Den lå, dugen, den hvide dug med de grønne og gule striber, mellem de mange andre i min mors linnedskab. Jeg tror, hun ville være glad - og lidt stolt - hvis hun kunne høre mig omtale hendes ret almindelige skab som et linnedskab. Linnedskab lyder nemlig en anelse herregårdsagtigt, og hvem vil ikke gerne have sit hjem og dets indbo gjort blot en smule herregårdsagtigt? Men det kunne hun nu ikke høre, for hun var væk, og vi søskende stod og kiggede ind i skabet, for dugene skulle sammen med det øvrige indbo deles mellem os. Enhver, der har været gennem den proces, det er at opløse sine forældres hjem, ved, hvor ondt den gør, og fordi man er i denne særlige og temmelig sårbare situation, er man nok mere modtagelig end ellers. Jeg tror, at i al fald jeg var det, for da jeg så dugen ligge der i stablen, var jeg med ét langt væk fra rækken af glas, stablerne af porcelæn, køkkentøjet som lå lidt hulter til bulter og alt det andet, der har udgjort et menneskes omgivelser, ja, vel egentlig en vigtig part af dets liv. Jeg var i alle tilfælde pludselig midt i min egen tidlige barndom. Jeg sad ved et bord dækket med den hvide dug med de grønne og gule striber, og på bordet stod der forskellige frokostretter. I smørskålen var der næsten kun symbolsk smør, og retterne var ikke så mange, som de siden blev, for vi var i den tyske besættelses allersidste del, faktisk i foråret 1945. Jeg huskede ikke, hvad der var i de forskellige skåle og på fadene, men jeg huskede glasklart, hvem der sad der ved bordet, og jeg mindedes, at de virkede glade. Både min mor og min far, min tante Gerda og onkel Johan og deres to børn, som var ældre end jeg og min bror, og som derfor havde lidt vanskeligt ved at interessere sig synderlig for os - småskravlet. Vores interesse for dem var til gengæld stor. De voksne snakkede, de større børn sagde ikke ret meget, og jeg husker ikke, om min lillebror og jeg overhovedet sagde noget. Han var i almindelighed et tavst barn, måske fordi han ikke fik lov til at komme til orde for sin meget snakkende storesøster. Det, jeg især huskede, var glæden. Jeg må have noteret mig som noget særligt, at de voksne var glade, og jeg mener, at jeg nøjagtig, som Selma Lagerlöf beskriver det i sit mageløse erindringsværk 'Mårbacka', at det var ved en ganske bestemt lejlighed, hun noterede sig, »( ... ) hvordan de, alle hendes nærmeste, så ud i deres velmagtsdage da de glædede sig ved livet«. Takket være dugen, den hvide dug med de gule og grønne striber, husker jeg, hvordan mine nærmeste så ud ved denne lejlighed, hvor de som Selma Lagerlöfs familie og med hendes ord glædede sig ved livet. Og jeg er glad for, at min hukommelse af en eller anden grund fandt på at knipse dem ved netop denne lejlighed. For kort tid efter brød det hele sammen, og blot nogle få måneder senere boede jeg og min far for os selv, mens min mor og min lillebror samt hendes nye mand fortsat boede i huset. Og min mor beholdt dugen. At en Madeleinekage i forbindelse med lindete kan udløse en erindringsbølge, ved mange, selv om de måske ikke alle har læst Marcel Prousts storværk 'På sporet af den tabte tid'. Men Madeleine-kagen er blevet symbol på de mange vidt forskellige erindringsåbnere, som mennesker måske tilfældigt har opdaget hos sig selv eller på anden vis har erfaret. Min erindringsåbner er, som det vil være fremgået, ikke en kage, men en dug. En hvid dug med grønne og gule striber. Længere nede i bunken i skabet lå havebordsdugen. Den er inddelt i felter, og noget i vævningen gør - for jeg har stadig dugen - at den ikke kan ligge glat, sådan som en ordentlig dug skal kunne. Måske af denne grund var det, at den blev brugt i haven. Denne have var - om end den ikke ganske kunne lignes med Edens - dog noget ganske særligt. Den havde bede med roser foran huset, en prægtig stenhøj, og i baghaven dyrkede min far med iver georginer. Det var før georginer blev til dahliaer i planteskolernes kataloger. Mange af min fars havde kæmpestore hoveder og var i de mest vidunderlige farver: dybrøde, sartgule, lilla, og de var så høje - eller også var vi så små - at vi med forsigtighed kunne gå rundt inde mellem dem, og det oplevedes lidt som at gå inde i en jungle, hvilket ingen af os begribeligvis havde prøvet eller vidste, hvad var, men som vi fandt utrolig spændende. Om georginerne gjorde det, vides ikke. Haven havde også et stort, gammelt blommetræ, der smed en masse rød-gule blommer af sig og et æbletræ, der hvert år blomstrede så smukt, som ingen æbletræer siden har blomstret Og jeg ser mine voksne samt min mormor sidde ved havebordet med dugen og drikke noget, som de omtalte som te, men som ikke var det, for te - rigtig te - var ikke til at få. Den have er naturligvis aldrig siden blevet overgået, og en dag i dette forår drev en blanding af en uforklarlig længsel og reel nysgerrighed min bror og mig ud på en sentimental vandring til vores barndoms kvarter. Vi ville se både hus og have, vi ville gå på vejene for at prøve, om vi kunne genopleve noget fra den tid. Det kunne vi, og det meste var til vores overraskelse uforandret. Husene var, sært nok, ikke blevet mindre. Jeg havde ellers hørt, at barndomshuse altid var skrumpet og var blevet meget mindre, når man genså dem som voksen. Det var vores hus ikke - det lignede sig selv, mens haven var totalt forvandlet. Fra at være en sirligt holdt have, vores paradishave, ordnet af en havemand og min far, til at være en have med en dårlig passet græsplæne og bede, hvori der udelukkende blev dyrket skvalderkål. Den stod til gengæld flot. Stedet hvor havebordet med den skævvævede dug engang for længe siden havde stået, kunne vi dog stadig udpege. Men fortryllelsen var væk. Af den grund bruger jeg heller ikke den skævvævede dug, for det er jo kun i Grimms eventyr, at duge kan trylle 'rigtigt'. Men selv om dugene i min mors skab således ikke har været i stand til at trylle på den rigtige måde, har de næsten alle sammen den evne, at de kan trække skikkelser og situationer ud af glemslens tusmørke og sætte farver og også lyde på, for jeg kan også høre deres stemmer. Min mormors højkøbenhavnske med dens særlige udtale af ordene 'værelse' og 'at ane', min fars accentstemme. Han var som 17-årig kommet hertil fra Rusland og talte hele sit liv, det vil sige i de 60 år, han var her, med tydelig accent. Man siger jo også, at man ikke må være mere end cirka otte år, når man kommer til landet, hvis man skal lære at tale dansk 'rigtigt'. Han lærte det aldrig, men var dog en god dansk mand alligevel. Jeg har flere duge hentet både fra min fars og mors hjem - skilsmissebørn har jo to hjem, som de skal være med til at opløse - men jeg har kun interesseret mig for de duge, der på hver sin vis har været nøgler til erindringskisten. Jeg bruger dem dog ikke meget, for ingen af dem har mål, som gør, at de passer til vores borde. Men når jeg lukker skuffen/skabet op og kaster et blik på blandt andre den hvide dug med de gule og grønne striber og den skævvævede havedug, er jeg hver gang tilbage igen. Fordi 'mine' duge besidder denne særlige evne, som ingen andre genstande i samme grad har eller har haft, har jeg prøvet at kigge efter, om andre har registreret nogle tilsvarende oplevelser med duge; men jeg er ikke stødt på en eneste. Farver, dufte og toner har fremkaldt erindringer, men ingen duge. Jeg så også efter i bøger om borddækningens historie, men her fandt jeg heller ikke det ringeste. Jeg fandt dog meget andet om brugen af duge, blandt andet noget om, hvordan man ud fra dug eller ikke-dug kunne aflæse en persons stand og status. Rangerede man langt nede på den sociale rangstige, fik man også som gæst ikke nogen dug under sin tallerken/skål, var man højere oppe på stigen, blev der dækket med dug under ens tallerken, og stod man rigtig højt oppe, var der næsten ingen ende på, hvor pragtfuld dugen kunne være. Den kunne være fremstillet af enten linned, damask eller silke, og hvor fin man blev anset for at være, kunne man også se af antallet af folder i dugen. Det sidste havde jeg ikke haft nogen som helst anelse om. Men duge skulle der åbenbart til, og at det kunne være en god forretning at sørge for danskernes duge-forsyning, fandt jeg belæg for, da jeg i forbindelse med research til romanen 'Fuglebal' skulle finde noget om den hollandske maler Abraham Wuchters, der kom til Danmark i 1638, og som i 1639 blev ridsemester det vil sige tegne- og kunstlærer ved det nystiftede ridderlige akademi i Sorø. Foruden at undervise malede han en lang række prægtige portrætter af rigets betydeligste mænd, blandt andet naturligvis af kongen, Christian V og hans dronning og flere af Griffenfeld, da denne stod på højden af sin karriere. At Griffenfeld 'glemte' at betale sin maler er en anden og kedeligere sag, i al fald måtte maleren slås for at få sine penge. Maleren sultede dog ikke af denne grund, for det stod på ingen måde slet til med Wuchters økonomi, idet en af hans koner var uhyre vaks og driftig, og til stor fortrydelse for en del mænd havde sin egen importforretning. Hun importerede, ved vi, blandt andet silketøjer, italiensk og ostindisk damask, indisk lærred, kattun, crêpe, atlask, kammerdug, netteldug, drejl, bånd og snore, kniplinger, bordtæpper, handsker, halsklude og silkenattrøjer. En temmelig imponerende liste. Broderede bordtæpper har ved særlige lejligheder været lagt under fine, hvide duge med skarpe folder, og dem har der måske været spist på, mens andre duge har været så fine, at man slet ikke tænkte på at servere mad på dem. De var til pynt og pral, det vil sige, de har været bredt ud på borde, der har stået centralt. Den fint broderede dug har signaleret, at i dette hus herskede rigdom og fornemhed. De fineste - og smukkeste - var en række broderede duge, som adelsdamer lod fremstille og ofte selv var med til at lave. Og en del af disse har været tænkt til at skulle fastholde slægtens glorværdige og herlige historie. Damerne malede med nål, har man sagt, og blandt de motiver, de nedfældede på det fine silkestof, har været familiernes våbenskjolde og slægtstavler. Nu var rigdom noget, der kunne fordufte, og man har eksempler på, at familier, der var på vej til at synke ned fra herremandstanden til den mere ydmyge bondestand, satte et utal af skjolde og våbentavler på deres praleduge og broderede tapeter. Dugene var gode redskaber til at fastholde noget, som af en eller anden årsag var på vej til at forsvinde. Det er f.eks. tilfældet med Sophie Staverskovs dug på Frederiksborgmuseet, som er vrimlende fuld af pralesymboler. Én, der virkelig forstod broderkunsten, var Leonora Christina Ulfeldt, men også hendes svigerinde, Else Parsberg, der var gift med Corfitz Ulfeldts ældre bror, forstod sig på de dele. Hendes dug på Frederiksborgmuseet med jagtmotiver er et vidunderligt stykke, og jeg er ikke i tvivl om, at hendes efterkommere, ligesom de nok lidt mere uheldige efterkommere efter Sophie Staverskov, når dugene ved senere lejligheder er kommet op fra deres kistegem, er begyndt at tale om det, der engang havde været, om dengang deres verden havde været en anden og mere hel, om dengang deres slægtninge måske havde været lykkelige, om dengang verden, også deres verden, lå badet i et andet og mere gyldent lys. Jeg ved det ikke, jeg gætter blot på, at dugene nøjagtig som min mere beskedne hvide dug med de gule og grønne striber har virket som nøgler til ganske mange erindringskister. Frederiksborgmuseet viser frem til 6. januar en række silkebroderede pragtduge sammen med et over 30 meter langt broderet tapet, skabt af 37 flygtninge- og indvandrerkvinder, der på denne måde har søgt at fastholde og videregive deres historier fra opbruddene fra krigshærgede lande til mødet med Danmark og danskerne.