»Et land kan bedømmes på den måde, det behandler sine fanger på«. Winston Churchill Da den svenskekunstner Engstrøms figur, Kolingen, passerer et forretningsvindue med alle slags skønhedsmidler, udtaler han de berømte ord: »Skönt at det finns«. Og efter en lille pause: »Skam at det behövs«. I København er der udført medicinsk arbejde mod tortur siden 1974, begyndende med 4 frivillige læger og nu med mere end 250 rehabiliteringscentre for torturofre verden over. »Skönt at det finns«. Foruden at rehabilitere ofre for tortur arbejdes der for at få tortur på dagsordenen, for at udbrede kendskabet til, hvor tortur anvendes, hvor destruktiv tortur er for ethvert demokratisk tiltag; for at bryde tavsheden om tortur. Polemikken i medierne, aviser, radio og tv, nationalt og internationalt, har vist, at det er lykkedes. »Skam at det behövs«. Fra Danmark er der helt klare positive udtalelser fra general Helsø over politiske ordførere fra Folketingets partier til udenrigsministeren, fra aviser, medier, ledere i aviser og ngo'er: »Tortur bør ikke finde sted«. Der er fremdraget mange kendsgerninger og stillet mange forslag til forbedringer, til udbedringer og til udtalelse. Ét aspekt synes at mangle, og formålet med denne Kronik er at understrege, at det nødvendige internationale instrument rent faktisk findes. Dette instrument tager hensyn til alle problemer vedrørende tortur - og kræver egentlig bare at blive brugt. Instrumentet er FN's 'Konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf'. Den er vedtaget - i konsensus - af FN's generalforsamling 10. december 1984 (herefter udnævnt til FN's menneskerettighedsdag) og trådte i kraft 26. juni 1987 (denne dag er efterfølgende på dansk initiativ blevet udråbt til FN's officielle dag til støtte for torturofre). Konventionen er nu ratificeret (anerkendt) af 134 lande - heriblandt alle de lande, der for tiden har tropper i Irak. Konventionens bestemmelser gælder altid i krig, hvor de såkaldte Genève-konventioner er gældende, og altid i fredstid, hvor Genèvekonventionerne ikke er gældende. Så undskyldningen brugt i Afghanistan: »Jamen vi er ikke i krig, så konventionerne gælder ikke. Det er ikke krigsfanger«, holder ikke vand. Konventionen mod tortur gælder altid. Og i modsætning til nogle andre konventioner kan denne ikke sættes ud af kraft, heller ikke delvist og heller ikke for en kortere periode. Så brug konventionen mod tortur som retsgrundlag - hvis den er god nok. Lad os se, om den er det! Artikel 1 giver en definition af tortur - ikke af »anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf«. Disse begreber er nemlig ikke definerede og vil formentlig aldrig blive det. Fire forholdskal være til stede for at opfylde definitionen på tortur. Mangler der et, er der ikke tale om tortur. Det skal dreje sig om: 1) »Stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mentalt«. 2) »Bevidst påføres« (på engelsk måske mere korrekt og dækkende: »is intentionally inflicted«. Jeg tror, at de fleste er klar over - eller at de kan forestille sig - at man bliver syg af tortur. Tortur er den eneste sygdom, der er 'forsætlig' - alle andre skyldes bakterier, vira, cancer etc. Tortur er påført af et medmenneske - og den urimelighed bidrager til, at følgetilstandene er så forfærdelige. 3) Handlingen skal være udført med et formål. Der er nævnt mange formål i konventionen. Mest kendt er vel ønske om oplysning eller ønske om at opnå en tilståelse, men det er også et nævnt formål at ydmyge personen eller en tredje person (se venligst billederne fra Irak!). For øvrigt er tortur en særdeles dårlig metode at få tilståelser eller oplysninger på: Ofret ender altid med at sige alt, hvad bødlen ønsker at høre, tilstå alt, f.eks. ved at underskrive blanke sider. Vi plejer at sige til politiet, når de undervises: »Ønsker I sandheden, eller ønsker I en tilståelse?«. 4) Endelig: Torturen skal være udført af en af staten ansat person eller med statens kendskab eller billigelse. Og det gør jo det hele endnu værre: Det er staten, der står bag. Artikel 2 forbyder anvendelse af tortur - og gør det særdeles tydeligt og klart: »Ingen særlige omstændigheder af nogen art, hverken krigstilstand eller trussel om krig, indre politisk ustabilitet eller nogen anden offentlig nødstilstand kan påberåbes til retfærdiggørelse af tortur«. Altså aldrig tortur . Heller ikke over for terrorister. Heller ikke med henvisning til 'en tikkende bombe'. Heller ikke 'vi kan redde 200 menneskeliv, hvis vi torterer én mand'. Nej, aldrig tortur som beskrevet i artikel 1. Og: paragraf 3 af artikel 2 siger: »En befaling fra en overordnet eller en offentlig myndighed kan ikke påberåbes til retfærdiggørelse af tortur«. Det er vel én af de mest vidtrækkende bestemmelser. Den gælder jo også militæret. Militærets 'grundlov' er: »Adlyd ordre, ellers er det mytteri«. Er ordren (eller er indholdet af en skriftlig instruks): »Brug alle midler«, ja da er svaret »Nej, ikke tortur«. »Udøver jeg (den underordnede) tortur, gør jeg mig skyldig i en forbrydelse og skal straffes. Og den, der giver ordren, er også en forbryder og skal straffes«. Artikel 2 er således en beskyttelse mod enhver form for tortur og også en retslig beskyttelse af de personer, der nægter at udøve torturen. Ikke færre end 5 artikler (4 til 8) beskæftiger sig med at straffe bødler. Kort resumeret skal staten sikre: At tortur, som defineret i artikel 1, er en forbrydelse i landet. At personer, der er anklaget for tortur, bringes for retten og, såfremt de findes skyldige, idømmes »passende straf under hensyn til (handlingens) alvorlige natur«. Endvidere: Der er ingen forældelsesfrist for forbrydelsen 'tortur'. Der kan ikke gives amnesti for forbrydelsen tortur - så hvis præsident Bush, lige før valget i november, ønsker at benåde soldater, der under kampene i Irak har begået forbrydelser, ja, da må han undtage torturbødlerne. Vi siger ofte i rehabiliteringscentrene, at måske kan ofrene tilgive bødlerne. Vi andre kan ikke gøre det på deres vegne. Tortur er en international forbrydelse. Og det i højere grad end andre, såsom forbrydelser mod menneskeheden, folkedrab etc. Et eksempel kan illustrere dette: Jeg, en dansk statsborger, har på ordre fra USA's forsvarsministerium torteret en jordansk statsborger, medens han befandt sig i Afghanistan. Jeg er senere på ferie i Storbritannien. Det er da Storbritanniens pligt (ikke mulighed eller rettighed - men pligt) at »tage mig i forvaring eller tage andre lovlige midler i anvendelse for at sikre min tilstedeværelse«, medens sagen undersøges. Anklagemyndigheden skal behandle sagen på samme måde som alle andre sager, og findes der grund til at rejse en sag, skal denne rejses enten ved engelsk domstol, eller jeg skal udleveres til en stat, hvor retsforfølgelse vil finde sted. Hvad angår forbrydelsen tortur, overflødiggør 'Konventionen mod tortur' således den internationale domstol, som USA jo ikke er medlem af. Reglerne gælder for alle. Også statsoverhoveder og tidligere sådanne. Spørgsmålet om 'diplomatisk immunitet' er imidlertid ikke helt løst. Det danske Justitsministerium ville ikke tage stilling, men henviste til det danske Udenrigsministerium, der mente, at diplomatisk immunitet også omfattede den internationale forbrydelse 'tortur'; i modstrid med opfattelsen i FN´s Komité mod tortur. Fem af konventionens artikler er skabt for at modvirke straffrihed (impunity). Påståede bødler skal bringes for retten, uanset nationalitet af bøddel eller offer eller stedet for forbrydelsen; og hvis bødlerne findes skyldige, skal de idømmes straffe, der afspejler forbrydelsens grusomhed. Foruden bødlen er der også et (eller flere) ofre. Artikel 14. Den torterede skal af staten have oprejsning, erstatning og »en så fuldstændig rehabilitering som muligt«, hvilket vil sige en medicinsk rehabilitering. Det er staten, der skal give disse. Det skal ikke være nødvendigt for ofret at anlægge sag mod bødlerne eller staten. Vedrørende medicinsk rehabilitering i Irak er der netop gjort tiltag for at muliggøre en sådan. Men hvad med forebyggelsen? Artikel 10 beskæftiger sig med undervisning. Også her er den engelske tekst klarere og stærkere end den danske oversættelse. Den officielle danske oversættelse af paragraf 10 lyder: »Enhver deltagende stat skal sikre, at undervisning og oplysning vedrørende forbuddet mod tortur indgår (på engelsk: are fully included) i undervisning og træning af civilt eller militærretshåndhævelsespersonale, lægeligt personale, offentligt ansatte og andre personer, som måtte være involveret i forvaring, forhør eller behandling af enhver person, som er underkastet enhver form for anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling«. Altså en helt klar besked: Personale, civilt eller militært, der udsendes til tjeneste i krig eller til tjeneste i fredsbevarende styrker, skal, før de udsendes, være trænede i forbuddet mod tortur og dettes overholdelse (og ikke 'blot' i 'menneskerettigheder' eller i 'Genève-konventionerne'). Kritikken fra den amerikanske general, der efterlyste undervisning, var således helt berettiget, ligesom ønsket om, at Folketinget oplyses om uddannelsen af dansk militær, er helt berettiget. Det er simpelt hen en pligt at uddanne dette personale. Generalen efterlyste også kontrol og supervision. Artikel 11 beskæftiger sig med dette: »Enhver deltagende stat skal til stadighed og systematisk gennemgå regler vedrørende forhør, retningslinjer, metoder og praksis såvel som foranstaltninger vedrørende forvaring og behandling af personer, som er underkastet nogen form for anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling på ethvert territorium under dens jurisdiktion med henblik på at forebygge noget tilfælde af tortur«. Havde USA opfyldt indholdet i artikel 11, således som det har forpligtet sig til at gøre, ville problemerne ikke være opstået, ligesom artikel 11 og de andre artikler (1 til 8) giver det retslige grundlag for at løse de opståede problemer. Men hvem skal undersøge? Artikel 12: »at dens kompetente myndigheder hurtigt iværksætter en upartisk undersøgelse ... af enhver torturhandling« og artikel 13: »enhver person ... torteret ... har ret til at klage og få sin sag hurtigt og upartisk undersøgt af kompetente myndigheder«. Retsgrundlaget for USA til en undersøgelse af, hvad der er foregået i fængsler og så videre, er således til stede. USA skal bare gå i gang. Endelig: Artikel 15: »En tilståelse opnået efter tortur må ikke bruges i en retssag«. Så militær og politi bør læres: Har I opnået en tilståelse ved tortur, har I spildt jeres tid. Tilståelsen kan ikke anvendes. Det relevante personale skal således lære og forstå, at tortur altid er forbudt, også selv om der gives ordre til det. At det foruden ulovligt og strafbart også er nedværdigende for ofret, for bødlen og for samfundet i sin helhed. Og endeligt, at drejer det sig om en tilståelse, har det været omsonst. Spørgsmålet om validiteten af oplysninger givet under tortur, i forhold til oplysninger opnået på normal vis, er ofte rejst. Kun få undersøgelser er foretaget. I Peru har det vist sig, at politiet kunne stole på de oplysninger, de fængslede havde givet under normale forhør, medens de torterede bare havde tilstået 'alt', og oplysningerne derfor var uden værdi. Så tortur er foruden alt det andet også en dårlig arbejdsmetode. Hvad nu, hvis USA ikke retter sig efter konventionen? Ja, så kan artikel 20 måske bruges: »Hvis komiteen (FN's Komité mod Tortur) modtager pålidelige oplysninger, som synes at indeholde velbegrundede tilkendegivelser om, at tortur anvendes systematisk ... opfordrer komiteen den deltagende stat til at samarbejde (bedre på engelsk: the Committee shall invite ... ). Og et sådant tiltag kan ende med et inspektionsbesøg i landet (en artikel 20-undersøgelse). Komiteen består af 10 medlemmer. Som medlem fra komiteens start i 1988 til år 2000 har jeg opnået kendskab til komiteens arbejde og dens medlemmer. De kan blandt andet alle læse, og derfor har de vedrørende USA og Irak modtaget »pålidelige oplysninger« bl.a. fra USA's forsvarsminister Rumsfeld. (Siger han, at der er tortur, skal det nok være rigtigt.) »Velbegrundede tilkendegivelser«: se blot billederne. »Tortur anvendes systematisk«: Ja, det foregår i specielle fængsler, under specifikke forhold, og det er jo systematisk. Så komiteen kan efter min mening iværksætte en paragraf 20-undersøgelse og herunder selv inspicere forholdene. 'Konventionen mod tortur' indeholder således alle nødvendige bestemmelser for at straffe bødler og kompensere, forebygge, kontrollere, undervise og eventuelt selv inspicere; den er tilstrækkelig. Statsministeren blev inden sit USA-besøg anmodet om at foreslå præsident Bush, at USA tilmelder sig den internationale domstol (ICC) og ratificerer 'tillægsprotokollen' til 'Konventionen mod tortur'. Dette vil selvsagt være et meget positivt signal at sende, men for at undersøge, bringe for retten, straffe bødler, hjælpe ofre, undervise, inspicere og eventuelt besøge er ovennævnte tiltag imidlertid ikke nødvendigt. 'Konventionen mod tortur' er tilstrækkelig. Amerikas præsident skal blot overholde alle artiklerne i konventionen. Så går det nok! Bent Sørensen har været formand for RCT 1984-1990 og medlem af FN's Komité mod Tortur fra dens start i 1988 indtil 2000.