Det er bagende varmt og midt i juli. Målet er Rostock - eller mere specifikt den store internationale haveudstilling IGA, som i år belejligt er placeret her lige på den anden side af Østersøen. Bilen bliver nonchalant parkeret i en grøftekant i nærheden, og sammen med en veninde, der er lige så havegal, som jeg er, kaster jeg mig forventningsfuldt ud i det store haveeldorado. Det store staudebed er et must - der må vi hen. Men så kommer der en afviser i vejen. 'Gravsteder' står der. Uaktuelt, tænker vi. Det er imidlertid en smutvej til stauderne, så vi følger skiltet. Og ja, lidt nysgerrige er vi vel. Fyldt med fordomme ser jeg noget dystert og kedeligt for mig. Men på den anden side af en stor hæk åbner der sig en helt anden verden fuld af liv og farver. Spændende, kreativ og meget moderne. På et område på størrelse med en mindre fodboldbane har 61 gartnere og 39 stenhuggere fra Tyskland, Østrig og Schweiz siden foråret vist den nye trend inden for gravsteder. Vi er kommet til gravstedernes catwalk. Æstetikken er i højsædet. Planter og gravsten spiller flot sammen og op til hinanden form- og farvemæssigt. Jorden er helt dækket af tætklippet bunddækkende grønt i spændende farvevariationer. Som havemenneske ser man brogetbladet benved, buksbom og krybende enebær brugt på en ny måde. Der er hverken fliser eller grus. Designet er stramt og grafisk, på nogle af gravstederne er det cirkler, der dominerer, på andre trekanter eller kvadrater. Den stramme form går igen i klippede buksbomkugler, -pyramider eller -firkanter, der sammen med steleformede gravsten giver gravstederne deres tredje dimension. Og blomsterne er ikke glemt. De er afstemt efter årstiden, og i sommerperioden er det først og fremmest begonier i hvid og rød - anbragt i cirkler, trekanter, firkanter eller smygende sig som et levende bånd eller vandløb hen over gravstedet. Men det er ikke - slet ikke - det allermest spændende. Det er de syv gravsteder for Lars Peters. Lars Peters var en livsglad mand, der elskede kysten, havet og eventyret; han var klejnsmed, født på Rügen i 1930 og døde i 1998. Det er der kommet syv meget forskellige og meget spændende gravsteder ud af, der i symbolsk form fortæller hans livshistorie. Nogle meget stramt, andre mere løssluppent. Der er leget med havsymbolikken, leget med kombinationer af havets blå og blågrønne farver, kystens marehalm, klitrose og pil, dens strandsand og strandskaller og gravsten i former, der giver associationer til hav og skib. Resultat: et personligt og meget anderledes gravsted. Det er også meget smukt. Naturligvis, for gravstederne er designet af nogle af de dygtigste gartnere og stenhuggere i det tyske sprogområde. Men de er ikke kun smukke, de er også livsbekræftende, inspirerende og sætter en masse tanker i gang. Hvad vil jeg egentlig selv, når den tid kommer? Vil jeg begraves eller kremeres; i de ukendtes fællesgrav; i familiens gravsted eller have mit eget? Hvis jeg vælger det sidste, hvordan skal det så se ud? Det er ikke noget, jeg har tænkt over før - eller haft lyst til at tænke over - men nu bliver jeg inspireret og får lyst til et personligt gravsted, der fortæller noget om mit liv. Og jeg får lyst til at give mine nærmeste sådan et gravsted, når det engang bliver aktuelt. Vi er ikke anonyme i levende live, så hvorfor være det i døden? Men Rostock-oplevelsen sætter også andre tanker i gang. Gravstederne er et smukt memento mori; døden bliver synliggjort, så man ikke kan undgå at opdage det - det endda på en stor international haveudstilling. Og det er ikke en enlig svale. Tyskerne har gjort det før - ligesom andre lande også har - og interessen er stor. Herhjemme er det sjældent, vi diskuterer gravsteder, og de er ikke med som tema på vores haveudstillinger. Døden - og hvad dertil hører - er ikke ligefrem et emne, der presser sig på, når snakken går under frokosten på arbejdspladserne eller ved middagsselskaberne, og når vi endelig snakker om den, er det ofte på en ironiserende og distancerende måde. Vi fortrænger og usynliggør den både individuelt og kollektivt. Så meget at døden, også på kirkegårdene visse steder, bliver næsten væk. Rostock gjorde mig nysgerrig, så jeg begyndte at stoppe op ved mange af de kirkegårde, jeg ellers bare kørte forbi. Uden for storbyen minder de i al deres forskellighed meget om hinanden. De ligger som en dødens have pænt og nydeligt bag de hvidkalkede kirkegårdsmure. De er velpassede, hvad enten det er de efterladte eller den lokale graver, der tager sig af pasningen. Her ligger præstekonen, skolelæreren, cykelhandleren, landposten, gårdejeren, hovmesteren, lægen, mødre, søstre og bedstemødre, lille Else og Nicolai side om side. Her er hjerter i sten, hvide duer, små engle, fuglebade, olielamper, lygter og legetøj. Her er man 'elsket for altid', 'elsket og savnet', et lys, der er slukket. En skrutrygget gammel kone går og pusler om et gravsted, der er som en fin lille have. Og der er mange små fine haver med roser, lyng, juleroser, liljer, kirsebær og ahorn og en masse grønt. Der er også gamle koner i storbyen, der går rundt og pusler, men der er længere mellem de dødes små haver, og de er ikke alle så velplejede. Til gengæld er variationen større. Store, prangende, voluminøse gravmæler, der fortæller om fortidens store mænd - ikke kvinder - buster, reliefportrætter, sørgende engle og ydmyge, blide kvinder i menneskestørrelse veksler med sjove, kreative, personlige alternativer til de traditionelle, lidt monotone gravsteder og farverige indslag fra andre kulturer. Her ligger generaler, direktører, professorer, kammerherrer, grever, videnskabsmænd, kendte digtere og kunstnere, fædre og mødre, børn, unge og gamle, kinesere, kurdere og østeuropæere, katolikker og protestanter. Her møder man »den gudhengivne og trofaste Hustru og hendes stræbsomme Mand«, en kvinde, som »Gik hiem til Herren i hendes Alders 67. Aar, elsket og savnet af hendes efterladte Børn, Paarørende og Venner, men især af hendes gamle Mand» og en »redelig Embedsmand, trofast Ægtefælle og öm Fader«. Men her finder man også gravsteder, der har nået et forfald, der for længst er hinsides det, man kan kalde forfaldets æstetik, eller er nedlagt, ligger forvildede hen eller beplantet med en eller anden kedelig vækst. Og her finder man som et typisk storbyfænomen ´de ukendtes grav´, hvor man kan være undskyldt, hvis man knap nok opdager, at der er tale om et gravsted, hvis blomsterne fra den seneste uges døde ikke lige ligger linet op i nærheden. Eller varianten heraf: fællesgrave med flade, ensartede sten med navn og eventuelt årstal, diskret lagt ned i en grøn plæne. Men som enhver haveejer ved, så tager græsset nemt magten fra en lille flad sten, og det gør det også på mange fællesgrave, så navn og årstal fortoner sig i det grønne. Mange steder har de efterladte anbragt en buket i et dertil indrettet hul. Lidt mere personligt, men lige så vedligeholdelsesfrit for de efterladte som de ukendtes grav. Umiddelbart en praktisk løsning, men om sommeren bliver det et æstetisk miskmask af nogle få friske og en masse visne blomsterbuketter. Derfor er nogle buketter også af plastik. Når man har set så mange andre grave, der pusles og nurses om, så står man med en underlig følelse af tomhed, af ligegyldighed. Alle sociale forskelle er blevet udlignet, al kreativitet og personlighed er borte, alle er blevet lige - lige anonyme - og det hele er blevet lige trist og livsfornægtende at se på, og døden - den kan man næsten ikke få øje på. Mange vælger de ukendtes grav, fordi de ikke har familie i nærheden eller ikke vil ligge familien til byrde. Men anonymiseringen kan netop gå hen at blive en byrde. Når man mister en, man holder af, har man kun minderne tilbage, og det kan være vigtigt og en del af sorgbearbejdelsen at have et konkret sted, hvor man kan lade tankerne, minderne og følelserne få frit løb - hvad enten man tror på et evigt liv efter døden eller ej. Jeg har selv prøvet sammen med min familie at stå ved de ukendtes grav og tælle skridt, lidt fremad og lidt til venstre, for at finde det sted, hvor asken skulle være sat ned, så blomsterne kunne lægges det rigtige sted. Og hvor skal de efterladte stå, når flere og flere, som nævnt i Politiken 13. september, beder Kirkeministeriet om lov til at få deres aske strøet ud over f.eks. havet og på romantisk og 'naturlig' vis indgå i naturens store kredsløb? De nedlagte gravsteder hænger sammen med de mange hel- eller halvanonyme begravelser og urnegravstederne, som ikke fylder så meget. På nogle kirkegårde som f.eks. Solbjerg Parkkirkegård på Frederiksberg og Assistens Kirkegård på Nørrebro i København bliver der så langt mellem gravene, at de ad åre helt eller delvis skal omlægges til parkkirkegårde, mens der på Assistens Kirkegård i Odense er forslag om at indrette skateboardrampe og boldbane i yderområdet og en åben grøn plæne, hvor der kan afholdes større arrangementer. Så kan pladsen udnyttes optimalt til aktiviteter, der kan overdøve dødens stilhed. Johan Fjord Jensen taler i sin meget fine bog 'Vest for paradis. Begravelsespladsernes natur' om kirkegårde som rum for meditation og lange erindringer. Det vil der i så fald kun blive mulighed for med hjælp fra ørepropper eller høretelefoner. Som havemenneske synes jeg selvfølgelig, det er en god ide at omdanne halvtomme bykirkegårde til parkkirkegårde, så gravsteder, have og park kan gå op i en højere enhed. Det vil også give byen flere grønne åndehuller, som man kan trække sig tilbage til, når man bliver træt af dens larm. Jo flere grønne oaser, jo bedre. Mange bruger f.eks. allerede Assistens Kirkegård på Nørrebro som park, hvor man kan slentre rundt, sidde og læse eller slikke solskin. Men det betyder også, at døden gemmes væk. I stedet for den memento mori-effekt, som de traditionelle kirkegårde har, reducerer man nemt gravstederne til effektskabende kulisse. Tilbage til Rostock og de farverige gravsteder. Hvorfor vælge en selvudslettende, farveløs, anonym grav, hvis vi kan vælge noget smukt. Hvorfor ikke lade den varme, livlighed og kærlighed, man forbinder med en kær afdød, afspejle sig i et personligt og glad gravsted. Hvorfor ikke gøre gravstedet til et sted, hvor man mindes de gode tider? Den enkleste måde er at sætte planter med varme, stærke farver. Det lader sig nemt gøre om sommeren. F.eks. har man på kirkegården i Wismar i Tyskland et større område, hvor gravstedernes lave grønne hække brydes af en mængde gule og røde begonier. Det er som at befinde sig i en stor farvestrålende have, og man bliver glad og varm af at se på det. Kirkegårde spejler et steds historie og kultur; de er et katalog over fortidens og nutidens trend på begravelsesområdet. Ligesom så mange andre synes jeg, det er spændende at gå en tur på kirkegården, når jeg kommer til et nyt sted. Gravsteder fortæller små historier, som man kun lige fornemmer, men selv kan fantasere videre om. 'Rock on Mette' står der på en glad elefant; en anden er gået til de evige jazzmarker, en flyver i sin store luftballon fulgt af himmelens engle, en er Jesu lille lam og en anden »tiente Staaten niedkier og med redelige Hensigter«. De anonyme gravsteder er historieløse, selv om de selvfølgelig er udtryk for deres tid. Der er ikke meget at kigge på for kommende generationer. Hvorfor ikke få døden frem i lyset - som det livsvilkår, den er? Smide berøringsangsten over bord. Måske vil det inspirere os til at gøre mindet om vores døde på kirkegårdene mere farverigt og levende. Den indhenter os alligevel - på trods af rynkecreme, ginseng og turkort til motionscentret.