0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Folkevalgte bureaukrater

Strukturreformen gør op med tanken om, at borgerne skal have størst mulig indflydelse på de lokale beslutninger. Vi er på vej mod et dundrende demokratisk underskud, skriver kronikøren, der er tidligere venstreminister.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det mest kontante svar, der har været givet i forbindelse med disse måneders drøftelse af kommunestrukturen har været: Det må tiden vise! Bliver det bedre? Det må tiden vise!

Et af de sparsomme argumenter for at lave strukturen helt om har været en række eksempler på uhensigtsmæssige grænseflader og arbejdsgange mellem amter og kommuner. Det er svært at se, at en række af de nævnte eksempler ikke kunne klares ved ændret daglig administration, og altså uden en omkalfatring af det kommunale styre. Ligesom det mange gange nævnte eksempel med, at det er tosset, at man skal hente sit pas på politistationen i stedet for på kommunen, måske ikke ligefrem kræver en ny kommunalreform for at blive løst, hvis det anses for et voldsomt problem.

Desuden skal ingen være blinde for, at grænseproblemer har det med at flytte sig. I en ny kommunal struktur vil der optræde nye grænseflader, hvor der vil være kompetencediskussioner. Det fejlfrie samfund findes - heldigvis - ikke. Og man skal ikke forestille sig, at grænseproblemer lettere løses i et mere bureaukratiseret system end i et, hvor de folkevalgte er tæt på, og tæt på skal stå til ansvar, hvis borgerne påpeger, at tingene ikke fungerer.

Et andet løst argument for nødvendigheden af en ændret kommunestruktur har været, at mindre kommuner og mindre amter ikke kan drives rentabelt. Et synspunkt, forskerne imidlertid er uenige om rigtigheden af, hvilket har haft forbavsende lidt gennemslagskraft også i kommissionsarbejdet, der i det hele taget i forbavsende ringe grad har været båret af økonomiske beregninger.

Det i den folkelige debat ofte hørte argument om, at der kan spares et rådhus, en borgmesterløn og 15 kommunalpolitikere og dyr administration ved sammenlægning af kommuner og nedlæggelse af amterne, er en useriøs argumentation. Det er en engangsbesparelse, som hurtigt kan opvejes af en større administration et andet sted, medmindre man forestiller sig, at opgaverne ikke skal løses. Det gør man jo netop ikke. I øvrigt burde det aldrig i et folkestyre være et mål i sig selv at minimere eller helt spare det folkevalgte niveau væk.

Enhver kan for resten se i f.eks. Odense, at en stor kommune også kan have økonomiske problemer. Det kan naturligvis være befolkningssammensætningen og andre lokale forhold, der gør sig gældende - men det kan også, som i enhver virksomhed med problemer, være ledelsen og ikke størrelsen, det er galt med.

Efter en ensidig størrelsesargumentation burde vores lille Danmark alene styres fra Slotsholmen. Men selv Strukturkommissionen erkender, at efter 50.000 indbyggere falder effektiviteten. Det forhindrer imidlertid ikke, at nogle kommuner nu er foreslået dannet med over 100.000 indbyggere, og at der slet ikke røres ved det problem, der ikke blev løst i 1970, nemlig hovedstadsområdets.

I hovedstadsområdet er det system, som nogle fabler om bør gælde for resten af landet, nemlig HS-konstruktionen, imidlertid afprøvet, uden at det synes at være et eksperiment, der kalder på efterfølgelse.

De styrer ikke sundhedsvæsenet godt nok i de folkevalgte amter, har det lydt. Men hvor er dokumentationen for, at sundhedsvæsenet ville blive bedre og kunderne mere tilfredse i et større system? Det spørgsmål må stilles, så meget mere som et af hovedargumenterne for, at det går så dårligt på sundhedsområdet, ofte har været, at det er blevet for stort, uomstilleligt og ustyrbart. Samt at borgerne kender for lidt til de folkevalgte, der har ansvaret, fordi de sidder for langt væk.

Amternes ansvar for en række arbejdsmarkeds-, social- og sundhedsopgaver ønskes løst i kommunerne. Erkendelsen har imidlertid i forløbet bredt sig: Det vil kun megastore kommuner kunne klare, og så måske ikke tilfredsstillende alligevel. Hvilket bl.a. vil gå ud over de små handikapgrupper.

Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sagde på det radikale Isefjordsstævne i februar: »Ingen kunne dengang (i 1970) forudse, at velfærdssamfundet voksede sig så stort«.

Der var al mulig grund til at drøfte denne udvikling i velfærden, men sandelig også drøfte, om det velfærdsbegreb, vi opererer med, kan bære også i fremtiden. Herefter kunne man begynde at overveje, i hvor høj grad en ny struktur var nødvendig, eller i hvor høj grad en ændret opgavefordeling, og en anden måde at løse opgaverne på, eventuelt kombineret med en ny udligningsordning, kunne klare en del af eventuelle problemer. Nu risikerer vi at lave noget, som virker konserverende på et forældet velfærdssystem.

Vores ydelsesvelfærdsbegreb er en reminiscens af efterkrigstidens politiske og fordelingsmæssige problemer. Ingen borgere, heller ikke de over 50-årige, de ældste og de handikappede vil nøjes med til stadighed at betragte det som velfærd at være modtagere, med stadig stigende krav til den offentlige administration til følge.

Der er tryghed i at kunne reagere og agere selv. Der er kun ringe tryghed i at være afhængig af offentlige systemer. Det må og skal være en nødvendig nødløsning alene for dem, der ikke kan selv. Det burde være vort demokratiske lands kendemærke, at her i landet forventer vi noget af mennesker. Det er der værdighed og derfor reel velfærd i.

Kommunerne har to slags opgaver. For det første en lang række rene ydelsesopgaver: dagpenge, folkepension og andre ydelser, som er rent administrativt tildelte, og som aldrig kan gøres til genstand for drøftelse i en kommunal valgkamp, der skal have mening. Der er tale om mere eller mindre standardiserede statslige ydelser, som kommunerne forvalter. Jo flere af disse opgaver, staten lægger ud til kommunerne, jo mere presses den kommunale beslutningskraft og administration på den anden type opgaver, nemlig kommunernes traditionelle kerneydelser.

Men da folketingspolitikerne ved, at borgerne helst vil tale om de nære ting, taler folketingspolitikerne derfor så om dem: om ældreomsorgen, sundheden, miljøet, den kollektive trafik, som er både amter og kommuners kerneansvarsområder, netop fordi vi har valgt, at ansvaret for disse ting skulle ligge så nær ved borgeren som muligt. Fordi løsningen skulle, og fordi borgerne tæt på kan se, om de folkevalgte løser opgaverne forsvarligt. Gør de ikke, er der synlig kontant afregning hvert fjerde år.

Men i stedet for at besinde sig er folketingspolitikerne i stigende grad begyndt at lefle for de lokale borgere i en situation, hvor velfærdsreformer er nødvendige, hvis velfærden skal opretholdes, og fortsat vækst skal genereres.

Når alle de gode ideer om nye indsatsområder og nye krav om ydelser har forladt Folketingets bord, skal alle 'gaverne' både administreres og betales. Det kan både små og større kommuner gå i knæ på. Derfor ville der være god mening i, i stedet for at forlange ensartethed, at give kommunerne så frie hænder til løsningen af kommunernes kerneområder som muligt, fordi der er forskel på, selv i vores lille land, hvilke ydelser og løsninger der efterspørges i Tranekær, Sønderho og i Århus, men også i Ringkøbing, Thisted og Ballerup. Fantasi og fleksibilitet er et fuldt ud så godt kvalitetsmål som en ensartethed, der ikke kan tage højde for og hensyn til lokale forskelle. Jo mere Folketinget presser på for ensartede ydelser, jo mere går kommunerne i knæ for at levere en ydelse, som borgerne måske knap nok efterspørger, hvorimod det bliver vanskeligt at få plads til det, der prioriteres lokalt.

Meget af presset på kommunerne kunne lettes, hvis de valgte at udlicitere en lang række opgaver. Den kommunale forpligtelse består i, at foranstaltningerne leveres, ikke i partout at lave dem selv. Der er ingen grund til, at en kommune selv driver en teknisk forvaltning eller f.eks. selv fremstiller sine tryksager eller udarbejder udviklingsplaner. Der er ingen grund til, at kommunerne besidder en ekspertise, som kan købes ude. Men desværre er udliciteringen næsten totalt gået i stå de senere år.

Nogle forestiller sig - det gør erhvervslivet også - at hvis kommunerne bliver større, vil tilbøjeligheden til at udlicitere blive større. Faren er, at det går stik modsat. Jo større kommuner, jo mere kan de klare selv. Det er faktisk præcis derfor, de større kommuner i årevis har fundet det unødvendigt at have amter. Man mente, man kunne klare tingene selv.

Denne selvforsyningstankegang er helt forældet. Det var meget fremsynet, da man ved kommunalreformen i 1970 tog hul på den tankegang, at den kommunale forvaltning ikke skulle kunne klare alting selv, men sørge for, at tingene blev foranstaltet eventuelt gennem hjælp fra amtet. Denne tankegang giver mulighed for den fleksible kommunestørrelse. Fremtiden behøver ikke at ligge i store administrative enheder, men i en videreudvikling af denne tankegang.

Det decentrale styre, vi har i Danmark, og som er berømmet ud over verden, er et ideal af balance mellem det centrale og decentrale niveau. Får vi de store regioner og store kommuner, nogle drømmer om, vil det betyde, at Folketinget og den til enhver tid siddende regering svækkes og presses i tilgift til det pres, som det europæiske samarbejde allerede betyder. Men det vil også gå ud over vores lands fællesskab og sammenhængskraft.

Mere ensartet bliver det næppe efter en kommunalreform, til trods for at det netop var et af argumenterne for større kommuner og færre eller slet ingen amter. En tankegang, der i forvejen er temmelig ulogisk: Den hænger ikke sammen med den stadig større politiske interesse for friere valg, som ønskes, fordi kommunernes ydelser var for lidt tilpasset moderne borgeres individuelle ønsker.

Igen er det sært, at økonomiske hensyn ikke har spillet nogen rolle, heller ikke i Strukturkommissionen. For bag ønsket om frit valg ligger ønsket om at øge konkurrencen på service og kvalitet. Men det frie valg vil betyde øgede omkostninger. Det er utænkeligt, at borgerne vil vælge den ringeste løsning. De vil gå efter den for dem optimale løsning. Med en øget fritvalgsordning behøver betalingen for de ydelser, borgeren efterspørger, i øvrigt i fremtiden slet ikke at skulle ind over de offentlige kasser, og udbyderne af ydelserne behøver slet ikke at være kommunerne! Dermed er der lagt en bombe under hele den kommunalreform, der nu lægges op til.

Når der samtidig tales om, at sygehusene skal styres af bestyrelser, ja, gøres til selvejende institutioner, harmonerer det heller ikke med ønsket om større ensartethed. Det er derimod et forsøg for at sikre en større fleksibilitet i styring og ydelser, idet antagelsen synes at være, at dette system er mere omkostningsbevidst og kreativt end det, de folkevalgte politikere, som står til direkte ansvar over for borgerne hvert fjerde år, styrer.

Det frie valg komplicerer i det hele taget strukturdebatten, idet der i de kommende år ikke vil være grænser for, hvor frit valget kan blive. Frit lægevalg, frit sygehusvalg, frit skolevalg, frit børnehavevalg ... kender ingen amts-, regions-, kommune- eller landegrænse i fremtiden. Det skal borgerne om ikke andet nok sørge for. De tider er uigenkaldeligt forbi, hvor en kommune eller et amt - eller et land eller en verdensdel - kan være selvforsynende, hvis det ikke skal begrænse borgernes frie valg af varer, ydelser, oplevelser, bosætning, arbejde med videre. Grænser - også store kommuners - vil i fremtiden være dybt forældede.

Nogle finder det nyttigt, at de folkevalgte kom på afstand af det lokale, fordi det så ville være lettere at træffe - også de upopulære - beslutninger. Det er vigtigt at understrege, at et af de bærende principper i det danske folkelige styre hidtil har været, at vi netop ønskede at give borgerne størst mulig indflydelse på de lokale beslutninger. Hertil kommer, at vi har lagt vægt på, at reglen ikke var de heltidspolitikere, som let bliver resultatet af større enheder. Det danske folkevalgte systems styrke har netop været, at den folkevalgte havde et andet virke ved siden af. Den heltidsansatte var bureaukraten. De har hver sin vigtige rolle i vores system. Med den reform, der er lagt op til, vil kredsen af mennesker, der vil og kan stille op til de folkevalgte råd, blive stærkt begrænset, hvorved en stor del af den danske befolkning aldrig kan komme på tale som politikere. Dermed har vi kørt udviklingen tilbage til før systemskiftet 1901.

Et stærkere embedsmandsstyret samfund med færre folkevalgte er ikke i alle tilfælde vejen til det øgede demokratiske indseende og den forståelse, der var så vigtig for os engang. Men det er også spørgsmålet, om det er vejen til et mere kvalitetsbetonet og økonomisk ansvarligt styre.

Det demokratiske underskud, som på forunderlig vis har været så godt som helt ude af betragtning også i Strukturkommissionen, er trods alt her i sidste fase begyndt at spøge. Indenrigsministeren har lagt ud med at foreslå, at man udbredte stemmeretten til diverse lokale brugerbestyrelser i skolenævn, børnehaver osv. til en bredere kreds end de rene brugere.

Det er noget af en omvej at gå, først at nedlægge eller sammenlægge de folkevalgte organer, for derefter at forsøge at genoprette det folkevalgte system i bestyrelser, der i den grad har været plaget af, at deltagerne følte, der var tale om pseudoorganer, hvilket har smittet af på interessen i at deltage i arbejdet. Man kan næppe forestille sig, at interessen for at stemme til og sidde i en række af disse organer vil blive styrket, når politikerne, der skal træffe de overordnede beslutninger, rykker længere væk.

Socialdemokratiet har meldt sig med et forslag om, at de samfundsinteresserede kunne få deres lyst styret i menighedsrådene, mens andre har genoplivet lokalrådstanken.

Alle disse fantasifulde forslag leder meget let til de politiske partiers opløsning og en genopblussen af de lokale lister. Sådanne lokale lister på tværs af parti- og interesseskel kan sikre den fremtidige repræsentation i de fjernere kommunale organer, som partilisterne ikke vil kunne magte. Er det det, politikerne ønsker?