I begyndelsen af året kaldte Anders Fogh til værdikamp (Weekendavisen 17.1.) efter af vælgertaktiske grunde at have forladt de minimalstats-liberalistiske værdier, der sikrede ham en så stærk position som Venstres næstformand. Da tretten af Foghs partifæller i sommer tog ham på ordet og med ti teser lagde op til en værdidebat - på grundlag af hans egne fordums liberalistiske værdier, som ifølge Gallup har massiv opbakning fra Venstres vælgere - fik de af Fogh ordre til at lukke munden, samtidig med at han bedyrede, at der er »højt til loftet i Venstre«, og at »vi har tradition for en god debat«. I Weekendavisen gav Fogh udtryk for, at han »som et liberalt menneske først og fremmest går ind for, at debatten skal være præget af flere stemmer« - men altså ikke af de 13 partifæller og slet ikke af de af Fogh-regeringen nedlagte påstået venstreorienterede råd og nævn. Umiddelbart afviste han, at der lå ideologiske grunde bag disse nedlæggelser. Men det lykkedes Berlingske Tidende at få hans indrømmelse af, at mange »udsagn fra eksperter i råd, nævn og institutioner var udtryk for 68-tænkning«, og at de »systematisk var kritiske overfor os« (5.9.02). Og så er der jo - for en overbevist liberal, det vil sige frisindet, statsminister - ikke andet at gøre end at lukke munden på de formastelige. Hvor længe endnu vil Venstre, der jo heller ikke har optrådt videre liberalt over for flygtninge og indvandrere, være bekendt fortsat at kalde sig for Danmarks liberale Parti? I forordet til sin minimalstatsbog giver Fogh tre begrundelser for dens udgivelse. Han ønskede for det første at »begrunde liberalismen etisk«, dernæst ville han gøre op med den »kollektivisme, som hærgede verden i hundredåret fra 1880 til 1980«, og endelig ville han »skitsere nogle liberale (der menes liberalistisk, monetaristiske) visioner, som rækker ind i det næste årtusind« - det vil sige et opgør med den socialdemokratiske velfærdsmodel, 'socialstaten' kaldet. Det gav jo de rigtige associationer om Danmark som eet stort klientgjort socialkontor - efter ti års borgerligt styre med Fogh selv som skatteminister, indtil han måtte gå af i utide for at have vildledt Folketinget i forbindelse med en lidt for kreativ bogføring. Ville Poul Nyrup kunne være blevet statsminister efter en sådan blamage - selvfølgelig ikke. Men hvorfor finder Fogh det nødvendigt med en etisk begrundelse for liberalismen? Behøver frihedstanken og de herpå funderede menneskerettighedserklæringer en sådan? Ingenlunde - men der gives to former for liberalisme: den politiske og den økonomiske, og da det er denne sidstnævnte, Fogh baserede sin bog og sin grundholdning på, har han i allerhøjeste grad brug for en etisk begrundelse. Den økonomiske liberalisme bygger jo på de frie kræfters spil, det vil sige alles krig mod alle, og det har jo ikke meget med etik at gøre. Ikke desto mindre skriver Fogh, at »kun ... fri markedsøkonomi giver mennesker mulighed for at handle moralsk«. Men hvor var det moralske ved den 'natvægterstat', der baserede sig på en fuldstændig fri markedsøkonomi, og som medførte en massiv fattiggørelse og udbytning af arbejderklassen? Arbejderne havde kun eet modtræk - den »kollektivisme«, som ifølge Fogh hærgede verden i adskillige årtier. Hvad han her tænker på, er formentlig den sovjet-kommunistiske udvikling. Men det har jo ingen som helst interesse med hensyn til de danske forhold, som er bogens emne, eftersom den danske arbejderklasse under Socialdemokratiets ledelse helt fra begyndelsen tog klart afstand fra sovjetdiktaturet, samtidig med at den ad demokratisk, reformistisk vej skabte et af de bedste og frieste samfund i verden. I kraft af en kollektivisme bestående af fag- og partiforeninger lykkedes det Socialdemokratiet at sikre den enkelte arbejder bedre vilkår - under ofte hård modstand fra Foghs daværende partifæller, som trods Grundlovens ord om foreningsfrihed forfulgte de arbejdere, der organiserede sig politisk og/eller fagligt. Det er derfor uholdbart, når Fogh i minimalstatsbogen - på linje med andre liberalister - opstiller en modsætning mellem individ og kollektiv. Hvilken tryghed havde den enkelte arbejder mon haft i dag uden kollektivet fagbevægelsen? Hvilken styrke havde den enkelte bonde haft uden kollektivet landboorganisationerne? Hvilken tryghed havde den enkelte socialt truede haft uden kollektivet velfærdssamfundets sociale støtteordninger - de ordninger, som Venstre brugte det meste af det 20. århundrede på at modarbejde, og som Fogh i sin bog ønskede indskrænket til fordel for en minimalstat, hvor de eneste, der ville kunne få social bistand ville være »fysisk og psykisk handicappede, kronisk syge (og) forældreløse børn.. Foghs tredje og vigtigste formål med minimalstatsbogen - omdannelsen af velfærdssamfundet til en minimalstat - begrunder han med, at velfærds-danskerne var blevet »reducerede til tæmmede lydige socialdyr« prægede af »en ynkelig slavenatur (og) trællementalitet«. Ja, Danmark skulle ligefrem have »udviklet sig til et samfund af livegne« - efter ti år under Schlüteriatet! Men kendsgerningen er jo, at aldrig før har så mange ment så meget og givet så stærkt udtryk for det som i de seneste tre årtier. Hvis den danske befolkning i denne velfærdsperiode skulle være plaget af slavenatur og trællementalitet, må man sige, at den har skjult det ualmindelig godt. Videre skriver Fogh: »Socialstaten har frembragt mennesker ... uden vilje til at værne om deres egen værdighed«. Undskyld hr. minimalstatsminister, men hvor var menneskers mulighed for at værne om deres værdighed før den nyere tids sociallovgivning? Forud herfor blev den borger, som ikke kunne klare sig selv, betragtet som uværdig - også selv om han ikke var skyld i sin trang: arbejdsløshed, sygdom, svækkelse, alderdom og så videre - derved, at han blev frataget sin stemmeret - den stemmeretsfratagelse, som Venstre brugte den tyske besættelse af Danmark til at genindføre, efter at den på det nærmeste var blevet fjernet med Socialreformen i 1933. I sin værdikamps-samtale med Weekendavisen blev Fogh stillet det ikke helt irrelevante spørgsmål om, i hvilken retning han vil »ændre det danske samfund«. Han svarede, at han ønsker »et samfund, hvor vi tør give mennesker mere frihed«, men også mere »tryghed ... det tror jeg, at mange liberale (han mener stadig liberalister) har behov for at indse« - nu hvor Fogh selv har gjort denne store opdagelse. Den erkendelse finder man ikke i minimalstatsbogen. Her er der ikke grænser for Foghs hånsord om, hvordan »socialstatens bagmænd ... i en uendelig strøm af propaganda gentager ... det simple budskab, som skal bide sig fast i enhver borger: Velfærdsstaten sikrer social tryghed. Det er et snedigt budskab, for hvem kan egentlig være imod tryghed ... tryghed er en nem vare at sælge. Reklamefremstødet har da også været en formidabel succes« - ærgerligt nok, synes Fogh at mene. Det socialdemokratiske skaberværk, som ændrede Danmark fra at være et klassedelt agrarsamfund, hvor det at få socialhjælp var en sanktionsbelagt almisse til at blive et klasseudjævnet industrisamfund, hvor socialhjælp er en ret for den enkelte borger, har altså ifølge Fogh været eet stort reklamefremstød. Han tror, at andre fører politik, som han selv gør det. For ham er politik jo ikke længere at vælge, men at sælge - de budskaber, som der ifølge hans spindoktorer er flest stemmer i. Værdikamp - nej politisk marketing. Foghs krav om, at hans partifæller bør acceptere betydningen af tryghed er i øvrigt fatalt i en liberalistisk værdimæssig sammenhæng. Det indebærer jo fjernelsen af selve det ideologiske grundlag for Venstre. Den liberalistiske holdning bygger jo ikke på tryghed, men på konkurrence, det vil sige de frie kræfters spil, den stærkes ret, sin egen lykkes smed og så videre. Det er således ikke en værdikamp, men en værdiafviklingskamp Anders Fogh er i gang med. Forklaringen på, at velfærds-danskerne skulle være endt i livegenskab og trællestand finder Fogh i det efterkrigsprogram 'Fremtidens Danmark', som Socialdemokratiet offentliggjorde i 1945. Med dette program iværksattes »en kulturel klassekamp, hvor staten skulle forme folket. Der skulle skabes et socialistisk menneske, som selvforglemmende ville underordne sig fællesskabet« - altså den rene skinbarlige kollektivisme. Desværre giver Fogh ikke nogen kildehenvisninger, og det gør han klogt i. Der er nemlig ikke gran af belæg for hans påstand. Det fremhæves således i programmet, at »friheden er vort første krav«. Herved forstås »det nordiske frihedsbegreb. Det giver individet rettigheder over for samfundet«. Men individet har også »ansvar og forpligtelser over for samfundet«. Den »kollektivistiske ideologi«, som Fogh vil gøre op med, definerer han som »den grundtanke, at det enkelte menneske til syvende og sidst må indordne sig under kollektivet«. Det af ham kritiserede socialdemokratiske efterkrigsprogram falder således ikke ind under denne definition, eftersom det forpligter såvel individet overfor samfundet som samfundet overfor individet. Så kunne det i øvrigt være af interesse at få at vide, om Fogh fortsat er så anti-kollektivistisk, at han vil lade borgerne selv afgøre, om de vil rette sig efter de love, som samfundets - kollektivets - parlamentariske forsamling vedtager? I den socialdemokratiske velfærds-tradition har der ikke skullet vælges mellem individ og kollektiv eller mellem frihed og lighed, det vil sige lige ret, lige muligheder og ligestilling - ikke ensartethed eller ensretning, sådan som Fogh og andre borgerlige konsekvent udlægger det. Der har heller ikke skullet vælges mellem privat og offentlig sektor, centralisme og decentralisme eller fri og reguleret markedsøkonomi. Der har skullet kombineres. Og intet andet sted har et socialdemokratisk parti kombineret så godt som i Danmark. Borgerne har på samme tid både fået stor frihed og stor tryghed. Kollektivismen har derfor aldrig i det socialdemokratiske danske velfærdssamfund fået det undertrykkende og ensrettende præg, som Fogh og andre borgerlige beskylder Socialdemokratiet for at have tilstræbt. Den enkelte og fællesskabet ses ikke i dette danske socialdemokratiske perspektiv som modsætninger, sådan som det er tilfældet for det liberalistiske Venstre, men som hinandens forudsætninger. Det er ikke på trods, men i kraft af fællesskabet - staten og organisationerne - at den enkelte borger er blevet sikret større frihed og tryghed i forbindelse med udviklingen af velfærdssamfundet. Det lykkedes ikke Venstre at vinde valget i marts 1998. Derfor besluttede Fogh sig - i forbindelse med overtagelsen af formandskabet for Venstre - til et kæmpemæssigt ideologisk forvandlingsnummer i et forsøg på at tiltrække S-vælgere. Fra den ene måned til den anden påstod denne indædte kritiker af velfærdsmodellen, at han slet ikke havde ment sine mangeårige angreb alvorligt. Han havde faktisk »hele tiden bekendt sig til det grundlæggende princip, der ligger i den skandinaviske velfærdsmodel«. (Berlingske Tidende 19.4.98.). Hermed gjorde Fogh sig skyld i den mest fundamentale ideologiske kovending og dermed det største vælgerbedrag nogensinde i dansk parlamentarisk historie. Hvordan skal man herefter kunne fæste lid til, at han mener, hvad han siger? Fogh har imidlertid ikke opgivet sit hovedbudskab om minimalstaten. Han søger den i stedet listet ind ad bagdøren i kraft af skattestoppet. Herved mister det offentlige indtægter, og så må den offentlige service jo minimeres. Keine Hexerei ... Tidligere besad VK-partierne endnu så megen ærlighed, at de erkendte, at en sænkning af skattetrykket nødvendigvis måtte medføre en indskrænkning af den offentlige service. Men det blev anderledes, da Fogh afløste Uffe Ellemann som formand for Venstre. Vælgerne blev nu lovet et ufravigeligt skattestop samtidig med, at Fogh udstedte velfærdsløfter i milliardklassen. Den 14.12.00 stillede Jyllands-Posten derfor Fogh dette meget relevante spørgsmål: »Ifølge Venstre vil det være muligt både at indføre et skattestop og samtidig bevare den offentlige service. ... ja, endog forbedre den. ... Har I lavet beregninger på, hvordan I vil finde disse penge«. Hans svar lød: »Vi har taget udgangspunkt i den rapport som Udliciteringsrådet fremlagde. Her tales om besparelser på mellem 30 og 40 milliarder kroner«. Den 5.1.01 kunne Jyllands-Posten imidlertid konstatere, at der aldrig har eksisteret en sådan rapport! Hvordan går det til, at vælgerne har kunnet holdes i uvidenhed om denne megaløgn, mens Nyrup fik plettet sit ry, fordi han i december 1998 videreførte efterlønnen i en anden form end den oprindelige - med VK's stemmer, skønt disse to partier i marts 1998 var gået til valg på at fjerne efterlønnen. Hvad er mest kritisabelt: at gennemføre noget, som man har lovet vælgerne at afskaffe eller at videreføre dette i ændret form? Det var Fogh, der skulle have haft efterlønskløene - ikke Nyrup. Det lykkedes Nyrup-regeringerne at få fladet skatte- afgiftstrykket ud, mens det var steget pænt i Schlüter-perioden. Overhovedet skyldes 2/3 af skattestigningerne efter 1945 borgerlige regeringer, skønt de kun har siddet i 1/3 af perioden. Men det hindrede ikke Fogh i at påstå, at skattetrykket »steg og steg«. Nyrup-regeringerne fik gennemført en forkortelse af hospitals-ventetiderne for over 90 procent af patienterne. Men det hindrede ikke Fogh i at påstå, at ventetiderne blev »længere og længere«. Han påstod også, at det danske sundhedsvæsen ifølge en WHO-undersøgelse skulle befinde sig på en yderst beskeden 34. plads blandt alle FN's medlemslande, skønt det er den danske sundhedstilstand, der er placeret så lavt - fordi vi spiser, drikker og ryger for meget og motionerer for lidt. Hospitalsmæssigt ligger vi derimod på en smuk 3. plads. Danmark blev i Nyrup-perioden det land, der yder mest hjemmehjælp pr. indbygger, og en undersøgelse gennemført af Kommunernes Landsforening af over 18.000 ældres vurdering af hjemmehjælpen, viste, at 93 procent var tilfredse med den personlige pleje, som de modtager (okt. 2001). Alligevel betegnede Fogh ældrehjælpen som »en skandale og en skamplet på velfærdssystemet«. Nyrup-regeringerne gennemførte skærpede indgreb såvel mod den gentagende som mod den grove vold, ligesom Danmark blev det EU-land, der - næst efter Grækenland - straffer vold hyppigst, ti gange hyppigere end i Tyskland. Men det hindrede ikke Fogh i at påstå, at Nyrup-regeringens løfter om indgreb mod volden »endte i tågesnak«. Der er således grund til at spørge, hvordan det kunne gå til, at Anders Fogh i forbindelse med det seneste valg var i stand til at promovere sig selv som en i særlig grad troværdig politiker - når han er det stik modsatte.