Kvinder bliver ofte karakteriseret som et cyklisk køn, men mænd har også humørkurver, der viser sig, når den mørke vinter går på hæld. Hvor det i tidligere samfund var såning og høst, der strukturerede årets gang, lever mange mænd i dag fra sportsbegivenhed til sportsbegivenhed. Allerede ved de første spirende forårstegn triller cykelrytterne ud på de europæiske veje, og de store nationale og europæiske fodboldturneringer startes op igen. Millioner af mænd kloden over sidder klinet til skærmen i det enorme elektroniske mandefællesskab, når de store europæiske klubhold i Champions League tørner sammen. Efter EM i fodbold, Wimbledon og Tour de France lander man i sportsløshedens tomrum, men der er stadig håbet om, at det er OL-år. Verden genfødes, og livet starter på ny. Tiden mellem de store mesterskaber og turneringer føles tornet og lang, men forhåbningen om de dramaer, der vil komme, letter på pirreligheden og mildner det præsportslige syndrom. En mand kan lynhurtigt indtræde i et dybt symbolfællesskab med ham ukendte mænd, hvis blot han ved, hvem der ti år tidligere lavede et afgørende hovedstød i en topkamp. En anden mand kan trods sin store intellektuelle dygtighed blive mobbet af kollegerne på grund af sin uvidenhed om fodboldspillets mytologi. I dag er det på grund af ligeretstænkningen svært at påpege sportens karakter af mandighedskult. Kun synet af en mur af mænd, der beskytter deres ædlere dele mod en frisparksbold på vej mod straffesparksfeltet, leder tanken direkte hen mod mandens køn. I sportens metaforer og ritualer stikker mandighedsdyrkelsen dog hovedet frem. Med brug af 'herretacklinger' kan der skabes en 'herrekamp'. Fodboldkampen kulminerer, når 'klatten' sendes op i trekanten, og som bekendt kan man 'score' på flere måder. Efter sejren sprøjtes der champagne ud over de nærmeste, ikke mindst de to evigt udskiftelige kindkyssende franske kvinder på sejrspodiet ved Tour de France. Eller over et hundredtusindtalligt publikum som ved Tom Kristensens nylige imponerende sejr i Le Mans. I American football udtrykker chearleaderne med deres lårsving den indirekte gevinst, når mændene sejrer. Sportsudøvelsen er i dag blevet det eneste sted - ved siden af toiletkulturen - hvor mænd mødes uden kvinder. Alle andre steder; på arbejdspladsen, i kirken og på baren fletter kønnene sig. Man skal ikke langt tilbage i historien, før mænds relationer til andre mænd i lav, foreninger og arbejdsfællesskaber faktisk var vigtigere end deres relation til kvinder, der ofte var baseret på fornuftsgrunde. Sporten er derfor i dag blevet meget symboltung, da den skal bære næsten hele mandens projekt med at identificere det maskuline i samarbejde med andre mænd. Derfor er fodboldspillet nærmest vokset til kultiske højder, hvor en Zidanes tryllerier kan bringe en verden i affekt. Og moderne kvinder er vel at mærke blevet mere og mere engageret i at opleve dette mandsrum på første hånd eller bag skærmen især ved de internationale turneringer, hvor alle står skulder om skulder bag nationens hold. Både mødre og jævnaldrende piger kan her bryste sig af 'vores drenge'. Fodboldspillet udgør en ritualiseret og civiliseret kamp med rødder i krigens strategiske og taktiske tænkning. Der kæmpes på territorier, der markeres ved spillernes nationale eller regionale farver og symboler. Man stiller op med 'forsvar' og 'angreb' i 'kampe' og 'turneringer'. Målet er at undgå for dyb indtrængning på eget domæne, men samtidig at sende egne 'tropper' så dybt ind på modstanderens område, at bolden kan 'skydes' eller endog 'kanoneres i mål'. Jon Dahl Tomasson kaldtes efter sine to mål mod Sverige for 'skarpretteren', og Michael Ballack benævntes 'enmandshæren' efter sit forgæves forsøg på at bringe Tyskland i kvartfinalen i kampen mod Tjekkiet. Det er tankevækkende, at sporten først nåede kultiske højder i mellemkrigstiden, da enhver forestilling om krigens ærefuldhed var blevet kvalt sammen med de hundredtusindvis af unge mænd, der døde af giftgas eller blev tromlet ned af tanks i Første Verdenskrigs skyttegrave. Sporten overtog og fredeliggjorde krigerens æreskodeks. Fodboldspillet udgør det vigtigste forhandlingsrum for manderoller i det moderne samfund. Kan mænd holde hinanden i hånden? Det gjorde den portugisiske værtsnations hold i hvert fald under afsyngelsen af nationalsangen i deres åbningskamp ved EM. Andre hold nøjes med at tage hinanden om skulderen. På fodboldbanen forhandles der om individets, kollektivets og nationens maskuline normsæt. Her bliver det diskuteret, hvad der i en given periode bliver anset for ønskværdig maskulin optræden. I mandesporten opdrages mænd til, hvordan mennesker af hankøn bør opføre sig over for hinanden. For at konkurrenceiveren i sportens barndom ikke skulle blive destruktiv, var det vigtigt, at der blev indbygget etiske normer som et fundament for sportskulturens æresdyrkelse. De voldsdæmpende regelsæt og fairplayidealet var født. Hermed blev sporten et centralt forum for mandlig etik. At fodbold stadig rummer visse fairplaykoder, ses bl.a. af, at spillere sparker bolden ud, når en skadet modspiller bliver liggende i græsset. På spillerniveau foregår der intense forhandlinger om den rette ærefulde optræden. Den italienske angriber fra Roma Francesco Totti fik af UEFA's disciplinærkomité tildelt tre kampdages karantæne for sine spytklatter mod Christian Poulsen i danskernes første kamp ved EM. Det er en meget hårdere dom, end man ser ved en svinestreg af en måske lemlæstende tackling bagfra. De fysiske aggressioner er accepteret som en del af spillet og er derfor ikke rettet mod en mands ære, men mod det fælles accepterede mål at vinde, mens en spytklat entydigt opfattes som et forsøg på at ydmyge den anden. I stedet blev det Totti og den italienske nation, der blev vanæret, da alverdens seere ved selvsyn kunne iagttage Tottis skændige klat. Den største italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport skrev, at »Tottis spytklatter er et sort kapitel for italiensk fodbold, og det er umuligt at overskue, hvilken skade det påfører både vores mest folkekære spiller, selve landsholdet og sportsgrenen i almindelighed«. Den italienske senator Franco Carraro mente, at Totti burde sendes hjem, hvorved der ville blive rettet op på »den skam, spilleren har kastet over hele Italien«. Fodboldstjernerne er blevet frontfigurer i seksualiseringen af den moderne mand. Tidligere kunne fodboldspillere, der hev trøjen af, når de havde scoret et mål, risikere at blive bortvist fra kampen. Deres gestus blev førhen anset for umaskulin, både fordi den var urimeligt selvhævdende og ekstremt emotionel, men også fordi den kunne skabe seksuelle associationer gennem den opstemte spillers fremvisning af sin veltrænede, spændte overkrop. Senere accepterede FIFA denne eksponering, så længe spilleren ikke forlader banen og løber ud blandt publikum. Der er altså tegn på, at fodboldspillet i udviklingen til showbiz trækker manderollen mere i retning af det æstetiske, men med udgangspunkt i en medieskabt ekshibitionisme. FIFA har dog for tiden forbudt denne kåde gestus. Fodboldhelten David Beckham er blevet personificeringen af den 'metroseksuelle' mand: en heteroseksuel kvalitetsbevidst storforbruger fra storbyen, der bruger langt mere tid og penge på sit udseende, end man tidligere har kendt til. Beckham leger med manderollen, lader sig fotografere ømt forsvarsløst, mens han sover, iklæder sig sarong, nyder at være et bøsseikon og skifter hårstil for hver kamp. I Norden er Fredrik Ljungberg trådt i Beckhams fodspor i sine reklamer for Calvin Kleins underbukser med muskelspændt solbrun overkrop. Skønt den skaldede hollandske spiller Jaap Stam fra A.C. Milan spiller nogenlunde lige så godt som Beckham, har han en langt mindre markedsværdi på grund af manglende maskulin karisma. Når en fodboldklub som Real Madrid køber en spiller som Beckham, er det derfor i højere grad hans 'brand' end hans faktiske spilleevner, der betinger de astronomiske salgstal, der lynhurtigt hentes ind på hans seertække, salget af klubtrøjer med hans nummer på ryggen samt anden merchandise. Samtidig har spillere som Beckham og den elegante franske æstetiker Zidane trukket rigtig mange kvinder til skærmene de seneste år, ligesom Rikke Hørlykke har bidraget til, at de danske mænd ivrigt går op i håndboldkvindernes fænomenale succes. Briterne har altid følt en vis ambivalens over for den kosmopolitiske flanør og posør David Beckham, hvilket efter en skæbnesvanger landsholdskamp kulminerede med, at frustrerede fans hængte en dukke, der forestillede Beckham. Det er derfor for store dele af ikke mindst de nordengelske fans en forløsning, at den 'retroseksuelle' Wayne Rooney gennem sine to mål mod Kroatien etablerede sig som ny mega-stjerne ved siden af Beckham. Pubejerens 20-årige søn fra Liverpool, der ser ud til at være hugget ud i én blok og klippet med en plæneklipper, skabte en længe ønsket renæssance for den klassiske mandsfigur, der arbejder hårdt for føden og koncentrerer sig om spillet på banen frem for alverdens glamour. Skønt individuelle stjernersom Beckham, Zidane og Figo funkler ved EM, er der også hold, der som det danske bryster sig af, at »holdet er stjernen«, og som afviser for mange stjernenykker på banen. Her opfattes de modebevidste italienske megastjerner i designertøj og med håret sat i de rette folder som forfængelige egoryttere uden den stoiske mandighed og sans for kammeratskab, der skal til. Tottis karantæne blev derfor set som en retfærdig irettesættelse af en alt for arrogant og egocentreret optræden. Når den danske og den svenske landsholdstræner på ingen måde føler samvittighedsnag over at sende de ekvilibristiske italienere ud i kulden, skyldes det også synet på, hvad formålet med sportsmændenes kollektive indsats er. Mærkeligt nok har italienernes interesse for æstetik og 'una bella figura' i design, mode og bilfabrikation ikke efterladt nogen inspiration i deres forsigtige og fantasiløse forsvars- og fedtspil på fodboldbanen. For Morten Olsen er det ikke kun resultatet, der tæller, men også processen. En rigtig mand er konstruktiv, fremadrettet og angrebsivrig, og denne spillestil ses som et mål i sig selv, der vel at mærke gerne skulle vise sit værd ved at føre til sejr. Heroverfor står det lidt fantasiløse og afventende græske holds tyske træner Otto Rehhagel, der efter den uafgjorte kamp mod Spanien som en ægte bureaukratisk mandetype erklærede, at »i fodbold er der ikke noget, der hedder ret eller vrang. Kun resultatet tæller«. Et rendyrket eksempel på bundlinjetænkning. Fodboldspillet bygger ikke på én, men mange mandetyper. En spiller som den lille vævre tekniske vejlespiller Allan Simonsen, der i sin storhedstid spillede for flere europæiske storklubber, er et godt eksempel på, at fodbolden på grund af den store bane og de store 11-mands hold har undgået mandehåndboldens standardisering i to meter høje, bredskuldrede prototyper. På det danske landshold har der både været plads til yderligheder som den ekvilibristiske, men sårbare Brian Laudrup og den hårde og til tider hensynsløse Stig Tøfting. I øjeblikket er der brug for både 'den gale mand' med temperamentet Thomas Gravesen og en mere cool type som René Henriksen. Pointen er, at et hold simpelt hen ikke kan vinde uden en vis arbejdsdeling, der implicerer brug af mange forskellige personligheder og kropstyper. Med til fodboldens mytologi hører de stærke mandemyter om heroisk spilleroptræden og uforglemmelige kampe, som da Frankrig og Zidane i en indledende kamp med viljestyrke og gejst besejrede England ved at score to mål i overtiden. Den moderne spillestil i fodbold bærer både præg af tradition og modernitet. Det tidligt industrielle vækstsamfund udviklede en sportskultur, der kunne legemliggøre de ny værdier, hvor tid var penge og enhver sin egen lykkes smed. Skønt fodboldspillet ud fra en ydre betragtning virker som en kaotisk smeltedigel af bevægelser i alle retninger, er der mening i virvaret. Den ideelle bevægelse er den lige linje hurtigst muligt mod målet. Alt for meget kantspil, fedtspil i forsvar eller på midtbane påskønnes ikke, hvis ikke det fører fremad. Derfor hedder så mange af vores klubber noget med 'frem' eller 'fremad', f.eks. Fremad Amager og boldklubben Frem. Netop det uforudsigelige bevægelsesmønster giver dog fodboldspillet dets charme og adskiller fodboldspilleren fra mere lineære mandetyper som løberen, kaproeren og væddeløbscyklisten. I løbet af de sidste årtier er fodboldspillet blevet hurtigere og hurtigere, så en kamp mellem nutidens danske landshold og det for 20 år siden ville være helt uretfærdigt mod de stillestående forgængere. Ud over at dyrke den traditionelle dynamiske mandetype er fodboldspillet på forkant med det moderne kommunikationssamfund. Billardfodbold kaldes det smukke intuitive kombinationsspil, hvor bolden med usvigelig sikkerhed hastigt bevæger sig fra spiller til spiller i komplekse geometriske mønstre. Desværre følges sportselitens stadig mere ekvilibristiske udfoldelser af massernes passive sportskonsum. Danske mænds levetid halter stadig fire et halvt år efter kvindernes, og mænd pådrager sig en lang række livsstilsrelaterede skavanker som hjerte-kar-sygdomme, sukkersyge og rejsningsproblemer. Samtidig med at vi hylder den ekstremt veltrænede, atletiske fodboldhelt, sidder vi i lænestolen med remoten som eneste håndvægt. McDonald's og Coca-Cola er derfor logisk nok officielle sponsorer ved EM og OL i år. Ved udsigten til 90 minutter foran skærmen i kampen mod Frankrig gik de engelske forbrugere ifølge The Independent amok og købte 4 millioner burgere, 3 millioner pølser og 28 millioner øl. De danske sofaløver er ikke meget bedre. Der er langt flere overvægtige danske mænd end kvinder. Kan eliteidrættens ernærings- og motionskrav blive et eksempel til efterfølgelse for den danske roligan i stedet for en bekvem anledning til timers stillesidden og forstoppelse? Eller kan vores cyklus kun udleves per stedfortræder?