0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Krig mod terror er krig uden ende

Nogle amerikanere har allerede set torturfotografier nok. Men det har resten af verden ikke. Kronikøren, der er amerikansk forfatter, skriver, at en endeløs krig som den amerikanske vil blive dækket af endeløse strømme af fotografier.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

At tro, at præsident Bush eller forsvarsminister Donald Rumsfeld kan nøjes med at sige undskyld eller give udtryk for »afsky« over den amerikanske tortur i Abu Ghraib-fængslet i Irak, er en fornærmelse mod vores historiske og moralske sans. Tortur af fanger er ikke en vildfarelse. Det er en direkte følge af den doktrin for global krig, der lyder: Enten er du med os, eller også er du imod os. Med den har Bushregeringen søgt at ændre USA's internationale holdning, i radikal retning, og give mange hjemlige institutioner nye magtbeføjelser.

Bushregeringen har forpligtet landet til en pseudoreligiøs krigsdoktrin, den endeløse krig - for 'krig mod terror' er intet andet end det. Endeløs krig skal retfærdiggøre endeløse indespærringer. De, der indgår i et amerikansk straffesystem uden for loven, kaldes »tilbageholdte«; 'fanger', et i dag forældet ord, kunne lede tanken hen på, at de havde rettigheder ifølge international lov og love i alle civiliserede lande.

Denne endeløse 'globale krig mod terror' - hvorunder både den nogenledes berettigede invasion af Afghanistan og det udsigtsløse vanvid i Irak falder efter ordre fra Pentagon - fører uvægerligt til dæmonisering og umenneskeliggørelse af enhver, der af Bushregeringen udpeges som mulig terrorist: en definition, der ikke er til diskussion, og som sædvanligvis gives i hemmelighed.

Der er ikke rejst anklager mod flertallet af dem, der tilbageholdes i fængsler i Irak og Afghanistan - Røde Kors melder, at 70 til 90 procent af dem, der tilbageholdes, ikke synes at have gjort sig skyldige i andet end blot at være på det gale sted på det gale tidspunkt. De holdes hovedsageligt tilbage til »forhør«. Forhør om hvad? Om alt. Alt, hvad den tilbageholdte måtte vide. Hvis forhør er grund til at holde fanger fast i det uendelige, så bliver fysisk tvang, ydmygelse og tortur uundgåelig.

Husk: Vi taler ikke om det enestående tilfælde, den 'tikkende bombe', der nogle gange bruges som skoleeksempel på, at tortur er berettiget, når en fange har viden om et nært truende angreb. Vi taler her om almindelig og ikke målrettet indsamling af oplysninger, bemyndiget af den amerikanske hær og civiladministration for at lære om et ondskabens skyggerige, hvor de står på helt bar bund, i lande, som de i enestående grad savner kendskab til: I princippet kan en hvilken som helst oplysning være nyttig.

Et forhør, der ikke giver resultat (hvad resultatet så måtte bestå af), måtte regnes for en fiasko. Derfor er det så meget desto mere berettiget at forberede fangerne på, at de skal tale. Lægge dem i blød, udmatte dem - det er skønne omskrivninger af den bestialske praksis i amerikanske fængsler, hvor mistænkte terrorister tilbageholdes. Som sergent Ivan (Chip) Frederick noterede i sin dagbog, kan en fange desværre blive så udmattet, at han dør. Billedet af en mand i ligpose med is på brystet kan meget vel være den mand, Frederick beskrev.

Billederne vil ikke forsvinde. Sådan er den digitale verdens natur, og den må vi leve med. De var vel ligefrem nødvendige for at få vores ledere til at indrømme, at de havde fået et problem på halsen. Når alt kommer til alt, har det i mere end et år været konklusionerne på efterretninger indsamlet af Det Internationale Røde Kors, af journalister og humanitære protestorganisationer om grufuld afstraffelse af 'tilbageholdte' og 'mistænkte terrorister' i den amerikanske hærs fængsler, først i Afghanistan og siden i Irak.

Det er ikke troligt, at den slags rapporter er blevet læst af præsident Bush eller vicepræsident Dick Cheney eller Condoleezza Rice eller Rumsfeld. Der skulle billeder på bordet for at fange deres opmærksomhed, da det stod klart, at de ikke kunne undertrykkes; det var billederne, der gjorde alt dette 'virkeligt' for Bush og hans team. Indtil da havde der bare været ord, som man lettere kan dække over i vor tidsalder med endeløs digital selvreproduktion og selvspredning, og som derfor er lettere at glemme.

Nu vil billederne fortsat 'angribe' os - det må mange amerikanere føle. Vil de vænne sig til dem? Nogle amerikanere har allerede sagt, at de har set nok. Men det har resten af verden ikke. Endeløs krig: endeløse strømme af fotografier. Vil redaktører nu diskutere, om de skal vise flere, eller om det ville være 'dårlig smag' eller for underforstået politisk at vise dem ubeskåret (hvad der angående nogle af de kendteste billeder, f.eks. det med den blindede mand på kassen, er et anderledes og i nogle tilfælde mere gruopvækkende syn)? Med 'politisk' menes 'kritisk' over for Bushregeringens imperialistiske projekt.

For der hersker ingen tvivl om, at billederne, med Rumsfelds ord, skader »den anseelse, som de retsindige mænd og kvinder i de væbnede styrker nyder, når de modigt og ansvarligt og professionelt forsvarer vores frihed rundt om på kloden«. Den skade - på vores anseelse, vores image, vores succes som eneste supermagt - er, hvad Bushregeringen især begræder. Hvordan beskyttelsen af »vores frihed« - friheden for fem procent af menneskeheden - endte med indsættelsen af amerikanske soldater »rundt om på kloden«, bliver knap nok diskuteret af vore valgte beslutningstagere.

Reaktionen er allerede sat ind. Amerikanere advares mod at fortabe sig i overdreven selvbesindelse.

Den fortsatte strøm af billeder anses af mange amerikanere for en påstand om, at vi ikke har ret til at forsvare os selv: Men var det trods alt ikke dem (terroristerne), der begyndte? Dem - Osama bin Laden? Saddam Hussein? Hvad er forskellen? - de angreb først.

Senator James Inhofe fra Oklahoma, republikansk medlem af Senatets udvalg for de væbnede styrker, indrømmede før forsvarsminister Rumsfelds vidneudsagn, at han var sikker på, at han ikke var det eneste medlem af udvalget, der var »mere forarget over forargelsen« over fotografierne end over, hvad billederne viste.

Han forklarede, at »I ved, at disse fanger ikke sidder inde for trafikforsyndelser. Hvis disse fanger er i fængselsblok 1-A eller 1-B, er de mordere, de er terrorister, de er oprørere. Mange af dem har givetvis amerikansk blod på deres hænder, og her er vi åh så bekymrede for behandlingen af disse personer«.

Det er »mediernes« skyld. De forårsager og vedbliver at forårsage yderligere vold mod amerikanere rundt om på kloden.

Flere amerikanere vil dø. På grund af disse fotos.

Der er naturligvis et svar på denne anklage. Amerikanere dør ikke på grund af billederne, men fordi billederne har afsløret, hvad der sker med overkommandoens billigelse - det antydede generalmajor Antonio Taguba, fangevogteren Lynndie England sagde det, og (bl.a.) senator Lindsey Graham fra South Carolina, en republikaner, antydede det, efter at han havde set alle Pentagons billeder 12. maj.

»Noget af det er så gennemarbejdet, at det skærper min mistanke om, at andre kan have styret eller opmuntret det«, sagde senator Graham.

Senator Bill Nelson, en demokrat fra Florida, sagde, at den ubeskårede version af et billede, der viser en stabel nøgne mænd i en gang - en version, der afslørede, at mange andre soldater var til stede, nogle af dem så ikke engang på - modsagde Pentagons påstand om, at kun bøllesoldater var indblandet. Han sagde, at »de et eller andet sted i kommandostrukturen havde fået ordrer eller vink«.

En advokat for Charles Graner Jr., der er en af de implicerede, og som er med på billedet, fik sin klient til at identificere mændene på den ubeskårede version; ifølge Wall Street Journal sagde Graner, at fire af mændene var militære efterretningsfolk og en civil tolk, der arbejdede for denne efterretningstjeneste.

Men forskellen på foto og virkelighed - ligesom på spin og politik - kan let fordampe. Og det er regeringens ønskedrøm. »Der findes mange flere fotografier og videoer«, erkendte Rumsfeld i sit vidnesbyrd. »Hvis de frigives, vil det selvfølgelig gøre det hele værre«. Værre for regeringen og dens planer, formodentlig, ikke for dem, som er nuværende - og kommende? - ofre for tortur.

Det kan være, at medierne øver selvcensur, men Rumsfeld måtte erkende, at det er svært at censurere soldater på den anden side af kloden, som ikke skriver breve hjem som i gamle dage, hvor den militære censur åbnede dem og sværtede uacceptable linjer ud. I stedet er soldater i dag som turister, der, som Rumsfeld udtrykte det, »render rundt med digitalkameraer og, i strid med loven, tager disse utrolige fotografier og sender dem til medierne, til vores store overraskelse«.

Regeringens bestræbelser på at holde billederne tilbage kører på flere fronter. Lige nu er man legalistisk: Nu bliver fotografierne betegnet som vidnesbyrd i kommende straffesager, hvis resultat kan blive påvirket, såfremt de offentliggøres. Efter fremvisningen 12. maj af stribevis af billeder af seksuel ydmygelse og vold imod irakiske fanger sagde den republikanske formand for Senatets udvalg for de væbnede styrker, John Warner fra Virginia, at det var hans »stærke fornemmelse«, at de nyeste billeder »ikke skulle offentliggøres. Jeg tror, at det muligvis kan udgøre en fare for mænd og kvinder fra de væbnede styrker, når de, under stor risiko, tjener deres land«.

Men det stærkeste pres for at begrænse adgangen til billederne skyldes den fortsatte bestræbelse på at beskytte regeringen og dække over vores misregimente i Irak - man vil sidestille 'forargelse' over fotografierne med en kampagne for at undergrave USA's militære magt og de mål, den for tiden tjener.

Præcis som mange anså det for en indirekte kritik af krigen at vise tv-optagelser af amerikanske soldater dræbt under invasionen og besættelsen af Irak, vil man i stigende grad finde det upatriotisk at sprede nye fotos og derved yderligere skæmme billedet af USA.

For vi er jo i krig. Endeløs krig. Og krig er et helvede og langt værre, end mange af dem, der fik os ind i den rådne krig, synes at have forventet. I vores digitale spejlkabinet vil billederne ikke forsvinde. Ja, det ser ud til, at ét billede er tusind ord værd. Og selv hvis vores ledere vælger ikke at se på dem, bliver der taget tusindvis af nye snapshots og videoer. Det lader sig ikke stoppe.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage