Det er efterår i Prag; tid ikke så meget til munterhed, som til sød eftertænksomhed oven på den sommer, der er gået og nu endegyldigt er forbi. Solen skinner i en dis, Moldau flyder trægt i sin flodseng, det er lørdag midt på formiddagen, og jeg sidder på en parkbænk i skyggen af et stort kastanjetræ og plejer min fremmedfornemmelse. På fliserne foran mig vifter bladenes skygger for den lette brise og skiftevis dækker og afdækker de skinnende kastanjer. Kastanjer er kastanjer såvel i Danmark som i Tjekkiet; træer er træer og briser briser. Gudskelov er der trods alt blevet visse ligheder tilbage, nu hvor de fleste efterhånden er blevet forvandlet til forskelle. På de blot elleve år jeg har tilbragt her i Prag. Jeg var lige ved at sige »her i det fremmede«, men tog mig i det; for hvor længe skal et menneske leve i udlændighed, før det fremmede er blevet til det hjemlige, og det fordums hjemlige er blevet til det fremmede? Jeg husker stadigvæk tydeligt min stemning og fornemmelse, dengang jeg i foråret 1993 steg af toget på Halavni Nadrazi, Prags Hovedbanegård. Der stod jeg så og så mig omkring på perronen med min kuffert ved fødderne. Alt var i det øjeblik både så forfærdelig nyt og så forfærdelig spændende, at jeg i min optagethed helt glemte, hvad det var, jeg havde forladt. Åndeløse øjeblikke, der strakte sig som en perlerække af dage ind i en ukendt og uvis fremtid. Som om hvert af de mange, mange første skridt ind i udlændigheden bragte mig de tilsvarende skridt nærmere eventyret. For mine, den nyankomne udvandrers følsomme sanser registreredes verdens fænomener som tilhørende enten det forladte 'gamle' land eller som tilhørende det 'nye' værtsland. Alt syntes at fordele sig i kategorierne ligheder og forskelle. Først faldt de mest iøjnefaldende forskelle mig i øjnene: at de indfødte, tjekkerne, taler et skrækkeligt kaudervælsk. At de, når de skal tale engelsk, siger: I'm gettink nørvouz, mens de ser undskyldende på én. At de elsker knödel og sovs og så videre. Først siden arbejdede de dybereliggende forskelle sig op til overfladen og blev synlige. På græsset mellem træerne i parken og kun et stenkast fra min bænk løber nu en schæferhund rundt. Den har mundkurv på. Synet af mundkurven minder mig om, hvordan disse tingester også hørte til de første forskelle på dansk og tjekkisk hverdagskultur, jeg bed mærke i, dengang jeg flyttede hertil. Med tiden er der unægtelig begyndt at tegne sig et billede, et mønster. Det slår aldrig fejl: Besøgende danskere, der kun har opholdt sig i Prag i kort tid, erklærer straks som med én mund, at det dog er utroligt, så meget tjekkerne minder om dem selv. Til gengæld slår det heller aldrig fejl, at jeg svarer: »Det er kun, lige indtil I har lært dem at kende og ikke synes, I kender dem mere overhovedet«. Typisk møder den korttidsbesøgende dansker en eddikesur tjekkisk ekspedient, der virker fornærmet over at blive forstyrret af kunder i forretningstiden og tror, det er et enkeltstående tilfælde. Den korttidsbesøgende møder en ekspedient til og tror, der er tale om to enkeltstående tilfælde. Den korttidsbesøgende møder nok en sur ekspedient og tror og så videre og så videre. Sandsynligvis ender det med, at den korttidsbesøgende forlader Tjekkiet, i den tro at han dog var umanerlig uheldig med de ekspedienter, han mødte i forretningerne. Hvor utroligt det end kan lyde, så virkede ingen af dem særlig interesserede i at sælge deres varer, endsige hjælpe ham med at få dem at se og prøve dem. Men hvor den besøgende forlader Tjekkiet og tager sin undren med sig hjem til sit eget land, bliver den udvandrede dansker hængende længe nok til at blive klogere og stille sig selv spørgsmålet: Hvor mange enkeltstående tilfælde af uforskammede tjekkiske ekspedienter skal der til, før den tilflyttede udvandrer ved, at der er tale om en regel og ikke en undtagelse. Ret beset er der vel ikke noget mærkeligt ved det. Danskere rejser til Nepal eller til et andet eksotisk sted, og forskellen i livsrytme, livsindhold og værdier springer med det samme i øjnene. Der er kontraster overalt, og det er såre fremmedartet det hele. Senere tilbringer danskerne nogle uger eller måneder i Prag, og det, som slår dem, er tjekkernes fabelagtige lighed med dem selv. Forskellen begynder først rigtig for alvor at gå op for dem i al sin gru, hvis de lader årene gå (i Tjekkiet) og uddyber kontakten. Efterhånden trænger de frem alle vegne, forskellene. Vi danskere spiser ikke karpefisk og kartoffelsalat til jul, vi afsætter ikke en dag om året til at fejre de døde og kunne aldrig drømme om at gøre, som en hel stribe unge tjekker har gjort det gennem de sidste måneder: sætte ild til sig selv og brænde ihjel i protest imod verdens ondskab, uretfærdighed og nød og råddenskaben i deres hjemland. Den dag kommer, hvor forskellenes bunke har vokset sig større end lighedernes, og hvor indvandreren nødtvungent må konkludere, at det, han ved første øjekast tog for en lighed, ved nærmere eftersyn i virkeligheden viste sig at være en forskel. Til grund for fejltagelsen ligger en art optisk bedrag, som tiden er ansvarlig for. Fra den faste grund under fødderne har vi uigenkaldeligt bevæget os ud på den gyngende. Lighederne er borte og med dem alle trygge holdepunkter. Hvor vi end ser hen fra nu af, er det eneste, vi opfatter, lutter forskelle. Så langt øjet rækker. Orden er en illusion i denne verden. Intet er i orden; alt er i kaos. Det, som for emigranten (til et kristent land) begynder harmløst med en opregning af undtagelser, der skal bekræfte reglen om lighed, ender på et tidspunkt uvægerligt i reglens totale slettelse. Prøver at tænke tilbage. Hvordan var det for mig selv? Først var der sproget. Men det talte ligesom ikke rigtigt. Sproget var ingen rigtig forskel, for det havde jeg jo været forberedt på i forvejen, at i Tjekkiet talte de indfødte et forfærdeligt kaudervælsk. Imidlertid påvirker den måde, hvorpå et folk udtrykker sig sprogligt dets måde at indrette sig på i tilværelsen. Det er sprogets karakteristiske struktur, som ligger til grund for den måde, hvorpå vi opfatter vore liv og lever dem. Grønlændere skal efter sigende have mange ord for 'sne'; tjekkerne har ikke et eneste for den betydning af ordet 'nydelse', vi kender. Hvis en tjekke oplever nydelse (hvilket heldigvis kun forekommer meget sjældent), må han gribe til ordet 'radost', som dækker en tilstand mere i slægt med 'glæde'. Folk og folkeslag oplever kun, hvad de i forvejen har sprog til at kunne udtrykke. Kun dette bundfælder sig og bliver til erfaring. Resten ligger uberørt hen og venter på sin forfatter. lmidlertid er det de synlige og håndgribelige forskelle, som i det nye land falder emigranten i øjnene først. Først når disse med tiden har hobet sig tilstrækkeligt meget op, sætter fornemmelsen for de psykiske eller åndelige forskelle (måske?) ind. Noget af det første, jeg selv husker, er som sagt mundkurvene, som hundeejerne i Tjekkiet udstyrer deres kæledyr med. Ja, hundene i det hele taget. Hundene er bare overalt, hvor man kommer og især ikke kommer. Mængden af hundeglam og hundelort er bevisligt større end i noget andet europæisk land. Tjekkerne er syge med deres hunde, de kysser dem på snuden, indretter herberger for racens hjemløse, mens de uden skrupler lader deres egne racefæller i stikken i vinterkulden. I Tjekkiet ville det sikkert ikke forbavse nogen, om den nuværende præsidents efterfølger bliver en vaskeægte hund. Der er stærke kræfter, der arbejder for sagen. Skønt det for den nye emigrant altid er tilfredsstillende at gå på opdagelse og kortlægge (synlige) forskelle, er det ingen spøg, når lighedsfornemmelsen forsvinder og kun fornemmelsen for forskelligheden, den ufattelige, uoverstigelige forskellighed står tilbage som et vilkår. Som et ubestigeligt bjergmassiv af ubodelig adskillelse ... Ah, hvilken nydelse for en dansker at bosætte sig i Tjekkiet og drikke rigtigt øl ordentligt lagret i Plzen, at bemærke forskellen fra den døde danske substans af samme navn bragt til kunstigt liv af kulsure. Men ak: Også dette er ved at være en saga blot. Hvor alle de tjekkiske bryggerier (og der var mange) under kommunismen bryggede for partispidsernes kræsne ganer, brygger de største af dem nu udelukkende for markedet; med det paradoksale resultat, at en forskel minsandten er begyndt at ligne en lighed. Teknologiens vægt tynger ligefuldt på ethvert europæisk folk. Som så meget andet ville også dette være deprimerende, hvis man ikke havde latteren at falde tilbage på. Om sommeren ser menneskene lysere på alting. Det giver næsten sig selv. Danskeren tager ud til kysten og smider sig i det lave lunkne vand i strandkanten; tjekken, der bebor kontinentalsoklens midte, lider af en livslang længsel efter vand. Friskt, salt havvand. Følgerne af dette savn er mangfoldige og uransagelige. Jeg husker, hvordan jeg, dengang jeg boede i Ricany, en lille by femogtyve kilometer uden for Prag, forbavsedes over de indfødtes adfærd på varme sommerdage. Lidt nede ad vejen var der en midaldrende familiefar med hus, have og ... mave, som plejede at gå rundt og slå sit græs i nogle slappe underbukser. Tilsyneladende fuldstændig ubevidst om, at det hele svingede og var synligt for enhver. Bagefter yndede denne sjæl at fylde badekarret, som stod anbragt på græsplænens midte, med vand fra haveslangen og lægge sig splitterravende til rette i det med avisen. Hvis så børnene lavede noget, de ikke måtte, smed han avisen og løb efter dem uden tanke for sin tilstand. Først troede jeg, at der var tale om et isoleret tilfælde. Men efterhånden som jeg gik flere ture, konstaterede jeg, at den slags var almindeligt udbredt. Tjekkerne paraderede gladelig det hele. En sommerdag for nogle år siden, da min kone og jeg kom kørende ind på Benesovbanegården med toget, var det første syn, der mødte os, en sort labrador, der stod og pustede i et åbent gavlvindue i stationsbygningen iført stationsforstanderens hvide underbukser. Dyret var selvfølgelig i løbetid, det er klart, men alligevel. I Danmark ville den slags være fyringsgrund for en forstander. Eller dengang vi første gang efter et par års ophold blev inviteret hjem til nogle tjekkiske venner (tjekkerne inviterer ikke hinanden hjem til middag, men møder deres venner på værtshusene) og straks blev beordret til at skifte fodtøjet ud med det par udjokkede hjemmesko, vi fik stukket i hånden. For slet ikke at tale om, når man så er kommet indenfor og sidder bænket i familiens hjemmesko ved middagsbordet, og man lige skal til at føre den første gaffelfuld knödel med sovs og kål op til munden, og der ... går en dør op i væggen kun tre meter fra én, en dør, som man indtil for et øjeblik siden ikke anede eksistensen af, og ud træder en krumbøjet olding med stok og høreapparat, der ser ud, som om vedkommende er gået forkert. »Bliv ikke forskrækket«, får man at vide. »Det er bare farmor. Farmor bor derinde«. Langsomt tøffer farmor ud på badeværelset i sine pantofler (hjemmesko), og man tænker: Hvad bliver det næste? Men det ville føre for vidt at komme ind på, hvad det næste bliver og det næste igen. Der ville ingen ende være på det. Alle de store og små synlige forskelle, som mellem år og dag viser sig for emigrantens undrende blik: tjekkernes strømpesokker i sandalerne. Deres hyppige næsepudsninger på sporvognene, der lyder som trompetstød. Ja, alene den omstændighed, at de alle sammen går rundt med lommetørklæder af stof i deres bukselommer. Ligesom i Danmark i 1910. Den ustyrlige arbejdsomhed, der tvinger tjekken til at pukle i hus og have hver dag efter arbejdstid og hver eneste weekend. Tre dage går med at sætte en gyngebænk op, men se, om han siden hen giver sig tid til at sidde i den. Nej, for der er ukrudt, der skal luges, bil, der skal vaskes, brænde, der skal kløves, og pigtråd, der skal sættes op på hegnet til naboen, så dennes grimme køter ikke springer over og besørger i tulipanbedet og så videre og så videre. Apropos arbejde: Hvis danskerne tror, de arbejder meget, må de tro om igen. Og er tro ikke nok til at få dem fra det, bør de tilbringe nogle måneder i Prag. Opholdet ville med sikkerhed kurere dem for deres vildfarelse. Travlheden på en metrostation klokken kvarter over seks en hverdagsmorgen ville være tilstrækkeligt til at tage pippet fra en offentligt ansat dansker. Banker og posthuse åbner klokken otte om morgenen og lukker ikke før klokken atten. Stormagasiner og mange andre forretninger holder åbent lørdage og søndage og til langt ud på natten. Hæren af gadefejere er tilsyneladende i gang dag og nat. Det er ingen tilfældighed, at hvor lighederne i begyndelsen sprang mig i øjnene, er jeg i dag ti år efter ude af stand til at få øje på én eneste ærlig lighed mere, hvis man da ser bort fra den med øllet og de rent anatomiske. Vi tilhører trods alt stadig den samme race af homo sapiens. Men der hører ligheden som sagt også op for mit vedkommende. Resten er forskel, hårrejsende, ubarmhjertig og uigennemskuelig forskellighed som på samme tid fascinerer og frastøder. Spørgsmålet, som trænger sig på og kræver svar af emigranten, udspringer af den omstændighed, at fascinationen langsomt aftager, mens frastødelsen fortsætter i det uendelige. At leve med og at acceptere bevægelsen bort fra barndommens følelse af at høre hjemme i sin verden hen imod den smertelige vished livstidsemigranten har om aldrig at komme til at høre til noget sted på Jorden igen ... Det trykker for brystet og knuger i mellemgulvets dyb; det er latteren, der kommer munterheden til undsætning.