0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Alkoholikerens karriere

Det er ikke væsentlig mindre jammerligt at være afhængig af alkohol end af andre stoffer. Alligevel er indsatsen mod alkoholmisbrug forholdsvis lavt prioriteret, skriver lederen af Blå Kors Behandlingshjem i Taastrup.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der drikkes lystigt i landet, og det har stået på i tusinde år.

De sidste hundrede år med stadig større opmærksomhed på, når drikkeriet ikke medfører stor lystighed. Og de sidste ti års tid med fokus på, at alkoholindtagelse og professionalisme måske ikke er den mest oplagte kombination, med en stadig øget mængde arbejdspladser med en alkoholpolitik til følge.

Som de fleste ved, kan man kvalificere sig til at blive alkoholiker ved at indtage tilstrækkelige mængder alkohol i tilstrækkelig lang tid. I løbet af denne kvalifikationsproces vil der opstå skader på økonomi, fysisk og psykisk helbred, familien og anden social omgang.

Mange ser omkostningerne ved drikkeriet og får ved egen kraft eller med støtte nedsat dette betydeligt, men en del formår at holde sig så skarpt fokuserede på alkoholen, at de ikke lader sig distrahere og derved når frem til målet, fysisk og/eller psykisk afhængighed af stoffet.

Hvis ikke før, så finder den dedikerede drikker sig nu i svare problemer. Hvis hun har børn, ser hun, at de mistrives ved hendes manglende nærvær, og næsten ingen forældre ønsker dette. Så for at kunne vedligeholde alkoholindtaget, må hun fortrænge dele af sin virkelighed.

Men det er også meget svært i det lange løb, idet familie, venner og pædagoger også lægger mærke til børnenes mistrivsel. Her i landet er det nemlig så vidt muligt forbudt, at børn mistrives. Derfor ender det med, at socialforvaltningen giver hende et tilbud, hun ikke kan afslå. Enten stopper hun sin karriere som aktiv alkoholiker, eller også stopper socialforvaltningen hendes karriere som primær omsorgsperson for børnene.

Hvis hun har arbejde, opdager hun også problemerne ved to sideløbende karrierer, idet kolleger/leder før eller siden, eventuelt med støtte i en alkoholpolitik, fastholder, at hun skal være ædru på arbejdspladsen. Selv en middelmådig brandert tolereres ikke.

Det er altså ikke nemt at vedligeholde sin alkoholisme i dagens Danmark, slet ikke nemt.

Ud over pres og anden motiverende adfærd fra de nærmeste cirkler arbejdes der målrettet fra forskellige myndigheders side på at få alkoholikeren til at stoppe drikkeriet. Denne indblanding i individets karrierestrategi er fuldt begrundet, idet problemet ikke er individuelt, men altid påvirker omgivelserne, især familien.

Det kan derfor ikke undre, at en del alkoholikere et stykke hen i karrieren vælger, at de fremover vil satse på familie, helbred og økonomi.

Men det er sandelig heller ikke nemt at opgive det dedikerede drikkeri, som har fyldt så meget af tilværelsen så længe. De fleste klarer det ikke selv, men må have et samarbejde med professionelle.

Der skal samarbejdes om at modvirke fortrængningen, om at genoprette de skadede områder i tilværelsen og især om at vedligeholde motivationen til ikke overhovedet at indtage alkohol. Sært nok er det ikke almindeligt accepteret, at det er essentielt at være totalt afholdende fra alkohol, selv om det forekommer indlysende, at man skal undgå et stof, hvis man er afhængig af det.

Det interessante er herefter, om man ved, hvor man skal henvende sig med et alkoholproblem, om der er støttemuligheder nok, og om det hjælper. Vi har heldigvis i Danmark en broget buket af tilbud til mennesker med alkoholproblemer.

De offentligt oprettede og finansierede steder såsom hospitaler og alkoholambulatorier.

De privatfinansierede, hvor de fleste og mest kendte er steder, der behandler efter Minnesotamodellen. (De har været eminent gode til at profilere sig). Samt organisationer, der virker ved en blanding af frivillig arbejdskraft, professionelle behandlere og offentlig støtte eller finansiering, såsom Lænken, KFUM og Blå Kors.

Heraf er Blå Kors, der startede for lidt over hundrede år siden i Danmark, den organisation, der har de mest forskelligartede tilbud.

Jeg arbejder på en Blå Kors-behandlingsinstitution i Taastrup, som har driftsoverenskomst med Københavns Amt, det vil sige, at amtet betaler driften af stedet. Vi er, sammen med Lænken, en del af amtets tilbud til mennesker med alkoholproblemer. Vi driver, som den eneste institution i landet, både ambulatorium og behandlingshjem på samme institution, så vi får erfaringer med både lettere og meget omfattende alkoholproblematikker. Derudover har vi differentieret vores behandling i fire grundmodeller, således at der er et relevant tilbud til de fleste, idet det viser sig, at alkoholikere er lige så forskellige som alle andre. Faktisk har det vist sig, at de personer, der søger støtte hos os, stort set ligner et gennemsnit af Københavns Amts befolkning med hensyn til uddannelsesniveau.
Folk med et alkoholproblem kommer i kontakt med os ved at møde op i ambulatoriets åbningstid.

De har enten hørt om os fra andre, slået os op i telefonbogen, set en af vore foldere, eller også har de henvendt sig på socialforvaltningen eller hos egen læge for at få hjælp og henvises videre derfra.

Det er derfor stærkt bekymrende for os, at de fleste af amtets socialforvaltninger ikke ved, hvad vi står for, hvilke behandlinger vi tilbyder og resultaterne af disse.
Det ser endnu værre ud hos de praktiserende læger. De fleste ved ikke, at vi er amtets tilbud for intensiv behandling af alkoholisme. Derudover er der stadig en del læger, der ikke beskæftiger sig med aktivt at afdække, om patientens skavanker dybest set handler om et alkoholproblem.

Dette sker ofte ikke, fordi lægen ikke tror, at der kan gøres noget effektivt ved problemet, og hvorfor så bruge tid på at opsøge det.

Endelig er der en del, der ringer til os for at høre, hvad det koster at komme i behandling. De bliver selvfølgelig glædeligt overraskede, når de erfarer, at behandlingen er gratis for den enkelte, idet det er betalt via amtsskatten. Så er der ikke længere en økonomisk hindring for at få hjælp.

Ovenstående eksempler serverer den indlysende konklusion:

Vi må jo være elendige til at profilere vore behandlingstilbud!

Den næstetanke i rækken er, at det må vi jo nok gøre noget ved. Dette indebærer imidlertid nogle problemer.

Der er det meste af året ventetid for at komme i intensiv behandling på vores institution. Tre måneder eller mere er ikke usædvanligt. Når ressourcerne tillader det, kan vi så give støttende samtaler i ventetiden, men for en del er dette ikke nok, og de falder tilbage i aktivt misbrug.

Hvis flere opdager, at der er et relevant gratis tilbud, vil flere logisk nok søge dette. Vi får så længere ventelister, og det er altså ret belastende at fortælle mennesker, der har store problemer, og som endelig er ved at samle sig til at gøre noget ved dem, at de skal beholde deres motivation et godt stykke tid endnu, før de kan få effektiv støtte til at gøre noget.

Der er selvfølgelig den mulighed, at de kan søge behandling på en privatfinansieret institution. (Og det er jo godt nok, da mange af Minnesotastederne har ganske udmærkede behandlingsresultater. De ligger nogenlunde på højde med resultaterne fra Blå Kors, Taastrup). Men så skal de have læderet af lommen, og det er jo altid smertefuldt. Derudover har de fleste med et alkoholproblem en privatøkonomi, de ikke praler af. Så oftest må familie eller venner træde til i sådan et tilfælde, og mange dedikerede drikkere har på dette tidspunkt trukket så mange veksler, at det ikke er relevant.

Heldigvis er der en del kommuner, der bevilger penge til f.eks. Minnesotabehandling, især når der er børn direkte involveret i problemet. Eller også betaler arbejdspladsen. Men de fleste har ikke denne mulighed.

På Blå Kors Behandlingshjem og Ambulatorium i Taastrup evaluerede vi behandlingen i perioden 1990 til 1993. Dette resulterede i, at vi ændrede vores behandling, bl.a. ved differentiering i fire grundbehandlingsmodeller. Derefter evaluerede vi igen for dem, som var indlagt i intensiv behandling i perioden 1994 til 1997. En af konklusionerne var, at det er en god idé at differentiere behandling.

Alle, der havde været i behandling i perioden, fik tilsendt et spørgeskema, og godt 70 procent (180 personer) besvarede dette. De følgende tal bygger på disse besvarelser.
78 procent svarer, at de er totalt afholdende et halvt til et helt år efter behandlingsstart.

Derefter falder andelen af totalt afholdende med tiden, dog således at kurven flader ud for at stabilisere sig omkring 48 procent, der svarer, at de er totalt afholdende mere end 22 måneder efter behandlingsstart.

Det tyder altså på, at en ganske betragtelig del holder sig ædru på langt sigt.

Men samtidig er der også mere end halvdelen, som drikker i større eller mindre grad et stykke tid efter behandling.

Der kan vi se, at efterhånden som andelen af totalt afholdende falder, så stiger andelen af dem, som drikker sjældnere og mindre, hver gang de drikker.

De færreste falder tilbage til det gamle misbrugsniveau.

Ovenstående skal ses i lyset af, at 66 procent af gruppen angiver, at de har haft et alkoholproblem i ti år eller mere, inden de kommer i intensiv behandling hos os.

I den tid har de og deres familier utallige gange prøvet selv at få problemet under kontrol. 41 procent har endvidere tidligere prøvet anden behandling, oftest ambulant. Og yderligere 22 procent har tidligere fået behandling hos os, igen oftest ambulant behandling.

Dette tyder på, at når alkoholproblemet har varet længe nok og fået et vist omfang, så er intensiv behandling ofte påkrævet.

37 procent af kvinderne og 15 procent af mændene har hjemmeboende børn under 18 år, så der er en hel del børn, der direkte påvirkes af drikkeriet. Derudover er der 36 procent i alt, der har kontakt til egne børn, der ikke bor hos dem, og hvor børnene derfor også berøres af problemerne.
23 procent angiver at have lønindkomst ved starten af den intensive behandling. I spørgeskemaet svarer 34 procent, at de har fået en forbedring af deres arbejdssituation efter behandling. Heraf udleder vi, at en del igen kommer i arbejde, når de har fået styr på alkoholproblemet.

Så ud over at det menneskeligt og på langt sigt kan betale sig at behandle alkoholikere, er der en umiddelbar økonomisk gevinst, idet vi reproducerer arbejdskraft og dermed skatteydere.

Der er altså masser af mening i at tilbyde mennesker med alkoholproblemer en relevant behandling. Især skal man fokusere på gevinsterne for de mange involverede børn. Det vigtigste for dem er, at mor eller far stopper drikkeriet. Men der er også meget, der taler for, at børnene kan støttes på anden måde, enten via direkte tilbud til børn/unge, der har alkoholiserede forældre, eller via tilbud til den ædru forælder, der så støttes i at mindske skaderne for børnene.

Ud over de menneskelige omkostninger er der en uhyrlig mængde økonomiske udgifter forbundet med alkoholproblemerne. De skaber borgere på overførselsindkomst, hjemløse, børn anbragt uden for familien samt fysisk og psykisk sygdom.

Stedet, hvorfra jeg kigger ud, er Københavns Amt. Men problemstillingen er landsdækkende. I forhold til andre amter ligger Københavns Amt ganske godt med hensyn til behandlingstilbud til borgere med svære alkoholproblemer.

Problemstillingen vil sandsynligvis forstærkes i de kommende år, idet forskellige myndigheder øger indsatsen for at få borgerne til at drikke nydelsesfuldt og modvirke overforbrug. Hvis det lykkes at dæmpe overforbruget, vil det også blive sværere at leve med et decideret misbrug, og flere vil blive presset/motiveret til at søge behandling.

Jeg ved ikke, præcis hvorfor indsats mod alkoholmisbrug er så forholdsvis lavt prioriteret. Måske har det noget at gøre med, at de fleste danskere er vokset op med en årtusindgammel holdning om, at det kan være uhyre underholdende at drikke med begge arme en gang imellem, og det skader jo ingen steder, og de, der ikke kan styre det, kan jo bare tage sig sammen. Modsat narkotikamisbrug, hvor vi ikke hviler på historien, og de fleste ikke har noget forbrug overhovedet.

Pointen er dog, at det ikke er væsentlig mindre jammerligt at være afhængig af alkohol end af andre afhængighedsskabende stoffer. Den store forskel er tilgængeligheden og dermed prisen.

Det er svært at udstikke konkrete tal, men der er cirka ti gange så mange borgere i Danmark, som er afhængige af alkohol, end der er narkotikaafhængige. Og der bruges typisk to til tre gange så mange penge til behandling på narkoområdet. Råt sagt bruges der mere end 25 gange så mange økonomiske ressourcer per narkoman end per alkoholiker. Disse tal kan ikke sammenlignes direkte, da de fleste narkomaner, bl.a. fordi deres misbrug er dyrere, udvikler problemer, som alkoholikerne oftest undgår. Men de giver et indtryk af baggrunden for min påstand om alkoholproblemets lave prioritering.

Så alt i alt: Vi må jo være elendige til at fortælle politikere og andre beslutningstagere, at tilstrækkelig relevant behandling af alkoholmisbrug betaler sig både menneskeligt og økonomisk.