Shirin hvem? Ebadi? Hvem havde dog troet, at den lille trivelige, muslimske og kvindelige jurist fra Teheran i dag ville modtage Nobels Fredspris for sin kamp for demokrati, retssikkerhed og menneskerettigheder? Ikke Ebadi selv. Ikke vi. Fredsprisen går gerne til de store kæmper, somme tider til forliste kæmper og til store fotogene organisationer. Folk og foretagender, der kan flytte historien og smile imens. De fleste har fortjent den, nogle er senere faldet af på den, endnu andre har rettelig vist sig at være nogle skurke og beholdt prisen endda. Nu er det jo ikke sikkert, at det er Shirin Ebadis skyld, at vi ikke kendte den lille iraner, som Nobelkomiteen telefonisk måtte meddele den gode nyhed under hendes besøg i Paris. I parlamentet i Teheran rendte vi, en gruppe danske reportere, forleden ind i en klassefuld piger på opbyggelig demokratiudflugt med deres lærer, den ene mere indhyllet i sort end den anden. Udenfor, ved fredagsbønnen, råbte 80.000-100.000 iranere stadig »Død over USA, død over Israel«, når bønnelederen bad om lidt gejst. Inde i parlamentet herskede en mere værdig, næsten andægtig ro om det parlamentariske arbejde, skønt forsamlingen ikke nyder betragtelig indflydelse på den egentlige magt. Og pigerne viste sig, uanset chador og sømmelighed, at være mere optaget af Backstreet Boys og Eminem end af parlamentarismens udfoldelser. Alligevel, ét politisk navn fik dog smilene frem, og det var navnet Ebadi, Shirin Ebadi. Skurk eller helt, ingen tvivl - her var navnet på en iransk aktivist, som kunne gøre sunde piger stolte, og læreren med. Ebadi var Irans første kvindelige dommer. Det varede nu ikke længe, så kom den 'islamiske revolution' i februar 1979 og med dén en fyreseddel til Ebadi. I dag er det hende, som repræsenterer det revolutionære, skønt hun siger, at hun bare repræsenterer det sande Iran - dét, der ikke vil undertrykkes i islams navn, men kræver retssikkerhed og demokrati og ytringsfrihed og dog vil være muslimsk. »Forargeligt«, siger Irans konservative, som ikke er et glimt i tvivl om, at Ebadi er en undergravende kraft. Og »forargeligt«, istemmer Irans underjordiske verdslige opposition. Den er ikke mindre i tvivl om, at Ebadi er en simpel medløber for den såkaldt islamiske og definitivt undertrykkende republik. Derimellem modtager hun prisen og millionerne. Om hun bliver iranernes redning, får historien vise, men de tusinder af iranere, som stilfærdigt var søgt i lufthavnen, da hun vendte hjem fra Paris, blev et billede på dagens Iran, hvor det fortsat er masserne ved fredagsbønnen, der råber højest, hvad de også roligt kan gøre, for de fleste af dem er transporteret ind til bønnen af offentligt betalte busser for netop at råbe op, når de bliver bedt om det. Omvendt med de ukoordinerede tusinder, der dén dag søgte til lufthavnen. De betalte selv for turen, og som så ofte i Iran var der ganske stille, lige til nogle få var blevet til mange, og nogen tog sig sammen til at råbe sin hyldest. Én, to, tre, var der ikke tale om tilfældig trængsel, men om et brusende hav af lykkelige og stolte iranere med blomster til deres håb i form af en lille, trivelig og kvindelig jurist med et lykkeligt, måske en anelse usikkert smil, Shirin Ebadi. Velkommen hjem, ville de bare sige. Hun har forsvaret systemets kritikere, hun har forsvaret kvinders ret til ligestilling, forsvaret børn mod overgreb. Præstemagten har modsat gjort, om ikke hvad den kunne, så dog en del for at lukke munden på det opsætsige kvindfolk. Indtil nu er resultatet af hendes kamp næppe meget mere frihed, heller ikke meget mere undertrykkelse, men helt sikkert et tilbud om håb, når iranere en dag ligesom georgiere tør teste, om det er magtens mure, som braser, når de tørner hovedet imod. Moncef Marzouki har også et godt tilbud til 'sin' præsident, den tunesiske magthaver, Zine el-Abidine Ben Ali, et godt tilbud, siger han selv. Men hvem er nu han - Moncef Marzouki? Tja, hvad skal vi sige, der er i virkeligheden nok af hans slags. Læge, demokratiforkæmper, snart professor ved universitetet i det hyggelige Sousse, hvor ikke så få danske turister har moret sig ved at tinge om prisen i den arabiske basar. Men Sousse er ikke kun et palmesus af en ferieby og Tunesien ikke kun en verdslig, moderne stat. Det er også et benhårdt diktatur med forfølgelse og fængsling af politiske og religiøse afvigere og med en voldsom tortur af præsident Ben Alis kritikere. Og det er dér, Moncef Marzouki kommer ind. Hans tilbud lyder, at hvis Ben Ali selv forsvinder fra magtens palæ i Tunis By, skal han ikke høre mere fra Marzouki. Så skal Ben Ali ikke frygte et retsopgør, ikke være bange for folkets vrede, ikke sove i uro for tunesernes hævn. Slet og ret: Pak dine kufferter, siger dissidenten til præsidenten. Forsvind. Han fylder ikke alverden i gadebilledet, denne Moncef Marzouki, som sidste vinter var i Danmark som PEN's gæst. Forfatter til 23 bøger, en nobel mand med et tørklæde om halsen, når det trækker, belæst og med nogle energiske, let plirrende øjne. For ikke så mange år siden sad han i celle nummer fem i indenrigsministeriet i Tunis By, neden under 'Laboratoriet', hvor ministeriets ufrivillige gæster bliver torteret. Cellen målte to meter på den ene led, måske to en halv meter på den anden. Han sov på gulvet ved siden af det hul, hvor han måtte forrette sin nødtørft. .. Han blev anklaget for at have fornærmet præsidenten og smidt i en lille isolationscelle, hvorfra han først kom ud, da blandt andre Sydafrikas frihedshelt og præsident Nelson Mandela krævede ham løsladt. Fængslet blev snart efter erstattet af fem års husarrest helt frem til årtusindeskiftet, hvor Marzouki slap fri - men snart efter fyret fra universitetet i Sousse. Hvad er problemet? Det er lidt afhængigt af, hvem man spørger. Ben Ali, præsidenten, har fundet Moncef Marzouki provokerende for den offentlige orden, fordi han bestandigt sætter spørgsmålstegn ved præsidentens ret til overhovedet at kalde sig præsident. Selv siger Moncef Marzouki, at problemet netop er præsidenten og et hårrejsende misbrug af magt i Tunesien. Marzoukis synspunkt er, »at vi ikke skal bede om rettigheder, vi selv tager for givet. Vi skal bare benytte os af dem«. Det kunne være Shirin Ebadis ord. Men kender vi dem, Ebadi'erne og Marzouki'erne - Mellemøstens og Nordafrikas udgaver af Walesa, Solsjenitsyn, Havel og Michnik? Hvilke andre? I denne verden kender vi næppe dissidenterne, kun præsidenterne og kongerne og måske emirerne. De omtales høfligt og respektfuldt i medier, opslagsbøger og politisk debat, gerne med deres titler og autoritet i fuldt behold. Præsident Assad i Syrien, præsident Mubarak i Egypten, kong Fahad i Saudi-Arabien, præsident Sheikh Zayed bin Sultan al-Nahyan i De Forenede Arabiske Emirater. Og så videre. Men, hør, som Marzouki spørger, hvem har egentlig valgt dem til præsidenter og konger? Det er ved sådanne overvejelser, man griber ud efter sit leksikon, vor yndede nationale encyklopædi med den højeste autoriserede viden her til lands. Her vil svaret ligge, vist så. Men, yak!, se om cremen af dansk forskning ikke begrænser sin fortolkning af FN's universelle menneskerettigheder således, at magtens figenblade, titlerne, blot tages for pålydende. Den store danske encyklopædi begrænser sig til omtale af formelle styreformer og sondrer ikke i det muslimske Mellemøsten og Nordafrika mellem diktatur og demokrati. Den interesserer sig ikke for politisk legitimitet og afholder sig fra at specificere, om de øverste magthavere står til ansvar for deres befolkninger, og værket går løst hen over brugen af militær, politi og efterretningstjenester. Dissidenter optræder knapt. Jamen, encyklopædi dog, kan det blive mere horribelt end uden reservationer at tale om 'valg' i Syrien, et benhårdt diktatur? Er det seriøst at tale om Jordan som et 'konstitutionelt monarki', når kongen stadig er over parlamentet? Er det ikke blot naivt at hævde, at præsidenten i Egypten reelt skulle være godkendt ved en folkeafstemning, når valgsvindel er notorisk og det militærforankrede bureaukrati fortsat kan bestemme i Nillandet? Det er jo nærmest surrealistisk at tale om 'genvalg' i Yemen, når præsidenten reelt er en totalitær figur? Det er grotesk at hævde, at Tunesien blot 'domineres' af Ben-Alis parti - han er en renlivet og rå diktator. Og det er forbløffende, at et samtidsleksikon og opslagsværk for den højeste viden vil være bekendt at skøjte hen over undertrykkelsen i Saudi-Arabien ved blot at tale om et monarki, hvor kongen »vælges af familiens prinser« uden at pointere, at kongedømmet repræsenterer et af verdens mest undertrykkende regimer, der bruger alle midler til at fastholde sin magt. Bevares, tænker man, vi må hér stå over for en leksikal principbeslutning om en formalistisk beskrivelse af officielle styreformer. Men en snigende fornemmelse af kulturrelativisme melder sig ved konstatering af, at magt og legitimitet i andre af tidens diktaturer som f.eks. Myanmar og Nordkorea rigtignok tages alvorligt. Men kan det have sin rigtighed, at Den Store Encyklopædi ikke anlægger samme synsvinkel på diktatur i den arabiske verden som i andre kulturkredse, må Said Den Burawi Ferjani, nok en islamistisk dissident, have ordet: Tro nu ikke, sagde han efter sin runde i tunesiske fangehuller, at tortur gør mindre ondt på os. Hvis vi skal være ædruelige, har ingen sandt at sige givet disse magthavere i den arabiske verden deres titler. Nogle har arvet magten, nogle har taget den - faktisk er ingen bortset fra Libanons ledere valgt til deres embeder - og hvad de øverste konkrete magthavere i både Iran og samtlige arabiske stater har til fælles, er, at de villigt og næsten generøst har brugt og navnlig misbrugt magten efter eget forgodtbefindende. Et menneskeligt træk, måske, men også et træk med blodstænkede konsekvenser, som de kan fortælle om i cellerne under det smukke indenrigsministerium i Tunis By. Og det rummer en fejl, som Said Ben Burawi Ferjani også skar så fyndigt ud i pap: Regeringen skal vælges af folket, ikke omvendt. Dét var vel, hvis vi husker, også lektien af Murens fald. Også hér trivedes bortforklaringer af kommunismen, og skal vi lære noget af Berlingske Tidendes lange serie om det postmurale intellektuelle selvopgør, må det være, at der fortsat er nogen tvivl om den fulde opmærksomhed på kommunismens undertrykkelse, mens den stod på. Der var i hvert fald skarpe øjne, som foretrak at se den anden vej. Men gælder i dag det samme, at der selv i medier, politik og endda på den højeste oplysnings hjemsted, i encyklopædiens rigdom af viden, har hersket en uvilje til at indrømme arabere samme ret som andre folkeslag? Hvilken nedladende fornærmelse - eller misforstået solidaritet. Over ti år efter at vi skulle være blevet klogere af Murens fald i vores egen verdensdel, træder encyklopædiens supplementsbind i spinaten med kun spinkle tendenser til genopretning ved hér og dér at omtale politiske reformer i arabiske lande - uden at præcisere den undertrykkende virkelighed, der måtte stå til afvikling og stadig uden at besvare det grundlæggende spørgsmål: Har arabere og iranere mulighed for at udskifte den øverste magt i deres lande? Det er naturligvis konkrete vurderinger, der har styret encyklopædiens stræben efter erkendelse og tilstræbt objektivitet. Og det er derfor et aktivt valg, når encyklopædien taler om republikker og monarkier og emirater i Arabien - og et kontant menneskeligt valg ikke at benævne militære diktaturer, juntaer og deres undertrykkelse ved rette navn. .Og encyklopædien mangler stadig at indhente den virkelighed, hvor Shirin Ebadi og Moncef Marzouki og flere kæmper for universelle rettigheder, som vi andre og encyklopædien måtte have glemt et øjeblik. Hvert eneste nordafrikanske og mellemøstlige land har sine Ebadi'er og Marzouki'er. De fleste af dem kæmper ikke for frihed »på trods af islam, men på grund af islam«, som det til nogen overraskelse hed i en tale af George Bush, der efter årtiers støtte til diktaturerne har meldt sig som forsvarer for en demokratisering i Mellemøsten. Det afventes med spænding. Godt nok vil Ebadis modtagelse af fredsprisen blive ledsaget af protest fra iranske verdslige - ikke fordi hun er muslim, det er de også, men fordi hun i deres øjne utilstedeligt accepterer en sammenblanding af religion og politik. Bush beklagede seks årtiers nytteløs beskyttelse af de herskende regimer på bekostning af borgeres krav om indflydelse. Ønsket om stabilitet i Mellemøsten har hidtil begrundet en amerikansk støtte til diktaturet. Nu skal det samme ønske om stabilitet modsat være et motiv for at søge diktaturer afløst af demokrati. Herhjemme har udenrigsminister Per Stig Møller tilsvarende lovet en kovending eller en offensiv nyorientering af dansk udenrigspolitik i Mellemøsten. Nu skal også dansk tradition for at vende ryggen til undertrykkelse erstattes af en aktiv støtte til arabere, der søger indflydelse på deres egen hverdag. Med samme sigte: at afmontere Mellemøsten og Nordafrika som en kilde til krise og flygtningestrømme, konflikt og terror. For deres skyld og for vores. Også dét kan afventes med spænding. Her venter nye opslag til den nationale encyklopædi, når redaktionen alligevel skal revidere sin fortolkning af ret og vrang i den arabiske og muslimske verden. I Teheransparlament forsøgte en af præstestyrets repræsentanter at forklare forskellen på en konservativ og en reformist? Joh, sagde han: De konservative prioriterer islams værdier - reformisterne vil altid prioritere frihed. Shirin Ebadi vil ved modtagelsen af fredsprisen hævde, at der ikke behøver at være en modsætning mellem de to.