14. januar 1526 døde en 24-årig kvinde på et lystslot nær byen Gent, hvor hun var født. Hendes liv havde været lige så dramatisk, som det blev kort. Hun havde været rig og forkælet. Hun havde været dronning. Hun havde været landflygtig. Og hun havde født seks børn. Den ældste søn Hans og døtrene Dorothea og Christine levede. Men tre sønner var døde som spæde. Hun var Christian II's hustru. Kongen kunne ikke have gjort et bedre parti. Isabella, der i Danmark blev kaldt Elisabeth, var Habsburger. Fornemt, lidenskabeligt blod flød i hendes årer. Hun var kejser Maximilians barnebarn og datter af hans eneste søn Filip den Smukke og den spanske prinsesse Johanna den Vanvittige, kvinden, der var så forelsket i sin troløse mand, at hun ikke ville begribe, at han havde taget hende for pengenes skyld og i håb om at blive konge af Castilien, der var Johannas arv. Under en rejse i Spanien erklærede han hende sindssyg. Men kort efter døde han. Nu flirtede han ikke, og ingen hofdamer prøvede at vinde hans gunst. Endelig var han Johannas, og hun kunne umuligt overlade ham til den hårde stenede jord. Hun rejste rundt med liget og lod jævnligt kisten åbne. Han måtte kunne mærke, at hun stadig elskede ham. Og en dag ville han vågne ved et kys eller ved tonerne fra hendes guitar. Hun fortsatte sine genoplivningsforsøg, indtil hendes far, kong Ferdinand, lod sin svigersøn begrave. Det var på tide, for han havde allerede flere gode ægteskabstilbud til Johanna. Men da hun var fuldstændig uinteresseret, blev hun anbragt det sted, der var egnet for besværlige kvinder: klosteret. Senere skulle Johanna være blevet ganske fornuftig. Men nu herskede kong Ferdinand selv over Castilien. Der var ingen grund til at erklære datteren rask. Elisabeth havde sikkert hørt om sine forældre. Men hun kendte dem ikke. Hun og hendes søskende blev opdraget hos deres faster, der var Nederlandenes regentinde. Børnene fik de bedste lærere, der kunne opdrives. De talte fransk, læste latin og fik danseundervisning og legede og kørte somme tider rundt i byen i en lille vogn. De var populære, og borgerne fulgte da også Elisabeth med fakkeltog og forærede hende et fad fin rhinskvin den dag, hun som fjortenårig gik om bord på det skib, der skulle sejle hende til Danmark. Endelig skulle hun møde kongen, der havde giftet sig med hende per stedfortræder, da hun var tretten år. Hun havde aldrig set ham, men hun var så forelsket i ham, som en ung pige kan blive det i billedet af en filmhelt, og i kirken havde ordene til hende lydt: »Stå op, il, højbårne fyrstinde og dronning! Bring dog lægedom til ham, som er syg af kærlighed til dig«. Men ile kunne hun ikke. Vejret var så hårdt, at turen tog længere tid end ventet. Hun led af søsyge og var ikke den eneste, der troede, hun skulle dø. Ved Skagen bad hun om at blive sat i land, men lod sig overtale til at sejle videre til ham, der nok ikke var syg af kærlighed, men længtes inderligt efter medgiften på 250.000 gylden. Endelig kom hun, bruden, så forsinket, at de fornemste gæster var taget hjem. Og hun gjorde ikke noget strålende indtryk. Hun var lille og spinkel og så medtaget, at hun måtte sidde på sin hofdames skød, mens hun hørte på velkomsttalen. Uvejret tog til, og de planlagte festligheder druknede i regn. Men det kunne jo være et godt varsel. Regn betød frugtbarhed. Men det varede længe, inden det kom så vidt. Dronningen blev ikke besteget. Den 34-årige konge var ikke interesseret i sin 14-årige brud. Han elskede Dyveke. De havde levet sammen i otte år. Hun havde et værelse på slottet og et hus i byen, og hendes mor Sigbrit var kongens rådgiver i finanssager. Livet som de nordiske rigers dronning svarede ikke til Elisabeths ungpigedrømme. Hun var såret over, at hun nok blev æret, men ikke begæret og i øvrigt blev holdt under opsigt. Dronningeværdigheden var ikke noget at ønske sig, skrev hun til sin storesøster Eleonora: »Man bliver ført til en mand, man ikke kender. Man forstår ikke hans sprog. Hans manerer er én ganske fremmede. Og ham skal man følge til jordens yderste grænse«. Eleonoras liv tegnede til at blive langt lykkeligere. Hun og den unge Frederik af Phalz var forelskede. »Jeg er villig til at give afkald på alt, når jeg kun må tilhøre dig og du mig«, skrev han til hende. De to talte samme sprog. De kendte og elskede hinanden allerede inden ægteskabet. Det var efter Elisabeths mening langt mere værd end en dronningekrone, og hun var måske også den eneste, der udtrykte medfølelse, da et kærlighedsbrev blev opsnappet med det resultat, at de to unge elskende over for en pavelig repræsentant måtte tilbagekalde alle gensidige løfter. Frederik af Phalz blev forvist fra hoffet, og Eleonora gift med kongen af Portugal. Det var sandelig ikke kærlighed, der skulle bringe en Habsburger til brudeskamlen. Men i Danmark var forholdene heller ikke, som de burde være. Hvor blev kejser Maximilians oldebørn af? De børn, der straks efter fødslen skulle være emner for gunstige ægteskaber, der kunne udvide rigets grænser og skaffe handelsforbindelser. Der var ingen grund til at spilde tiden. Børn var nødvendige. De var en politisk handelsvare og brikker i et spil om magt. Men Christian II opfyldte simpelthen ikke sine ægteskabelige pligter, og der blev sendt en deputation til Danmark for at klage over den manglende bestigning og kræve, at Dyveke blev sendt ud af landet. Kongen nægtede at skille sig af med Dyveke, skønt han egentlig havde forpligtet sig til det i ægteskabskontrakten. Dronningen modtog delegationen meget venligt, men erklærede, at bestigningen var en sag mellem kongen og hende. Kejserens repræsentanter lod dog en bemærkning falde om, at hvis Dyveke ikke forlod landet, skulle de nok spille hende et slemt puds. Måske gjorde de det virkelig. Måske var det ikke Torben Oxe, der sendte hende en kurv med forgiftede kirsebær. Måske var bærrene rene og sunde. Måske døde Dyveke en naturlig død. Men et giftmord var nemt dengang. Der var ikke noget retsmedicinsk institut, og en del madvarer må have været livsfarlige. En kurv østers kunne være en uge undervejs i bagende sol og alligevel smage yndigt. Dyvekes død er stadig en gåde. Men da kongen havde mistet sin elskerinde, opdagede han, at han var gift og vendte sig mod sin dronning. Elisabeth havde nu lært at tale og skrive dansk. Som 17-årig fødte hun deres første barn. Hun havde et godt forhold til sin svigermor. Hun havde ingen samarbejdsproblemer med Sigbrit og heller ikke med sin mand. Det skete, at hun modtog udsendinge og forhandlede med dem på kongens vegne, og mens han førte krig i Sverige, styrede hun landet sammen med rigets marsk. Elisabeth blev kongens fortrolige, hans diplomat og altid hans »kære frue«. Der er en sensuel tone mellem dem. »Jeg længes mig ihjel«, skriver hun, når han er bortrejst. »Hvis De vil, at jeg skal komme hjem med hel hud«, skriver han, når han er i krig. Hun var ikke med ham i Stockholm ved det herostratisk berømte blodbad. Hun lå i barselsseng i København og lod afholde messer for, at han måtte vende helskindet hjem. Det gjorde han, men med ordet 'tyran' klæbende til sit navn. Han, der havde lovet sine tidligere fjender frit lejde og inviteret til forsoningsfest, lod pludselig alle porte og døre lukke. Mænd med fakler strøg gennem mørket og lyste mod gæsternes ansigter. Fornemme kvinder og mænd, der havde ventet et ridderslag, blev ført bort til henrettelse eller fængsel. En af fakkelbærerne var kongens tro mand Søren Nordby, der ellers var berømt og berygtet for at kapre rige handelsskibe. Og et af de ansigter, han lyste på, glemte han ikke: Sten Stures unge enke. Da hun mange år senere blev løsladt fra fængslet, friede han til hende. Men hun betakkede sig. Trods alt var det ikke blodbadet, der drev Christian II ud af Danmark, men hans afhængighed af den forhadte Sigbrit. Efterhånden havde hun mere magt end de mænd, der mente sig født til at herske. Hun virkede som Christian II's kansler og finansminister, og hun var hans medarbejder ved hans nye love. Lovene var den dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Det var en tung og fatal dråbe. For adelen og gejstligheden var det et direkte angreb. Pludselig blev de berøvet deres nedarvede privilegier. Det var love, der gik i detaljer. For eksempel måtte klostrene nu kun holde et beskedent antal jagthunde. I Bibelen stod der jo ikke noget om, at biskopper og munke skulle gå på jagt. Godsejerne kunne ikke mere sælge deres bønder eller flytte en flittig fæstebonde, der havde rettet op på en dårlig gård, til et nyt fallitbo. Men trygheden betaltes med de flygtige glæder. For bønderne blev sommerens mange dejlige fester forbudt. Lyset var skabt til at arbejde i og ikke til at danse og fjase aftener og nætter bort. Et bryllup måtte højst var to dage. Og det var ikke hele landsbyen, der skulle inviteres. Kun de nærmeste. Både adelen og gejstligheden, som kongen ville knægte, og bønderne og borgerne, som han ville hjælpe, rejste sig mod ham. Rigsrådet lovede at forhandle med ham. Men de fleste havde allerede svoret kongens farbror, hertugen af Gottorp, troskab og bedt ham redde landet. Gennem en sekretær hørte Christian II om oprørernes planer. Selv skulle han henrettes, og så kunne hans egen fætter Christian passende gifte sig med Elisabeth. Hun behøvede jo ikke engang sige et nyt navn i ægtesengen. Den 15. april 1523 flygtede kongefamilien med embedsmænd, damer, tjenere og drenge - og Sigbrit, der straks ved ankomsten til Nederlandene gjorde sig usynlig. Hun havde haft magt i Danmark. Men i Nederlandene frygtede hun at blive fængslet. Elisabeth og kongen søgte hjælp hos regentinden og Karl V. De fik også stillet et afsides slot til rådighed og et månedligt beløb til husholdningen. Pengene slog aldrig til, og beløbet var også mindre end renterne af den medgift, der aldrig var blevet udbetalt mere end en femtedel af. Ingen ønskede at hjælpe den besværlige konge, og både regentinden og Karl V rådede Elisabeth til at skille sin sag fra hans, så kunne hun opnå meget for sig selv og børnene. Men: »Hvor min konge er, dér er mit kongerige«, sagde hun. Og hun stod ved det. Da Christian II blev lutheraner, fulgte hun ham i troen, skønt hendes slægt var katolsk, og der var indført inkvisition i Nederlandene. Hun talte kongens sag for rådet i Nürnberg. Hun bad om hjælp til at komme tilbage til deres riger med en værdighed og en følelse, der imponerede og forførte, men fik at vide, at hun havde talt godt for en dårlig sag. Inden hun døde, nåede hun at bede om, at børnene ikke skulle skilles fra deres far, og at lutheranerne ikke skulle forfølges så grusomt. Kongen rejste et pragtfuldt mausoleum over hende. Det blev senere ødelagt af billedstormerne. Fasteren tog sig af de tre børn, der fik en god katolsk opdragelse. Der var ikke kongelige brudgomme til Christian II's døtre. Den smukke Christine blev som 11-årig gift med den aldrende, skrøbelige hertug Sforza i Milano, og Dorothea fik Frederik af Phalz, der engang havde elsket hendes moster Eleonora. Karl V var kommet til at holde meget af Hans, og da drengen var fyldt 14, tog han ham med til Nürnberg og lod ham tale sin sag for rådet. Ligesom sin mor vakte han beundring og sympati. Men få dage efter døde han. Den landflygtige konge troede stadig på muligheden af igen at blive de nordiske rigers hersker. Hans planer strandede i Norge. Han, der selv havde brudt alle løfter, gik om bord på et dansk-hanseatisk skib for at sejle til forhandlinger med Frederik I. I Sønderborg blev han taget til fange. Hans mænd erklærede sig villige til at følge ham. Men han fik kun lov til at tage et par tjenere og sin dværg med sig. Dværgen Lukas planlagde en flugt, men blev henrettet for sin ulejlighed. Sine sidste år fik Christian II lov til at tilbringe på Kalundborg Slot. Og hans fætter Christian III, der engang skulle have overtaget hans hustru, inviterede ham af og til med på jagt. Måske holdt han virkelig af sin uheldige fætter og navnefælle. Måske savnede han en god skytte. Christian II havde altid været en lidenskabelig jæger.