0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvis USA taber Irak

EU må formulere en mellemøstpolitik, der er for pluralisme, men imod kulturel imperialisme. Der kommer næppe en demokratisk dominoeffekt efter Irak, men nok en voksende offentlig idédebat. Kronikøren er ph.d.-studerende i mellemøst- studier i Oxford.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

9. april sidste år blev Bagdad, en af de store arabiske hovedstæder og kulturbyer, indtaget af amerikanerne. Bagdads fald var mere end blot et korrupt regimes endeligt, det var også en politisk idés sidste krampetrækning. Den arabiske nationalismes idealer om enhed og arabisk broderskab har været ideologiske grundpiller for de fleste arabiske regimer gennem de sidste halvtreds år. Faktum er, at disse regimer har produceret diktaturstater, ineffektive bureaukratier og en udenrigspolitik, der hverken har skaffet araberne enhed eller retfærdighed for det palæstinensiske folk.

De politiske idéer, der kom ud af den postkoloniale periode, er mørnet op indefra og faldt uden større besvær eller modstand, da de kom under angreb. Og selv om det er for tidligt at spå om amerikanernes demokratiserings- og liberaliseringsprojekt, er der ingen tvivl om, at invasionen af Irak er et vendepunkt i den arabiske verdens historie. Spørgsmålet er, hvilke idéer der vil tage over i tomrummet efter arabisk nationalisme?

Mange vil antage, at Irak, nu da Saddam Hussein er væk, langsomt, men sikkert vil blive et eksempel på demokrati for resten af den arabiske verden. Et andet scenario er, at det amerikanske projekt slår fejl, islamisk fundamentalisme vil træde i stedet, og hele regionen vil blive radikaliseret. Virkeligheden vil nok vise sig at blive en lang og sej kamp om idéerne.

Krig har forvane at fremprovokere en reevaluering af grundlæggende værdier og principper. For amerikanernes vedkommende har deres krig mod terror efter 2001 bragt dem på kant med de fleste af de nuværende tendenser i den arabiske og muslimske verden. 'Ondskabens akse' bestod således af et kommunistisk, et sekulært og et fundamentalistisk regime.

Før 11. september 2001 var den amerikanske strategi i Mellemøsten at opretholde en magtbalance mellem regionale modforhold som shia- og sunniislam, repræsenteret af Saudi-Arabien og Iran, og mellem konservative og radikale stater. Nu synes USA at være i krig med samtlige herskende idéer i den arabiske verden, en krig, der har til formål at overbevise befolkningerne om, at den vestlige liberale demokratiske samfundsmodel er den bedste. Bush gjorde det klart i sin 'mellemøsttale' i november sidste år, at det er USA's hensigt at demokratisere de arabiske lande. Men en sejr på slagmarken er ingen garanti for at vinde kampen om idéerne, og efter Irak kan det gå til begge sider.

Situationen i Mellemøsten i dag minder en del om situationen efter Første Verdenskrig. Ligesom Bismarck var modellen for Europa efter Paris' fald i 1870, så efterlignede den arabiske elite, der voksede frem efter Det Osmanniske Riges fald, de europæiske sejrherrer. Arabiske politikere i Kairo, Damaskus, Jerusalem og Bagdad i 1930'erne kæmpede for national selvstændighed og demokrati efter vestligt forbillede. De sendte deres børn til Frankrig og England for at blive uddannet, klædte sig som britiske gentlemen og franske messeigneurs og producerede med tiden postkoloniale politiske styrer ledet af mænd med sekulære og liberale idéer.

Tabet af Palæstina i 1948 miskrediterede fuldstændig denne model, og de arabiske hovedstæder blev i 1950'erne befolket af en ny gruppe politikere, med en anden påklædning end deres forgængere. Arabisk-nationalistiske ledere i militæruniform gjorde op med, hvad de, sammen med en stor del af befolkningen, anså for at være korrupte vestlige lakajer som kong Faisal i Irak og kong Faruk i Egypten.

USA støttede til at begynde med denne nye model, hvorimod England prøvede at holde fast i de liberale styrer. Selv om den egyptiske præsident Jamal Abdul Nasser tabte Suezkrigen, vandt han en moralsk sejr, og arabisk nationalisme skåret efter den nasseristiske model blev i de følgende år kopieret i Syrien, Algeriet, Irak, Sudan og Libyen, samtidig med at disse lande gradvis tilnærmede sig Sovjetunionen. Socialisme, nationalisering af økonomien og et sekulært militært styre var den fremherskende model i 1960'erne, og selv kongelige regimer som Saudi-Arabien og Jordan var på dette tidspunkt arabiske nationalister.

Det katastrofale nederlag til Israel i 1967-krigen miskrediterede endnu en gang den herskende politiske ideologi. Den nasseristiske retorik, der havde lovet de arabiske folk at besejre Israel og samle den arabiske verden, havde simpelt hen ikke leveret varen. To nye bevægelser voksede frem i kølvandet på nederlaget i 1967.

Den ene var den islamiske fundamentalisme, og den anden var radikaliserede palæstinensiske grupper, der nu besluttede sig for at tage kampen op mod Israel på egen hånd i stedet for at lade 'den arabiske nation' kæmpe for sig. Begge tendenser var betydelig mere kompromisløse og antivestlige end de liberale og arabisk-nationalistiske styrer.

I virkeligheden lever den arabiske verden stadig i efterdønningerne af 1967. Selv om den internationale orden har ændret sig, er det stadig stort set de samme systemer, der regerer i dag. Arabiske regimer som Egypten og Jordan valgte med tiden at samarbejde med USA, åbne deres økonomier og indlade sig på fredsforhandlinger med Israel, imens andre knyttede sig til Sovjetunionen.

Islamisk fundamentalisme fik et rygstød med den islamiske revolution i Iran i 1979 og Hizbollahs succes i Libanon. Nye ansigter med betydelig mere skæg på kinderne end kong Faisals og præsident Nassers vandt frem. Khomeini i Iran, Nasrallah i Libanon, Yassin i Palæstina og sidst bin Laden udfordrede i 1980'erne og 1990'erne de siddende regimer, hvis ideologi og retorik efterhånden fremstod som mere og mere hul.

1980'erne var præget af krige mellem de arabiske regimer, og hvis idéen om arabisk enhed og panarabisme led nederlag i 1967, så spillede den endeligt fallit i Golfkrigen i 1991, der delte den arabiske verden i to.

Internt i landene styrkede ledere som Saddam Hussein, Moamar Gaddafi og Hafez al-Assad deres monopol på magten og holdt fast i undertrykkende, korrupte og ineffektive politiske systemer uden egentlige svar på vedvarende sociale og økonomiske kriser i deres samfund.

Efter Sovjetunionens fald har tidligere 'slyngelstater' som Syrien og Libyen desuden været tvunget til at samarbejde med USA og dermed solgt yderligere ud over for deres egen retorik. Den arabiske nationalismes ideologiske fallitbo har givet islamisterne god grobund, uden at de dog har været i stand til at gennemføre en islamisk revolution i noget arabisk land.

Saddam Husseins Irak var en bastion for den aldrende arabiske nationalisme og for en sekulær orden i den arabiske verden, der går tilbage til Første Verdenskrig.

Vi befinder os derfor nu i en periode med nyorientering, skepsis og usikkerhed. For resten af den arabiske verden er Irak blevet et eksperimentarium, et åbent rum, som de betragter med interesse for måske at få en pejling om, hvilke politiske idéer der kommer til at bestemme den arabiske verdens fremtid.

Den foreløbige konklusion synes at være, at amerikanernes frihed - eller mangel på kontrol - har bragt Irak på randen til at blive et nyt Libanon. I fald det sker, og Irak bliver kastet ud i en borgerkrig, der måske vil føre til en opdeling af landet, vil det kun understøtte de islamister og gammelgardenationalister, der mener, at censur og kontrol er nødvendigt for at holde et land sammen.

Både panarabisme og panislamisme lægger vægt på enhed og er imod etnisk opsplittelse. Hvis mission 'Demokrati i Irak' slår fejl, vil det være let at sige, at frihed i små doser nok går an, men at vestligt demokrati og liberalisme ikke er skabt for araberne.

USA og EU har vitale interesser på spil. Begge ønsker, at kampen om idéerne i den arabiske verden falder ud til fordel for den vestlige liberale model, og begge frygter, at alternativet vil føre til radikalisering og terrorisme. Men EU og dermed også Danmark har god grund til at se skeptisk på USA's aggressive tilgang til projektet. Set fra en arabisk synsvinkel er det svært at være entusiastisk over invasionen og besættelsen af Irak, så længe den hænger sammen med en amerikansk nykonservativ og dermed proisraelsk agenda for hele området.

Samtidig med at USA har lanceret demokratiseringen af Irak, fortsætter Sharons regering med at føre direkte krig mod det palæstinensiske lederskab. Mangel på fremskridt i fredsprocessen understøtter det synspunkt, at det, der sker i Irak, ikke er for det arabiske folks bedste.

Desuden har araberne en historisk erindring om tidligere tiders brudte løfter fra Vestens side. Denne usikkerhed giver grobund for konspirationsteorier om en skjult amerikansk agenda, lige fra regional kontrol af olie til kristen dominans over den muslimske verden. USA's skiftende argumenter for, hvorfor krigen blev indledt - fra masseødelæggelsesvåben over regional sikkerhed til demokrati i Mellemøsten - er også føjet til mange araberes mistanke om en ny vestlig plan i stil med Sykes-Picot-aftalen efter Første Verdenskrig, der førte til opdelingen af den arabiske verden og oprettelsen af staten Israel.

Ikke destomindre er det grundlæggende projekt rigtigt og nødvendigt. Det ville være en historisk fejltagelse, hvis vi forholdt os neutrale i kampen om idéerne. Til gengæld vil det være en lige så stor fejltagelse, hvis Europa prøver at konkurrere på USA's vilkår og tvinge en udvikling igennem på egne betingelser.

Det er vitalt, at EU formår at formulere en mellemøstpolitik, der er engageret, men samtidig distancerer sig fra aggressive tiltag, der giver mistanke om kulturel imperialisme og gentagelse af tidligere tiders kolonialistiske eventyr.

I stedet for at føre ideologisk krigsførelse bør EU tænke langsigtet og give støtte til de kræfter i den arabiske verden, der er for pluralisme, tolerance og demokrati.

Men dette bør ikke gøres hen over hovedet på de folk, det i sidste ende drejer sig om. Vi bør lytte grundigt til arabernes forbehold og ønsker og tage dem alvorligt. Irak er i fare for at blive virkeliggørelsen af folks største frygt, nemlig at radikale ændringer i den nuværende orden i Mellemøsten vil bringe selve nationalstaterne i fare, og at kampen om idéerne vil blive udkæmpet i et ureguleret miljø, hvor det er magt og ikke meninger, der sætter dagsordenen.

De fleste arabiske stater rummer nemlig ligesom Irak et væld af religiøse og sproglige minoriteter under overfladen.

Urolighederne for nylig i det nordlige Syrien, hvor kurdiske grupper gjorde oprør mod, hvad de ser som den syriske stats undertrykkelse af deres rettigheder, var måske en forsmag på, hvilke destabiliserende konsekvenser det kan få, hvis minoriteterne forsøger at udnytte den vestlige indblanding til at fremme egne projekter.

De arabiske stater gemmer også på andre undertrykte konflikter, og nye konflikter kan hurtigt opstå, hvis de nuværende magtforhold bliver ændret pludseligt. Måske er dette uundgåeligt i en brydningstid. Men vi må i det mindste være bevidste om, at vores 'demokratisering' også vil betyde konfrontation, hvor der tidligere var påtvunget konsensus.

Hvordan reagerer araberne på alt dette? Stillet over for en nyorientering synes de fleste arabiske befolkninger indtil videre at vente og se, hvad der sker i Irak.

Man følger udviklingen og overvejer alle muligheder. FN's 'Arab Human Development Report' fra 2002 og 2003, skrevet af arabiske samfundsforskere, gentager meget af den samme kritik af de siddende regimer, som USA og Europa har fremført. Men samfundskritik er ikke det samme som, at folk har smag for revolution og pludselige omvæltninger. Snarere end amerikanernes profeterede 'dominoeffekt' af demokratiske revolutioner vil vi nok se en voksende offentlig debat, i takt med at folk får mere og mere fri adgang til information.

Det interessante ved den nye offentlige debat i den arabiske verden er, at den sker på en mere kollektiv basis end tidligere. Via satellitkanaler og internettet følger en stor del af den arabiske befolkning i dag udviklingen i Irak på lige vilkår.

Hvis demokratiseringen skal slå rod, er det tvingende nødvendigt at følge denne gradvise åbning af det offentlige rum op med en åbning af det politiske rum. Så længe meninger ikke kan omsættes til politisk handling, vil fri debat snarere fungere som en sovepude end som et redskab i demokratiseringen af samfundene.

Vi må forsøge at overbevise de arabiske regimer om det vigtige og rigtige i at tillade politisk pluralisme.
Imens denmilitære kamp fortsætter i Irak, udkæmpes der en anden og mere langtrukken kamp om idéer i de andre arabiske lande. Islamiske grupper har stadig vind i sejlene, nogle af dem med programmer for deres samfund, som vi ikke vil kunne støtte, andre mere tolerante over for forskellighed.

Et alternativ til islamisme og demokratisk revolution fra den ene dag til den anden, som amerikanerne forsøger at introducere i Irak, kunne være en gradvis åbning af de eksisterende regimer.

Denne model stemmer bedre overens med mange araberes ønsker om demokratisk forandring, men på egne vilkår og eget initiativ. EU og Danmark bør støtte sådan en forandring.

Man har lov at håbe, at 9. april en dag ude i fremtiden vil blive husket som starten på en positiv udvikling for dem, og for os, den arabiske verdens naboer.