SOM LED I regeringens aktioner for at nedbringe arbejdsløsheden og mindske udgifterne til offentlig forsørgelse, skal kontanthjælpsmodtagerne selvfølgelig i arbejde. Metoden hedder lidt gulerod og et godt smæld med pisken. Pisken er et af de vigtige elementer i det efterhånden omdiskuterede forlig 'Flere i arbejde'. Forliget indeholder på den gode side oplæg til forenkling af reglerne i de kafkaske forsørgelsessystemer, som én million danskere bevæger sig rundt i. På den dårlige side indeholder forliget en opfattelse af samfundets svageste grupper som halvdovne, magelige udnyttere af det system, der er skabt for at hjælpe dem. Forliget har indtil videre strammet op på ydelserne til kontanthjælpsmodtagere; for eksempel er beskæftigelsestillægget på knap 2.000 kroner fjernet, og kontanthjælpsmodtagere i ægteskab får deres ydelse reduceret med 500 kroner om måneden efter de første seks måneders ledighed. Det er et klart signal til kontanthjælpsmodtagerne om, at jo længere tid de går uden reelt arbejde, jo mindre skal de regne med, at staten tror på dem. Budskabet kan selvfølgelig også leveres i en pænere indpakning: »Det skal kunne betale sig at arbejde«, som man kan læse på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside. Redskaberne i forliget skal bruges således, at »der altid er et incitament til at tage et arbejde«, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. Jeg er meget enig i, at mennesker skal kunne motiveres til at tage et arbejde. Jeg tror ikke, det er godt for nogen at gå ledig. Problemet er, at der lægges så megen vægt på de økonomiske incitamenter. Min egen mangeårige erfaring med samfundets udsatte og marginaliserede mennesker er, at økonomisk straf slet ikke er det, der skal til. Det skader ofte mere, end det gavner de over 300.000 mennesker mellem 18 og 60 år, der er på langvarig midlertidig offentlig forsørgelse. Skaderne har en række økonomiske og psykologiske konsekvenser for de svageste ledige: ØKONOMISK betyder forliget, at mennesker, som i forvejen ikke har mange penge, bliver fattigere. Det kan godt være, at staten har opdaget nogle mennesker, der har formået at udnytte systemet og derfor får offentlige ydelser til op over begge ører. Men de fleste mennesker på kontanthjælp, i aktivering med videre, og ikke mindst på den allerede forkætrede 'starthjælp', lever allerede under det, som Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) har udregnet som 'basisleveniveau'. Basisleveniveau inkluderer udgifter til mad og drikke, personlig hygiejne, transport (ikke bil), lidt tøj, dagligvarer og bolig. Det omfatter ikke udgifter til fritidsaktiviteter, cigaretter, nyt køleskab, møbler, vinterovertøj, fagforeningsmedlemskab, forsikringer etc. For en enlig var basisleveniveau i 2001 7.000 kroner efter skat. Til sammenligning får en enlig kontanthjælpsmodtager 8.172 kroner før skat. Efter skat kan man regne ud, at kontanthjælpsmodtageren kommer ned under basisleveniveauet på 7.000 kroner om måneden. Så kan han måske få boligtillæg, og hvis køleskabet går i stykker, kan hans sagsbehandler måske hjælpe ham med en særbevilling, men det står da klart for enhver: Mennesker på kontanthjælp og på anden langvarig midlertidig forsørgelse lever ikke over evne! De mæsker sig ikke i rødvin og store bøffer, går i biografen eller tager børnene med i Tivoli i deres af skatteyderne betalte fritid, alt imens de skiftevis grix ner af systemets naivitet og brokker sig over, at de ikke har flere penge. Kontanthjælpsmodtagere lever småt og temmelig nøjsomt. Langt de fleste af dem vil meget gerne have et arbejde, men ved ikke, hvad de skal gøre for at få det. Det er svært at gå ud og få sig et arbejde, når man ikke har haft et de sidste 15 år og godt ved, at ens 8.-klasse-eksamen og et tidligere liv som hjemmegående husmor på piller og alkohol ikke giver adgang til noget som helst. I et samfund, hvor arbejdet er en stor del af vor identitet, har man ikke meget selvværd tilbage efter mange år uden. Tre fjerdedele af vore elever på Kofoeds Skole har ikke haft én eneste dags arbejde i de sidste fire år eller mere - i øvrigt en stigning på cirka 50 procent siden 2000. Ser vi på elever, som ikke har haft arbejde i mere end ti år, er tallet cirka 20 procent - mere end det dobbelte af tallet i år 2000. Når eleverne starter på skolen, er de som regel i en tilstand af opgivelse. At give dem 500 kroner mindre om måneden er ikke det, der skal til for at give dem håb og lyst til at integrere sig tilbage ind i samfundet. Økonomiske sanktioner bliver de fattige af, ikke motiverede. MANGE AF DE svageste ledige er vant til at være 'et nummer i systemet'. De har gennem mange år modtaget den ene eller den anden form for offentlig hjælp og har haft mange forskellige sagsbehandlere, vejledere og rådgivere involveret i deres sag. Mange ledige vil dog helst undgå møderne med det offentlige system. De føler sig ydmyget, fremmedgjort og mistænkeliggjort og undlader ofte at søge sagsbehandleren om økonomisk hjælp til ekstraudgifter såsom briller eller reparationer. De er afhængige af den enkelte sagsbehandlers dygtighed og velvilje og føler sig magtesløse over for den indviklede regelsætning på social- og sundhedsområdet, som bestemmer deres liv. Flere og strammere regler for de svage ledige lægger oftere brænde til opgivenhedens bål, end de får de dovne til at tage sig sammen. Med beskæringer i den offentlige forsørgelse fortæller vi - samfundet - endnu en gang de ledige, at vi ikke tror på dem, og at vi vil jagte dem, indtil den dag de beslutter sig for at vise, at de er noget værd og finder sig et arbejde. Indtil den dag føler de ledige sig nedprioriteret som værdige samfundsborgere. Det værste er, at de begynder at tro på det selv: at de er en ubrugelig klods om benet på samfundet. Samfundet ser ned på dem, skælder ud og siger, at nu må de tage sig sammen! Når det at være arbejdsløs og marginaliseret fremstilles som noget, der kan løses ved, at man 'tager sig sammen', er konklusionen for den arbejdsløse, at han ikke kan finde ud af at tage sig sammen. At han er en svækling, sådan set. Dét er ikke motiverende. Mange af de svage ledige har arbejdsmæssigt en historie, der handler om nederlag på nederlag. Grunden til, at den arbejdsløse har været ledig i mange år, er yderst sjældent, at han ikke synes, det kan betale sig at arbejde. Snarere handler det om mangel på selvværd, kompetencer, sygdom og evnen til at tænke i nye løsninger. Livet bliver baseret på mangelfaktorer. Straf, tvang og pisk er blandt disse faktorer, som snarere sætter livet i stå end tilfører det nyt brændstof. HVIS MAN VIL gøre noget godt for de svage ledige og integrere dem ind i samfundet og ind på arbejdsmarkedet, må man fokusere på, hvilken oplevelse man vil give dem. På Kofoeds Skole har vi, ligesom i psykologien og den pædagogiske videnskab, erfaringer med, om der kommer noget godt ud af at tvinge eller straffe folk. Det gør der ikke. Så hvorfor ødelægge det, der er tilbage af menneskers gode humør, med tvang, når der ikke kommer noget ud af det? Ud af tvang kommer kun skepsis og uvillighed - det ser vi hele tiden, når vi modtager nogle nye elever, der er henvist under tvang (cirka en tredjedel af eleverne på Kofoeds Skole kommer, udelukkende fordi deres sagsbehandler har henvist dem). Eleverne, der er på skolen under tvang, er i starten langt mere skeptiske end de elever, der selv har haft del i beslutningen om at komme på skolen. I stedet for tvang og andre mangelfaktorer må vi give de ledige vækstfaktorer! Til disse faktorer hører begreber som meningsfuldhed, ansvar, selvbestemmelse og anerkendelse. Virkeliggørelsen af disse begreber får mennesket til at yde sit bedste. Dét er anerkendt viden, f.eks. på arbejdsmarkedet. Alle mennesker - beskæftigede som ledige - motiveres af den slags krav og forventninger, der kommer af, at nogen tror på deres evner og muligheder. Men det kræver indsigt, kontakt og tid at beskæftige sig med mennesker, ikke mindst med mennesker, der mentalt og praktisk føler sig sat uden for samfundet. Hvis vi har at gøre med et menneske med misbrugsproblemer, skal vi hjælpe ham til at hjælpe sig selv ud af sit misbrug, før vi overhovedet begynder at tale om ordinært arbejde. Hvis vi har at gøre med et menneske, der er psykisk skrøbeligt, skal vi give ham redskaber til at få selvværd og stabilitet ind i sit liv, før vi lader ham prøve kræfter med de mange psykiske konfrontationer, en arbejdsplads byder på. Hvis vi har at gøre med et umiddelbart helt normalt menneske, som bare ikke har haft arbejde de sidste ti år, skal vi tale med ham og høre hvorfor, uden på forhånd at dømme ham som ugidelig og ryggesløs. Metoden med vækstfaktorer virker faktisk. To tredjedele af vore elever går videre fra skolen med nye fremtidsudsigter; til fast arbejde, uddannelse eller forbedret livskvalitet i aktiv ledighed. HER I DANMARK vil vi gerne arbejde. Vi er et af de lande i verden, der har en meget høj ikkeøkonomisk arbejdsmotivation, og det gælder både for ledige og mennesker i job. Langt de fleste ledige vil endda gerne arbejde for mindre end det beløb, de bliver offentligt forsørget for. Det viser en undersøgelse fra Center for Velfærdsstudier på Aalborg Universitet, hvor otte ud af ti mennesker på dagpenge var villige til at arbejde for lavere løn end de 132.000 om året, dagpengene gav dem. Men de kan ikke finde et job. I stedet for at straffe og presse de svage ledige med nedsatte ydelser bør man gøre det enklere for dem at finde et arbejde, for eksempel via praktikordninger i virksomhederne og ved personlig hjælp og rådgivning omkring kontakten til arbejdsmarkedet. Desuden må man bruge flere penge på at skabe det rummelige arbejdsmarked, som alle går og venter på. For det er jo et faktum, at det danske arbejdsmarked i dag er hårdt at være en del af. Tempoet er højt, og mange slides ned for hurtigt eller bliver arbejdsløse, fordi de ikke kan følge med. Hvis arbejdspladserne i samfundet nu kunne gøre plads til de mange svagere ledige - måske endda se dem som ressourcer - ville problemer løses og nye muligheder opstå. De mange forskellige aktiveringstilbud kan med sikkerhed også forbedres, således at de vitterlig fungerer som springbræt til et selvstændigt liv i samfundet og på arbejdsmarkedet. Pengene til de mange forskellige institutioner og projekter, der har aktiveringstilbud, bør fordeles på en ny måde: efter brugertilslutning. Her vender jeg tilbage til min tanke om tvang eller lyst; jeg er overbevist om, at de tilbud, som brugerne kan lide at være i, er dem, der fungerer bedst og i sidste ende giver de bedste resultater for de ledige og for samfundet. Lad brugerne stemme med fødderne - hvis tilbuddet dur, bliver de, ellers går de. Vi bliver nødt til at have en mere markedsorienteret aktiveringspolitik. Det, der ofte opfattes som en ufremkommelig jungle af ufrivillig aktivering, kan gøres til et spændende landskab af oplevelser, der tilpasses det enkelte menneskes lyster og behov og som følge heraf også motiverer mennesket til at tage nye beslutninger i sit liv. Jeg mener ikke hermed, at aktiveringsordningerne skal være anarkistiske størrelser, der bare vil have glade brugere og ikke ser kritisk på, om de glade brugere så også kommer videre med deres liv. Der skal naturligvis måles på effektiviteten. Men i stedet for at bruge penge på mange og dyre evalueringsrapporter kunne stat og kommuner yde tilskud til løbende målinger af projekternes succes blandt brugerne. De tre dimensioner, man kunne forlange målinger i, er: tilgang/belægning af brugere, tilfredshed hos brugere og resultater af forløbet (hvad der sker med brugeren efter endt forløb). DER ER MANGE muligheder for at integrere kontanthjælpsmodtagere og andre ledige på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt. Men uanset hvordan jeg vender og drejer forligsparternes og Beskæftigelsesministeriets udmærkede intentioner, står jeg tilbage med deres konklusion om, at økonomisk straf er motiverende for arbejdslysten. Det er for snæversynet og fungerer ikke i det sociale felt, vi her befinder os i. Det havde klædt forligsparterne bedre at løse ledighedsproblemerne ud fra et fokus på menneskelige vækstfaktorer - at lade den smældende pisk ligge og i stedet gå ud og opgrave store, saftige, hjemmeavlede bundter gulerødder af den slags, der får tænderne til at løbe i vand, bare man ser på dem.