Da statsministeren kaldte til kulturkamp, oprustede han i en gammel strid. Kampen står ikke kun mellem den nuværende regeringskoalition og den tidligere. Den går dybere. Den retter sig mod den ideologi - kendt under navnet kulturradikalisme - som efterhånden var blevet dominerende i den politiske styring af kulturlivet. Og så går rødderne i hvert fald tilbage til Georg Brandes og hans kamp for 'lys over landet'. De kulturradikale er efterkommere af Brandes. Deres ideologi bygger på den arv, som han gav videre. Hvad var det så, at arven indeholdt? Hvad var det, som Brandes kæmpede for? Det var frem for alt frigørelse. Frigørelse fra dogmer og doktriner i åndelige, kulturelle og moralske spørgsmål. Der blev kæmpet mod alt, som indskrænkede mennesket. Mod kirken, fordi den var åndeligt undertrykkende og stod på reaktionens side. For kvindernes frigørelse og ligestilling. For en kunst, som satte samtidens problemer til debat. Målet var frigørelse gennem nedbrydning af de herskende fordomme. Det er denne uophørlige stræben efter menneskelig frigørelse, som kulturradikalismen har arvet, og som den fører videre. Nu på andre fronter, fordi kampen allerede har båret frugt, og fordi vilkårene er ændret. Kirkens indflydelse er ikke længere, hvad den har været. Kvindens stilling og seksualmoralen er ændret radikalt. Nu er der andre, der skal frigøres. De fattige i den tredje verden. Og andre fordomme, der skal bekæmpes. Fordomme mod fremmede og mod muslimer. Fronterne er flyttet, men kampråbet er det samme. Frigørelse. Frigørelse af mennesket. Frigørelse fra fordomme. Bør vi ikke alle slutte op om den kamp? Er det ikke godt at kæmpe for menneskets frigørelse fra alt, som undertrykker? Er det ikke godt at kæmpe mod alle fordomme? De fleste vil umiddelbart svare bekræftende. Derfor behøver det dog ikke at være sandt. Det kan jo også være et udtryk for, hvor stor indflydelse kulturradikalismen har fået. Så lad os forsøge at tage spørgsmålet alvorligt: Hvad sker der, hvis man gør kampen for menneskets frigørelse til den centrale politiske bestræbelse? Hvis ens mål er den fuldstændige menneskelige frigørelse fra alle overleverede fordomme og dogmer? Den umiddelbare konklusion må være, at man så arbejder for en samfundstilstand, som kun kan fungere harmonisk, hvis det frigjorte menneske også er et godt menneske. Altså hvis mennesket af natur er hjælpsomt og samarbejdsvilligt, snarere end dominerende og stridbart. Kulturradikalismens kamp for menneskets frigørelse forudsætter en tro på menneskets naturlige godhed. Selvfølgelig anerkender de kulturradikale, at menneskene, som de faktisk er, ikke er tilstrækkeligt gode. Men, vil de føje til: Det er netop på grund af deres fordomme. Det er dem, som har ødelagt deres naturlige godhed. Hvis de blot blev mere frigjorte - hvis de blot stolede mere på deres inderste impulser - så ville de også blive mere samarbejdsvillige og mindre selviske. Kulturradikalismen påstår således ikke, at menneskene, som de eksisterer, faktisk er gode; men den forklarer deres mangel på godhed med, at deres hoveder er blevet fordrejet af fordomme. Fordommene skal brydes ned, for at den naturlige godhed kan blomstre. Når kampen for menneskets frigørelse således forudsætter en tro på menneskets naturlige godhed, så kan man ikke diskutere den kulturradikale ideologi, uden at man spørger, om der er grund til at tro på denne godhed; om der er grund til at tro, at den vil blomstre, blot de gamle dogmer og doktriner brydes ned. Det er et af de spørgsmål, som er så enkle, at de er svære at få hold på. Det er især svært, hvis man allerede ser på verden gennem kulturradikalismens briller og forstår sig selv som involveret i den kulturradikale kamp for frigørelse. For da forudsætter man ikke kun det frigjorte menneskes godhed; man har også allerede anbragt sig selv blandt de gode, i og med at man kæmper for frigørelsen. I den situation kan man ikke spørge om gyldigheden af det kulturradikale ideal uden også at komme til at spørge, om man selv er så god, som man hidtil har gået rundt og troet, at man er. Og hvem gør gerne det. Det er måske derfor, det er så svært at diskutere kulturradikalismens grundlæggende forudsætninger med de kulturradikale. Med folk som Rifbjerg, Carsten Jensen og Georg Metz. De stiller nødig spørgsmål, som i deres eget sind kan så tvivl om deres egen godhed. Men måske mangler de blot indre dynamik i deres tanker. Der må helt nøgternt og fordomsfrit spørges, om der er grund til at tro på kulturradikalismens ideal om en naturlig menneskelig godhed, som vokser frem, blot sociale dogmer og fordomme brydes ned. Nogen guddommelig sandhed kan det ikke være. Det må være et spørgsmål, som skal afgøres af erfaringen; og den må bygge på historien. Gør et overblik over historien det ikke vanskeligt at tro, at mennesket frarøvet overleverede fordomme og overladt til sine naturlige tilbøjeligheder (eller til en fordom om de naturlige tilbøjeligheders godhed) skulle være specielt godt? Hobbes byggede en politisk filosofi på at mene det modsatte. Og én ting taler for at holde fast ved det synspunkt. Nemlig det faktum, at de menneskelige samfund overhovedet har udviklet fordomme og dogmer til støtte for den sociale orden. Hvorfor skulle de gøre det, hvis mennesket uden de sociale dogmer var, som de kulturradikale forudsætter, at de er? Her har kulturradikalismen efter min mening et uovervindeligt problem. Den kan ikke forklare, hvorfor vore samfund overhovedet har de dogmer, som den vil frigøre os fra. Hvis så meget er sandt, så bliver kulturradikalismens kamp mod de sociale dogmer og fordomme ubesindig og overilet. For så mangler den en væsentlig refleksion. Refleksionen over, i hvor høj grad en anstændig samfundsorden kræver et fællesskab om overleverede sociale dogmer og fordomme. Kan et samfund overhovedet fungere uden et sådant fællesskab? Hvorledes skabes fællesskabet i givet fald? Må det være vokset frem gennem en historisk proces, som har fulgt sin egen logik? Eller kan det planlægges og vedtages? Afhænger det af et fællesskab om fordomme? Eller kan det leve alene på et fællesskab om naturlige menneskelige tilbøjeligheder? Kulturradikalismen har valgt at tro på det sidste alternativ. Men uden at have gjort den refleksion, som er nødvendig, hvis det skal kunne fremstå som et rationelt grundlag for en politik, som også vil være holdbar i et længere perspektiv. En tænksom kulturradikalisme burde selv have stillet disse spørgsmål, før den gik i gang med sin kamp mod sociale fordomme. Den burde have gennemtænkt spørgsmålene, hvis den ville have haft en sammenhængende og holdbar politisk filosofi som rettesnor for sin kamp for frigørelse. Kan man end tilgive, at de kulturradikale for hundrede år siden satte den umiddelbare politiske kamp før den politisk-filosofiske eftertænksomhed, så er det vanskeligere at acceptere, at det samme stadig skal gælde nutidens kulturradikale. For hvad er deres kamp uden vilje til at gennemtænke deres egne fordomme? Den er stivnet i en form, som en tankefrisk kulturradikalisme selv burde fordømme. Det er min primære konklusion: at påpege nødvendigheden af en eftertanke, som kulturradikalismen har 'glemt'. Men at have stillet disse spørgsmål er ikke det samme som at have besvaret dem. Det er ikke engang det samme som at have udelukket, at de skal besvares, som kulturradikalismen har slumpet sig til. For svaret skal bestemmes af argumenter; og så skal argumenterne på bordet, før der tages stilling. Den nødvendige eftertanke kræver imidlertid mere, end jeg her kan leve op til. Det betyder dog ikke, at jeg helt vil springe den over og nøjes med at lade spørgsmålene stå og flagre. Det vil trods alt være for let. Problemet bør fastholdes, men det bør koncentreres. Det bør sættes på spidsen. Og det gøres bedst ved at bruge kulturradikalismen selv - dens egen historiske baggrund - som omdrejningspunkt. Det betyder, at vi ikke blot i al almindelighed skal undersøge spørgsmålet om, hvorvidt en anstændig samfundsorden må bygge på fordomme og dogmer, som ingen bevidst har planlagt; men at vi skal undersøge dette spørgsmål i en helt specifik form. Nemlig som spørgsmålet om, hvorvidt kulturradikalismen selv - dens opdukken og sociale succes - afhænger af en samfundsorden, der bygger på fordomme, som kulturradikalismen ikke selv har skabt. For hvis det er tilfældet, så ser vi umiddelbart dilemmaet. Så kan kulturradikalismen i sin blinde kamp mod sociale fordomme og dogmer komme til at undergrave de sociale forudsætninger - den humane kapital - som har gjort den selv mulig. Sagen kan koncentreres endnu mere. Kulturradikalismens kamp mod sociale fordomme og dogmer forudsætter først og fremmest én ting. Den forudsætter sekulariseringen af politikken: at vi i den demokratiske diskussion ikke argumenterer ud fra, hvad en transcendent gud påbyder, men at vi argumenterer ud fra, hvad en almindelig jordisk fornuft må anerkende. Uden sekulariseringen af det politiske har kulturradikalismen tabt sin kamp. Men hvorfra har vort samfund fået basis for sekulariseringen af det politiske - så langt den nu kan bære? Hvad er det, som har gjort sekulariseringen af det politiske til et alment accepteret træk ved vor politiske kultur? Skyldes det kulturradikalismen selv, eller skyldes det snarere de dogmer og fordomme, som kulturradikalismen bekæmper? Svaret er vel ikke entydigt, men det er dog klart. Set i et overordnet perspektiv har kulturradikalismen været den lette og afhængige kraft i udviklingen. Hovedkraften i vort samfunds udvikling frem mod et sekulært demokrati har været vor religion: at vi har haft en religion, som fra sit eget inderste har haft impuls til at sekularisere det politiske. Eftersom Jesu radikale fordringer - vend den anden kind til, dømmer ikke - umuligt kan gøres til politik, så giver de indirekte impuls til sekulariseringen af det politiske. En impuls, som forstærkes i protestantismen, i og med at den skubber paven til side og sætter evangelierne i centrum. Og en impuls, som allerede gav sig udslag i grundloven af 1849 - før kulturradikalismen var født. Således forstået bliver kulturradikalismens egen ideologiske succes et produkt af den protestantiske kristendom. Kulturradikalismens egen uophørlige kamp mod sociale fordomme og dogmer er blot en generalisering af protestantismens sekularisering af det politiske. Den erkendelse burde være et åbent og blødende sår for de kulturradikale. Den burde føre til, at de i selvbesindelse spurgte, hvad der vil ske, når de i deres kamp mod fordomme også bekæmper de fordomme, som har gjort kulturradikalismens egen sociale succes mulig. Kan man så stadig fastholde og udbygge et socialt rum, hvor rationaliteten kan udfolde sig? Det spørgsmål burde nage de kulturradikale. Når kulturradikalismen som ideologi er vokset ud af en jord, der var gødet af protestantisk kristendom, er den så stærk nok til at overleve som social kraft, hvis den protestantiske kristendom undergraves? Kan et samfund overleve på en ideologi, hvis højeste mål er frigørelse fra overleverede fordomme og dogmer? Må en sådan ideologi ikke altid være en snylter, som lever af en kapital, som den ikke selv kan forny? Desværre synes tidens kulturradikale ude af stand til at stille sådanne spørgsmål og tænke sådanne tanker. Deres egen kamp mod fordomme er blevet dem en fordom, som gør dem blinde for de alvorlige politiske dilemmaer, som de selv er anbragt midt i. Man kan påpege, at kulturradikalismens ideologiske succes skyldes en sekularisering af det politiske, som på afgørende vis må anses for at være et produkt af den protestantiske kristendom. Desuden kan man påpege, at en tilsvarende fredelig sekularisering af det politiske aldrig har fundet sted i et islamisk land; og man kan forklare det med, at religionen dér har virket modsat, fordi den har et specifikt lovsystem - sharia - som den kræver gennemført, og som derfor udelukker nogen simpel accept af sekulariseringen af det politiske. I al sin enkelhed kan man fremføre, at forskellen mellem Jesu forkyndelse og Muhameds indebærer, at islams politiske dynamik er modsat dynamikken i den protestantiske kristendom. For kulturradikalismen gør sådanne sammenhænge ingen forskel. At religioner skulle kunne være forskellige med hensyn til deres potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk orden, er en mulighed, som de ikke kan anerkende. Den udelukkes af deres egne fordomme. Det er en mulighed, som man i deres univers må være fordomsfuld for at se. Men på hvilken side er fordommene? Kunne man dog blot få en fordomsfri diskussion med de kulturradikale om det. På tragisk vis har kulturradikalismen låst sig fast i kampen mod den religion, som historisk har medvirket til at skabe det sociale rum, som er kulturradikalismens egen livsbetingelse. At den derved skulle medvirke til at kvæle sine egne sociale forudsætninger, synes den hverken at have fantasi eller tankekraft til at forestille sig.