I det store italienske klassikertrekløver står han, i hvert fald her i det høje Nord, noget i skyggen af den noget ældre Dante og den lidt yngre Boccaccio. Men for italienerne har Francesco Petrarcas navn klang af den ypperste poesi middelalderen kan frembyde. Derfor er der lagt op til gedigen italiensk festivitas når Petrarcas 700-års dag kan celebreres 20. juli. Fødebyen er Arezzo i Toscana; men tidens heftige politiske stridigheder bevirkede at familien måtte fortrække til Sydfrankrig mens Francesco endnu var helt lille. Carpentras i Provence blev hans barndomsby, mens studieårene deltes mellem Montpellier og Bologna. Disse skift mellem Italien og det sydfranske er karakteristiske for den noget omflakkende tilværelse Petrarca fører med Avignon og Rom som to poler. Rom blev mødestedet med antikken og dens verden, og et højdepunkt i hans digterliv var en laurbærkransning på selveste Capitol i 1341. Avignon var et mere blandet bekendtskab, mildt sagt. Den by var for Petrarca lig med trængsel, larm, tidsspilde og evige opfordringer til tjenstgørelse ved pavehoffet, der jo på det tidspunkt havde en aflægger i Avignon. Med Petrarcas øjne var dette hof dog mest at betragte som hjemsted for bedrag, udskejelser og gudsforhånelser. Men i den nærliggende Vaucluse-dal fandt han det sted der blev hans foretrukne på Jord. Her var fred, her kunne han gå ture, her kunne han arbejde. »Jeg studerer, jeg mediterer, jeg læser og jeg skriver«, siger han henført i et af sine utallige breve, der undertiden fungerer som selviscenesættelse af en digtermyte. De seneste år af sit liv tilbragte han i Italien, med Milano og Venezia som to af hovedstationerne. Som helhed et for sin tid ganske omflakkende liv. I den udstrækning vi kender ham herhjemme, er det som besynger af kærligheden, den sarte, rene, men dog heftigt lidenskabelige, med tilhørende anfald af skinsyge. Laura hed den skønne, som digteren, om man tør tro ham, første gang så i en kirke i Avignon en tidlig morgenstund - et syn han aldrig skulle glemme. I hvert fald blev det under navnet Laura han siden skulle besynge sin idealkvinde, hin uopnåelige. Og navnet er poetisk givtigt: smukt i klangen og med muligt spil på ord som l'aura (luft; ansigtsudtryk, lauro (laurbær), l'aureo (det gyldne). Det ophøjede og det sanselige smeltes sammen i de ypperste af sonetterne til Laura. Dog må det tilføjes at denne sammensmeltning kræver sin kamp. Hvor der hos Dante, i 'Den guddommelige komedie', tegner sig en nærmest uafvendelig bevægelse fra den jordiske til den himmelske kærlighed, personificeret i Beatrices lysende skikkelse, og hvor man i Boccaccios 'Dekameron' ser den jordiske kærlighed folde sig ud med saft og kraft, dér er hos Petrarca både det himmelske og det jordiske aspekt vægtet højt, med svare indre kvaler til følge. Netop dette præg skænker en dybere intensitet end fortiden havde kendt til det digter-jeg der i hans lyrik kredser om Laura. Den poetiske kraftpræstation til Lauras ære tog form lidt efter lidt, gennem den sidste halvdel af Petrarcas liv. Da værket var færdigt, bestod det af 366 digte, hvoraf de 317 er sonetter, den digtform med fire små strofer og et stramt rimskema, som Petrarca, om nogen, er blevet kendt og dyrket for. Sonetten skulle i 1500- og 1600-tallet blive dyrket med stadigt tilbageblik på Petrarca, og som bekendt lever formen endnu i bedste velgående, herhjemme under en Inger Christensens beåndede pen, som det ses i 'Sommerfugledalen'. Petrarcas betydning for senere europæisk kærlighedslyrik er pligtstof for litteraturhistorikere. Mindre påagtet er i dag en række skrifter på latin af humanistisk tilsnit, skønt de, både efter hans egen og samtidens mening, udgjorde hans hovedindsats. Som i kærlighedslyrikken har man her en bestandig kamp for at forsone modsætninger, overvinde konflikten mellem antikkens hedenske forfattere og Petrarcas eget kristendomssyn. Man har i hans tilfælde talt om en kristen humanisme, selv om de to begreber, kristendom og humanisme jo normalt står som klare modsætninger. Ligeledes på latin stred han længe med et historisk epos om den romerske general Scipio og hans felttog mod Hannibal. Han havde desuden et indgående kendskab til sin nære fortids provençalske troubadourer, og han videreførte og forfinede yderligere deres raffinerede elskovsdigtning, som en sand erotisk retoriker. Hvor Dante må ses som et middelalderligt højdepunkt, en epokes altopsamlende afrunding, åbner Petrarca i højere grad for den efterfølgende renæssances frigjorte menneske, en åbning vennen Boccaccio skulle gøre endnu større. Forholdet til Dante afspejler sig tydeligt i digtene til og om Laura bl.a. i form af bevidste gentagelser af markante rimord, som kendere af 'Den guddommelige komedie' har som taknemmelig klangbund. På samme vis kan forskerne melde om genoptagelser hos Boccaccio af elementer, ikke blot fra Dante, men også fra vennen Petrarca. Forholdet mellem Petrarca og Boccaccio var imidlertid ikke blot båret af fælles litterære interesser. Der var tale om et nært og varmt venskab i tilgift til den gensidige respekt og agtelse. Om agtelsen vidner f.eks. Petrarcas gendigtning på latin af den sidste novelle i Boccaccios 'Decameron', og Boccaccio viser sin ægte bekymring for vennen da han et par år før Petrarcas død skriver til ham for at bede ham spare på kræfterne og hvile ud efter mange års politisk og kunstnerisk aktivitet. Petrarcas tankevækkende svar viser den utrætteligt arbejdende humanist der føler at så meget er ugjort af det der skulle udrettes: Han har endnu ikke med sine skrifter opnået de resultater med hensyn til moralsk og kulturel vandel i sin samtid som var hans mål. Altså må han fortsat skrive. Skrive sine politisk-moralske overvejelser og breve på latin og sine fortsatte variationer over Laura-temaet på 'folkesproget'. I forbindelse med dette svar på Boccaccios bekymrede henstilling har man talt om Petrarcas åndelige testamente. Det viser i hvert fald et engagement og en pligtfølelse der hører med i billedet af den erotiske retoriker. I kraft af sin midterposition mellem Dante og Boccaccio er Petrarca en eminent repræsentant for både den oplyste (og bestemt ikke 'mørke') middelalder og den gryende renæssancehumanisme, der bringer antikkens solide fundament af ikke mindst græsk tænkning frelst igennem til eftertiden. Ganske vist var det Cicero der stod som hovedfiguren for Petrarca, og hans humanisme var ikke mindst baseret på latinske tekster, men hans optagethed af Platon var stor og ægte om end han ikke kunne læse ham på græsk. Humanisten Petrarcas felt var i særdeleshed retorikken, hvilket skal forstås ikke blot som læren om veltalenhed og skønsnak. Retorikken var mødestedet for refleksioner over sproglige normer for ikke blot digtekunsten i almindelighed, men lige så meget for den politiske tale og den religiøse prædiken. Som sådan var retorikken et centralfelt for humanisternes studeringer, deres oversættelser og nytolkninger. Man skal dog ikke af den grund se Petrarca som en indelukket stuelærd. Han havde adskillige diplomatiske opgaver som udsending for skiftende magthavere i de bystater der lå i bestandige fejder, og han var på missioner i både Paris og Prag. Faktisk var han stærkt optaget af hvordan man kunne nyttiggøre de klassiske studier i det aktive samfundsliv. Den slags tanker har som bekendt spillet en betydelig rolle højt op i tiden selv om de forekommer at ligge fjernt fra dagens Danmark og dets uddannelsespolitik. Men ret beset kan der fra Petrarcas humanisme trækkes en linje helt op til vore dages kuldskære overvejelser over en mulig europæisk identitet, der måtte ligge under de indlysende forskelligheder nationerne imellem. Hvis en sådan dybereliggende europæisk identitet findes, eller skal (re)konstrueres, da er Petrarca et fyrtårn i tågen. Og det er da også grunden til at jubelfejringen af de 700 år er andet og mere end varm museumsluft der lukkes ud med træt kustodesnak. Petrarca personificerer, om nogen, vores sammensatte europæiske arv med sin store omsorg for Platons og Ciceros skrifter såvel som for Bibelen og, ikke mindst, kirkefaderen Augustin. Selv trak han som nævnt også betragtelige spor i vesterlandsk digtning op gennem skiftende tider og litterære modestrømninger. Vi taler om en digter der har sat sit præg på senere epokers kærlighedssyn, og også her spiller det platoniske unægtelig stærkt ind. Enhver sonet i 1500- og 1600-tallet om ædel elskov har, direkte eller indirekte, Petrarca som skriveunderlag, og det samme gælder adskilligt af romantikkens kærlighedsdigtning. Det er langtfra tilfældigt at f.eks. Christian Winther til sin digtsamling 'Til Een' hentede sit motto hos Petrarca. Derfor er det ikke for meget at vi mindes ham op til hans store dag, også uden for det Italien for hvilket han er et nationalt monument, et både sprogligt og litterært pejlemærke. For italienerne er sagen klar: Petrarca er blandt nationens åndelige fædre. Arven fra det gamle Rom, humanismen, og arbejdet med folkesproget, udviklingen af et moderne 'italiensk', ud fra den toscanske tunge, i særdeleshed som den lød i Firenze, hele denne storslåede indsats i en fjern fortid er af afgørende betydning for det Italien der først samles til en national helhed små fem hundrede år efter Petrarcas død. Han er, med sine to fæller fra 1300-tallet, en afgørende forudsætning for det Italien der har spillet så stor en rolle for Europas åndelige og kulturelle liv. Det Italien der består, mens Mussolinier og Berlusconier forgår. Det er imidlertid karakteristisk for den hjemlige situation at hvor vi har hele tre komplette oversættelser af Dantes Guddommelige komedie', og hvor Boccaccios 'Dekameron' ligeledes er blevet fordansket i sin fulde udstrækning, så er det kun blevet til smagsprøver af Petrarcas lyrik. Gyldne dråber, spredt rundt om i antologier og ældre udgivelser, sådan at de i dag er særdeles vanskelige at få tag i for menigmand. Det bør dog ikke glemmes at selveste Oehlenschläger, skjaldenes Adam, har ydet sit til fordanskningen af Petrarca med sit bud på et af dennes allermest kendte digte, det om den skønne kilde ved Sorgue-flodens udspring i Vaucluse (»Sølvbæk, I Bølger milde,/ hvor hendes hulde Lemmer/ fandt ro, den skønneste, den elskte Pige ...«). Med al respekt må det indrømmes at vor hjemlige digterkonges version virker ældre end den 700-åriges. Men det er jo klassikeroversættelsernes lod: de forgår, mens klassikerne selv netop består. Adskilligt kunne føjes til det her anførte. Men digtere mindes man nu engang mest meningsfyldt ved at læse dem. Derfor hosstående gendigtning, en prøve på hans sonetter, fremstillet til dagen som en ydmyg hilsen til en af de klassikere mange nok kender af navn, dog knap af gavn. Men som indgår med vægt i den arv vi bygger på. Spørgsmålet er selvfølgelig: Kan han fortsat nå os? Har vi overhovedet antenner i det 21. århundrede til at modtage, fjernt og svagt, hvad Petrarca sendte af sted i tid og rum som det han kaldte »brudstykker af digtning på folkesproget«, altså poesi på Firenze-italiensk, ikke på elitens latin? Måske kun til en vis grad. Vor sprog- og tankeverden er jo uhjælpeligt en anden. Og så alligevel: På trods af fremmedartede ideologiske og æstetiske normer er der i Petrarcas digtning så stærk en lidenskab, så kraftfuld en udtryksvilje, at budskabet fortsat må kunne indfanges. Budskabet om forelskelsens smerteblandede fryd, om den erotiske følelses løften os ud af hverdagen med anelser om andre sfærer. Om kærlighedens nødvendighed og forløsende evne. Og endelig budskabet om at digtningen rummer mulighed for at viderebringe sådanne indsigter, også til en fjern eftertid. Syv hundrede år er ingen alder for sådanne tanker.