»Tilsammen udgjorde vi en kro på vejen, hvor kærligheden kom forbi«. Pablo Neruda Jeg er fascineretaf denne metafor; her er ingen højtbesungen, sfærisk og majestætisk oplevelse af kærligheden mellem to elskende. Snarere beskrives i digtet to forladte sjæles fælles ensomhed, hvor kærligheden er manifesteret i en omvandrende, tilfældig værtshusgæst. Måske tilmed en vulgær, halv-ynkelig gæst, sådan forestiller jeg mig ham i hvert fald. Min fantasi spinder videre, den sprudler i mødet med denne ukonventionelle metafor - forestil dig, at livets mening, dét som vi ofrer hele tilværelsens kræfter på, dét som vi søger Jorden tynd efter - at det er en vilkårlig drukkenbolt, som laver skandale for en håndøre og bedrager dig for endnu mindre, en slyngel i ordets bedste forstand. Han sætter sig ensomt ovre i hjørnet, for ingen gider høre på ham, han kigger sig med tørstende øjne, der i sig rummer intetheden, rundt i lokalet, som sådanne typer gør. Bøvser lidt komisk og trykker på jukeboksen for at høre himmelhunden og venter spændt på, om nogen udtrykker utilfredshed med dette valg; det første offer. En utilpasset skikkelse, der rummer alle éns ukvemsforestillinger i sig. Sådan forestiller jeg mig litteraturen. Som en kærlighed, der vandrer ubestemt omkring som en drukkenbolt. Verden og jeg udgør en kro, et umage par, vi venter tilsammen på drukkenbolten, ham som skal udfylde vor ensomhed, rive os bort og lade os leve liv, vi kun kan fantasere om. Netop litteraturensfunktion som drømmetæppe, som udbringer af en ny og utæmmelig virkelighed, fascinerer og er i høj grad med til at sikre litteraturen dens eksistensberettigelse i en tid, hvor det ellers ikke skorter på fiktive elementer i 2000-tallets multiinteraktive medieunivers. Men intet medie har formået at ryste litteraturen af pinden, når det drejer sig om menneskets behov for at bryde med hverdagslivets faste rutiner. Selv om diverse sociologer diskuterer menneskets overvældende muligheder for konstant at genskabe sig selv i en ny rolle i den nutid, som kaldes senmoderniteten, er det (lykkeligvis) blot de færreste, som gør drømme eller mareridt til umiddelbare realiteter i deres eget liv. Når lysten til at lette fra den jordelige verden og besøge illusionernes stjerner melder sig, er det stadig den gode fiktive fortælling, vi tyer til. Den verserende Harry Potter-feber ligeledes mere end antyder, at den gode historie også vil fængsle og optage kommende generationer, for hvem en PlayStation i princippet er lige så lidt eksotisk som en bog. Karen Blixen skriver i en novelle, at så længe mennesker har levet, så længe har de fortalt historier, og uden historier ville menneskeheden være gået til grunde, som havde den været foruden vand. Historierne er altså et kendetegn ved det at være menneske. Hvor meget vi end adskiller os fra vores fortidige menneskelige kolleger, har vi dog det tilfælles, at vi skaber vores identitet på basis af fortællinger. Fortællinger om vores familie, vores land, vores religion, kort sagt vores ophav og vores sejlads gennem livets bølger. Vi skaber os selv gennem de historier, vi fortæller både til os selv og i mødet med andre. Det enkelte menneskeliv er med andre ord en fortløbende fortælling. En ganske realistisk en af slagsen i det levede nu, mens det erfarede, vores oplevelser, er genstand for en konstant nyfortolkning og genfortælling. Som Rilke siger, så handler ægte poesi ikke om følelser eller erfaringer; poesi er følelser og erfaringer - der er intet skel. Når man læser romaner og poesi, frigør man sig samtidig fra kroppens og tidens fængsel. Man rejser, erobrer, drikker, skriver - lever alles erfaringer, deler alles liv, vælger alle mulighederne. Litteraturen handler altså ikke kun om mennesker; den skaber samtidig mennesker. Grundlæggende tilbyder litteraturen sine læsere at se på verden gennem et andet subjekts øjne. En verden, som man normalt kun får lov til at se gennem sine egne subjektive øjne. Man finder ikke denne mulighed i bibliotekets historiebøger, for her er det ikke gennem et subjekts syn, man oplever verden; det er derimod et tilstræbt objektivt syn. Et objektivt syn, der baseres på nogle abstrakte love, som dannes ud fra én eller anden fællesnævner, det vil sige, at en farve er grøn, fordi flertallet mener, at den er grøn. Men den enkelte kan for dens sag skyld godt mene, at farven er rød. Derfor synes røster om for eksempel Rifbjergs løgnagtigheder og Gyldendals favorisering af disse også ganske uforståelige. Rifbjerg skriver jo netop fiktion, og hvem andre end forfatteren, Klaus selv, kan føle sig berettiget til at skulle bestemme, hvad denne litteratur kan handle om, og med hvilke virkemidler den møver eller lister sig frem? Hvis man ønsker at bestemme, hvad forfatteren skal se, for eksempel det samme som én selv, så forsvinder ideen med begrebet litteratur. Det må aldrig blive det væsentligste for en forfatter at antage rollen som en slags anstændighedens vogter. Pegefingre er ligesom alt andet tilladt i litteraturen, men som i så mange andre sammenhænge er den dikterende metode sjældent den mest interessante. Som læser skal man ej bruge litteraturen til at dømme dens forfattere; lad blot dagbladenes kritikere om denne dont. De eneste domme, man som læser og iagttager bør afsige under læsningen, er domme, som vender indad. Jeg vil bruge litteraturen til at dømme mig selv, til at se mig selv klarere i en verden, som indeholder mange flere aspekter, end jeg nogensinde vil kende til, mange flere muligheder, end jeg kan vælge. Igennem dialog med andre livssyn, andre behov og drømme vil jeg revurdere mine egne forestillinger, vurdere min egen livets vej, altså den som foregår uden for fiktionens universer. Al læsning er i sidste instans altid subjektiv, der kan aldrig gives nogen fuldstændig objektiv analyse af en roman. I selve læsningens forundrende fortryllelse ligger der en værdi, som indeholder litteraturens hemmelighed. At bevæge sig over i en andens virkelighed og derved opleve sin egen virkelighed blive til fiktion. Forfatteren ser naturligvis verden gennem et selvstændigt livssyn, som i højere eller mindre grad projiceres over i dennes litteratur. Men det er ikke et sundt livssyn, som skaber god litteratur, ligesom læsning af god litteratur heller ikke nødvendigvis skaber et sundt livssyn. Den eneste regel, der kan gives om litteraturens væsen, er, at den ingen regler må have for at kunne udfolde sig helt. Problemer omkring god etik i litteratur etc. hører ikke forfatteren til, de hører læserne til. En stor forfatterindeholder derfor næsten også altid modsætninger og paradokser, som for alt i verden ikke må reduceres eller ophæves. Schumanns klaversonater bygger på disharmonien, og netop deri opstår deres skønhed, som en længselsfuld klagesang fra menneskets indre - et indre, som heller ikke er modsætningsløst eller fri for paradokser. Det er måske i dette dynd af irrationalitet, at al stor kunst fødes. Nietzsche skriver, at »strukturen i et kunstværk afspejler en dybere visdom end den, digteren på forhånd kan lægge i ord og ideer«. Hvis nogen på forhånd skulle opstille regler for, hvorledes denne struktur end måtte tage sig ud, så mister litteraturen sin værdi. Camus skriver, at »hvis verden var klar, så ville der ikke være behov for kunst«. For kunsten formår at gribe om det, som ikke kan gribes. Ligeledes rummer litteraturen i høj grad det, man kunne kalde spørgsmålets mulighed. En god bog kendes i lige så høj grad på de spørgsmål, der stilles, såvel som det, der søges besvaret. Den danske vinder af Nobelprisen i Litteratur Henrik Pontoppidan udtrykte netop litteraturens indbyggede accept af tvetydighed og uafklarethed som årsag til overhovedet at skrive: »Hvor man er i stand til at sige sin fulde mening ligeud, skal man selvfølgelig ikke gå det digteriske sprogs, billedtalens omvej. Men på den anden side - hvortil har vi kunsten uden for gennem den at få udtryk for det uudsigelige?«. Litteraturen kantil tider være den bedste vej til at afdække sandheden. Litteraturen giver sig ikke ud for at være andet, end den er; en illusion, som vedkender sig sit løgnagtige væsen, hvilket fundamentalt set er en sandhed. Litteraturens væsen er måske nok basalt set løgnagtigt, men blot at afskrive litteratur som løgn ville være lidet frugtbart. Litteraturen er jo ikke blot løgnenes lystige kro, men også stedet, hvor nye sandheder skabes. Litteraturen svæver mellem dikotomien løgn versus sandhed, som albatrossen svæver over menneskene og deres ofte forsimplede verdenssyn - opbyggede på radikale skel mellem sandhed og løgn, godt og ondt. Litteraturens moralske pendul svinger dermed mellem sandhederne og løgnene, som vikles ud og ind af hinanden, men pendulet stopper aldrig, og litteraturen lader sig ej indfange som blot 'det sande' eller 'det falske'. Fiktionens funktion er ikke at opbygge umiddelbart realiserbare helhedsvisioner, men er blot en forfatters frie spil med meninger. Fiktive fortællinger rummer således modsatrettede meninger, paradokser og selvmodsigelser, på samme måde som det menneskelige sind gør det. Netop det faktum, at god litteratur hverken er beregnende, forudsigelig eller fastlåselig giver den de kvaliteter, der giver bogen forspring i forhold til andre konkurrerende medier. Den gode bog siger mere, end hvad hjernen kan fatte, og dog forstår følelserne dens udsagn til fulde. Man ser historikere, som for eksempel amerikanske Hayden White, forske i historiens fiktivisering etc. Javist, hvis man vil vide noget om salonluderen eller glædespigen i renæssancetiden, så læser man ikke datidens historiebøger eller annaler. De beskriver 'vigtigere' ting, en anden del af samtiden og ganske andre agendaer. Man læser i stedet Daniel Defoes 'Moll Flanders', eller man læser måske John Clelands 'Fanny Hill'. Hvis man vil vide noget om datidens forestillinger om Østen, så læser man Marco Polos rejseskildringer. Marco Polo har formentlig aldrig været i Kina, men hans fantasifulde roman er et mesterværk, den sprudler i samme stil, som Bergeracs 'Månerejse' gør det; bøgerne skildrer ikke, hvad der sker i Kina, eller på Månen, men hvorledes vi forestiller os, at det gør. Så betyder det i den sammenhæng mindre, at Marco Polo i sin Kinafærd 'glemte' at beskrive udviklingsmæssige fremskridt, såsom opfindelsen af sprængstoffet. Rejseskildringerne giver måske ikke noget dækkende billede af Orienten som så, men derimod et billede af datidige vestlige forestillinger om Orienten. Dette udgør en historisk værdi af dimensioner. Marco Polos beretninger afspejler ikke objektive sandheder, men subjektive, og hvordan kan man fange dem i objektiv historieskrivning, hvor alt handler om årstal og beviser? Kun ved at skildre vindenes sæk - den som Odysseus har befalet sine mænd aldrig at åbne; de åbner den, fordi de tror, at der er guld i den, og ud strømmer forbandelserne. Mennesket var grådigt dengang, som det er i dag. Fortvivlelsen er gribende, for imod en forbandelse må mennesket føle sig kastet ud i angsten i dens mest irrationelle former, og rejsen bliver derfor både fortryllende, eventyrlig, men frem for alt menneskelig og levende. Odysseus' rejse har varet ved i små 3.000 år, og den vil formentlig følge menneskeheden til dens død. Mennesket har i dag beskrevet Månen mere nøgternt end Bergerac, og der er givet mere historisk verificerbare beskrivelser af det kinesiske samfund, end den gode Marco Polo præsterede i år 1298. Om alt det kan man læse i historiebøgerne; denne virkelighed siger imidlertid mere om den fysiske verden end om os selv, og på dette tidspunkt har vi allerede forladt litteraturen, således som vi forlader Odysseus, da han slipper ud af fantasiens hav, sindets krinkelkroge, og når virkelighedens Ithaka. Historien om Odysseusfortæller om menneskesyn, gudsopfattelse, skikke, adfærdsmønstre etc., således som det opleves af det enkelte eksisterende subjekt, af et levende, et rigtigt menneske. Den objektive historieskildring vil finde en stenstatue, en ruin, objekterne. Disse objekter er levn fra en tavs fortid; de er essenser, hvorudfra vi må fortolke og gætte. Litteraturen har allerede fortolket. Den har levet på denne fortolkning. Litteraturen er en tilfældig drukkenbolt, der forvildet tumler ind på en landevejskro, en menneskeligt fordærvet absurditet, og at kalde dette et billede på kærlighed illustrerer menneskets enestående evne til at skabe et storladent oprør mod verdens fastlåsthed. Originalitet er netop karakteriseret ved, at man ikke på forhånd kan sige, hvori dets væsen består. Når man læser, læser man verden, som den opleves gennem et andet subjekt. En mulighed for en tilgang til virkeligheden, som ikke kan nås på anden måde end i kunsten. Livet giver os mulighed for at drømme uendelig meget, hvoraf ufattelig lidt lader sig realisere, litteraturen giver os muligheden for at leve lidt mere i dens nærvær.