Hvorfor blir de kulturradikale lagt for had? Bevares, historien har lært os, at sejrherren må ødelægge den besejredes institutioner og kultur, den slags hører med til sejrens finish. Men der kan tænkes at ligge et dybere motiv bag hævntogterne, nemlig dét, at de nuværende borgerlige sejrherrer deler en vis uskyld med deres selvudnævnte modstandere - frit efter John le Carrés seneste roman: ... en svævende selvtillid, der adræt overskrider de menneskelige lidelsers realiteter. Lige så stærke regeringen og dens støtteparti er i gode ord, lige så inaktive er de, når det kommer til handling. Ingen af dem har fået beskidte hænder af at hjælpe en kammerat i marken, så at sige. De er fælles om engagement uden handling. Og hvilke nul-handlinger taler vi så om? Lukninger, beskæringer og nedlæggelser af busruter. Hospitaler og gymnasier. Posthuse og Falckstationer. Centre for voksenundervisning. Altså om politisk-økonomiske tiltag, der i praksis er stik imod den politiske retorik og den officielle holdning, der støtter udkantsområdernes overlevelse. Med privatiseringerne af den kollektive trafik mister kommunalbestyrelser og Christiansborg-politikere muligheden for at lave politik langt ud i fremtiden. Skal et multinationalt, franskstyret busselskab virkelig afgøre, hvordan vi skal leve i Nordjylland, Bornholm, Sydsverige og England? Skal vores landsbyer ende som rekreative områder, hvor husene blir for dyre at bo i for de lokale, fordi deres lavtlønnede servicejob ikke rækker til en bil og dermed arbejde i de større provinsbyer? Skal vi se endnu en folkevandring fra land til by med de menneskelige omkostninger, historien har vist, der er ved den slags? Er et nyt sted at bo mindre problematisk end i 1960? Alt det kunne også kaldes noget andet, nemlig menneskeforagt sat i system. Der er ingen respekt for det enkelte menneskes kærlighed til og rødder i en egn, for dets egenart, for nuancer, for skønhed og indsigt, for de anderledes kompetencer end den evindeligt fremførte omstillingsparathed. Vi skal alle sammen noget andet end det, vi gerne vil og gør, vi skal være noget andet, der aldrig defineres, vi skal ikke stå og glo ved et busstoppested, hvor bussen aldrig kommer, vi skal ikke stræbe efter en uddannelse, der aldrig blir brug for. Og i øvrigt er vores hårfarve, alder, trosretning og påklædning forkert, vi skal holde op med at ryge og læse romaner efter midnat, for når man gør dét, kunne man jo få lyst til en spegepølsemad og en håndbajer, og det er ikke godt at spise kl. 00.43, lige før man skal sove! Det er sådan set meget forståeligt, at en ny regering er besat af virketrang, nu skal der ske noget og noget helt andet end dét, I, kære danskere, er vant til. Med eller uden faglig kompetence går ministrene i gang med at vende op og ned på stort og småt, tempoet er så hæsblæsende, at man blir både forpustet og chokeret. Den politiske retoriks forsimplinger, managementtænkningens evindeligt gentagne mantraer trætter bevidstheden, samtidig med at ens eget indre mantra hvisker: Det kan ikke passe! Det kan ikke passe! Trætheden ender over to år langsomt i en følelse af besiddelsesløshed, af at have mistet det dagligdagens territorium, jeg engang mente var mit ansvar. Den kværnende, ubønhørlige underminering af institutioner, jeg er afhængig af, og af idealer, jeg har haft hele mit voksne liv og såmænd også som stor pige - alt det er udmattende. Min livslange tillid til det danske samfunds sammenhængskraft er ved at være fragmenteret, der er stumper tilbage, bevares, og der findes en undergrund af anstændighed. Men for første gang i mit liv skammer jeg mig over at være dansker, og det er slut med at rejse til udlandet med rank ryg - jeg vil helst ikke sige, hvor jeg kommer fra. Ender jeg som en Sisyfos, der må slæbe stenen op ad bjerget og se den falde ned igen? Den græske mytologi er rig på oprørere - ofte menneskenes beskyttere - og de straffes på de mest nedrige måder af guderne. Sisyfos er en af dem, og Albert Camus skriver i sit essay fra 1942: »Sisyfos er gudernes proletar, en afmægtig oprører, men han kender sin ulykkelige skæbne i hele dens rækkevidde: det er den, han tænker på, medens han er på vej ned ad bjerget. Det klarsyn, som skulle være hans straf, blir samtidig en bekræftelse af hans sejr. Der gives ingen skæbne, som ikke kan overvindes med foragt«. Den moderne Sisyfos ruller ikke en sten op ad bjerget, men kæmper sig vej gennem en støjende verdens påvirkning af sanser og følelser, et datamylder, der næsten kvæler hans personlighed. Hvis den mytiske Sisyfos' hvil ned ad bjerget skal finde en nutidig parallel, må det være tilstanden mellem søvn og vågenhed, den korte stund af forsvarsløshed, hvor kun den bløde undren er tilbage og dét, der af uklare grunde er ens eget blik på verden, toner frem bag de lukkede øjenlåg. Den stund er smertens og sorgens tid, der hvor gamle kvinder går med deres deformerede kroppe efter et langt livs hårde arbejde, der hvor mishandlede børn, man ikke kender, stirrer på én, der hvor flygtninge går over passet i bjergene, alt det, der er sorteret fra i beslutningstagernes lukkede bygninger. Der er ikke noget lys i mørket, men - skriver Camus - denne pause er også bevidsthedens time, dér hvor Sisyfos er stærkere end stenen. Camus forlader Sisyfos ved bjergets fod, lige før han genfinder sin byrde. Og han slutter sit korte, bemærkelsesværdige essay med de berygtede ord: »Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand«. Den værdighed, Albert Camus tillagde Sisyfos, har jeg endnu ikke opnået, jeg befinder mig i den rasende protests sidste fase. Men i glimt forstår jeg Camus/Sisyfos, uden at forståelsen bringer mig nogen tilfredshed. Camus underspiller nemlig klaustrofobien i sit essay, følelsen af helt konkret at være spærret inde. Jeg tror såmænd nok, at jeg trods min alder er nogenlunde omstillingsparat, men præcis hvad jeg skal tilpasse mig uden at blive følgagtig, tja, det er svært at gennemskue. For når jeg ser mig omkring, blir jeg forskrækket over sådan noget som politiske tølpere uden evne til at lytte; globalisering uden humanitet; managementtænkning uden fremtidsperspektiver; provinsialisme uden sammenhold; rendestensretorik uden intellektuel energi. Og der er hele den skjulte (?) dagsorden om at beskytte de rige mod de fattige, angrebene på en rådvild fagbevægelse og manglen på reel konkurrence med konformiteten som dens logiske effekt - du kan vælge mellem Arla og Arla, mellem Fætter BR og Fætter BR, mellem Connex og Connex - alt det og meget mere lukker det danske samfund om sig selv. Dén kan jeg ikke omstille mig til - indespærringen. Og min tolerance over for den intellektuelle stagnation og den kedsomhed, der er provinsialismens tro følgesvend, er yderst ringe, nærmest ikke-eksisterende. Hvis man er til det feudale, kan man jo altid håbe, at fæstebønderne får lidt glæde af herremandens lykke over sit gode liv og succes - i min generation kender alle det gode danske bon mot: Når det regner på præsten, drypper det på degnen! Hverken regeringen eller korporationernes overbetalte ledere virker dog særlig lykkelige, men de kan naturligvis være fremragende skuespillere, der producerer panderynken og advarsler, mens deres indre drengerøv jodler af fryd. Men alt i alt opstår der næppe feudale glæder i kølvandet på disse ledere. Næh, dét element leveres af kongehuset, antagelig den stærkeste fredsskabende institution i dette land. Jeg vil ikke have fred for enhver pris, jeg har et indre Tjekkoslovakiet og nægter at sælge ud for peace in our time. Men som barn af både modstandsbevægelsen og samarbejdspolitikken, med en god balance mellem følelser og fornuft, må jeg sige, at dronningen gør det godt som national fredsskaber. Med en blanding af værdighed og åbenhed, hovmod og sårbarhed varmer hun mit republikanske hjerte. Dronning Margrethes Danmark - og Europa - er i højere grad mit end Pia Kjærsgaards er. Faktisk tror jeg, at Daisy kerer sig mere om samfundets svage end Pia Kjærsgaard. Jeg tror også, at Daisy ved mere om Danmark og Europa - og verden, for den sags skyld - end Pia Kjærsgaard. Og det er et af kernepunkterne i min kamp med Sisyfos-stenen: regeringens og dets parlamentariske støttepartis provinsialisme. Den ukvalificerede begejstring for globaliseringen hænger ikke sammen med dens daglige retorik og praktiske politik. Man lader nærmest, som om EU hørte op med at eksistere efter det danske formandskabs afslutning, og udpiningen af Udenrigsministeriet og forulempelserne af udenrigsministeren taler deres eget sprog: Omverdenen er reduceret til at være ensbetydende med USA. Hvad gudelige politikere i USA har tilladt sig at sige om Europa, er så krænkende, at jeg blir helt elendig. Jeg har levet et langt liv med politiske diskussioner og har troet på uenighedernes gyldighed, men nu må jeg se politisk uenighed fejet af banen med uforskammede slagord, der knap nok hører hjemme i en skolegård! Så med provinsialismen følger også tab af værdighed, hvis det ikke lige var for Daisy med sin franske mand og smukke, oversøiske svigerdøtre! Jeg ved ikke, om Ken Livingstone kerer sig om mennesker, men det skulle da ikke undre mig, om han gør. Tony Blair smed ham ud af Labour under sidste borgmestervalgkamp, som Røde Ken vandt alligevel. Nu er han borgmester af London og har spærret det indre London af for privatbilisme, det vil sige, der skal betales en afgift på fem pund for at komme inden for spærregrænsen. Men på samme tid forbedrede Røde Ken den kollektive transport ganske betragteligt med flere og nye busser - især Arrivas, for busdrift kan Arriva godt finde ud af. Nu har jeg i mere end 30 år kørt med bus 73 til Stamford Hill, et etnisk broget kvarter bl.a. med mange indvandrere fra De Caribiske Øer. Dette forår så jeg et herligt syn: Yuppietyper med stålkantede mapper og højhælede sko listede ind i denne kulørte bus, og efter en vis frygtsom justering til miljøet åbnede disse smarte kvinder og mænd deres bærbare, tastede løs på mobilen - de holdt kontor i bussen i stedet for at sidde og bande i trafikpropperne! De sorte kvinder truer ingen, de sover trygt, som de altid har gjort. Men i de engelske udkantsområder har borgerne ikke en Ken Livingstone med både hjerte og politisk-økonomisk begavelse, de må som en art multinationale, økonomiske flygtninge forlade deres landsbyer, takket være nationale og lokale politikere og Connex. Og så er det, man spørger sig selv, om danske politikere har andet end stillingsbetegnelse til fælles med Londons borgmester. De har gigantiske egoer, men tilsyneladende små hjerter, stilen blir mere og mere præsidentiel, men hvor er de grandiose visioner, viljen til andet end magten selv? Og værre endnu - hvor er kompetencen? Der er noget underligt ved den danske forståelse af politik. Når jeg tænker tilbage på års samtaler med mennesker i og uden for Europa, slår det mig, hvor fortrolige danskere er med det politiske liv. Trods indgroet (?) politikerlede er vores stemmeprocent rørende, næsten gribende høj. Vi har det som fisk i vandet med politisk uenighed og debat, vi er som vælgere meget bevidste om det parlamentariske spil og kan stemme netop i forhold til dét mere end af overbevisning, når det brænder på. Men vi stiller aldrig spørgsmål til politikernes kompetence. Når noget går galt på Christiansborg, opfattes det som uheld, spil af tilfældigheder, fodnoter og uenighed og sjuskede journalister, der ikke har styr på datoer og citater. Vi drømmer ikke om, at der kunne være tale om inkompetence, for de ved da vel for pokker, hvad de laver! Men det er ikke sikkert. Især da ikke, når tidshorisonten i populismens hellige, almindelige navn blir smallere og smallere, og ganske megen lovgivning faktisk må kaldes lovsjusk eller Gallup-løsninger. Man kan også gribe spørgsmålet an fra en anden vinkel. Der er ikke så meget tale om inkompetence som om magtens arrogance, hvis grundlag er foragt for borgerne, herregud, for dem er det jo ét fedt om det blir det ene eller andet, bare bundlinjen passer. Men selv ikke bundlinjen passer længere. Det politiske sprogs brutalisering, den omsiggribende tendens til at lyve i stedet for at argumentere, afhumaniseringen af hele den politiske diskurs, hvor mennesker ikke længere opfattes som borgere med dømmekraft, men vælgere eller simpelt hen stemmekvæg, kan gøre én så uendelig træt. Foghs klodsede forsøg på historieforfalskning i august - tilbagevist af adskillige historikere - dækkede over en fundamental ligegyldighed over for menneskelig lidelse, som den uskønne, men nogenlunde effektive, samarbejdspolitik forhindrede. Men jeg hørte ikke kun ligegyldighed, jeg hørte også en nedladenhed over for borgerne, en manglende tillid til, at mennesker faktisk er i stand til både at tænke og huske. Jeg er ingen Sisyfos, men vil gerne finde en mental marchfart, der svarer til hans, en accept af, at noget stort og hæsligt skal leves ud i vores del af verden. Men jeg når det næppe, de kræfter, der er i gang, er så stærke, at jeg vil dø, før de har slidt sig ud. Er jeg et fossil? Jeg kom jo til verden i de dage, da fascistiske officerer massa-krerede asturiske minearbejdere i en tyrefægterarena, og Den Lange March endte i det nordlige Kina. Jeg voksede op med Den Danske Stemme fra London og skyggen af kz-lejre, udbombede byer på kontinentet og den kolde krig, med velfærdsstatens fødsel og den 117. folkevandring fra land til by i Danmark. Jeg husker tydeligt, hvor stor forskel der var mellem landsbyens ro og bryggeriet, der gik i døgndrift langs min barndoms gade i Aalborg! Aldeles banalt har jeg derfor drømt om et forholdsvis roligt otium, storpolitisk såvel som lokalt. Men den moderne fascisme griber kun sjældent til maskingeværer, folkevandringerne drejer sig om omstillingsparathed og virkelighedsfjerne bureaukrater, Den Danske Stemme fra London er nu australsk og hedder Murdoch, hvad brokker jeg mig over? Virkeligheden? Selvfølgelig kræver en discountkultur discountpolitik, det er jo ren og skær fornuft, kone, og du plejer jo at være blød med fornuft, ikke? Jo, men følelserne har også fået sit: Da jeg var ung, læste jeg romaner om efterkrigsårenes såkaldte displaced persons, som intet europæisk land ville kendes ved. De havde været på flugt fra nazismen i årevis, og den uretfærdige behandling, de blev udsat for, var med til at forme det verdensbillede, jeg har den dag i dag. Jeg må affinde mig med de sorte vinde, der igen blæser over en hel klode, og jeg har jo prøvet det før, så hvorfor ikke bare se virkeligheden i øjnene og traske videre med min sten? Men jeg blir ikke værdig som Sisyfos, ikke foreløbig. For jeg er ikke træt nok endnu.