Folkekirken er et godt sted at kede sig. Hvis der er noget vi kan bedre i kirken end andre steder i samfundet, så er det at kede folk. Det skal vi være stolte af. I vort moderne samfund er det umuligt at få lov til at kede sig. Tag f.eks. min onkel. Hele sit liv havde han gloet. Da han blev så gammel at han ikke længere kunne klare sig selv, kom han på et plejecenter. Det var han godt tilfreds med. Han lagde sig straks ned på sengen. Der blev han liggende. Ifølge centrets målsætning skulle de gamle aktiveres for at blive glade for deres alderdom. Derfor blev min onkel tilbudt to aktiveringsprogrammer. Det ene var Solsikkeklubben. Her lavede de gamle beboere solsikkegule grydelapper til Moder Theresa. Det interesserede ham ikke. Han ville glo. Derfor afslog han venligt tilbuddet. Det andet tilbud var mere graciøst. Min onkel blev tilbudt at blive formand for centrets humorforladte humørklub. Men heller ikke dette tilbud ønskede han at tage imod. En læge blev tilkaldt. Man fandt frem til en diagnose. Han led af en endogen depression. Uden at min familie vidste det blev den gamle mand sat på lykkepiller og satte i løbet af tre uger rekord i at lave solsikkegule grydelapper til Moder Theresa. En dag spurgte jeg ham om det som ingen havde mod til at spørge ham om. »Hvorfor glor du altid?«, sagde jeg. Han svarede: »Travlhed er ikke andet end flugt, min dreng«. Så gad han ikke sige mere. Siden den dag har jeg vidst at travlhed kommer indefra, ikke udefra. Folk har travlt fordi de ønsker at have travlt. Der er mange fordele ved at have travlt. Man slipper for at være sammen med sin ægtefælle. Man slipper for at være sammen med sine børn. Og man slipper for at tænke tirrende tanker om død og evighed. I en typisk dansk familie ser det derfor sådan ud: Forældrene vender sent hjem fra arbejde. Moderen skal straks efter at hun er kommet hjem til aerobic i hallen. Faderen skal af sted til finere etnisk madlavning på skolen. Skal de ikke det, ifører de sig Danmarks nye nationaldragt: den rød-hvide joggingdragt og løber en lang tur i skoven med fråde omkring munden og et åndedrag som så de pornofilm. Efter løbeturen skal en af forældrene til et møde. Som regel i en forening, hvor man ved konstitueringen har skyndt sig at nedsætte et aktivitetsudvalg. Ingen har tænkt på at der er mere brug for et passivitetsudvalg. Men der er et godt middel mod travlhed. Man kan gå i kirke. Faktisk er kirken det eneste sted i vort samfund man kan kede sig uden at blive forstyrret. De første par ugers kirkegang er for nybegyndere en kold tyrker. Man sidder på den hårde kirkebænk og vrider sig. Men efterhånden går det bedre. Forfatteren Milan Kundera skriver: »Der er en hemmelig forbindelse mellem hurtigheden og glemslen og langsomheden og erindringen«. Han har ret. Det hurtige glemmer vi. Det langsomme husker vi. Intet sted udfolder langsomheden sig med større skønhed end i kirken. Ligesom vi i folkekirken kan det der med at kede folk på en særdeles opløftende måde, kan vi også det med langsomheden. Langsomt skrider præsten frem foran alteret. Langsomt ruller salmerne sig ud. Vi husker det langsomme. Langsom erotik. Langsomme måltider med langsomt tilberedt mad. Langsomme samtaler. Men vi glemmer det hurtige. Hvem kan f.eks. huske fastfood? Indimellem kan man være heldig at opleve en gammel kone i Netto der med sin rollator ruller op foran kassen. En stemning af revolution rejser sig i køen over hendes langsomhed. Folk siger de ikke kan følge med når de er i kirke. Det er noget sludder. Det er når de ikke er i kirke at de ikke kan følge med. I vor tider vi ikke gode til det med hemmeligheder. Ægtepar praler med at de ikke skjuler noget for hinanden. Problemet er bare at det ikke er det man siger til hinanden, der holder et ægteskab sammen. Det er det man ikke siger. Når alt skal blottes i vor tid må det skyldes at det vi kan se, er blevet mere interessant end det vi ikke kan se. Gudskelov har kirken ikke ladet sig skræmme af hemmeligheder. Ingen har større erfaring med at forvalte hemmeligheder end kirken. Ikke blot har præsterne tavshedspligt. Ud over budget- og regnskabstallene har kirken ingen ambitioner om at afsløre meget mere. Som en brusende, hemmelighedsfuld flod flyder Guds mysterier gennem kirken. Ingen troende har protesteret over at det fortsat er en dyb hemmelighed hvordan Guds søn var i stand til at opstå fra de døde. Det er ikke det man forstår når man er i kirke der giver en styrke til at leve og dø. Det er det man ikke forstår. I dag er det blevet et krav til kirken at den skal være forståelig. Det hele skal skæres ud i pap hvad mange moderne salmer er bevis på. Men fra bl.a. 'Harry Potter'-bøgerne ved vi at ingen lader sig slå ud af uforståelige ord. Tværtimod. Der er noget fascinerende ved store, katedralagtige ord. Nåde. Vederkvægelse. Barmhjertighed. Frelse. Ordene basker gådefulde rundt i kirkerummet. Man kan vokse i dem. Ens liv bliver ikke anderledes end det sprog vi bliver udsat for. Der skal høje ord til et højt liv. Men folkekirken er ikke i øjeblikket særlig stolt over sine hemmeligheder. Man bilder sig ind at hvis bare folk forstår kirkens ritualer og sprog, så bliver de begejstret for institutionen. Det er noget vrøvl. Kirkens styrke er dens hemmelighedsfuldhed. Man forstår ikke fastetidens lilla farve. Men det er ligegyldigt. Der er hemmelige koder i farverne som pirrer en. Man fatter ikke alle ordene i tekstlæsningerne. Det gør heller ikke noget. De lyder som beroligende bølgeskvulp fra evigheden. Desværre har danskerne endnu ikke fundet ud af at hengive sig til kedsomheden, langsomheden og det hemmelighedsfulde. Man har glemt hvor fedt det er i kirken fordi kroppen ikke har været med til at huske Gud. I årtier har der været et slogan herhjemme der lyder sådan: Det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken end at sidde i kirken og tænke på kroen. Det er yderst uforskammet over for kroen. Hvor usympatisk at drikke en elefantøl uden at have sin sjæl med i det. Og hvor ulækkert at gå i kirke og fornemme alle de mange sjæle der tilsyneladende flagrer rundt i kirken som hvide spøgelser mens kroppene sidder på kroen til den billige søndagsbuffet. Vi må fra folkekirkens side have overbevist folk om at der til en indre kristen overbevisning også hører et ydre, synligt udtryk. Og den bedste måde menigheden kan vise denne indre overbevisning på med et ydre udtryk er ved at møde op i kirken med deres kroppe. Let's get physical som Olivia Newton John synger. Som barn sad jeg søndag efter søndag i Vordingborg Kirke. Der var kun få kirkegængere. Som regel gamle koner med sorte frakker, hvor deres skæl var trængt ud gennem hårnettene og havde lagt sig på deres frakkekraver som galakser af stjerner, måner og sole i et mørkt univers. Det var vildt inspirerende. Jeg stirrede på skællene og rejste ud i universet som kaptajn på et kæmpe kirkeskib. Senere hen i mit liv begyndte jeg hver sommer at gå i kirke i USA, hvor kirkerne var proppet med hundredvis af mennesker. Og jeg fattede hvad der havde været i vejen med Vordingborg Kirke. Det var ikke arkitekturen, ikke skællene, ikke prædikenerne. Men manglen på kroppe. Der er ingen tvivl om at vi lutheranere på en eller anden måde er kommet til at fortrænge det kropslige, så folk i dag simpelt hen tror at de ikke kan finde kropslighed i folkekirken og derfor stiller deres religiøse hunger andre steder. Tag korstegninger. Lutheranere er elendige til at slå kors. En italiensk fodboldspiller slår korses tegn foran sig når han skal skyde et straffespark. Foran tusindvis af tilskuere viser han med sin krop at han har en indre overbevisning der hedder kristendommen. Og så skyder han og scorer i modsætning til Brøndby. Det virker som en bagatel. Men enhver pædagog ved at man husker bedre når kroppen får lov til at være med i det man skal huske. Det er interessant at studere hvordan vore kroppe opfører sig i kirken. Vi har jo bildt os selv ind at vor kristendom er noget der kun foregår oppe i hovedet. Derfor synes en stor del af befolkningen at det er i orden at børnene løber støjende og skrigende rundt i kirken. Vi har ikke et ordentligt kristent kropssprog der udtrykker gudsfrygt, ærbødighed, respekt for guddommelige. Det er ikke underligt at der er kommet et stor behov for at genvinde et kristent kropssprog gennem f.eks. pilgrimsvandringer og det at tænde lys i kirkernes glober eller slå kors for sig. Kroppen vil have lov til at være med. Let's get physical . Jeg var engang præst i Californien. Kørte jeg rundt på gaderne i Los Angeles kunne jeg om søndagen se at det var de kristnes helligdag. Folk var klædt anderledes på. De var iført deres fineste tøj. I USA klæder man sig på for Herren og af for sin elskede. Det gjorde vi også en overgang her i Danmark. Der var noget der hed søndagsstøj. Det pæne tøj var en slags lovprisning til Kristus. En måde at ihukomme helligdagen på med sin krop. Søndagstøjet er forsvundet. Fredag ifører vi os joggingtøjet som først kommer af mandag morgen når arbejdet begynder. Det skal ikke kunne ses på os at søndag er vor helligdag. Vi præster er ikke meget bedre, hvad angår det med tøjet. På en måde er vi bange for præstekjolen. Vi har den stort set kun på til gudstjenester og kirkelige handlinger. Har man en indre overbevisning om kristendommens sandhed må den også ud i det ydre. F.eks. tøjet. I Los Angeles blev jeg gjort opmærksom på noget andet, der også har med kristendommens kropslige side at gøre. Min menighedsrådsformand henledte min opmærksomhed på at menigheden var utilfreds med at jeg ikke brugte nogle flere af de ord jeg anvendte i kirken uden for kirken. Han sagde til mig: »Det er som om du samtidig med at du tager præstekjolen af, affører dig et sprog som du først tager på igen med ornatet«. I USA er det sådan at en kvinde på en burgerbar pludselig kan vende sig om imod en med ketchuppen fra burgeren smurt ud på overlæben som Kristi blod og sige: » Jesus loves you«. Dermed er samtalen slut. Min formand havde ret. Jeg sagde f.eks. aldrig Jesus loves you til ham. I alt fald ikke uden for gudstjenestetid. Jeg bragte i det hele taget kun Vorherre ind i samtalen hvis jeg blev opfordret til det. Men efterhånden lærte jeg det og fik problemer da jeg vendte tilbage til Danmark og hilste på en fra byen med ordene »Guds fred«. Hun blev fornærmet og man diskuterede bagefter om jeg havde været beruset da jeg sagde det eller havde udviklet mig til en religiøs fanatiker i USA. Præster og kirkegængere burde lade ordene fra kirken dryppe ud over deres tænders gærde uden for kirketid så de høje ord infiltrerede det danske sprog, der er blevet uhyggeligt fyldt med fagord fra psykologiens, lægevidenskabens og pædagogikkens verden. Så er der også indretningen af vore huse. Vi bygger store samtalekøkkener. Men vi har aldrig tid til at samtale med hinanden i køkkenet fordi vi skal have tjent masser af penge hjem til det overdådige inventar. Faktisk bruger vi kun mikroovnen. Vore toiletter er enorme med spejle overalt. Hvis man er sygeligt fokuseret på om det man indtager nu også er sundt nok, bliver man også sygeligt optaget af hvad man udskiller. I de danske hjem finder vi kun sjældent nogen ydre udtryk for en indre kristen overbevisning. Jeg mener: Ethvert hjem ville have glæde af et minikapel til andagt. Eller måske bare et hjørne med et krucifiks. Man kan selvfølgelig bede og fordybe sig overalt. Men det bliver nemmere når der rent kropsligt bliver indrettet en plads til det. Smagssansen og lugtesansen og følesansen er aldrig blevet accepteret som pæne kirkelige sanser selv om der engang var noget der hed søndagsmad. Ugens bedste måltid blev fortæret om søndagen. På den måde huskede man også helligdagen. Den indre overbevisning fik et ydre udtryk ved søndagsmåltidet. Vi har i dag glemt hvordan man husker sin kristendom med maven. Hvad er det for fortællinger vi fortæller om vor mad? Først og fremmest er det sygdomshistorier. En kylling udløser fortællinger om kronisk tynd mave. Grillede lammenyrer med den fine aroma af urin får folk til at fortælle om kogalskab. Når vi løber tør for sygdomshistorierne fortæller vi historier om hvad maden koster. Det er da ikke underligt at vor kost er kommet til at hedde 'vor kost' fordi vi hele tiden taler om hvad maden koster. Og når vi ikke gider snakke mere om priser, har vi historier om dyrevelfærd. Havde koen en lykkelig barndom? Det er vor tids fortællinger om mad. Men der kan fortælles andet. Maden vrimler med vidunderlige beretninger fra Bibelen. Hvad er den bedste fortælling vi kan fortælle om måltidet inden vi spiser? Det er da at slå korsets tegn eller bede en bordbøn. Dermed har vi sagt at det ikke blot er tequilaflamberede rødtunger der ligger på vor tallerken. Men nåde. Barmhjertighed. Men gør endelig ikke som min ældste bror der er ernæringsforsker. Han slår også korsets tegn før han skal spise. På den måde deler han tallerkenen ind i fire felter. Tre til grøntsager og en til kød. Det er svært at finde råvarer eller retter der ikke kan fortælle en historie fra Bibelen, så vi med de uartige kirkelige sanser kan huske vor kristendom. Let's get physical . Hvad kan vi f.eks. fortælle om olivenolie? De fleste danskere vil sige at det er monoumættede fedtsyrer. Nogle vil sige at olien er alt for dyr i forhold til salatolie. Men for mig smager olien af håb. En due fløj ud fra Noahs ark og vendte tilbage med et grønt olivenblad i næbbet. Der er også noter i smagen af Kristus som Jordens og Himlens konge. Kristus betyder den salvede. Konger blev salvet til deres gerning i olivenolie. Nå. Lad mig afrunde med at gentage at folkekirken bestemt har det som danskerne inderst inde må længes efter. Kedsomheden i ordets bedste betydning. Langsomheden. Det hemmelighedsfulde. Vi har bare glemt det fordi vores krop ikke har fået lov til at være med til at huske kristendommen.