»Tag til Nasjkha, og lær, hvordan man skal opføre sig, sagde vores fædre. Til Nasjkhasamfundet hørte bopladserne Khijla, Tjarmakha, Motskara, Tijsta, Khajbakh ... I de nævnte landsbyer samlede man i løbet af to-tre dage syge, gamle, børn, tilfældigt forbipasserende på vandretur, hyrder, der passede deres kreaturer, og man jog dem alle til Khajbakh. Alle blev gennet ind i laden. Og der blev de brændt ihjel. Der var mange fra denne landsby«. (Udpluk fra bogen 'Sådan var det', Moskva 1993, oversættelse lektor Helen Krag). Hvor er vi? Hvilke mennesker her i Vesten kender til disse stednavne? Vi er i Tjetjenien for nøjagtig 60 år siden. Nærmere bestemt 23. februar 1944. Den Røde Hærs fødselsdag. I disse postsovjetiske Putintider er denne dag nu behændigt omdøbt til 'Den russiske hærs årsdag'. For nok kan sovjetimperier forgå - men mærkedage dog bestå! I dagens 'demokratiske Rusland' vil denne dag - 23. februar 2004 - stadig blive fejret på behørig vis: Officielle taler om hærens patriotiske fortjenester vil blive leveret. 'Kammerat' (undskyld, 'præsident') Putin vil vide at ære landets stolthed, hæren. Vodkaen vil flyde i rigelige mængder til diverse receptioner, både indenlands og i de russiske ambassader rundt omkring. Her i Vesten kan vi også godt selv afholde store forkromede arrangementer. Således mindedes man under stor mediebevågenhed for nylig, og med fuld ret, alle kollektivt menneskeligt begåede forbrydelsers djævel, Auschwitz. En folkemordskonference blev afholdt i Stockholm. Navnet Tjetjenien indgik dog ikke med mere end allerhøjst én linje eller to i de mange taler, og kun blandt de mest uforfærdede og udiplomatiske blandt dignitarernes taler i Stockholm. Det så medieombruste 'blodbassin', med associationer til Israel-Palæstina-konflikten, havde ingen markante aktuelle pendanter i form af tilsvarende blodige 'installationer' med tanke på tjetjenerne. Det kunne ellers i dén sammenhæng absolut være på sin plads. Derfor kunne man naturligvis heller ikke forvente, at det tjetjenske stednavn Khajbakh overhovedet indgik i vokabulariet på en folkemordskonference, der nu på fjerde år ellers afholdtes under overskriften 'Glem ikke' ... For ikke atglemme kræves det dog i det mindste, at blot nogen fra det politiske lederskab, blandt hele 58 repræsenterede nationer, formår at nævne, hvilke forbrydelser mod menneskeheden man beder os erindre. FN's egen generalsekretær, Kofi Annan, kunne i sin tale i Stockholm om begåede folkedrab glimrende huske eksempelvis navne som Cambodja, Rwanda og Screbrenica - men sært nok ikke Tjetjenien. Dét kunne vor tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen ellers på forbilledligt klar vis, da han i efteråret 2000 åbnede det dengang nystartede danske Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier med bl.a. disse ord: »Kampen mod de fænomener og kræfter, der førte til holocaust (...) den kamp er ikke forbi. Jeg føler også, at Tjetjenien bør lægges til (...) jeg er fuldstændig sikker på, at historien tør sige til dem, der sagde fra, der hvor der skulle siges fra, at det var godt og rigtigt, at de gjorde det«. I Putins forkontorer i Kreml afstedkom sådanne kompromisløse holdninger fra en dansk statsminister øjeblikkelige protester fra KGB-systemets gamle overlevende 'apparatjikker' og tilsvarende aflysninger af diverse bilaterale kontakter med Danmark. Tak derfor til Nyrup for at sige tingene klart dengang. Ikke noget 'uld i mund' her. Det er desværre allerede mange yderligere dræbte tjetjenere siden. Og hvis ellers en eneste af de 200.000 tjetjenske flygtninge tilbage i år 2000 havde kunnet høre disse ord, ja, så ville de sikkert have foldet deres hænder og sagt: Godt, at ikke alle helt har glemt os - tak. Tre år senere, i Stockholm januar 2004, samledes som nævnt hele 58 landes diplomater, og så kan man naturligvis ikke få alting med, eller hur? - som de siger på den anden side af Sundet. Når navnet Tjetjenien ej heller blev nævnt i synderlig udstrækning på hverken de sidste tre års konferencer i Stockholm eller på den nyeste af slagsen, ja, så beror det vel endnu en gang på en rent 'tilfældig' historisk glemsel - eller gør det? Det nævnte tjetjenske stednavn Khajbakh indgår i hvert fald stadig ikke i den nødvendige kollektive hukommelse over steder på linje med navne som bl.a. Oradour, Lidice eller Babi Jar. Steder, hvor ekstreme forbrydelser mod menneskeheden har fundet sted. I Khajbakh indebrændte Stalins NKVD (Statssikkerhedstjenesten, red.) i 1944 mindst (!) 700 uskyldige civile: mænd, kvinder og børn. Tallet er i øvrigt - efter alle kildeberetninger - 'kun' et minimumstal. I landet Tjetjenien - et bortglemt europæisk hjørne af et lillebitte nu atter krigsødelagt land - kun på størrelse med Sjælland - og fjernt fra 'VIP-folkemordskonferencer', vil datoen 23. februar kun udløse forstemthed i de krigstrætte blikke. Enkelte overlevende ældre 'babusjkaer' og 'starik'er', gamle kvinder og mænd, vil - midt i tjetjenernes daglige strabadser for overhovedet at overleve - givetvis fortælle de unge lidt om, hvordan det var dengang. Og hvordan var det så - i de tjetjenske bjerglandsbyer og i den dengang endnu eksisterende smukke by Grosnij - for 60 år siden? Vi kunne jo passende citere fra et telegram fra 17. februar 1944, afsendt af Lavrentij Beria, en af Stalindiktaturets 'kreaturer' (ihukommende salig Olof Palmes velgørende udiplomatiske nysprog): »Til kammerat Stalin: Forberedelsen af operationen vedrørende forflytningen af tjetjenerne og ingusjerne er ved at være afsluttet. Der er registreret 459.486 personer, som skal underkastes forflytning«. (...) I løbet af de første tre dage vil operationen blive gennemført i lavlandet og i de lave bjergområder, og delvis i enkelte bjergbebyggelser, i alt af et omfang på mere end 300.000 mennesker. (...) De resterende fire dage gennemføres forflytningen fra alle bjergdistrikterne i et omfang af 150.000 personer (...) Bjergdistrikterne vil blive blokeret i god tid forinden« (...) (Stalins specialarkiv; fra historiker dr. N.F. Bugajs samlinger). 459.486 personer ... Hverken mere eller mindre! I et ordentligt 'folkedemokrati', hvor det enkelte menneskeliv, ifølge ingen ringere end kammerat Stalin selv, var »den højeste kapital af alle«, noterede NKVD-systemet naturligvis omhyggeligt enhver borger. Også de borgere, der var fortabt til forflyttelse. Og forflyttet blev denne 'menneskelige kapital' så sandelig - med alle til rådighed stående midler. Og dét endda midt under de sovjetiske folkeslags heroiske kamp imod Hitlers nazistiske voldsforbrydere. Af de til kampen mod nazismen nyleverede amerikanske Studebakerlastbiler kunne Stalin og NKVD naturligvis godt fratage et stort antal til i stedet at få tvangsflyttet en halv million 'folkefjender'. I perioden november 1943 og til marts 1944 blev ikke kun tjetjenerne, men hele fem kaukasiske folkeslag anklaget for landsforræderi og uden retssag deporteret til det fjerne Centralasien og Sibirien. I den lukkede sovjetunion var disse deportationer i årevis tabu. Først med sovjetimperiets opløsning fik vi grundigere kendskab til omfanget af disse forbrydelser. Første historiske artikel udkom i 1990, første samling af dokumenter, øjenvidneberetninger og erindringer udkom i 1993. En dybere kortlægning har vi dog stadig til gode. Stalintidens arkiver skelner i øvrigt ikke mellem tjetjenere og ingusjere (det hed også Den Tjetjeno-Ingusjiske Republik, indtil den blev opløst i 1944). De omtales derfor kun under ét. Disse folkeslags egen betegnelse for sig selv er i øvrigt også 'vajnakh' (frit oversat 'vores folk'). Således betragter både tjetjenere og ingusjere sig den dag i dag som brødre). Tilbage til februar 1944: Den Røde Hærs Festdag blev 'markeret' i Tjetjenien. Hærens enheder drog i de føromtalte amerikanske lastbiler op ad bjergvejene. I landsbyerne oprettede man små enheder. Om aftenen 23. februar 1944 tændtes bål på torvene i landsbyerne, og soldaterne sang og dansede. Lokalbefolkningen tog ud for at se skuespillet og deltage i festlighederne. Men da festen var på sit højeste, blev tilskuerne arresteret. Huse blev stormet, kvinder, børn og gamle blev hevet ud af sengene, slæbt ud på gårdspladserne og omringet af vagtmandskaber med maskingeværer. Mens folk skreg og hundene gøede, læste officerer den officielle regeringsbeslutning op: Hele den tjetjenske og ingusjiske befolkning var anklaget for 'landsforræderi' og skulle som straf udvises og deporteres til de centralasiatiske republikker Kasakhstan og Kirgisistan. Alle de, der gjorde øjeblikkelig modstand, blev 'elimineret'. De øvrige blev læsset på de amerikanske lastbiler. Kun håndbagage var tilladt. Ingen forplejning. De blev siden anbragt på kreatur- og godsvogne. Mange uger senere blev de overlevende sat af i Centralasien. Folk blev spredt uden hensyn til familier og klaner. Som deporteret havde man ingen ret til at fjerne sig fra de anviste bosteder. I bedste Stalinstil blev den tjetjensk-ingusjiske autonome republik opløst. Udraderet fra alle landkort. Nye beboere fik anvist de forladte ejendomme. Oprindelige gravsteder blev sløjfet og stenene genbrugt. Alle oplysninger om republikken og om folket blev fjernet fra encyklopædier, skolebøger, historiske værker. Et helt folkeslag 'eksisterede' simpelt hen ikke længere. 500.000 mennesker skønnes deporteret. Højst 400.000 af disse ankom i live til Centralasien, de andre omkom - det vil sige næsten hver femte. Halvdelen af de deporterede var børn. De tvangsforflyttedes liv i Centralasien var hårdt. Lokalbefolkningen havde fået at vide, at tjetjenerne var 'landsforrædere', følgelig var der streng straf for at hjælpe dem. De forviste boede ofte i jordhuler og arbejdede i minerne. Det var forbudt at undervise børnene og forbudt at søge kontakt til familiemedlemmer. Omkring en tredjedel af alle deporterede omkom under eksilet. I 1957, under Khrusjtjovs korte tøbrud, blev regeringsbeslutningen om deportationerne erklæret for 'ugyldig'. I praksis var det en ringe trøst. Nogle tjetjenere begyndte selvsagt at vende tilbage til deres hjemland. De blev ofte modtaget som fjender og forrædere. Der forekom voldelige sammenstød mellem de hjemvendende tjetjenere og de 'indflyttede bosættere', der havde overtaget deres huse 13 år tidligere. (En situation vi genkender i dag fra bl.a. Eksjugoslavien). Der var forbud mod at bosætte sig i bestemte byer og landsbyer. Og at finde arbejde næsten umuligt. De fleste af de overlevende deporterede vendte alligevel hjem, levede ofte illegalt, uden bo- og arbejdstilladelser, ernærede sig ved tilfældigt, forefaldende arbejde, fik ikke sociale ydelser. Mange gange gik de på gaden for at kræve deres rettigheder tilbage. Men det hørte vi naturligvis intet om her i Vesten. Først med Sovjetunionens opløsning fik man atter et håb. Hovedparten af tjetjenerne var naturligvis trætte af stemplingen som 'landsforrædere' og 'kriminelle'. Nu ville man - ligesom f.eks. balterne - blot bestemme selv. Sovjetunionens 'efterfølgerstat' Rusland har som bekendt lige siden imperiets sammenbrud i 1991 forsøgt at få disse tidligere deporterede og ydmygede 'undermennesker' fra Kaukasus yderligere ned med nakken. Både økonomisk og ikke mindst militært. Det er tjetjenernes historiske uheld, at de ikke - som f.eks. Georgien - i 1991 havde status af en sovjetrepublik. Både Jeltsins og nu Putins Rusland har ikke på ringeste vis hverken villet eller ønsket at forstå dette lille folks, 'vajnakkerne's, ønske om blot at forvalte sit eget lille 'Sjælland', som de nu selv vil. Efter tjetjenernes sejr i krigen 1994-96 anerkendte Rusland og Jeltsin dog Tjetjeniens de facto uafhængighed og indgik en venskabsaftale med den folkevalgte præsident, Maskhadov. En anerkendelse, som Putin definitivt brød med en ny krig i 1999. Nu skriver vi 2004. Ruslands blodige og udsigtsløse kolonikrig i Tjetjenien fortsætter. Kan man betegne Kremls meningsløse blodbad mod tjetjenerne som noget andet? Nej. Tjetjenerne har nu igennem snart 400 år modsat sig russisk overherredømme, og det vil de blive ved med, trods deres både geografiske og numeriske lidenhed. Også før deportationen i 1944 var den tjetjenske nation tæt på at blive udryddet. Man skønner, at omkring halvdelen af den tjetjenske befolkning blev dræbt under kampene med tsarimperierne fra 1850 til Første Verdenskrigs udbrud. Endnu har vi ikke hørt om, at det 'nye' Rusland hverken officielt eller reelt for alvor ønsker at mindes tjetjenernes ufattelige lidelser i forbindelse med 23. februar 1944, endsige markere dagen som blot noget, der ligner en mindedag for alle ofrene. Måske en første forsonende gestus fra den krympede stormagt Rusland kunne være omsider at strække en hånd frem og beklage fortidens synder? Det kunne næppe skade i den nu fastlåst deprimerende krigssituation. Men hvis ikke Rusland eller Putin har formatet hertil, så kunne vore regeringer i Vesten vel gå lidt foran? Hvis altså det mirakuløst stadig overlevende tjetjenske folk ellers havde nogen som helst prioriteret plads på 'verdenssamfundet's liste over historisk udryddelsestruede nationer og folkeslag? Man kunne måske også anstændigvis forvente, at Kofi Annan, EU, OSCE og NATO læste blot lidt på historiens lektie. Kunne disse organisationer og deres fine repræsentanter i det mindste ikke notere sig blot byen Khajbakhs navn og skæbne? Er dét virkelig for meget forlangt - inden man næste gang mødes med kammerat Putin og/eller nogle af hans ambassadører 23. februar - den russiske hærs fødselsdag. Der er sandelig noget at 'fejre'!