0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En tur rundt om Viggo Hørup

Den gamle radikaler mente, at Danmark var en småstat, og den indsigt ville han dele med sine landsmænd. Men det var nok forgæves, frygter kronikøren, der er lektor emeritus.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I sin bog 'Kierkegaards København' inviterer forfatteren Peter Tudvad os på en spadseretur i den såkaldte guldaldertid for at gøre os klogere på Danmarks verdensberømte tænker.

Inspireret heraf vil jeg invitere på en langt mindre spadseretur i Latinerkvarteret med et smut bagefter ind i Kongens Have, hvor man kan rekreere sig og måske blive klogere på en anden dansker, der nu muligvis kan være gået i glemmebogen.

Latinerkvarterets eneste store seværdighed ud over det tidligere Universitet er Domkirken. Som ganske ung uden historisk viden undrede jeg mig over den store bygnings lidet imponerende fremtoning med det kedelige grå puds og uden et stateligt tårn med spir. Senere har jeg bedre forstået Domkirkens beskedne ydre som en følge af landets fattigdom, da den blev bygget med billigt puds på resten af de sørgelige mure, der var tilbage fra kirkens forgænger, som havde et langt mere imponerende tårn med et spir, der var højere end tårnet på det nuværende Rådhus.

Domkirkens forgænger, Vor Frue Kirke, blev ramt under verdenshistoriens første terrorbombardement med raketter på København i 1807. Udtrykket terrorbombardement er ikke mit, men Gyldendals Leksikon fra 1977. Der fulgte for landet en fattig tid. Historisk var det året 1807 og ikke først 1864, der på afgørende måde ændrede landets magtposition. Med bortførelsen af flåden sank Danmark fra at være en stat af betydelig rang ned til at være en småstat.

Det erkendte danskerne imidlertid ikke, i hvert fald ikke de, der sad i spidsen for landets styre, og det førte frem til katastrofen i 1864. Efter dette ulykkesår skulle det være lettere at forstå Danmarks faktiske situation, men det kneb for danskerne at se virkeligheden i øjnene.

Da den fransk-tyske krig brød ud i 1870, drømte mange danskere om en revanche for nederlaget. Heldigvis sad Peter Vedel som en klog og indflydelsesrig direktør i Udenrigsministeriet. Han var godt orienteret om europæiske forhold og sørgede for, at Danmark ikke vovede sig ud i noget eventyr.

Der var en anden dansker, der i de følgende år til roden af sin sjæl forstod, hvad året 1864 fortalte Danmark. Hans navn er Viggo Hørup.

Vi forlader Latinerkvarteret og tager en tur i Kongens Have.
Jeg valgte for en del år siden indgangen på hjørnet af Gothersgade og Kronprinsessegade. Det var en tid, længe før mange tillod sig at nyde sol og sommer på det grønne græs.

Jeg, der ellers er en meget lovlydig borger, trådte ind på grønsværen trods skiltet med påbud om ikke at betræde græsset. Nysgerrigheden drev mig til det, for jeg måtte se nærmere på statuen, der står lige ved indgangen og har et fundament med relieffer, der kun kan ses ved at bevæge sig rundt om den.

Hvem forestiller så denne statue, som er dårligt anbragt med træer alt for tæt på. Det er umuligt at se den fra alle sider, selv om det har været billedhuggeren Willumsens tanke.
Det viser sig at være den lige omtalte Hørup. I Søren Mørchs bog om ham, udkommet i 2004, angiver forfatteren, at han nok synes, at det er værd at bringe ham i erindring nu, da han måske er ved at være glemt.

Statuen er dårligt anbragt og står alligevel her på sin rette plads, for ifølge Broby-Johansen var det ganske vist Struensee, der åbnede kongens private have for de jævne borgere, men det var Hørup, der fik Kongeporten åbnet som sin eneste regeringshandling, i den korte tid han var minister. Han gjorde derved Kongens Have til befærdet gade ved at åbne den for tværtrafik.

Efter denne byvandring er det godt at komme ud på landet.
En dag i 1990'erne tog jeg fra Hillerød på en cykeltur i Nordsjælland uden tanke på andet, end at jeg ville opleve landsdelen under en ny synsvinkel.

Jeg kom til Kulhuse, sejlede med færgen over Roskilde Fjord til halvøen Halsnæs og nåede efter et par kilometers kørsel til landsbyen Torpmagle. Dér ventede mig en overraskelse. På et skilt stod der følgende kuriøse indskrift: »Her opføres Viggo Hørups barndomshjem«. Barndomshjemmet som sådan var altså væk.

Nogen tid efter kunne jeg i en avis læse, at denne plan var opgivet på grund af manglende interesse. Det kan ikke beklages. Mindestuer og lignende findes til overmål, selv om det er værd at mærke sig, at Hørup som udgangspunkt havde denne tidligere så fattige og sandflugtsplagede egn til forståelse af hans senere politiske holdning.
I disse nationale tider, hvor man hele tiden hører, at Danmark er en nationalstat, og stiller spørgsmålet, om nationalstaten kan overleve, kan det være på sin plads at spørge mere stædigt, hvad er Danmark for et land?

Det kan besvares på mange måder, alt efter hvilken synsvinkel der anlægges. Begynder man f.eks. med det geografiske, er det ubestrideligt et lavland. Ikke desto mindre bærer et af dets højdedrag det bombastiske navn Himmelbjerget. Jeg har erfaret, at det kan vække en vis moro, når det rygtes i et bjergland som Østrig.

Et andet svar kan lyde på, at Danmark er et nordisk land. Dermed er vi inde på et nyt område af politisk og kulturel art. Det er et land af en særlig nordisk karakter med en stærk demokratiforståelse forbundet med tanken om velfærdsstaten.

Endnu et svar vil lyde på, at Danmark er et europæisk land. Men her melder der sig hos en del et vist ubehag. Som verdensdel har Europa ikke det allerbedste ry med stater i indbyrdes krig, der bl.a. førte til to verdenskrige. Fortiden med kolonier er heller ikke glemt.

Danmark er også et EU-land, vil en gruppe ikke give som svar, men som en indrømmelse. Her melder der sig endnu flere følelser, der nok har forbindelse med det foregående, hvor ikke mindst vores forhold til Tyskland spiller en betydelig rolle.
Men der er et svar på spørgsmålet om, hvad Danmark er for et land, som kun ganske få vil have lyst til at give: Hørups svar. Danmark er en småstat. Her drejer det sig om det ubehagelige spørgsmål om magt.

Det var Hørups opdagelse, føler man sig fristet til at sige, da danskerne selv efter 1864 ikke ville åbne øjnene for denne kendsgerning. Denne indsigt ønskede han at dele med sine landsmænd. Men det var forgæves. Nok så vigtigt er det, at Hørup ikke nøjedes med denne konstatering, at Danmark er en småstat, men gennemtænkte konsekvenserne af den: Hvad er småstatens vilkår?
Meget sent - i kapitlet 'Epilog' - giver Mørch sig i sin Hørupbog i kast med denne centrale del af hovedpersonens virke. Til gengæld bliver han her mest hørupsk-bidsk i tonen.

Der gøres udførligt rede for Hørups vedholdende beskæftigelse med småstaten, der som tredjerangsmagt per definition er uinteressant og ligegyldig i forhold til andre stater. Nationalfølelsen har ingen forbindelse med forståelsen af statens magt eller mangel på samme. Der gives ikke en fornemmelse for småstat.

Og så bliver Mørch harmfuld som Hørup og udøser sin hån over de nulevende danskeres mangel på forståelse af Hørups tankegang. Danskeren er jo »statsborger i et land, der sammen med USA har ført sejrrig krig mod barbariet i Mellemøsten, og som holder et arabisk land besat. Et land med en regering, der har planer for, hvordan de arabiske lande skal laves til demokratier, og som oven i købet rundhåndet tilbyder at betale hele 100 millioner kroner for at få denne lille sag i orden. ... Hvor absurd at tale om, at en sådan stat skulle være en tredjerangsmagt eller en småstat!«.

Hørups erkendelse, at Danmark er en småstat, bar først frugt længe efter hans død i tiden fra 1914 og frem til 1945 i nogle af Danmarks skæbnestunder. Landet blev holdt uden for den første verdenskrig og inddraget i den anden på en måde, der i dag er let at håne, men under de givne betingelser vanskelig at se andre muligheder for.

Det er helt i orden, at statsminister Fogh Rasmussen udtrykker sin taknemmelighed for USA's afgørende indsats i den anden verdenskrig, og man kan slet ikke forlange, at han ved samme lejlighed skulle sende en tanke til Japan, fordi det rev USA ud af sin isolationistiske holdning med sit Pearl Harbor-angreb. Måske burde han undre sig over, hvor meget der skal til for at få selv en stormagt til at gå i krig. For USA kan da ikke kaldes fej?

Men Fogh Rasmussen burde afholde sig fra at angribe den daværende danske regerings forhandlingspolitik under besættelsen. Til gengæld lovpriser han modstandsbevægelsens holdning som den eneste værdige. Modstandsbevægelsen bestod af vidt forskellige grupper bl.a. dem, som kæmpede mod nazismen ved Sovjetunionens side, og dem, som kæmpede nationalt mod tyskerne, den gamle fjende.

Willumsens Hørupstatue blev i slutningen af besættelsestiden sprængt i luften. I Leila og Torben Kroghs bog om statuen får Schalburgkorpset skylden. Søren Mørch sætter af flere grunde et stort spørgsmålstegn ved denne antagelse. Den måde tilsynet med monumentet behandlede ødelæggelsen på, kunne tyde i retning af, at sprængningen ikke var schalburtage, men i stedet blev betragtet som en del af Danmarks modstandskamp.

I så fald var Hørup, denne modbydelige kulturradikale, ikke helt glemt i 1945 på grund af sin antimilitarisme.
Jeg vil hellerikke - ud fra at man opgav genopførelsen af Hørups barndomshjem i Torpmagle - drage den slutning, at Hørup skulle være glemt i slutningen af 1900-tallet. Tværtimod tyder den nuværende kamp mod kulturradikalismen på, at han er spillevende, selv om hans navn ikke nævnes så tit.

Allerede i Mørchs første kapitel angiver forfatteren, at Hørup er værd at bringe i erindring, mest måske når det kommer til stykket på grund af sproget. »Der hvor Hørup har gjort en forskel, der kan ses og mærkes, er på det danske skriftsprog«. Her tager Mørch nok munden lidt for fuld. Sproget er et kollektivt foretagende, og det er som regel en overdrivelse, når man tillægger en enkeltperson æren for at stemme spro-get om. Men Hørup har gjort en smuk indsats for at umuliggøre det svulstige og opstyltede i det politiske sprog. Han var dog først og fremmest en retorisk begavelse, hvor man må gøre sig klart, at retorik på en mærkelig måde nu er blevet en negativ betegnelse, selv om den netop står for den sproglige beherskelse.

Vi har ikke nogen mulighed for at høre Hørup tale, og hvad han har fået ned på papiret, afspejler nok kun blegt, hvordan ordene lød i hans mund, også bortset fra at han inspireret ikke har holdt sig til noget skriftligt.

Politikeren Niels Bransager, som man har kaldt Hørups flinkeste elev, har i sin nekrolog over mesteren en gribende skildring af Hørup som taler. Han talte til bønderne, som var han selv en bonde: »Det græd og lo på én gang i bondens sind, når Hørup talte til ham ude i den danske sommer«. Retorikhistorikeren Fafner giver i en analyse af en tale et eksempel på, hvordan Hørups store sprogregister spænder fra statelig bevægende lyrik til dæmpet-fortrolig lavstil.

Han har sammenlignet med andre kun tilført sproget ganske få nydannelser, men de er betydningsfulde i hans politik: ligeret, omfordele og retssamfund.
Der har væretret strenge regler for, hvordan man måtte tale i Folketinget. Indtil 1965 måtte medlemmernes navne ikke nævnes uden et forudgående 'det ærede medlem'. Dette udtryk var overtaget fra stænderforsamlingen. Først i 1947 bortfaldt forbuddet mod oplæsning af talen efter manuskript. Det har nok medvirket til, at taleomfanget blev noget nedsat fra den endnu mere ordrige tidligere tid.
Læsning af folketingsreferater er en ret bedrøvelig affære. Danskerne synes næsten at sætte en ære i at holde sig fra al veltalenhed og foretrække at bevæge sig på det jævne. Der er langt mellem vægtige ord med mindelse om tyngden i den blytunge sats, de blev trykt med. Ordstrømmen er blevet nøje fastholdt af rappe stenografer.

Et vidnesbyrd om gennemslagskraften i Hørups udtryksmåde er to formuleringer, som endnu i dag huskes, selv om de blev fremført i en helt anden situation.
På et folkemøde i 1878 påstod Hørup, at Folketinget var den højeste myndighed: »... det har ingen over sig og ingen ved siden af sig«. En skrap udfordring til kongemagt og Landsting!

I 1883 stillede Hørup det berømte spørgsmål: »Hvad skal det nytte?«. Det var et angreb på militarismen, der krævede befæstning af København. Militarismen var Hørups hovedaversion. Formanden tog ordet fra Hørup, men hans ord blev husket.

Da massemediernes svælgen i kronprinsebrylluppet havde kulmineret, skrev en kommunikationsrådgiver i Søndagsavisen som forklaring på, at det efter manges mening var den helt store årsbegivenhed: »Kongehuset er det sidste store fællesskab«. Utroligt - at oven i købet en kommunikationsrådgiver - kan glemme det danske sprog, som vores store og helt basale fællesskab! To verdensnavne har udfoldet sig på det: Søren Kierkegaard og H.C. Andersen. Det er sket på helt forskellig måde: Søren Kierkegaard, tankemæssigt dissekerende og nuanceret insisterende, H.C. Andersen, talesprogsnært, legende og underfundigt.
Hørup har lært af dem begge.