Jeg står påen terrasse i al-Amarah i det sydøstlige Irak og ser på Tigrisfloden, der dovent slæber sig af sted i solnedgangen. Bygningen bag mig tilhørte Saddam Husseins guvernør i Maysanregionen, nu er huset hovedkvarter for en del af det britiske civilforsvar, Territorial Army, der udgør en del af besættelsesstyrken. Jeg konverserer med en major, mens vi indtager sandwich og dåsecola. Vi taler om krigen og situationen både i regionen og i landet. Fra vores plads på terrassen kan vi et stykke nede ad floden se en lille båd med en mand, der i tilsyneladende harmoni med sig selv og floden kaster sit net, trækker det ind efter et par minutter, padler lidt videre og kaster igen. Jeg forestiller mig den samme situation udspille sig for knap hundrede år siden, hvor Irak efter Første Verdenskrig også var et (amerikansk-)britisk protektorat. Den lokale britiske guvernør havde dengang gæster, måske embedsmænd fra et hjemligt ministerium, handelsrejsende eller militærfolk, der alle ønskede at høre om situationen i regionen og fortælle, hvad de selv havde oplevet. Efter mødet ville de sikkert stå og se på den samme Tigrisflod, den samme solnedgang, og måske også den samme fisker. Vi taler om fremtiden, og jeg præsenterer lidt lommefilosofi. Hvis udviklingen i Irak skal inddeles i faser, vil første fase være 'krigsfasen', der blev afsluttet, da Saddam Husseins regime faldt. Den anden og nuværende fase kalder jeg 'Vietnamfasen', hvor besættelsesmagten uden succes forsøger at etablere og indføre ro og orden og samtidig lider alvorlige tab. 'Vietnamfasen' ophører, når besættelsesmagten etablerer og fastholder et acceptabelt niveau af ro og orden i landet. Majoren er stort set enig. »'Tredje fase' ...«, begynder jeg, men majoren afslutter sætningen ved tørt at sige »er tilbagetrækning«, og jeg slutter den af med at sige »under ild«. Vi trækker lidt på smilebåndet og ender med at stå og stirre ud over Tigrisfloden og på fiskeren, der i mellemtiden er kommet tættere på. Det er, som om fiskeren er et symbol på fortiden, og at vi, på godt og ondt, repræsenterer en del af Iraks nutid. Fremtiden er som den irakiske nat, der er sort og svær at se igennem. Det eneste, man kan gøre, er at håbe på en snarlig solopgang. Grunden til,at jeg er kommet til guvernørhuset, er, at CIMIC (Civil-Military Contact) holder et briefingmøde. CIMIC er den enhed, der står for relationen mellem besættelsesmagten og lokalbefolkningen og dermed også for ngo'erne i området. I al-Amarah udføres denne opgave af Territorial Army, men på trods af dette er det alligevel en amerikaner, der leder mødet. Hun hedder Molly og er repræsentant for Koalitionens Midlertidige Autoritet (Coalition Provisional Autority, CPA), hvilket i realiteten betyder, at hun er guvernør for regionen. Molly er ankommet for fire dage siden, og selv om hun forståeligt nok famler sig lidt frem, er det klart, at det er Molly og amerikanerne, der tager beslutningerne. Jeanette, en skotsk løjtnant, der sidder ved siden af Molly, redegør for sikkerhedssituationen. Hun forklarer, at der havde været en del skyderier, men de skyldtes primært interne rivaliseringer mellem klanerne i byen, og de var ikke rettet mod koalitionsstyrkerne, ej heller ngo'erne. Der har også været en del kraftige eksplosioner i al-Amarah, men de var heller ikke rettet mod det internationale samfund i byen. Sekundet efter at hun har fuldendt sætningen, lyder der et enormt brag et par kilometer væk. Der er detoneret en kraftig bombe i byen, og der bliver stille i rummet, indtil Jeanette rømmer sig og koket siger »Ja, som sagt en del bomber, der ikke er rettet mod de internationale«. Vi griner lidt anstrengt, for alle omkring bordet ved, at en dag kan det gå galt. Den stedfortrædende guvernør er en brite, der til min overraskelse ikke er meget mere end 30 år. Han gør rede for arbejdet for at indføre demokrati i regionen og i Irak. For det første arbejdes der på at få etableret en effektiv lokal regering, der så kan udpege en guvernør. Den unge viceguvernør understreger, at så mange af de lokale grupper som muligt bliver inddraget i arbejdet. For det andet er man parallelt med denne proces i færd med at udforme en ny forfatning for Irak. Den lokale regering skal være med til at udpege repræsentanter, der skal deltage i ratificeringen af den nye forfatning, hvilket forventes at finde sted om et års tid. Molly siger, at USA er under stigende internationalt pres for at afgive mere magt til irakerne, men hun er bekymret for konsekvenserne for landet, hvis dette sker for hurtigt, simpelt hen fordi man ikke når at skabe en ny organisering, der er tilstrækkelig holdbar. Selv om Molly har en pointe, får man indtryk af, at koalitionsstyrkernes arbejde i Irak udføres på ad hoc- basis. USA havde forberedt en effektiv krig, men havde ikke gjort sig synderligt mange tanker om, hvordan et kompliceret arabisk land på størrelse med Frankrig med en befolkning på omkring 22 millioner mennesker skal organiseres. Det er regningen for denne manglende planlægning, der tilsyneladende betales i disse måneder. Et stort spørgsmål er således, hvorfor den relative ro, der har adskilt det sydlige Irak fra det nordlige, er ophørt, og hvorfor besættelsesstyrkerne ikke har formået at fastholde den relative ro i regionen. Mange taler om, at Saddam Husseins sympatisører har brugt sommeren til at reorganisere sig og nu slår til med stigende kraft i det sydlige også. Saddam Hussein selv, tror de fleste, er ganske levende og gemmer sig nordpå, men amerikanerne ønsker ikke at fange ham endnu, fordi de, som en del af argumentationen for at bibeholde styrker i landet, udnytter den usikkerhed, der trods alt eksisterer på grund af, at han stadig er på fri fod. Flere irakere, jeg taler med i Basraområdet, fortæller, at de undrer sig over mængden af fremmede ansigter, der på det seneste er dukket op i bl.a. Basra. Nu er Basra en by på over en million mennesker, så udtalelserne må tages med et gran salt, men det er alligevel påfaldende, og spekulationerne går på, at det er alt fra al-Qaeda-folk til lejesoldater og galninge, der siver over grænserne for at slås for deres respektive dagsorden. Ingen af de omkringliggende arabiske staters ledelse har i øvrigt nogen særlig interesse i at se Irak som et demokrati i Mellemøsten, fordi det vil udfordre deres egen hjemlige magtbase, og derfor tillader de trafikken over grænsen. Et overset aspekt er også, at koalitionsstyrkerne, og med dem det meste af den vestlige verden, ser invasionen af Irak som en befrielse, hvor flere og flere irakere ser det som en besættelse, som de ønsker at bekæmpe. En del af svaret må være, at besættelsesmagten har undervurderet opgavens omfang og ganske enkelt er underbemandet. I Basra ryster mange på hovedet over det faktum, at briterne har fuld kontrol over oliefelterne i området, men de formår ikke at opretholde ro og orden inde i byen og slet ikke på hovedvejen mellem Basra og Kuwait. På samme måde er det iøjnefaldende, at vel det eneste ministerium i Bagdad, der i dag står uden en skramme, er olieministeriet. Når man færdes i landet og taler med folk, er det svært at nå til en anden konklusion, end at USA dels havde brug for et politisk-strategisk alternativ til Saudi-Arabien og Egypten, dels ønskede at kontrollere olien - derfor skulle Saddam Hussein væltes. Masseødelæggelsesvåbnene er der ikke fundet nogen af, og mange, selv israelske forskere, gav før krigen udtryk for tvivl om, om der overhovedet var nogen. Saddam Hussein brød FN-resolutioner, men det gør alle lande i regionen, inklusive Israel, immervæk også, hvilket gør det svært at bruge som et seriøst argument. Visionerne om et demokratisk Mellemøsten, som den amerikanske præsident jævnlig fremfører, bliver næppe til andet end visioner uden hold i virkeligheden. De tre dominerende befolkningsgrupper, shia, kurdere, og sunni, hører til i henholdsvis den nordlige, sydlige og centrale del af landet, og alle har deres egen dagsorden, som ikke indeholder noget decideret ønske om at skabe en fælles stat, medmindre en gruppe kan få kontrollen over de andre to, som Saddam Hussein formåede. Der er en chance for, at de respektive regioner med tiden kan fungere bedre, men at tro på et demokratisk Irak er optimistisk på grænsen til det naive. I Gaza talte jeg i 2001 med palæstinenserne G. Abdel Shafi, der præsenterede en enkel løsning på Israel-Palæstina-konflikten; Israel skal afgive Vestbredden og Gaza samt bosættelserne, og så skal det nye Palæstina være et demokrati. Hans pointe var netop, at ved at skabe et demokrati ville den nye stat dels blive mere acceptabel for Israel, dels blive et eksempel for andre stater i Mellemøsten. Et andet stort spørgsmål er således, hvorfor amerikanerne ikke startede med Palæstina, fik afsluttet sagen og skabt et 'demokrati-laboratorium', hvis forhåbentlige succes uden tvivl ville skabe opmærksomhed og måske endda inspiration for resten af Mellemøsten. Israel-Palæstina-konflikten har plaget regionen siden 1948 og er uden tvivl den absolut farligste konflikt i regionen, der bl.a. har inspireret folk som Osama bin Laden. Det er trist, men der er bare ikke så meget positivt mere at sige om situationen i det sydlige Irak for ikke at tale om i resten af landet. Besættelsesmagten bliver i stigende grad angrebet med fjernstyrede bomber, og i Nasiriyah kommer den første selvmordsbombe, hvor nogle af Folkekirkens Nødhjælps medarbejdere er godt 500 meter væk. Et resultat af disse angreb er, at de britiske og amerikanske styrker logisk nok forsøger at beskytte sig bedre bl.a. ved at holde sig inden døre, men konsekvensen af dette er, at de bliver sværere at 'nå', og derfor bliver de terroristiske elementer 'tvunget' til også at gå efter de såkaldt bløde mål som f.eks. det ubevæbnede politi eller internationale nødhjælpsorganisationer, der alle er ubevæbnede, for at få afreageret. Dette er en ny udvikling, som næppe vil aftage med det første. Kriminaliteten er stigende i Sydirak og er ved at blive et uoverskueligt problem bl.a. for nødhjælpsarbejdere. For nogle befolkningsgrupper i det sydlige Irak er røveri en af de eneste muligheder for at overleve. Nogle stammer og klaner har været forfulgt af Saddam Husseins regime og har levet i områder, der, hvad angår investeringer, er blevet nedprioriteret, f.eks. sumparaberne. Andre benytter sig givetvis af den manglende lov og orden i området. Et konkret eksempel på kriminaliteten er bilkapringer. På hovedvejen mellem Basra og grænsen til Kuwait er antallet af kapringer stærkt stigende, og fra at være en relativt enkel og hurtig affære, hvor ingen kom til skade ud over forskrækkelsen, er brug af våben ved at blive normalt. Dette skyldes bl.a., at flere (ikke nødhjælpsorganisationer!) vælger at køre med bevæbnede vagter som beskyttelse, og vagterne er ofte tidligere militærfolk, der ikke generer sig for at skyde først. Selv om det er forståeligt at søge beskyttelse, så bidrager nedskydningen af kaprerne til en optrapning af det generelle voldsniveau. Det er tragisk at opleve den voldelige udvikling i et land, der har et så enormt potentiale; mennesker, vand, historie, kultur, energiressourcer og så videre. Jeg har talt med flere irakere, der alle giver udtryk for, hvor lettede de er over, at Saddam Hussein nu er væk, og de siger uden undtagelse, at de kan trække vejret frit og ytre sig frit, men de er bekymrede for fremtiden. Der er ingen tvivl om, at Irak i høj grad er blevet et mere humant sted, efter at Saddam Hussein er blevet væltet, men de grunde, som amerikanerne gav - og som Danmark i øvrigt accepterede - for at Saddam skulle smides på porten, virker mindre troværdige, for hver dag der går. Afghanistan er stort set forsvundet fra nyhederne i dag, godt to år efter Talebanregimet blev afsat. Landet er stadig langtfra stabilt, og det internationale samfunds løfter om økonomiske donationer blev givet på konferencer med smil og håndtryk foran kameraerne. I sekundet blitzlyset bliver slukket, er de gyldne løfter glemt igen. I løbet af det næste år vil Irak gradvist forsvinde fra nyhederne, bl.a. fordi medierne ikke længere finder det interessant at berette om, at der nu igen er sprunget en bombe i Basra, eller Nasiriyah eller Bagdad. Der vil komme nye katastrofer og krige, der vil fjerne fokus fra Irak. Hvis der i løbet af de næste to-tre år bliver indført en grad af ro og orden, og der bliver iværksat en økonomisk udvikling, er der måske håb for projekt 'Nyt Irak'. Hvis USA skynder sig at rejse hjem under påskud af, at irakerne skal have større selvstændighed nu, og efterlader landet i den nuværende tilstand, ja, så frygter jeg, at majoren får ret - så bliver tredje fase 'tilbagetrækning' med efterfølgende kaos og anarki i Irak.