Forfald er ikke blot et moralfilosofisk anliggende; det er også et materialistisk, eftersom forfald medfører opløsning af holdepunkter og henvisningsmuligheder. Forfald betyder derfor først og fremmest, at adgangen til mulighedernes verden svinder bort. Tilbage er kun ofrene og deres forsøg på at bære vidnesbyrd. Le Monde, 21. maj, forsiden øverst om massakren på optoget i Rafah. Umiddelbart under artiklens overskrift står der at læse: »Et missil, affyret fra en helikopter og fulgt af fire granater fra en kampvogn, har forårsaget en sand nedslagtning onsdag 19. maj i Rafah, i den sydlige del af Gazastriben, af deltagerne i et palæstinensisk optog ...«. Som en slags kulmination på ugerne i maj, hvor verdenspressen har kunnet vise ydmygede, pinte og senest myrdede arabiske torturofre fra Abu Ghraib-fængslet. Vestens ofre er i dag arabiske og muslimske. Det er arabere og muslimer, der undertrykkes i dag. Verdenspolitik i dette første årti af det nye århundrede bygger på undertrykkelse af arabere og muslimer. Danmark ligger nok inde med den politiske kultur i Vesten med den mest udbredte islamofobi (i konkurrence med Rusland). En ubønhørlig kritik af Danmark udgør derfor en (ganske vist lille) hjælp til at fremme muligheden for at bære vidnesbyrd om verdenssituationen i dag. I 1980 udkom den italienske forfatter og essayist Alberto Arbasinos bog 'Un paese senza' ('Et land uden') og 12 år senere den østrigske ditto, Robert Menasses 'Das Land ohne Eigenschaften'. Landene uden begyndte at gøre status over deres manglende muligheder. De efterfølgende ord, der ønsker at skabe grundlaget for en nødvendig danmarkskritik, er inspireret af de to citerede bøger, uden i øvrigt at følge deres anvisninger eller gøre helt de samme iagttagelser. Den aktuelle anledning er generalsekretær Jørgen Poulsens J'accuse-manifest på forsiden af Information 18. maj 2004. Det skulle efter denne afgørende undsigelse af dansk politik være muligt at gøre status: Et af de vanskeligere spørgsmål vedrører den danske politiske kultur efter Marts-kundgørelsen i 1863 om Slesvigs de facto-anneksion: Har den en fremtid, der kan interessere kosmopolitter som andet end et skræmmebillede? Vil den kunne indgå på en konstruktiv måde i ophævelsen af de europæiske nationer? Eller legemliggør den blot reaktion, nationalisme og etnokrati? Danmark og Rusland er begge historiske landbrugslande med en agrar selvforståelse. Andelslandbruget her og obsjinaen hisset: kooperation mellem gårdmænd og landsbyfællesskab. Men de grundtvigianske og slavofile forestillinger forekommer begge at have været reparationer på ideologiske sammenbrud og på det uvedgåelige ved de statslige dannelser: Holstenerne, islændingene, færingerne og grønlænderne blev udgrænset i helstaten, polakkerne, jøderne og muslimerne i tsardømmet. Og sigøjnerne begge steder. For helstatens vedkommende var det reparationer på den fyrsteprotestantiske formløshed: De nationalliberale i København og omegn måtte mistænkeliggøre det konkurrerende centrum i Holsten. De gjorde det ud fra en ideologi om det nordiske, hvor litteraturen og historien blev politiseret ud over enhver statsborgerlig bæredygtighed og enhver historisk vederhæftighed. Og de fyrsteprotestantiske institutioner tilpassede sig. I 1848, i 1863. Siden også i 'afmagtsperioden' under Estrup med 19 års undtagelseslovgivning og under Påskekrisen 1920 med 24 timers republik. Febersåret efter Dybbøl synes at være blevet til en varig infektion. De kulturradikales sekularisering udmærkede sig således ved ikke at gøre sig forestillinger, der magtede at undergrave statskirken og monarkiet. Begge institutioner voksede sig stærke under vekslende vilkår: Hverken gårdmændene eller arbejderklassen, der bar den lokale udgave af moderniteten igennem i tidsrummet 1901-1972, evnede at formulere andet end tilpasning, det vil sige bedrive det uartikuleredes statskunst. Og den kan som bekendt kun hvile på selvretfærdighed. Intet spil mellem overskridende, oversanselige idealer og opmærksomhed over for de iboende dynamikker i det moderne, siden postmoderne samfund. Brandes' og Frischs tilslutning til en ateisme, der var proklameret, ureflekteret samt til og med udbygget med en accept af 'viljen til magt', modsvares ikke af en analyse af det dybe og komplicerede forhold, der hersker mellem repræsentationen af Gud og opfattelsen af staten. 'Guds død' udråbes ikke ustraffet. Det er så stort et emne, med så mange følger for forestillingen og fornuften, at blot begrænsningen af emnet, det vil sige dets begrebsmæssige indkredsning, udgør en hel filosofi for sig siden Hobbes, Descartes og Kant. Når vi kan indskrive halvstaten i rækken af lande uden (sammen med bl.a. Italien, Østrig, Rusland), så skyldes det altså den politiske kulturs mangel på idealer og opmærksomhed. Ingen af landene uden mangler akkurat det samme som det andet land uden . Men måske er manglerne i halvstatens tilfælde særligt grundlæggende. Selv om det kan synes lidt af en selvmodsigelse, at reststaten eller halvstaten efter 1864 skulle have frembragt store, omfattende og derfor hele mangler. Mangler henhører dog ikke under de skabende frembringelser, de er snarere en slags efterladenskab, noget forsømt. En politisk kultur uden er med andre ord resultatet af lokal forsømmelighed; men den kan altid nationalisere sine savn ved hjælp af nag. Tyskland gjorde det efter 1929, og Serbien gjorde det i 1989 (Serbien er også et typisk eksempel på et land uden ). Det fraværende i halvstatens tilfælde er mangfoldighed og indre konfliktfylde: Måden, hvorpå bourgeoisi og godsejere holdt gårdmænd og bønder ude fra magten i over 25 år, medførte hverken en juridisk reflekteret forfatningskamp eller en politisk filosofi af kulturradikal karakter. Den fyrsteprotestantiske grundstruktur blev i 1901 overtaget af bønderne/gårdmændene i Venstre. I januar 1933 var der en mindre fordelingskrise mellem bønder og arbejderklasse, der typisk tog form af et forlig (Kanslergade) uden politisk-teoretisk indhold. Naget voksede op igennem 1930'erne til trods for Stauning-Munk-regeringens censurering af antinazistiske skribenter i den danske presse. Og i efteråret 1940 var kongehus, dele af det store erhvervsliv samt Venstre tæt på en Vichy-løsning. Ikke mindst ansporet af den autoritet, hvormed den fyrsteprotestantiske konstruktion forlenede fascistiske præster som Kaj Munk. Men der synes ikke at have været nok reaktion i den politiske kultur dengang: Det kirkelige potentiale var ikke så omfattende i 1940 som i 2001, og John Christmas Møllers oplyste borgere var vel også mere oplyste, end den danske middelklasse viste sig at være 60 år senere. Og så manglede der fremmedelementet på grund af de meget få og assimilerede jøder. Endvidere var arbejderklassen kommet til magten på fyrsteprotestantiske vilkår, det vil sige uden at undsige krone og kirke mere end 24 timer under Påskekrisen: Stabiliteten var med andre ord næsten overstadig. Arbejderklassen sprang ud som nationalt subjekt under fredsbesættelsen og samarbejdspolitikken. Bønderne forsvandt ud af billedet som andet end grisk og selvretfærdig reaktion ved samme lejlighed, og ikke mindst i sommeren 1945, da det danske landbrug ikke ville deltage i den fouragering af de engelske byer på favorable vilkår, som John Christmas Møller ønskede. Og arbejderklassen opnåede ved sin nationale adfærd en slags ret til sociallov og på sigt velstand, en ret, som den borgerlige presse ikke var enig om at give den i 1930'erne, men accepterede efter 1945, ikke mindst efter 1947, da vi fik en Hedtoft-regering uden Frode Jakobsen, men med Alsing Andersen (om end kort) og Hartvig Frisch. Kollaborationens politiske lederskab fortsatte i klar bevidsthed om, at arbejderklassen ikke var kommet under kommunistisk indflydelse. Venstres usmagelige modbevægelse med anneksionistiske tilbøjeligheder kunne afvikles og den socialstatslige udvidelse af det fyrsteprotestantiske system fortsætte. Dette var det 'socialdemokratiske projekt', og det viser, at Socialdemokratiet end ikke var fristet af de kulturradikales forsøg på ateisme, f.eks. af undervisningsminister Hartvig Frischs. Og heller aldrig blev det siden. Reelt udgør indvandrerne i dag den første udfordring for den politiske kultur i Danmark siden holstenerne i 1830'erne (de tyske flygtninge i 1945 var uden kollektiv subjektivitet). Og holstenerne var danske lutheranere, der talte tysk, men ikke ønskede assimilation i en eller anden (Ejder)danskhed. Indvandrerne er da arabiske og asiatiske muslimer, der taler dansk, men ikke ønsker assimilation i det fyrsteprotestantiske system. Det sidste er givetvis en fordel: Muslimernes fromhedsidealer og defensive, 1950'eragtige tækkelighedsopfattelse udgør et nyttigt korrektiv til den lokale, ideologiske frigjorthed, hvor de små lutheranske børn pornificeres og isoleres i en infantil/infam kommercialisme, der står i skærende modsætning til de voksne lutheraneres dømmesyge og xenofobe selvtægt. Landet uden er måske især et land uden etik: Føjeligt bøjede det sig 9. april 1940 for de voksne invasionssoldater (efter at have ladet et dusin unge grænsevogtere og rekrutter gå til) for fem år efter bydende at udslette de forhenværende invasionssoldaters flygtende børn, mødre og enker. Landet uden var også det eneste europæiske land i krig, der slap igennem de fem år uden front, det vil sige uden at være krigsskueplads. Nu er det så landet, der forbeholder sig sin grænse, sit sprog, sin egenart, sin identitet, sit kulturelle særpræg, sin danskhed. En ideologi med mange mindeord, der alle er beregnet til at holde fast ved begyndelsen. Baudrillard skriver i sin bog 'Amerika': »Heri består den demokratiske teatervirkning: ligheden er i begyndelsen, og ikke i slutningen. Heri består forskellen på demokrati og egalitarisme: Demokrati forudsætter lighed som udgangspunkt, mens egalitarismen forudsætter den som en afslutning. Democracy demands that all of its citizens begin the race even. Egalitarianism insists that they all finish even «. Her i landet uden, i Danmark, er vi fortsat ved demokratiet som begyndelse, da bønderne fik valgret, og undtagelsestilstanden startede. Landet uden forbliver en provisorisk konstruktion, der kun kan udvikle sig i en retning, eftersom udvikling i det hele taget består i raceblanding, folkevandring, kvantitativ humanisme, metropoldannelse, netværker samt især i en kamp om ret og lighed for alle. Hvor befinder landet uden sig inden for dette perspektiv? Som en hindring. En lille, men absolut hindring; legemliggørelsen af alt det, menneskeheden skal undgå at gøre. Som Frode Jakobsen altid understregede: Det er vigtigere, at et folk opfører sig godt (mens kollaborationsregeringerne forsvarede sig med, at det vigtigste var, at danskerne havde det godt). Det har folkene i landet uden kun gjort én gang siden 1830'erne: Det var i oktober 1943. Det vil sige efter Stalingrad og Kursk. Landet uden kan således ikke bidrage med noget alment, som befordrer menneskehedens trivsel. Men for at få lidt fylde, lidt prægnans, kunne landet uden påtage sig at være indbegrebet af usselhed. Denne opgave er den faktisk ved at få påtvunget af verdenspressen. Så hvorfor ikke acceptere den; det kræver mindre end at skulle lyve og hævde en eller anden positiv forrang, som alligevel ikke er til at opretholde. Så hellere fejre sumpen, hvori den øllede danskhed befinder sig, den afskyelige hyggetilstand, hvori intet humant lykkes, men alle fordomme trives. Danmark uden indhold, men med masser af rådne æbler, brodne kar, vulgaritet, porno, ukvemsord, brutalitet, ydmygelser af de svage og beundring for de kongelige. »Skal man begunstige Ondskaben, føre den frem mod dens mest hektiske tilstand, altså styrte ned i katastrofen, så forløsningen også kan komme nærmere? Det er konflikten i religiøse termer, og den blev den store strid blandt intellektuelle i det 20. århundrede, og den fortsætter endnu i dag under former, der kun tilsyneladende er nye«. Sådan skrev den franske tænker Maurice Blanchot for tyve år siden i et af sin alderdoms allervigtigste essays, 'Les intellectuels en question - Ébauche d'une reflexion' ('De intellektuelle som spørgsmål - Udkast til en refleksion'). Og det er en stor fristelse ... Men det er måske uretfærdigt over for de retfærdige, selv om de er få: Der var Frode Jakobsen, John Christmas Møller og flere andre i Danmarks Frihedsråd, og der var de mange modstandsfolk rundet af sommeren 1943, der var dem, der vederlagsfrit hjalp jøderne i efteråret 43, og der var de 60 præster, der protesterede mod de danske myndigheders faktiske massedrab på tyske flygtningebørn i 1945. Og så er der værkerne: Carl Th. Dreyers 'Elsker hverandre' mod pogromerne i tsartiden (fra 1922), Asger Jorns store maleri 'Stalingrad', Lars von Triers 'Dogville'. Ja til og med Sonningprisen til Mona Hatoum, der næsten opvejer ARoS-museets obskøne opstilling af en kitschet kæmpeflygtningedreng i stuen og en endnu mere kitschet bronzebuste af den nuværende danske dronning på museets øverste etage. En humanistisk videnskabsmand, kunstner eller forfatter måtte i 1930'ernes Tyskland altid tage afstand fra det nazistiske regime for ikke at blive taget til indtægt for det. En ditto afrikaaner måtte gøre det samme i 1960'ernes, 1970'ernes og 1980'ernes Sydafrika for ikke at blive taget til indtægt for apartheidstyret. Det er et spørgsmål, om det kan lade sig gøre at være humanistisk videnskabsmand, kunstner eller forfatter i Danmark i dag uden at måtte lægge afstand til den danske regering og det danske Folketing, således som generalsekretær for Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen, gjorde med sit manifest på forsiden af Dagbladet Information 18. maj 2004. Jeg tror, vi alle må gøre det samme som Jørgen Poulsen for ikke at blive taget til indtægt for den ideologi om danskhed, som Christiansborgsystemet har taget til sig i løbet af de sidste otte år.