I dag får Danmark et nyt museum. Dansk Jødisk Museum, indrettet i Christian IV's Galejhus på Slotsholmen, indvies i overværelse af det officielle Danmark. Det er ikke noget stort museum; med sine 500 kvadratmeter er det måske endda Danmarks mindste museum. Man kan sige, at der er overensstemmelse imellem museets størrelse og antallet af danske jøder, der i dag kun tæller lidt over 2.000 og aldrig har udgjort mere end promiller af befolkningen. De danske jøder - eller jødiske danskere - er en gammel, integreret, men ikke assimileret befolkningsgruppe i Danmark. Der er en lang historie at fortælle, for jødernes historie i Danmark går tilbage til Christian IV, der i 1619 ansatte en portugisisk jøde som møntmester i den nyanlagte by Glückstadt. 50 år senere bosatte en række jøder sig i selve kongeriget hidkaldt af regeringens initiativer til ophjælpning af indenrigshandlen. Fredericia, der ligeledes var en af de nyligt anlagte byer, gav i 1682 som den første sine jødiske indvandrere religionsfrihed. Som andetsteds i Europa havde man allerede tidligere hidkaldt veletablerede jøder til hovedstaden, eller rettere til hoffet, for den hjemlige handelsstand så ikke med blide øjne på den konkurrence, der kom fra de internationalt orienterede jøder. Først i 1684 opnåede Meyer Goldschmidt at få tilladelse til at holde gudstjeneste i sit hjem. 1684 markerer dermed grundlæggelsen af den jødiske menighed i København, der - selv om der spredt i landet findes enklaver af jøder - er hovedsædet for jødiske aktiviteter, og hvor i dag landets eneste synagoge findes. For i de mange byer rundt i landet som Horsens, Randers, Aalborg og Fåborg, hvor der før var et jødisk borgerskab, er synagogerne for længst nedrevet. Man kan undre sig over, at det har taget så lang tid at få etableret et sted, hvor dette lange og ikke uinteressante indslag i Danmarks historie får sin niche. I modsætning til, hvad der er tilfældet i de fleste andre lande, er det offentlige ikke involveret i museets drift. Men når man først nu og på privat initiativ får et museum for de danske jøder, kan man måske se dette som resultat af en i og for sig positiv holdning fra officiel side, idet man i Danmark ikke som i andre lande har følt behov for et 'mindretalsmuseum' for ikke at sige et holocaust-museum, ej heller ikke for et stort monument for redningen af de danske jøder i 1943. Ude i verden er Danmarks navn stadig knyttet til denne redningsaktion, hvor størstedelen af den jødiske menighed først blev skjult og derefter sejlet på fiskerbåde til Sverige takket være en fantastisk og hurtig indsats fra anonyme medborgere - og Sverige ikke at forglemme. Og den medmenneskelige indstilling til et mindretal, hvoraf størstedelen var flygtet hertil for blot en eller to generationer siden, vil vedblive at være en væsentlig del af Danmarks image ude i verden. Netop dette, at man i hvert fald gennem det 20. århundrede generelt ikke har fokuseret negativt på dette lidt anderledes befolkningselement, vidner om en vellykket integration. Sammenlignet med Europas andre lande har jødisk liv i det 20. århundrede kunnet udfolde sig frit i Danmark uden krav om, at såfremt man ikke assimileredes, måtte man finde sig et andet land. Man kan blot sammenligne med forholdene i Norge, hvor sætningen »Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget« først blev slettet fra den norske grundlov i 1851. Helt uproblematisk har jødernes historie i Danmark nu ikke været; men som et af de meget få lande i Europa har forholdene for danske jøder i det store hele været stabile og i hvert fald uden de forfærdelige pogromer, der blandt andet ramte jøderne i store dele af Østeuropa i det 20. århundredes begyndelse. Tværtimod har Danmark både omkring 1900 og igen i 1970'erne taget mod fordrevne, østeuropæiske jøder. Hvorfor så et specifikt jødisk museum? Man skal lægge mærke til navnet: Dansk Jødisk Museum og ikke Det jødiske museum i Danmark. Helt fra 1985, hvor ideen for alvor konkretiseredes i nedsættelsen af en bestyrelse, der har arbejdet hen mod denne dag, var der konsensus om, at indholdet ikke som i flertallet af jødiske museer skulle være jødernes generelle historie, men kun den dansk jødiske historie. En formidling af historien bør dog i ethvert museum have et nutidigt sigte. Dansk Jødisk Museum har meget på hjerte, og alle, der har været involveret i etableringen, har en lang ønskeliste for det lille nye museum. I de 20 år, der snart er gået, fra den første bestyrelse påbegyndte planlægningen, har et væsentligt mål været at åbne sig mod omverdenen, at berette om de danske jøders relativt ukendte historie og ved hjælp af de kulturskatte, der findes i forskellige samlinger, at visualisere årets og livets gang i en jødes liv. At afmystificere det jødiske, blandt andet gennem indblik i den almindelige jødiske danskers hverdag. Dansk jødisk historie er et lidet kendt kapitel i Danmarks historie - også for mange jøder og for efterfølgere af de gamle jødiske familier. Igennem det 19. og 20. århundrede er dansk og dansk jødisk historie vævet sammen af den i forhold til antallet relativt store procent af jødiske industrifolk, videnskabsmænd og kunstnere, der bidrog til at forme det Danmark, vi kender i dag. Dansk jødisk kultur får med museet et sted, hvor historie, religion, kunst og kultur kan mødes, og hvor man i samarbejde med den enestående samling af hebraisk og jødisk litteratur i Det Kgl. Biblioteks orientalske afdeling, der i forvejen tiltrækker udenlandske forskere, kan bidrage til videre udforskning i dansk jødisk historie. Som en af de ganske få jødiske befolkningsgrupper i Europa kan vi visualisere vor historie næsten tilbage til grundlæggelsen for mere end 300 år siden. I tyske, syd- og østeuropæiske museer har man måttet opspore, tilbagekøbe eller erstatte de kulturelle vidnesbyrd, der med nazisternes ødelæggelse af jødisk liv var blevet destrueret eller spredt for alle vinde. Disse museers formål har ikke mindst været at genskabe en historisk identitet. Men jødedom er ikke kun et religiøst tilhørsforhold - det er i høj grad et kulturelt. Jødiske danskere udgør langtfra en homogen gruppe; det er et vigtigt aspekt ved museet, at det vil vise de mange fraktioner, der i lille målestok afspejler forholdene i det omgivende samfund. Ved siden af, at museet således vil formidle et væsentligt aspekt af dansk kulturarv, er et nok så vigtigt punkt på dagsordenen det pædagogiske sigte, der hele tiden igennem de mange års forsøg på at rejse midlerne til indretning og drift har været et stærkt incitament. Hvor man i andre lande de sidste 10-20 år har taget forfølgelse og udryddelse af medmennesker op som et uhyggeligt aktuelt emne, der til stadighed bør fortælles for kommende generationer af børn og unge, kan vi tillige fortælle om den menige danskers tolerance og omsorg for medmennesket. En forudsætning for medmenneskelig tolerance er vel bedre indsigt i andres kulturelle baggrund. Der har i de senere år været en voksende forskning i Danmarks forhold til jøderne under Anden Verdenskrig og af det officielle Danmarks afvisning af jødiske flygtninge fra Tyskland, hvilket har medført, at der er blevet slået skår i det rosenrøde billede. Men jødiske danskere føler generelt en dyb taknemmelighed over den indsats, anonyme danskere gjorde for at redde landsmænd. Som nævnt er Dansk Jødisk Museum ikke som mange andre jødiske museer i verden et holocaust-museum, selv om den tunge skæbne, der overgik omkring 500 danske jøder i Theresienstadt, er en del af dansk jødisk historie. Dansk Jødisk Museum åbner på et tidspunkt, hvor der i det hele taget mærkes en stigende interesse fra ikkejødisk side for jødisk historie, kunst og kultur - tænk blot på klezmermusikken. I 1980'erne oplevede vi begyndelsen til en indvandrerdebat, der ikke altid var lige behagelig. Som en naturlig følge af jødernes omskiftelige skæbne har jøder taget flygtninge og indvandreres parti. Fra bestyrelsens side ønskede vi at åbne for kendskabet til jødedom samtidig med, at vi kunne berette om et velintegreret mindretal - og altså ikke en etnisk minoritet - som på den ene side belært af erfaring ikke har skiltet med det jødiske, men som på den anden side også har fået mulighed for at fastholde sit jødiske tilhørsforhold, der i dag lige så ofte er kulturelt som religiøst. Danmark udgør således en positiv undtagelse. De uerstattelige synagogale kunstværker - mange af dem i øvrigt udført af danske håndværkere - var under krigen gemt i Trinitatis Kirke. En følge af en omskiftelig historie er ofte en stærk nationalfølelse, man kan sige et behov for, et ønske om for alvor at slå rod der, hvor man af skæbnen og tilfældet er blevet sat i land. Siden 1980'erne har balancen ændret sig markant i forhold til den nye bølge af indvandring, der nu tæller mere end 200.000 hovedsagelig med islamisk baggrund. Jødernes årtusindgamle, usikre tilværelse med forfølgelse, isolation i ghettoer og udelukkelse fra lav og embeder har helt til vor tid medført, at man ikke skilter med sin jødiske identitet. Da vi påbegyndte planlægningen af museet, var beretningen om jødernes integration et af målene i en verden, hvor flygtninge og forfulgte endnu en gang var blevet hverdag, også i det fredelige Danmark. Siden er meget ændret; måske museet ved at åbne sig mod omverdenen kan blive et bolværk mod den voksende antisemitisme, der per automatik sætter lighedstegn mellem jødisk og israelsk. Flere gange i løbet af det 20. århundrede opstod tanken om et jødisk museum i Danmark. Når der kom vind i sejlene, skyldtes det dels Diasporajødedommens voksende behov for at hævde sig som selvstændige enklaver i de respektive nationale områder med egne traditioner og egen historie - uafhængige af staten Israel; dels også, måske mere ubevidst, debatten om mindretals rettigheder. Nu burde man ikke længere leve skjult, diversiteten i samfundet burde opprioriteres, og fokus rykkede fra landet som en homogen helhed til samfundet som en stadig omskiftelig størrelse; eksempelvis oprettedes Kvindemuseet i 1982 - for et temmelig stort 'mindretal' - og egnsmuseer og specialmuseer opstod og udviklede sig. Et museum må have en samling at vise frem, ting, der kan anskueliggøre historien. Under arbejdet i 1984 med opsætningen af udstillingen 'Indenfor murene' i Kunstforeningen i København gik det op for os, at vi i Danmark har en unik samling kunsthåndværk, fremstillet i Danmark af danske håndværkere, men uden at disse sølvsmede, dekorationsmalere og broderere er medtaget i den danske litteratur. Disse ting er som det jødiske mindretal danske og jødiske på én gang. Og de er i høj grad en del af den danske kulturarv. I perioden efter Anden Verdenskrig er der oprettet en række større og mindre jødiske museer i Europa, alene i Tyskland 15! Mest omtalt er nok museet i Berlin, der ved skæbnens ironi indviedes et par dage før 11. september 2001, adskillige år efter at arkitekten Daniel Libeskind havde færdiggjort selve bygningen. Ikke mindst til Berlinermuseet er der knyttet mange følelser. Selv tog jeg oprindeligt stærkt afstand fra tanken om et jødisk museum i den by, hvor planlægningen af jødernes udryddelse fandt sted nogle hundrede meter fra det sted, hvor man påtænkte opførelsen af det nye museum. Men under en præsentation af projektet i Israel Museum i 1987 blev min modvilje mod ideen vendt til dyb fascination, for dér fremlagde Libeskind et projekt, der bedre end ord berettede om jødernes skæbne, og som samtidig gav et forståeligt, men sublimt symbolsprog tilbage til arkitekturen. At man så senere spolerede ideen og bygningen ved at fylde den med nyanskaffede museumsgenstande, er en anden sag. I stedet for at lade tomheden symbolisere den ødelagte tysk-jødiske kulturarv og bygningen dermed være mindesmærket for Berlins myrdede jøder, er man nu tilmed i gang med at rejse et nyt holocaust-mindesmærke ved Rigsdagsbygningen. Monumenter for historiske begivenheder, for sejre, nederlag og massemord har vist egentlig udspillet deres rolle i vor tid. Under Libeskinds foredrag opstod tanken om at bede denne da ret ukendte arkitekt udforme, hvad man kan kalde modsætningen til Berlins Holocaustmuseum; i det danske museum er det trods alt den lykkelige undtagelse, der berettes om. Og til min store glæde accepterede Libeskind ikke mindst af denne grund. Mitzvah er det navn og den ide, Libeskind endte med at vælge som ledetråd for Dansk Jødisk Museum. Da kun få genstande beretter om redningen, der for altid vil knytte Danmarks navn til jødernes historie, har Libeskind så at sige inkorporeret dette i bygningen blandt andet ved at skråne gangbanen en smule, for at give den besøgende en fornemmelse som den, man har på et skibsdæk. Museets grundplan er dertil bygget over de hebraiske bogstaver, der indgår i ordet mitzvah, der kan oversættes til velgerning. At væggenes opbygning og de indbyggede montrer minder om Berlinermuseets, bør ikke undre; for enhver kunstner har sit personlige formsprog. Men hvor væggene i Berlin er i en dyster betongrå, er de i København i smukt, lyst træ. Med Libeskinds projektering i 1990'ernes begyndelse af det kommende museum var det i øvrigt for første gang i årtier ikke en dansk arkitekt, der fik en sådan opgave. Siden er der for alvor slået hul på den indstilling, at danske arkitekter så at sige havde eneret på danske byggeopgaver - selv om andre lande gerne lod dem bygge. Nu udvides Ordrupgaard med Zaza Hadids visionære tilbygning, der vil tilføre dansk arkitektur et nyt aspekt, ligesom Jean Nouvels radiohus i Ørestaden står foran sin realisering. Forhåbentlig vil Dansk Jødisk Museum give den besøgende en smuk oplevelse, men tillige med sine specielle indfaldsvinkler bidrage til en mere differentieret forståelse af et differentieret mindretal, så fordomme og den generaliserende antisemitisme ikke igen tager overhånd.