Eventyret begyndte i 1998, hvor man med en ny læreruddannelse udbød fire linjefag. Da blev hjemkundskab et af de mest valgte linjefag. Nu slutter eventyret formodentlig, for Undervisningsministeriet kan ikke se, hvorfor så mange studerende skal beskæftige sig med faget hjemkundskab, når det nu kun fylder ganske få år på skoleplanen i ganske få timer. Hvis et fag kun fylder få timer på skolens samlede skema, er devisen åbenbart, at så kan de lærere, der skal undervise heri, nøjes med halvt så god en faglig fundering. Faget kan derfor beskæres i timer på seminariet, og man har sikret sig, at lærerne ikke kvalificerer sig til at varetage noget så vigtigt i skolen som madkultur, trivsel og sundhed. En halvering af timerne er ikke en begrænsning af lærerantallet, men en udhuling af fagligheden. Er det regeringens undervisningsvisioner? Men hvorfor har så mange studerende gennem de sidste seks år valgt et fag med så få timer i folkeskolen? Er det, fordi den generation, de studerende tilhører, ikke har lært at lave mad? Har de set deres chance for et udvidet madkursus på seminariet? Det er muligt, at nogle vælger faget af denne årsag, men de forsvinder hurtigt, når de opdager fagets store faglige krav til både naturvidenskab, kulturvidenskab, håndværk, æstetik, etik og didaktik. Hvorfor er der så så mange, der bliver? Mit bud er, at de studerende i hjemkundskab finder en del af deres egen kultur fortalt i de historier, maden bærer med sig, og som det ikke altid længere er muligt at fortælle i for eksempel litteraturen og historieundervisningen. Kort sagt: Hjemkundskab er blevet et af seminariets store dannelsesfag. Hjemkundskab er med til at fortælle vores egen historie gennem symboler, vi ikke længere kan huske at fortolke, før vi reflekteret beskæftiger os med dem i en faglig sammenhæng. Den historie er vigtig, hvis man skal være lærer, og den er også vigtig, når man er et menneske. Da skolen har som mål at danne til alsidige mennesker, er madens historiefortællinger væsentlige. Historierne skal fortælles igen og igen i hele skoleforløbet og ikke kun i rammerne af et meget praktisk orienteret håndværksfag, der hedder hjemkundskab, og som befinder sig på et til to skoleår i midterperioden. Det forudsætter lærere med høje faglige kvalifikationer inden for det madfaglige felt. Hjemkundskab er også det fag, der gennem sin brede tværfaglige fundering i både naturvidenskab, håndværk, æstetik, etik og kultur sætter fokus på vores spisevaner, og hvad der har indflydelse på den måde, vi spiser på, og hvilke konsekvenser det har. Man kan have nok så fine idealer om at spise 'sundt'. Uden indsigt i, hvordan maden 'sælges til os' og naturvidenskabelig viden om madens indhold, bliver sundhedsidealer let til tom snak, som er det, vi læser mest af i medierne, når sundhedsdebatten raser. Det er ikke nok at vide, hvad der er skidt, og hvad der er kanel. Kulhydrater udråbes til helte den ene dag og sættes ud i kulden den næste som det, der er årsag til al fedme. Valgene er ikke så ligetil at træffe. Her må den væsentlige ernæringsvidenskab suppleres af sociologiske og æstetiske studier, der kan tydeliggøre, hvorfor vi vælger identitet gennem det, vi spiser, og hvad det er, forskellige former for mad signalerer til os om livsstil. Vi vælger ikke noget tilfældigt, og vi bliver nødt til at tage stilling til, hvad vi gør. Derved bliver hjemkundskab et nærværende dannelsesfag, idet dannelse kan anskues som en kritisk refleksion over de til enhver tid givne antagelser i et samfund. Med hjemkundskab som et fuldgyldigt linjefag oplever de studerende, at de kan begynde at stille kritisk reflekterede spørgsmål til samfundsproduktionen og til egen levevis, og at de tillige har erhvervet viden, kundskab og håndværk til at kunne erstatte det forkastede. Det gør ikke alene faget nærværende, men også bydende nødvendigt i en tid, hvor fedmen vokser støt, og flere og flere opgiver at forstå, hvordan de spiser. For 100 år siden opstod hjemkundskab som et fag, der skulle videreføre en metodisk kunnen og en viden om den naturvidenskab, man var kommet frem til. Målet var først og fremmest at kvalificere husmoderen til at kunne reproducere mad, så familiens sundhed kunne opretholdes. Den viden, man havde om sundhed, var urokkelig og stod ikke til debat. Den rolle er udspillet for faget, og det er fejlagtigt at tro, at det stadig er fagets indhold. I dag må alle uden undtagelse forholde sig til det enorme udbud af fødevarer - ikke mindst de mere eller mindre tilberedte retter, der er tilgængelige i ethvert supermarked. Et moderne menneske kan ikke bilde sig ind, at vi blot spiser, som vi altid har gjort. Forarbejdningen af fødevarerne fjerner dem i stigende grad fra det, de giver sig ud for at være. Varedeklarationerne er så enorme, at det er en videnskab at tyde dem, og drømmen om det hjemmelavede eksisterer ikke fuldgyldigt hos ret mange. Maden, vi spiser, sløres med en række tilvirkninger, så melklister og konservering, suppleret med lidt smag og farve, til stadighed kan få os til at købe, vand, sukker og fedt. Som mennesker, der til hver en tid lever midt i en kultur, påvirkes vi af den og udfolder den, og vi bliver nødt til at forstå, hvordan vores forhold til mad præger alt, hvad vi i øvrigt går og foretager os. Maden er blevet en overordnet kulturel medspiller, og i opdragelsen med målet om den alsidige dannelse bliver maden et af de få omdrejningspunkter, vi alle har til fælles. Ganske vist fremstilles maden i så mange forskellige smagsudtryk, men maden er dog et af de få genstandsfelter, som ingen af os kan sige os fri for at skulle forholde os til. Vi kan fravælge bøgerne, bilen, sporten eller internettet, men ingen af os kan fravælge, at vi spiser. Derved bliver maden et af de ganske få områder, der i en opdelt og flersidig kultur kan samle os trods forekomsten af mange forskellige kulturer og socio-kulturer. Enhver kultur er kendetegnet ved kommunikation, og som et af de ældste kulturudtryk kommunikerer madkulturen i mange sammenhænge som aldrig før. Når de studerende vælger hjemkundskab i dag, er det for mange en rejse tilbage i den tid, de er rundet af, og dele af samfundets struktur bliver materielt virkelig for dem, når de fremstiller retter fra mormors køkken, hvor både frikadellerne og den stuvede hvidkål er klare historier om det hakkede køds ændrede status i 1880'erne, om flødens og stuvningens betydning i et landbrugsland og om kålens århundredelange tradition og begrundelse i et koldt land, hvor vi kan takke kålgårdene for vores overlevelse. Identitet er blevet noget, man konstant skaber sig, men den nuanceres med en indsigt i en form for fælles historie. Maden bliver en af disse fælles historier, og det giver stolthed at se, hvordan ens bedsteforældre faktisk har værnet om kulturelle klenodier som grønlangkål, forloren hare eller citronfromage. Maden er stadig så uundgåelig en del af det menneskelige virke, at man ikke kan afskrive den som ligegyldig. Maden kræver indsigt i betydningen af, hvorfor vi spiser dette eller hint. Man kan være uenige om, hvorvidt æblekage eller citronfromage er væsentlige symboler, men man kan ikke fornægte, at vi alle dagligt tager stilling til, om vi har lyst til at spise eller ej, og hvorfor vi føler denne lyst eller ulyst. Sociologen Georg Simmel sagde for næsten 100 år siden, at hvor det at spise var noget af det mest egoistiske og ensomme, der fandtes, så var måltidet, hvori spisningen foregik, det mest socialt samlende af alle menneskelige fællesskaber. Det er den sidste dimension, der bliver overset, når faget hjemkundskab bliver gjort til et individuelt spisefag og fremstillingsfag. Fagområdet vedrører hele skolekulturen og den trivsel, der gerne skulle befordre læring af meget forskellig art. Maden har betydning for den identitetsdannelse, alle unge skal igennem i en nødvendig frigørelse fra familien. Maden skaber identitet og bliver et udtryksmiddel i den selvdannelse, de moderne unge skal igennem. Udelukker vi arbejdet med mad som udtryksmiddel fra skolerne, udhuler vi dannelsesprocessen og overlader til andre instanser at øve indflydelse på den. Skolen er forpligtet til at udvikle alsidige personer. Det vil sige personer, der kan tage stilling til deres forbrug, og hvad de putter i deres mund. Lærere, der skal undervise i det fagområde, har i høj grad brug for faglig viden, hvad Undervisningsministeriet med de nuværende planer vil udhule med halveret uddannelsestid. Mad indgår ikke kun i hjemkundskab i nogle få timer på nogle få klassetrin. Det er en daglig begivenhed, og for en kommende lærer er det en nødvendighed at kunne forholde sig til denne daglige beskæftigelse, der samtidig er en af de største tværfaglige ressourcer i skolen. De kropsreflekterede elever, der kritisk tager stilling til, hvad de spiser, hvorfor de spiser, og hvordan de spiser, er maddannede mennesker. Måltidet er ikke kun en affodring, men bør være en integreret del af pædagogikken. Skolen bliver arena for dannelse af børns madkultur. Det stiller store krav til de lærere, seminarierne uddanner, og hjemkundskab som fag på seminariet er ikke kun rettet mod de uheldigvis få timer, der er tilbage efter en skolepolitisk udsultning af hjemkundskabsfaget i folkeskolen. At beskæftige sig med mad som dannelse og som kilde til sundhed og livskvalitet er en del af den basale kultur, skolen udfolder omkring det at være et menneske, der udfolder sig i det sociale rum. Mad skal håndteres i den positive tilvalgssituation og ikke i det diætetisk forskrevne fravalg. Den kommunikation, der udspiller sig i et måltid, er væsentlig for at forstå, hvorfor maden afvises eller vælges. I alle medier kan man læse om sundhedens trange kår blandt især de unge, for hvem fedmen er et stigende problem. En øget viden om, hvad der er årsag til den forringede ernæring, er selvfølgelig vigtig for en lærer at tilegne sig, men det må ske i lyset af, hvad der egentlig vil forandre den enkelte elevs handlinger. Viden er tydeligvis ikke nok. Her er diskussioner af sundhedsbegreber sat i relation til dyb naturvidenskabelig, ernæringsfaglig viden på sin plads for folkeskolens kommende lærere. Det er på tide, at folkeskolens akademiske interesse vågner op af sin tornerosesøvn og ser, at kroppen ikke fortsat kan negligeres, hvis vi vil opnå det mål, formålsparagraffens stk. 1 foreskriver, nemlig den alsidigt dannede personlighed. Her står vores fællesmenneskelige kulturelle omgang med mad som et af de forsonende led, og her står vigtigheden af hjemkundskab mejslet med runer. Hvordan vil en regering sidde protesterne mod beskæringen af et fag overhørig, når der er tale om et fag med så tungtvejende sundhedsfagligt indhold og så samlet et dannende kulturindhold, som hjemkundskab har og har haft de senere år? Hvem skal så varetage den ekspanderende fejlernæring, alle skriver alarmerende om? Bliver det diætisterne, der skal komme og udskrive slankekure til de fejlernærede børn? Idræt kan varetage en del af velværet, men motion og bevægelse er kun den ene side af trivselsdebatten. Vores madkultur er den anden. Hvordan skal vi som almindelige mennesker kunne forstå os selv og det forbrug, som vi uundgåeligt kastes ud i dagligt, hvis ikke skolen er med til at ruste os? Forbruget bliver mere og mere kompliceret, fordi vi bombarderes med oplysninger og deklarationer, som vi ikke er i stand til at gennemskue. Det gør os til mere og mere ligegyldige konsumenter af produkter, der fører til forringet helbredstilstand. For hvem orker at blive ved med at læse de store varedeklarationer? Hvis begrundelsen for udhuling af timer til et fag som hjemkundskab er, at de studerende skal fordybe sig mere i deres studium, er jeg bange for, at beskæring ikke resulterer i fordybelse, men i indsnævring. En halvering af timetallet kan kun medføre forringet faglighed. Hvor bliver de gesandter af, der skal varetage sammenhængen mellem budskabet i undervisningen, i de politiske tiltag og madkulturen i spisepausen? Hvem skal kunne overskue at integrere måltidet i pædagogikken og sætte måltidet på dagsordenen, således at man kan synliggøre sine holdninger og reflektere over sin praksis? Måltidet som det tværfaglige omdrejningspunkt med en øget indsigt om sundhed og trivsel skal varetages af fagligt kompetente folk, hvis det ikke skal ende i de løftede pegefingre og en 'spis nu dine gulerødder'-pædagogik. Det kræver maddannelse at kunne og turde sige, at det at spise sammen er så væsentligt et socialt aspekt, at det prioriteres lige så højt som nye matematikbøger. At vende de usunde vaner til sunde fordrer lærere, som har en bred faglig indsigt i sundhedsdimensionerne, og som kan tolke arbejdet med maden som et dannelsesfagligt projekt. Derfor skal hjemkundskab og maddannelse på seminariet styrkes og ikke svækkes.