og måske kunne Wonderful Copenhagen Marathon omdøbes til et Velgørenhedsmaraton og derved få flere deltagere, der nu kunne give et fornuftigt svar på, hvad de løb for, samtidig med at tilskuerne ville være langt mere positive, hvis de vidste, at man løb for en god sag. Dette er en opfordring til organisationer som Kræftens Bekæmpelse, Ældre Sagen og Røde Kors om at bruge velgørenhedsløbet som et supplement til dørindsamlingerne og de store tv-show!